sidste indlæg

Denne blog opdateres ikke længere. Efter et eminent forrygende år rejste jeg hjem fra Mexico den 8. juni, og savner nu blot fra tid til anden alle de ting jeg har beskrevet her på siden. I ny og næ skriver jeg noget inde på kristianlytkenlaursen.blogspot.com (den gamle mexico-blogs adresse), men det var nu meget sjovere at skrive fra Mexico.
Det eneste jeg ønsker at tilføje denne side, inden jeg engang igen befinder mig i Mexico, er min lille dokumentarfilm, som jeg fik lavet færdig efter jeg kom hjem. Jeg har tekniske problemer, men den vil blive lagt op så snart det løser sig.

Kærlig hilsen, fra Mexico, men fra Danmark
Kristian

Xochicalco

Vi var på besøg ved Xochiquetzal syd for byen i weekenden. Vi havde en god tur, og der kan skrives vidt og bredt, men først og fremmest dansede vi ved Xochicalco pyramiderne, og det er der kommet en gif ud af:

Xochicalco Ritual 2010 (oficial):


Extra Special Bonus 1:
Practicando Xochicalco Ritual 2010
(Forberedende øvelser til Xochicalco ritualet)



Extra Special Bonus 2:
"Miguel, no te vayas!" 
("Mike, don't leave me!")
("Mikael, forlad mig ej!")

Vistas

Jeg er på det seneste blevet beriget med et par fantastiske storbyoplevelser. Oplevelser af en hel anden verden. En drømmeverden, en fremtidig, apokalyptisk verden. En nu-slår-jeg-benene-væk-under-dig-og-tager-pusten-fra-dig verden. Jeg er jo bare en dreng fra landet, skal man huske på (det ville jeg også sige i tide og utide, hvis jeg var politiker, ligesom Lene E.). En dreng fra landet, der af uvisse årsager befinder sig i - ja, lad os da bare sige - verdens største by. Fra centrum kan man køre 20 km i hvilken som helst retning, og man er stadig i byen - ikke storby, nærmere landsby, men én stor, sammenhængende bystruktur. Jeg har på det seneste tilbagelagt et parogtyve kilometer fra centrum og er med ét kommet ud på den anden side af noget, der mest af alt minder mig om The Truman Shows kuppel, op i kontrolrummet og den ægte verden. Op over byen og op-ind-ud i en fantastisk natur. Skov, bjerg, rislende flod, et gammelt konvent, en hare, en slange, en klar, klar luft. Jeg har nydt nogle søndage sådan. Deroppe på skråningerne af Mexicodalen har jeg også vendt mig om, og kigget ned i kuplen på den kunstige menneskeverden. Fra vest til øst har jeg panoreret mit blik, fra blå himmel til sort kloak har jeg tiltet mit åsyn, og hver gang fyldes jeg med samme, klare følelse i maven og tanke i hjernen: Det er umuligt. Det er en umulig verden. Det er for meget, det kan ikke være sandt, det er da uladsiggørligt at grundlægge, bygge, konstruere, vedligeholde, opretholde, leve i og være i, sådan en by. 

Der er bare by over det hele! Der er 50 km by i lige linie lige foran dig. Der er en kappe af smog, og du ved, at under den sælger en mand slik ved metrostationen, og en anden holder for rødt i sin mercedes mens en tredje vasker hans forrude. Én drikker dagens juice og læser avisen og på stadion er der kvartfinale i fodbold. Du ved, der er en masse lyde og støj og snak og bevægelse, sved og sure tæer i varme sko, nogle der har drukket for lidt vand og andre der har drukket for meget øl. Butikker er åbne, restauranter serverer dagens ret, præsidenten vedtager en lov og én bliver skudt i et narkoopgør mens andre kysser i en park. Du kan kun se byen, du kan kun dufte blomster og den friske luft, høre fuglefløjt og forestille dig livet dernede. Det der stof, drømme er gjort af.  Det er et helt fantastisk syn af Mexico man får fra toppen af bakken i Chapultepec, fra Desierto de Los Leones eller fra bjerget Cerro San Miguel, før man igen triller ned i virvaret. 

