Mexico, et farligt sted?

Jeg skrev et indlæg til en Politiken-blog der hedder Verdensborger, men de havde allerede én, der skrev fra Mexico, så de ville sgu ikke have det. Men her er det:

Narkobaroner, -banditter og bastarder. Svineinfluenza-frenzy og kidnappere bag hvert et gadehjørne; under hver en skyggefuld sombrero. Læser man om Mexico i danske nyhedsmedier, er dette vel det ufiltrerede indtryk man uundgåeligt får.

Disse nyheder er Mexico, og disse nyheder er også at finde i de mexicanske medier, som alt efter sensationsgrad dagligt bringer mere eller mindre makabre billeder af mere eller mindre opløste vejsidekadavere. Det eventuelt ensidige billede af Mexico man kunne få ved læsning af danske aviser, er altså ikke meget anderledes end det billede af Mexico man kan få ved læsning af mexicanske aviser.

Man kunne som nyligt ankommet dansker i Mexico City sågar gå rundt og være bange. Man kunne som mexicaner i Mexico City gå rundt og være bange. Det burde man næsten, medmindre alt det de skriver i avisen da er lyv. Det er det nok ikke, men sagen er den, at der som bekendt er noget der hedder hverdag, dagligdag, arbejde, skole, mad og søvn. Hvordan skulle man dog få tid til alt det, hvis man også skulle gå rundt og være bange?

Mit halve års studieophold på Mexico Citys universitet UNAM, startede for et par uger siden. Jeg har nu en hverdag her. Jeg har talt med studerende, grønthandlere og taxichauffører, tortillasælgere og buspassagerer, og tendensen er ret klar: Det er nu engang mere nærliggende at komme ind på Mexicos to nylige sejre over USA i fodbold, mit forhold til mexicansk mad, øl og piger, eller hvor i USA det nu lige er Danmark ligger. Eller som i aftes, ved den gamle mands tacobod nede på hjørnet, hvor endnu en gubbe kom til: ”Danmark, nå, ovre ved Holland og Sverige, jaså, er det rigtigt at I har et særligt dræningssystem til regnvand dér? – vi har mange problemer med regnvandet her for tiden, forstår du”. Til jeg havde færdiggjort mine tre foldede majspandekager fortsatte vi med at dyrke vores gensidige interesse i hinandens hjemland, men det faldt os ikke ind at tale om hverken narkobaroner, svineinfluenza og kidnapninger eller Nørrebroskyderier og Danmark som terrormål, for den sags skyld.

Man kan altid læse B.T., Ekstra Bladet eller Dansk Folkepartis nyhedsbreve (I tilfældet Mexico er det såmænd nok at læse Politiken) og forfærdes over verden, men som i tilfældet Mexico skal man huske, at der også sker ret mange andre ting end det der skrives i avisen. Jeg er på nuværende tidspunkt overbevist om, at disse ’andre ting’ kommer til at fylde mest i min tid i Mexico, og jeg vil efter denne indledende afkræftelse af den rene, mexicanske elendighed i kommende blog-indlæg hellige mig beskrivelsen af hvad pokker det så er for et land jeg er kommet til.

Kærlig hilsen fra Mexico,
Kristian Lytken Laursen.

i dag har jeg set...

I dag har jeg set en dreng på højst tre år, og hans storebror på fem, der solgte slikkepinde på trappen i metroen:

og ordene fra Led Zeppelin's Stairway to Heaven klingede:

Oh, it makes me wonder, oh, it really makes me wonder.

Mexicanere i USA

Snart hveranden mexicaner over 25 har jo været i USA en årrække. Det må være konklusionen, for jeg mener, så mange ikke-studerende mexicanere har jeg jo heller ikke snakket med, og læs nu her:

Der var den flinkeste taco-mand i Miahuátlan, som Jakob Skaaning og jeg besøgte hin aften efter første veloverståede cykeletape. Jeg tror han spurgte hvor vi var fra, jeg tror han spurgte hvordan vi var kommet hertil, jeg tror jeg sagde: med et fly. Så sagde han, at han havde været i USA, i Alabama, hvortil jeg spurgte: aha, hvordan kom du så dértil - med bus eller fly?, hvortil han, fantastisk nok stadig med et stort smil på læben, svarede: nej, jeg gik over grænsen. Jeg havde ikke papirer. Jeg skulle arbejde der, men det var meget svært at få arbejde uden at tale engelsk. Så lavede han os fire tacos til.