første indlæg i lang tid, og så var det bare en drøm

Jeg drømte i nat en underlig drøm, som drømme så ofte er. Jeg drømte, at der på en øde mark lidt uden for Hammel, på landevejen mod Hinnerup, stod et kæmpe stort mexicansk flag og vajede majestætisk i den jyske vind. Senere, da jeg var hjemme, så jeg en annonce på spansk i Bilka-avisen. Det var en mexicansk dame, fra en gård ude ved flaget, der reklamerede for et kuld hundehvalpe. Nogle sagde til mig, at det tilbud så ud for at være for godt til at være sandt! En veninde var ret interesseret og jeg indvilligede i at tage med og forhandle. Ude under flaget, og nær ved Hammel, var det hele noget værre rod. Damens mand var åndssvag og hundene bidske. De havde omringet en lille gruppe får, og gøede dem lige ind i ulden. Men lyden var ikke en gøen. Den var en underlig gnækkende lyd, og jeg så pludselig at den stammede fra en lille forsamling rosa fårekyllinger på en hegnspæl. De havde en form for gæller, der åbnede og lukkede, og kommunikerede på denne vis mod øst.

Der er en måned til jeg skal hjem til Danmark og nu begynder drømmene måske at gå i den retning. Stadig dejligt mexicansk syre-inspirerede, dog. Jeg havde tænkt at skrive mere blog dette forår, for der er selvfølgelig masser at skrive om. Men det er nok hverdagen og hjemmefølelsen, der har sat ind, og den manglende fornemmelse af at være langt væk hjemmefra, og at alt er nyt og beskrivværdigt. Se, jeg frygtede dette ville hænde, og forsøgte i februar at afværge det ved at lancere en opdateret og lidt frisk blog. Et incitament til at poste nye ord. Det blev jo en komplet fiasko.

Jeg har haft lyst til at skrive om mine to ruter på vej til skolen om morgenen, om landets brutale narkokriminalitet, der dagligt fylder avisspalterne, om mit endelige gennembrud hvad angår lytning til spansksproget musik og brug af konjunktiv (indtraf samtidigt), om den seneste udflugt i påskeferien nordpå til La Huasteca og Tamaulipas, min Mexico City slentren og fortsatte fascination, ordet güero, sælgere på gader og stræder og i metroen, samt så meget andet. Det er ikke sikkert jeg får det skrevet. Men måske. Nu er det nævnt og ikke glemt.

Kærlig hilsen Kristian

ps. Indlægget Las Canchas er opdateret med videoen Los Olvidados fra vort holds sidste kamp, som vi også tabte.

pps. Naturfoto og haiku fra rejsen til Tamaulipas: Slange er død på grusvej, bider i sig selv, en hveps sidder i såret.

Las Canchas

Mit fakultet, Facultad de Ciencias Politicas y Sociales, spreder sig over et større areal. Undervisningsbygningerne er systematiseret fra A-F og mellem dem fylder åbne pladser, træer og stier op. Det er et større område. Vertikalt kan man tale om seks niveauer af mit fakultet. Undervisningsbygningerne ligger øverst og er på fire etager (0-3). På tredje kan man, når man har time omkring solnedgang, på en klar dag, lade tanker og koncentration flyve langt, langt væk, mens man måbende ser ud over Mexico City og en rødligt oplyst, snebeklædt kæmpevulkan på over 5200 meter, ca. 80 km mod sydøst. Det er vulkanen Iztaccihuátl - Den Sovende Kvinde. På anden sal kan man ikke se vulkanen, men mellem anden og første er til gengæld herretoilettet. I bygning B mangler et af pissoirerne på væggen og i stedet er det humoristisk tagget: Duchamp Was Here. Nede på nulte kan man fra bygning A og B træde direkte ud på Øvre Esplanade (Ingen MMM-indflydelse her, blot en direkte oversættelse af Explanada Alta), hvor den største, og ofte ganske imponerende, koncentration af studerende er at finde. Det er centralt mellem undervisningslokalerne og biblioteket, og desuden kan man fornøje sig med tilbud fra følgende boder: Pirat-dvd-boden, kiosk-boden, kaffe-boden, dessert-boden, foldede-tacos-i-en-kurv-boden (Tacos de canasta), enchiladas-boden, hjemmelavet-is-boden og hippie-sandwich-boden.

Man kan gå ned på Nedre Esplanade, hvor der er mere plads og luft og hvor en masse massive stenborde med stenstole (det er cement) byder velkommen (samt kioskbod #2 og pirat-dvd-bod #2). Det er det femte niveau man her befinder sig på. Men jeg vil skrive mere om det sjette.