Der var en yngre dame i bussen til Amecameca. Hun var mormon og havde studeret i Salt Lake City på et stipendium. Dog havde hun ikke haft penge til at besøge nogen andre steder i USA, selv om hun gerne ville. Nu arbejdede hun med bogholderi i Mexico City, 6 dage om ugen, 9-12 timer pr dag. Om lørdagen tog hun bussen hjem til sine forældre i Ameca.

På vulkanen var der den store jeep fuld af fnisende piger på 16. Men chaufføren var 27 og havde boet 9 år i USA, arbejdet og sådan.

På vej ned fra selvsamme bjerg samlede en flink, ældre mand mig op i sin nærmest endnu ældre pick-up, der skrattede og raslede og rumlede afsted nedad bjerget. Langsomt, for som manden sagde: Jeg er ikke så god til at køre bil, så jeg kører langsomt. Langsomt men sikkert. Han havde været alkoholiker i mange år. "Tidligere, meget alkohol, mange øl". Nu var han selv medlem af, og på vej til at hente en gruppe efter et møde i Anonyme Alkoholikere. Det var i øvrigt samme gruppe, der i fællesskab havde investeret i trucken. Også denne hombre havde arbejdet i USA. Ca. 9 år, af flere omgange. I New Jersey. Han havde kun lært lidt engelsk, for han havde aldrig regnet med at blive der. Det var under det sidste ophold at hans arbejdsgiver havde forlangt at han lærte engelsk, så han havde været på skolebænken et år, og været glad for det. Men han kunne ikke så meget, sagde han.

Verdens kedeligste lærer

Min første undervisningsdag på uni havde jeg gode oplevelser om formiddagen, men denne senere ud på aftenen:

UNAM-oplevelse: Procesos de comunicación e historia mundial, mandag aften, d. 10. august, kl. 20-22.

På dette ukristelige tidspunkt for en undervisningssession troppede jeg op sammen med en større flok 5.semesterstuderende - stadig på den obligatoriske del af uddannelsen, og umiddelbart ret umodne og ugidelige. Vores tålmodighed blev da også sat på prøve, da underviseren valgte at komme femogtyve minutter for sent. På sin (helt personlige, ejendommelige) vis prøvede han måske at kompensere for dette ved at gå lige på og hårdt. Ikke noget med goddag, velkommen, godt at se jer eller bare mit navn er Romero, og jeg skal undervise jer i år. No. Med monoton, dyb mumlen, og skildpaddende spankuleren frem og tilbage foran tavlen begyndte han at fortælle om fagets indhold.

Konstant stillede han dog sig selv spørgsmålet: hvad handler faget i øvrigt om ?, og det virkede virkelig som om han ikke kunne huske det og skulle hive det frem fra hukommelsen langt langt væk, i hvert fald fra før sommerferien. Han var lille, tyk og umiddelbart ved at falde i søvn, ligesom vi andre var det, bortset fra de fnisende, småsnakkende unge piger, der heller ikke just øgede det intellektuelle niveau i klassen.

Rummet var 5x5 meter stort. Betonvægge og flisegulv; ekstremt dårlig akustik. I loftet 6 lysstofrør, og under dem 40 plasticstole m. påmonterede plastic"borde", og i dem 40 elever. Når maestroens spankulierplatz fratrækkes giver det under en halv kvadratmeter til hver. En pige, der fra starten så mere uengageret og ungdomssløvsindet ud end de øvrige, havde strategisk sat sig lige ved udgangen, og der skulle da også kun gå 15 minutters dræbermonolog før hun forlod lokalet. Eller forsøgte. Nu viste det sig nemlig at døren ikke umiddelbart kunne åbnes indefra, og den uundgåelige tanke stod klart i samme sekund: HAN var djævlen, lokalet Helvede og nu var vi færdige. Det ville også være den eneste logiske forklaring på at han efter alle disse år fortsat var underviser hér.