Man går forbi auditoriet og ad den korte sti ned over lavastensklipperne og så er man ved Las Canchas, fodboldbanen. Der er kun én bane, men den konsekvente brug af flertalsformen har nok bidt sig fast fordi det lyder bedre. Jeg tror aldrig der har været mere end én bane. Det er en asfalteret fodboldbane på håndboldbanestørrelse, men lettere deform og nedslidt. Der står to femmandsmål med hullet net. Det er Las Canchas, og det er et sted, der holder en position helt for sig selv på fakultetet. Pga. fodbolden, typerne og alt det der ellers foregår her. Ved banerne er der næsten altid en fodboldkamp i gang, og antallet af mexicanske studerende der har brugt flere timer her end i bygning A-F tilsammen, er uden tvivl imponerende. Niveauet er tilsvarende højt og man kan som fodboldglad dansker godt blive lidt sørgmodig over aldrig rigtig at have fundet Las Canchas ude på KUA. Men nu er jeg i Mexico og jeg finder her på andet semester ofte vej til nedre boldbaner.

Da jeg kommer i dag torsdag klokken ét er det sædvanlige line-up endnu ikke helt fremmødt, men i løbet af den næste time er de på plads. Der bliver rullet en joint eller flere og drukket en øl, og man udfordrer hinanden i fodbold. Fem mod fem. Der er to typer kampe. Den almindelige og mest udbredte er Reta - Udfordring - hvor det vindende hold bliver på banen og tager mod nye udfordrere - til man taber. Der spilles først til to mål. Det kan spilles fra morgen til aften, og det bliver det. Den anden type kamp er Torneo - Turnering. To halvlege af tyve minutter. Den organiseres hvert semester og gik i år i gang i sidste uge. Der er ca. 24 hold tilmeldt i år, jeg spiller med på holdet Los Olvidados - De Glemte (og titlen på Luis Buñuels mexicanske mesterværk fra 1950). Jeg spiller med Miguel og Romain fra frankrig, min underviser Fabian, Pablo og Carlos. Efter at Reta-kampen er forbi, går vi på banen. 

Vi møder i dag Los Hooligans, og vi lægger godt ud. Er bagud 3-2 ved pausen, men udligner to sekunder inde i anden halvleg. Det er et hattrick af den unge dansker, der i dag er sendt frem i angrebet. Dette tredje mål smyger sig ind helt oppe i sammenføjningen, og den unge dansker vender sig tilfreds om mod holdkammeraterne og synes ud af øjenkrogen også at skimte imponerede ansigter hos de unge piger, der ser kampen. Eller er det den tynde luft, varmen og solen der bager ned, der har fået bugt med ham og spiller et pus? Han scorer ikke flere mål, og pigerne er væk da han bagud 3-7 igen kigger op. Los Olvidados taber 9-4 og efter at have brændt en stor chance mod slutningen bliver den unge dansker sågar kaldt for Lille Dukke af den parerende målmand. Muñequita, siger han. Røvhul, mumler jeg, men på dansk. Ellers hygger vi os fint.

Efter kampen drikker vi en kølig pilsner, og jeg har tid til at kigge lidt rundt. Las Canchas er også fast tilhørssted for en række skæve typer. De er lidt ældre end den gennemsnitsstuderende og er en flok bestående af nogle UNAM-arbejdere (gartnere, vagter, mv.) og venner og bekendte, drukkenbolte og sære snegle, der bare hænger ud. Der bliver drukket en øl og spillet kort, og man ser på fodboldkampe og en del spiller også selv med i ny og næ. Ingen er generet af den flok, og de hygger sig, ser det ud til. De bruger ikke bare det meste af deres tid ved Las Canchas, de bruger al deres tid. Que onda güero, siger de, når man går forbi dem - Ik' så meget, plejer jeg at svare.

Om fredagen er Las Canchas et endnu livligere sted. Turneringsfodbolden slutter klokken fire - og til de sidste kampe er der altid mange mennesker - det er jo fredag. Der er også mange øl og mange joints. Rigtig mange joints. Eller tærter, som vi siger, for mange mexicanere ruller virkelig nogle ulækre, fedtede og flade joints uden filter. For mange er Las Canchas fredagens fest, hvis man ikke har en fest i vente. Mange bliver til sent, og sender på skift en stafet af sted ned til metroen for at købe Caguamas - de store 1,2 liters øl i glasflasker. Man må ikke drikke på universitetets grund, men på mit fakultet er der et liberalt forhold til den regel. Dog, når en vagtbil en sjælden gang i mellem kører op ved siden af banen, bliver øl og deslige hastigt og respektfuldt gemt væk til vagten er kørt og festen kan fortsætte. Det er et spil hvor alle parter ved hvad der foregår, og det er så fint.

¡Que viva Las Canchas!

Det er udsigten fra tørreburet oppe på taget. Til venstre anes toppen af en palme. Bygningen til højre er Mexicana Air. Den i midten er World Trade Center.

Détte er en mexicansk historie.

Franske Miguel og franske Roman og danske jeg leder efter lejlighed, og det har vi gjort et stykke tid. Eller egentlig kun nogle dage, men på fuld tid og med pure afslag de mange steder vi har spurgt. Det er kompliceret fordi vi er udlændinge og kun skal være her 4 måneder. Det er kompliceret fordi det altid er minimum et års leje og de kræver en kautionist med bopæl i Mexico City. Vi har delt os denne torsdag; Miguel og jeg i Roma og Romain og mexicanske Carlos, vor ven og hjælper, i Narvarte. Vi søger og finder intet. Vi siger vi vil betale to måneder forud, men de vil ikke have vores europapenge. 

Så sker der noget, og det sker i Narvarte. Carlos og Roman er blevet godt gammeldags sultne af sådan at gå fra gade til gade og lede efter telefonnumre i vinduerne, af at få afslag på afslag. Helt uhørt regner det tilmed temmelig meget denne tidlige februardag i Mexico. De finder et fint lille libanesisk spisested, hvor der kreeres deliciøse empanadas med kød, spinat, ost og hvad gir du. Carlos slynger ud, hva', du kender vel ikke nogen der lejer værelser ud, vel? Jo, det gør han da, Libaneseren, og viser straks op til en lejlighed tæt derpå, på tredje sal, hos hans gode ven. Roman ser den og synes den er ok, dog er der kun to værelser og måske vil en araber leje det ene. Ejeren Carlos Pacheco - det hedder han, og pacheco betyder på mexicanerslang at være skæv eller godt blæst, og mere om ham senere - ringer imidlertid dagen efter og siger at lejligheden er disponibel. Vi slår ikke til med det samme - af fortsat uforståelige årsager vælger Romain ikke at informere os om denne option og vi søger frustrerede og modløse videre. Vi er tæt på at sige ja til en lille snollet og grim delelejlighed for hele 9000 pesos, men efter svære overvejelser vælger vi at udbede os et par dages betænkningstid. Vi sidder lidt i bilen og snakker om hvilke muligheder vi overhovedet har tilbage, og så kommer Romain pludselig i tanke om Carlos Pacheco. Her bor vi nu.

Morgenen efter at være flyttet ind drikker vi kaffe på cafeen i den lille park nær herved. Vi har fået foræret en frygtelig bunke dejlige møbler og gamle sager fra Pachecos bugnende lofsrum, samt tallerkener og køkkengrej fra hans kvinde - mi mujer, som han altså siger det - men vi mangler senge og madrasser. Det er vores plan at gå på jagt i nogle butikker efter kaffen, men da dette er Mexico (og dette er en mexicansk historie) hænder det naturligvis at en ladvogn drejer om hjørnet og gør sig selv bemærket ved fra den på taget påmonterede højttaler at gjalde colchones, colchones baratos, altså madrasser, billige madrasser! Vi får ham stoppet og han sælger os hele molevitten for 350 pesos. Det vil sige to store madrasser og basen til den ene seng. Vi mangler den anden underdel, men ved cafénabobordet sidder en muskuløs tjekke, og han siger at han tilfældigvis har en seng uden madras, som han gerne vil forære bort, da han selv har fået den foræret for et år siden. Vi tager det hele, og det hele er så let. Vi sover nu i de senge.

Der mangler et værelse i lejligheden, der er kun to, vi er tre. Vi flytter ind, og dagen efter kommer der tre håndværkere, og de bygger to simple vægge inde i stuen, sætter en dør i, og voila, der er tre. Vi holder indflytterfest og maler de to vægge i alle regnbuens farver. Det viser billedet hvordan ender. Billedet er hernedenunder denne linie hvor jeg skriver disse ord, og nu stopper jeg og I bliver fri for denne nu enerverende konsekvente nutidsbrug.

Family Bizness

(jeg afstår aldrig fra at benytte den overskrift når muligheden byder sig)

(det her bliver langt og alt for minutiøst, så læs det kun hvis du har andel i forretningen, eller anden underlig interesse i den)