Den forklaring ville såmænd have gjort ham, om ikke andet, mere interessant. Nu hjalp han ukommenteret og uanfægtet pigebarnet ud, komplet indifferent med om der var 40, 39, 2 eller ingen tilstede i lokalet. Hans øjenlåg var så tæt på lukkede, at han formentlig ikke kunne se forskel, ligesom den heftige pludren i klassen ikke lod til at trænge ind gennem ørevoksen. Dog hørte han godt da hans telefon ringede, og han svarede den og tog sig sin tid.

Et sted derinde bag gardinerne har han måske indset at der kunne eksistere individer, der ikke fandt hans undervisning så spændende at de gad følge den. Han havde et middel mod denne indsigt. Gentagne gange kom han således ind på emnet: "Og hvorfor skal i så studere dette fag? - Fordi, det er svært at få arbejde. Der er ikke meget arbejde. I skal ikke regne med at få arbejde. Derfor skal i læse, læse, læse, studere, studere, studere og følge med i mine timer. Her i klassen skal vi analysere tekster og måske være kritiske". Efter 35 minutter mente han at have introduceret faget tilfredsstillende, og med uændret tone sluttede han af vi ses på torsdag.
Det gør vi ikke, for jeg er heldig og kan selv vælge mine fag, men interessant var denne aften såmænd i sig selv. Puta madre!

Dagbog - femte august

I dag, første skoledag på UNAM.

Men ikke en ægte første skoledag. Et præsentationsmøde for alle de udenlandske studerende på universitetet. Vi er omtrent 150, der starter nu. Der er 300.000 studerede på UNAM. Størstedelen af de udenlandske er fra Spanien eller andre latinamerikanske lande. Det er ikke en overdrivelse at sige at mellemblond kommune- og leverpostejsfarvet hår skiller sig ud.

Vi blev præsenteret for de forskellige afdelinger, fire professorer bød yderst formelt velkommen, den ene fortalte om muligheden for sprog- og kulturkurser på CEPE, Centro de Enseñanza Para Extranjeros, og viste bl.a. billeder af byens turistattraktioner. Man fornemmede en markant stolthed over dette universitet. Latinamerikas bedste, Verdens bedste - det blev der sagt. De gav den nok en ekstra tand her over for de udefrakommende studerende, og præsentationskartonmappen var da også yderst flot.

Vi så en lang og kedelig film om UNAM. Bagefter var der lidt mad og minglen. En spansk pige spurgte om jeg var fra Danmark, og ja, og hun kunne lidt dansk, og om vi skulle lave en tandem. Det lød frækt, synes jeg, men det viste sig at være et udtryk for intersproglig udveksling, hun havde brugt. Jeg sagde ja alligevel og gav hende fluks min mail.

Bagefter cyklede jeg lidt rundt på min kattecykel (det hedder den, fordi den ligger lige på grænsen mellem at være en kat i en sæk og en cykel) og købte nogle ting i San Angel. Jeg køber mange ting. Jeg stopper snart. Idag købte jeg:

En lille kokkekniv.

En kæmpe rulle snor til at binde om cyklen.

Vent og se.

Et sæt Umbraconøgler.

En forlængerledning.

En saks.

To omformere fra europastik til latinostik.

En kopi af nøglen til mit værelse, (så jeg kan have den i min toilettaske på toilettet og slippe for at være bange for at smække mig selv ude hele tiden).

To skruer til at holde vinduet lukket på intermistisk vis.

I går købte jeg en DVD om UNAMs historie i 1968.

Jeg var lige ved at købe et ur mere fordi det var megaflot og manden var gammel og megarar og det kostede 160 pesos. Måske køber jeg det snart, det gør jeg nok. Så har jeg to ure. A man needs two watches.

Jeg har brugt en del tid på at lave små film fra dette års Roskilde Festival. Det er virkelig sjovt, og befriende at lade dem stå som selvstændige små øjeblikke frem for at presse det hele sammen i en lang film hvor det uundgåeligt ville blive for langt, for meget, for svært, og hvor man ville forsøge at tvinge en form for dramaturgi og en masse tekniske effektgreb ned over det. Nu er øjeblikkene bare smukke, grimme, sjove, stive, skæve, for lidt og for meget, som de er. Og det er fedt. Det må jeg lade Tormod. Det var en god idé. Uh, jeg glæder mig til at se Tormods billeder fra Roskilde. Han har fået min adresse så han kan sende mig dem med posten på fotopapir. Nu er jeg faktisk desværre færdig med at klippe filmene. Halvdelen er lagt på Youtube, den anden halvdel er på vej. Uploadhastigheden er virkelig langsom her. Det er fedt at lægge ting på Youtube. Det skal jeg gøre noget mere.

Dagbog - fjerde august

I dag har jeg set en hårrejsende, kvalmefremkaldende, tankevækkende, barsk, brutal og skidegod film: Los Bastardos.

Jeg var ude at cykle og kørte så forbi Cineteca Nacional. Jeg ville egentlig ikke se Bastardos, for den er på rent tale-mexicansk uden undertekster, så jeg tænkte at det var bedre om en måned eller sådan, men der gik ikke andre (som jeg ikke havde set i Danmark allerede - Three Monkeys, Happy-go-lucky, Lad den rette komme ind). Da billetprisen desuden var på 25 pesos, 10 kroner (det er billigdag tirsdag og onsdag - normalt er det hele 40 pesos) slog jeg til. Jeg forstod rigtig nok ikke så meget af hvad der blev sagt på mexciansk, men heldigvis blev der ikke sagt så meget, heldigvis blev der sagt en del på engelsk, da den foregår i LA, og heldigvis var det helt igennem let at følge med.

Fantastisk film. Jeg vil gerne give den en fyldestgørende anmeldelse ved lejlighed. Da jeg just var kommet ud og sad og drak kaffe og ventede på at regnen skulle holde op, skrev jeg følgende ned på en lap papir.

anm. amat escalante: Los Bastardos. Mexico 2008.

Barsk realisme på grænsen

Jeg er i Mexico, men det er ikke bare derfor. Det er også fordi jeg synes jeg ved hvordan verden hænger sammen, globaliserings-wise. Det må være derfor sympatien ligger hos de mexicanske bastarder. Jesús på 30+ og Fausto på cirka-16.

De er illegale immigranter i Californien, og de sidder hver morgen foran byggecentret The Home Depot, sammen med en del andre, og venter på at blive samlet op. De udfører sort arbejde til mellem 8 og 10 US$ i timen. Til gengæld lader de, som Milo siger det i Pusker, ikke nogen fucke med sig.

Nedladende blikke, udtalt fremmedhad og den konstant kontrastfulde rigdom medfører kynisme, jalousi og indifferens overfor ikke-implicerede lokal-uskyldige amerikanere.

Efter arbejde bryder de ind i et tilfældigt, rigt villakvarter, i et hus med en enlig mor på drugs og en teenagesøn, der kommunikerer på et forholdsvist primalt niveau. Det er i dette hus, i lange, brutalt realistiske tableauer, nærmest ordløse, at sympatien indtræffer. Det er noget basalt menneskeligt, der er på spil dér på grænsen mellem rig og fattig, barn og voksen, bydende nødvendighed og koldblodig kynisme.

Jeg vil vove at påstå at kunne huske hver en indstilling i dette mesterværk af en barsk bastardfilm, sådan har billederne brændt sig fast i min krop. Det er ikke let at være illegal immigrant, og om man vil det eller ej, så får nationalisme en ny betydning. Rulleteksterne slog det fast: Mexicansk blod er både både rødt, hvidt og grønt!