Efter at jeg flyttede hjemmefra, og efter at jeg flyttede til København i særdeleshed, er det ikke fordi jeg har været hjemme hos Keld og Susanne i Det Gule Hus i overdreven grad. Jeg fandt fra første sekund efter udflytningen til Århus, straks efter hjemkomsten fra min første længere dannelsesrejse i Mexico og Mellemamerika, en svær tilfredsstillelse ved at "klare mig selv", "at udvise selvstændighed" og "være helt min egen". Jeg kom ikke krybende hjem til Fars madgryder hver søndag eller ringede for at høre min Mors fornuftige stemme hver anden mandag. Til gengæld var, og er, det jo altid skønt at komme hjem, og mere end et par måneder er der trods alt aldrig gået uden at mine ørkenstøvler har fundet vej fra Hinnerup Station, op gennem Gårdhavehusene, forbi Skoven og Blokkerne og Børnehaven og ind bag de store hække på Nørreskovvej 2, ind i entreen, køkkenet, stuen og de bløde sofaer. Eller at jeg har slået på tråden klokken halv ti om aftenen for lige at få et godt råd om hvordan det nu er forholdet mellem smør og mel i tærtedejen er, eller hvorledes bernaisesaucen bedst kreeres (fra bunden naturligvis), for til min store fornøjelse samtidigt også at kunne indgå i en øjeblikkelig ad hoc konkurrence om hvem der laver aftensmad senest og ergo kører mest sydlandsk og mindst bedsteborgerdansk stil (Jeg vinder sjældent). For ikke at tale om søskendekærligheden og søskendenærheden, sidst, før afrejsen til Mexico, intet mindre end bosat på samme 38 km2 med brormand, og i det mindste med lille Marie - der stadig hørte under Den Forenende Kerne til min afrejse - sammen til familiefødselsdage osv. 

Alt dette blot som indledning og perspektivering, ikke!?, for at sige dette: Jo, det giver en speciel fornemmelse i kroppen at gense Den Gode Gamle Klan efter ikke at have set den i over seks måneder. Således også i lufthavnen søndag den 20. december da jeg foran Sal E3 pludseligt så Jakobs hovede tårne sig 25 cm over den gennemsnitlige mexicaners og efterfølgende Marie ved hans side. Jeg havde dæmpet familienerverne ved Patricias jeg-er-færdig-på-universitet-familie-fest's tequila-tag selv-bord, men dog i lufthavnen; hvor herligt! Dagen efter ankom også det fædrende ophav og Den Gamle Enklave, Knasten fra Bjælkehytten var igen perfekt ekvilibreret, Plutonet og Neutronet forenet med sine Elektroder, Fuldt Hus i Yatzy. Jajaogja, så har vi fattet det: Saadan En Aah Saa Dejlig Familie!

Vi havde fire-fem dage i Mexico City, indlogeret på udmærket hotel i yndlingsbydelen Roma - et kvarter tæt på det historiske centrum, tæt på alle restauranterne i det poshy Condesa, tæt på den store park Chapultepec og med gode forbindelser sydpå mod universitetet, for ikke at nævne kvarterets egne kvaliteter: En charmerende træpræget infrastruktur, elegante toetagers huse, fine pladser, gode tacos og stærk kaffe, men også med alle de klassiske mexicanske minibutikker, ikke for jordbær (fresa = mexicansk slang for snobbet) og ikke for dyrt. 

Mad optager unægteligt en god del af dagens timer og det er nok, når alt kommer til alt, eller alt andet lige, altså ALT andet LIGE, som den gode gamle samfundsfagslærer Poul Frandsen ville have sagt, også dén vigtigste kulturelle oplevelse på en rejse. Gastronomien i sig selv vigtig (og lækker), for ikke at tale om situationen; stedet, bestillingen, gæsterne omkring, hyggen. Mexico har netop søgt om at få optaget Det Mexicanske Køkken på UNESCO's liste over verdens kulturskatte, og mexicansk mad er god mad. Nogle gange er det også dårlig kvalitet, gadekøkkenhygiejne og ost-på-det-hele, men for det meste er det vildt velkokkereret om det så er de simple tacos eller den komplicerede 30-ingrediensers molesovs. Morgenen starter med et solidt måltid æg, bønner og tortillas al gusto, dvs. i en af de klassiske afskygninger A la Mexicana, Rancheros, Divorciados eller Estrelladas. Dertil den obligatoriske friskpressede appelsinjuice, majstortillas og en stærk chilisalsa.