dagbog - tredje august

I dag har jeg vandret og vandret, bevæget mig mange kilometer, i søgen og higen efter produkter at bruge mine penge på. Dog, først, i morges, en løbe-gå-tur rundt på Ciudad Universitarias område, måske 6 kilometer, det er kæmpestort. Jeg skulle dels skide og dels var der en masse ting jeg gerne ville se hele tiden, hvorfor det ikke blev nogen særlig energisk løbetur. Men jeg fandt dels ud af hvor Ciencias Politicas y Sociales, hvorunder Ciencias de Communicación hører, ligger, og jeg fandt ud af, at der inde på Uni-området er et stort vild-natur-område, sådan Amager Fælled - agtigt, bare uden stier, så dét er jo nærmest helt hjemligt, og inde på det område (for der var nemlig en enkelt sti ind) da var der den såkaldte Espacio Escultorico. Jeg savner fortsat viden om hvorfor den er der og hvad den symboliserer, men den var der og den var egentlig ret sej, på sådan en monumental beton-kommunistisk-moument manér - en stor rund fordybning i jorden, 35 meter i diameter, hvori den bare lava-klippegrund bruste frem, omgivet af måske 24 skrå betonstøtter. Meget råt og enkelt og det betyder sikkert noget bestemt, men det behøver det nu ikke for at give mening, for det lå bare dér, midt i vildmarken, midt i byen, og enhver kan hurtigt få sådan et sted til at giver mening for sig. (note, 6. august: jeg har netop læst at Espacio Escultórico er 120 meter i diameter og består af 64 stenpiller, so much for øjemål og førstehåndsindtryk...)

Men så senere vandrede jeg og vandrede jeg, og det var fint, omend omgivelserne ikke til enhver tid var decideret skønne. Mandagstrafikken var intens og jeg har slugt min portion gas i dag. Mexico City virker nu på den front ikke meget værre end så mange andre storbyer, og hvis man går op og ned ad Langebro og HCA-boulevarden, så indånder man da også sin portion.

Alt er til salg her og alt handler om penge. I dag har jeg set en ung kvinde med et barn i en sele på mave, der stod i et lyskryds og gudhjælpemig jonglerede mens bilerne holdt for rødt. Jeg ved ikke om hun fik mange penge ud af det, og følgende tanke-spørgsmål er ubehageligt, uagtet det korrekte svar: Havde hun det barn på maven fordi hun ikke havde nogen steder at anbringe det eller af taktiske årsager, fordi det gav flere penge?

Og penge og konsumerisme har det således også handlet om for mig i dag, da jeg som den forbrugs- og luksusvante rige vesterlænding jeg jo er, desværre føler et vist behov for at have forskellige materielle genstande. Et overdrev er det vel ikke, men i disse omgivelser føles dagens indkøb overvældende. Jeg har investeret i følgende i dag:

Tandpasta

Sæbe

Et Ur

Lille håndklæde til toilettet

Et større håndklæde til badet

En kop kaffe

En Mirinda

To Tacos

Tape

En avis

Strømper

Underbukser

Cykelpumpe

Cykellygter

Cykelhjelm

Cykellås

Cykel

Sim-kort til mobiltelefonen

Cyklen er den billigste model jeg kunne finde, og jeg har allerede fortrudt ikke at have købt en dyrere. Hos en specialiseret cykelhandler fik jeg tilbudt en brugt cykel med et godt stel og gode dele fra en anden cykel for 4000 pesos, men hos den billige mexicanske kæde Benotto betalte jeg i stedet 1800 for noget værre skrammel. Det gode er at den ser meget sej ud, og at det er den type mange mexicanere har, hvis de har en cykel, så jeg er nede med folket. Det er også godt at det ikke gør så meget hvis den bliver stjålet. 720 kroner har den kostet. Det dårlige er, at kæden allerede springer på tandhjulene, at den er ret lille i stellet, at den er af stål og plastic, at den helt sikkert ikke holder et halvt år og at jeg ikke gider tage den med nogen steder hen i Mexico på tur (som jeg ellers havde overvejet).

Således, en del pesos fattigere, er jeg ved at have gjort de nødvendige indkøb jeg synes jeg har haft behov for.

Cykelmyg

I juli rejste jeg til Mexico med Jakob Skaaning. Efter byliv i både Mexico City og Oaxaca lejede vi to cykler i sidstnævnte by og kørte sydpå, mod bjergene og siden Stillehavet. Jakob havde sin lille computer med, og mens vi om eftermiddagen strakte vore ømme ben knipsede vore fingre lystigt på tastaturet. De fire indlæg, det blev til kan bedst ses på Jakobs blog Fragmental.

Det var sgu en sej rejseform, som helt sikkert skal udforskes yderligere ved lejlighed. Efter ankomsten til Stillehavet afløstes cykeliveren øjeblikkeligt af en kraftig daseiver. Den blev tilfredsstillet med fire dages læsning og strandchill ved den lille strandbebyggelse Mazunte.