Med dette daglige fundament fik vi i dagene i storbyen set karikaturmuseet, travet i den store park, kunstmuseet San Ildefonso, besøgt mit universitet (Den Store Guidede Rundtur), købt julegaver og holdt juleaften. Dette skete under underlige omstændigheder. I løbet af den 23. og morgenen d. 24. begyndte det langsomt at gå op for os at det faktisk kunne gå hen at blive svært overhovedet  at finde et sted at spise juleaften. Hen på eftermiddagen kom vi forbi en bar, Pata Negra, en stor og kendt bar, hvor vi måske i det mindste kunne drikke en juleøl om aftenen. Men her viste det sig såmænd at de havde en særlig julemenu på programmet, og da der ikke var mange andre muligheder slog vi til og reserverede straks bord til fem. Menuen lød god og var på seks retter. Da hver persons to gaver (nøje koordineret efter træk-op-af-hatten-og-se-hvem-du-skal-give-gave-til princippet) var indkøbt og aftenen indtraf, indfandt vi os centralt ved et bord på baren, som de eneste spisende gæster. Sådan forblev forholdet aftenen ud, men tjenerne var flinke og maden var.. maden var elendig. Heldigvis var der kun halvt så mange retter som på forhånd lovet. For Susannes skyld skal det nævnes, at vi startede ud med en fin lille reje-på-brød forret som sådan set var lækker. Derefter fulgte en melet mandelsuppe (som med møje og besvær dog kunne transformeres til en spiselig salt-og-peber suppe), tre meget store, men meget tørre stykker gås druknet i hvad der ved første øjekast lignede selvsamme mandelsuppe, men viste sig at være en endnu værre sovs og til slut en eller anden ligegyldig desert. UNESCO-repræsentanterne var skuffede, men havde dog en yderst hyggelig og sjov aften alligevel (baren var velekviperet, det var jo en bar).

1. juledag i bus nordpå i fucking 20 timer, ankomst d. 26. ud på morgenkvisten i narkobyen Chihuahua midt på den store, flade, busksteppebeklædte kontinentalplade med det fantastisk blege og fascinerende lys. Chihuahua. Der er meget tørt shit i Chihuahua var min eneste note i min notesbog. Der er mange cowboystøvler, der er mange machomænd og varmt tøj til salg, for der er koldt. Der er klar luft og fornemme bygninger, der er et rigt centrum og der er en meget tør luft, et tørt lys, og en tør humor, tror jeg. 24 timer i denlillehundeby og så fem timer mere i bus, men hvilke fantastisk flotte fem timer! Gennem det tørre bjerglandskab, forbi solotræer uden blade, svævende ørne, dystre frugtplantager og underlige reklameskilte. Jeg har firs flotte fotografier! Med bus til turist-, kløft- og jernbanebyen Creel [Kriel]. Pissehamrende koldt var der i Creel, og det er en underlig lille by, sådan en by, der på mange mange måder virker som om den udelukkende eksisterer i kraft af os. Og endnu mærkeligere er stemningen, når der så egentlig ikke er så mange af os, og der hver dag skal kæmpes en brav kamp om os, bortset fra dem, der måske har givet op. Nogle af dem, der tjener penge på os er jernbaneselskabet, der driver togene på kløftjernbanestrækningen gennem Barranca del Cobre - en jernbane som områdets befolkning sjældent har råd til at tage, selv ikke til den halve pris på 2. klasse. (Den er meget dyr, og priserne står i dollars). Der er imidlertid også en grund til at de dumme turister kommer der, og altså ikke er så dumme. Barranca del Cobre er et gigantisk kløftområde, mere omfattende og dybere end den mere kendte kløftbroder (Åh, hvem der bare havde en kløftbroder! (Det må være Birk fra Ronja Røverdatter, der for os dødelige er eneste mulighed)) Grand Canyon.  

I nabobyen til Creel bor man stort set på kanten af dette vidunder af et naturfænomen, og det ér storslået. Vi kom faktisk til at bo samme sted som jeg boede solo i 2005, og som jeg blandt andet beskrev med disse ord om min tur ned i kløften: "Nød solen og nød at rejse og nød livet. Så startede helvede" (rejsebrev Maj 2005)

Denne gang var der ingen fare for solstik eller dehydrering, for koldfront nr. 22 havde ramt Mexico og istapperne fra bliktagene tøede først op klokken 11.30. Diablos. Vi nød hvad vi kunne af kløften, men skyndte os for fanden hurtigt videre ned til varmen i Mazatlán. Skyerne lettede faktisk på den ekstremt flotte togtur, og vi fik vores Kodakmoments. Flotte naturbilleder ville også have prydet bloggen, havde det ikke været for en glad mexicaner kaldet Mario, der først drak mig fuld i øl nede i den slingrende barvogn, og siden tog Jakob ud i Tequilaer, naturligvis overlappende med Marie Pausefisk. (Det kan stærkt anbefales at opsøge barvognen i et tog hvis muligheden byder sig)

Uh, vi kom til Mazatlán, gammel cool havneby med cubanergader og flotte strande. Kristian Vestergaard og hans søde kæreste Tine indadopteredes under et officielt æg-og-bønner ritual i familien om morgenen den 31. december, og den mest komplicerede rejseselskabskonstellation af dem alle kunne tage sin begyndelse. Det gik faktisk godt. Nytårsaften fejret med manér og tequilaer (trods mistanke om en særligt udvandet gringotequila), quiz og skøre hatte (Se billedet af Kristian - han vandt quizzen og knaldperlerne), dagene derpå med strandliv og strandfluer, fantastisk, men fantastisk (men'et er en forspanskning jeg har taget til mig - man bruger det meget for lige at understrege noget i en talt sætning) havmad, Pacificoøl og god og mere tequila. Fra en lille båd så vi store hvaler og dagene ved havet kan så hurtigt gå. Pludseligt var det tid til forandring, og Kristian, Tine og jeg sagde farvel og tak til Jakob og Marie, snart på vej hjem til Danmark, og farvel og tak til Keld og Susanne, først lige begyndt på deres tre måneders orlov og velfortjente og tiltrængte dannelsesrejse gennem Mexico og Mellemamerika, til Chile og Argentina.

Ah, nu bliver det for langt og jeg gider ikke mere. Så hvor kort kan det gøres? Så kort:

Kristian, Tine og jeg tog en natbus til Mexico City og 11 timer senere tog vi en natbus til San Cristobal i Chiapas. Kulde og irriterende sygdom satte sit præg på dagene, der også indeholdt gode barbesøg, en fin koncert, trissen rundt i centrum og et besøg i den fuldstændigt fucked-up kirke i landsbyen San Juan Chamula. Ammen, hvor kort kan det gøres? 

Kirkens indhold - liste:

- Grankviste på gulvet

- Stearinlys på gulvet mellem grankvistene

- Små indianerkvinder praktiserende religionen, reciterende bønner

- Børn, der fletter dyr i grannåle

- Levende høns (indtil de fik knækket nakken)

- Æg

- Coca-cola og Fanta (som led i ritualerne)

- Sprut

- Blinkende diodeyskæder om helgenbillederne på væggene (én spillede kendte julemelodier i midi - Søren Banjomus står klarest tilbage)

- Turister

Vi mødtes med mexicanervenner. Carlos, Patricia, Miguel, Romain. Og vi mødte pludselig Esben Frost fra København, der var i Chiapas med en gruppe unge SUF'ere på studietur. Og vi mødtes kort med dansk-mexicanske Xmal og Ana Maria og drak kaffe og kage. Med Miguel brugte jeg en dag på at tage til grænseovergangen til Guatemala. Mit visum var nært ved sit udløb, og den letteste løsning var at tage ud af Mexico og ind igen. Det lykkedes. Vi var 3 minutter i Guatemala og så hjemme igen. Det lykkedes dog ikke uden bestikkelse, for pludseligt var der ved Guatemala-kontoret en regel om at man mindst skulle være i landet 72 timer før man kunne komme ud via samme grænseovergang - - - men, sagde kollegaen uden at løfte hovedet fra sin avis, der er en måde vi kan løse det på. Og så betalte vi ca. 100 kroner pr. person. Ved den mexicanske grænse havde vi allerede på vej ud fået at vide at det var helt i orden, men på vej ind igen var der pludselig en regel om at man mindst skulle være ude i 48 timer før man kunne komme ind igen. I løbet af hans forklaring ændrede reglen sig på et tidspunkt til 24 timer. Hvilket ikke gjorde nogen forskel - vi kom ind og fik vores seks-måneders stempler ved at betale ca. 50 kroner pr. person.

Vi tog ned fra det kolde højland til junglen og ruinerne ved Palenque, og de var ligeså flotte og beliggenheden ligeså imponerende som jeg huskede det hele fra dengang i 1996, hvor der var så varmt at vi dog brugte det meste af tiden ved den lille flod, der risler gennem området. Nu så vi det hele - templerne, stelerne, junglebladene, og vi hørte brøleaberne. Og så tog vi med endnu en bus, og vi så endnu en dårlig film på dubbet spansk på højt lydniveau, og vi kom igen til Mexico Ciudad/By/City/DF. 

(disse oplevelser kan man også høre mere om hvis man byder sig selv på kaffe hjemme hos Kristian eller Tine på Nørrebro / i Sydhavnen)

Danskerkonstellation 5: Vestergaard, Tine, Asmund og Ane. De to sidstnævnte ankom friske, men blege, blege, men friske til lufthavnen mandag den 13. og de klarede trætte, men flot at komme til hotellet og ud at spise og ud at drikke øl og mezcal og rigtig blive indviet i Mexico. To en halv uge i Mexico med dem. To en halv uges ferie og oplevelser med dem. Aj, hvor kort kan det gøres? Lige nu, meget kort, om end det ej er justo. 

Men mind mig om at jeg skal fortælle om vores oplevelser:

- I Mexico City: UNAM-rundtur og Molefestival på universitetets gourmetrestaurant, Lucha Libre med etisk diskutabel brug af dværg udklædt som lille, grøn abe, 

- I sølvminebyen Taxco

- med Fun in Acapulco, hvor Maradona herskede på Hotel Eiffeltårnet, hvor der alt i alt ikke var meget 70'erstemning, hvor vi nær var blevet drug-raped i Mexicos dyreste Piña Coladas og Margaritas og hvor den vildeste fest fandt sted i aftenens psyko-busser, med bragende høj musik og lilla neonlys.

- På Pie de Cuesta stranden, hvor der ingen turister var, hvor sandet var så perfekt, bølgerne store og vilde, hotelvært Henrique meget paranoid og beskyttende, hegnet ud mod stranden lidt irriterende, Steve's Hideout meget hengemt, solnedgangene amazing, lagunen stille og så fuld af fugle. 

- I Puerto Escondido, hvor vi mødtes med Miguel og Romain og den gode, gamle bil med smadret forrude, batteriproblemer og plasticvindue. Hvor jeg sov på stranden og en lang arm stjal Romains telefon.

- I Mazunte, hvor technofesten holdt os vågne, hvor kaffe, frugtsalat og bøger gik fint i spænd, hvor 500 delfiner samt en fløjtespillende gjorde uudsletteligt indtryk, hvor klipper, skumsprøjt, sort sand og store kaktus gav en formidabel solnedgangssetting.

- På vej gennem bjergene til Oaxaca, ad ruten Jakob Skaaning og jeg havde kørt i modsat retning på cykel, hvor bilen blev varm hver syvende kilometer, hvor en mekaniker gjorde et godt forsøg og lavede den sejeste Bjergkøbing GrandPrix reparation, mens hans kone gjorde os syge med sin mad (billeddokumentationen har siden givet svaret på hvorfor - det gule skilt der reklamerer med Quesadillas (som man spiser) reklamerer også med Baños (som man bruger...)), hvor vi pludselig kørte oppe over skyerne.

- I Oaxaca hvor Ane og Asmund mest så deres hovedpuder og toilet, hvor den botaniske have gjorde mig interesseret i et vidunderligt bomuldsprodukt blandt andet benyttet af piloter under anden verdenskrig.

- På turen hjem til Mexico City, hvor bilen mistede en masse olie og ramte to topes med 80 km/t (med mig bag rattet, men selvfølgelig uden skyld), men imponerende nok kom frem alligevel, og det gennem de mest fantastiske, men fantastiske, bjerglandskaber.

- I storbyen, hvor vi boede i lejligheden hos waliseren Steve, hvor Asmund blev nødt til at rengøre hans toilet, hvor jeg søgte efter lejlighed med franskmændene, hvor vi var ude i Xochimilcos kanalsystem at drikke øl med en masse mexicanere og hvor vi til sidst sagde farvel efter en god tur.

(disse oplevelser kan man også høre mere om hvis man byder sig selv på kaffe hjemme hos Asmund og Ane på Østerbro)

Da alle disse rejseselskaber og forskelligt funderede konstellationer omsider var omme var jeg efterhånden også blevet mæt af det liv, og det passede mig glimrende at universitetet og en ny Mexico City hverdag indfandt sig allerede om tirsdagen, men jeg var også en masse ferie, en masse oplevelser og en masse herligt selskab rigere. Tak for turen, allesammen!

(flere billeder følger, eller de kan ses hos Ane, Asmund, Kristian, Tine, Keld, Susanne, Jakob, Marie eller mig, til juni.)

Mexico 2010

Jeg har ændret lidt på udseendet af bloggen, så jeg er frisk på en ny start. Det nye starter nu. Men det er stadig gode, gamle Mexico. I morgen starter UNAM. På fredag er jeg forhåbentlig flyttet ind i en ny lejlighed. Fire måneders Mexico-liv er i vente. Snart syv er nu omme. De sidste to har fået mig vidt omkring og budt på gode oplevelser som turist og rejsende, ven og familiemedlem. Det kommer der mere om.

Hånden på billedet er en hånd og et dørhåndtag i byen San Miguel de Allende nordpå i Mexico. Den siger goddag og åbner døren for dig, og den skriver når den har lyst. Det er en god hånd. Es la mano buena.