...og hermed lykkes det at få sat punktum. Min lille film, der - om ikke andet - står som et kært minde for mig om et år i Mexico.
Spilletid 17 minutter.

sidste indlæg

Denne blog opdateres ikke længere. Efter et eminent forrygende år rejste jeg hjem fra Mexico den 8. juni, og savner nu blot fra tid til anden alle de ting jeg har beskrevet her på siden. I ny og næ skriver jeg noget inde på kristianlytkenlaursen.blogspot.com (den gamle mexico-blogs adresse), men det var nu meget sjovere at skrive fra Mexico.
Det eneste jeg ønsker at tilføje denne side, inden jeg engang igen befinder mig i Mexico, er min lille dokumentarfilm, som jeg fik lavet færdig efter jeg kom hjem. Jeg har tekniske problemer, men den vil blive lagt op så snart det løser sig.

Kærlig hilsen, fra Mexico, men fra Danmark
Kristian

Xochicalco

Vi var på besøg ved Xochiquetzal syd for byen i weekenden. Vi havde en god tur, og der kan skrives vidt og bredt, men først og fremmest dansede vi ved Xochicalco pyramiderne, og det er der kommet en gif ud af:

Xochicalco Ritual 2010 (oficial):


Extra Special Bonus 1:
Practicando Xochicalco Ritual 2010
(Forberedende øvelser til Xochicalco ritualet)



Extra Special Bonus 2:
"Miguel, no te vayas!" 
("Mike, don't leave me!")
("Mikael, forlad mig ej!")

Vistas

Jeg er på det seneste blevet beriget med et par fantastiske storbyoplevelser. Oplevelser af en hel anden verden. En drømmeverden, en fremtidig, apokalyptisk verden. En nu-slår-jeg-benene-væk-under-dig-og-tager-pusten-fra-dig verden. Jeg er jo bare en dreng fra landet, skal man huske på (det ville jeg også sige i tide og utide, hvis jeg var politiker, ligesom Lene E.). En dreng fra landet, der af uvisse årsager befinder sig i - ja, lad os da bare sige - verdens største by. Fra centrum kan man køre 20 km i hvilken som helst retning, og man er stadig i byen - ikke storby, nærmere landsby, men én stor, sammenhængende bystruktur. Jeg har på det seneste tilbagelagt et parogtyve kilometer fra centrum og er med ét kommet ud på den anden side af noget, der mest af alt minder mig om The Truman Shows kuppel, op i kontrolrummet og den ægte verden. Op over byen og op-ind-ud i en fantastisk natur. Skov, bjerg, rislende flod, et gammelt konvent, en hare, en slange, en klar, klar luft. Jeg har nydt nogle søndage sådan. Deroppe på skråningerne af Mexicodalen har jeg også vendt mig om, og kigget ned i kuplen på den kunstige menneskeverden. Fra vest til øst har jeg panoreret mit blik, fra blå himmel til sort kloak har jeg tiltet mit åsyn, og hver gang fyldes jeg med samme, klare følelse i maven og tanke i hjernen: Det er umuligt. Det er en umulig verden. Det er for meget, det kan ikke være sandt, det er da uladsiggørligt at grundlægge, bygge, konstruere, vedligeholde, opretholde, leve i og være i, sådan en by. 

Der er bare by over det hele! Der er 50 km by i lige linie lige foran dig. Der er en kappe af smog, og du ved, at under den sælger en mand slik ved metrostationen, og en anden holder for rødt i sin mercedes mens en tredje vasker hans forrude. Én drikker dagens juice og læser avisen og på stadion er der kvartfinale i fodbold. Du ved, der er en masse lyde og støj og snak og bevægelse, sved og sure tæer i varme sko, nogle der har drukket for lidt vand og andre der har drukket for meget øl. Butikker er åbne, restauranter serverer dagens ret, præsidenten vedtager en lov og én bliver skudt i et narkoopgør mens andre kysser i en park. Du kan kun se byen, du kan kun dufte blomster og den friske luft, høre fuglefløjt og forestille dig livet dernede. Det der stof, drømme er gjort af.  Det er et helt fantastisk syn af Mexico man får fra toppen af bakken i Chapultepec, fra Desierto de Los Leones eller fra bjerget Cerro San Miguel, før man igen triller ned i virvaret. 

første indlæg i lang tid, og så var det bare en drøm

Jeg drømte i nat en underlig drøm, som drømme så ofte er. Jeg drømte, at der på en øde mark lidt uden for Hammel, på landevejen mod Hinnerup, stod et kæmpe stort mexicansk flag og vajede majestætisk i den jyske vind. Senere, da jeg var hjemme, så jeg en annonce på spansk i Bilka-avisen. Det var en mexicansk dame, fra en gård ude ved flaget, der reklamerede for et kuld hundehvalpe. Nogle sagde til mig, at det tilbud så ud for at være for godt til at være sandt! En veninde var ret interesseret og jeg indvilligede i at tage med og forhandle. Ude under flaget, og nær ved Hammel, var det hele noget værre rod. Damens mand var åndssvag og hundene bidske. De havde omringet en lille gruppe får, og gøede dem lige ind i ulden. Men lyden var ikke en gøen. Den var en underlig gnækkende lyd, og jeg så pludselig at den stammede fra en lille forsamling rosa fårekyllinger på en hegnspæl. De havde en form for gæller, der åbnede og lukkede, og kommunikerede på denne vis mod øst.

Der er en måned til jeg skal hjem til Danmark og nu begynder drømmene måske at gå i den retning. Stadig dejligt mexicansk syre-inspirerede, dog. Jeg havde tænkt at skrive mere blog dette forår, for der er selvfølgelig masser at skrive om. Men det er nok hverdagen og hjemmefølelsen, der har sat ind, og den manglende fornemmelse af at være langt væk hjemmefra, og at alt er nyt og beskrivværdigt. Se, jeg frygtede dette ville hænde, og forsøgte i februar at afværge det ved at lancere en opdateret og lidt frisk blog. Et incitament til at poste nye ord. Det blev jo en komplet fiasko.

Jeg har haft lyst til at skrive om mine to ruter på vej til skolen om morgenen, om landets brutale narkokriminalitet, der dagligt fylder avisspalterne, om mit endelige gennembrud hvad angår lytning til spansksproget musik og brug af konjunktiv (indtraf samtidigt), om den seneste udflugt i påskeferien nordpå til La Huasteca og Tamaulipas, min Mexico City slentren og fortsatte fascination, ordet güero, sælgere på gader og stræder og i metroen, samt så meget andet. Det er ikke sikkert jeg får det skrevet. Men måske. Nu er det nævnt og ikke glemt.

Kærlig hilsen Kristian

ps. Indlægget Las Canchas er opdateret med videoen Los Olvidados fra vort holds sidste kamp, som vi også tabte.

pps. Naturfoto og haiku fra rejsen til Tamaulipas: Slange er død på grusvej, bider i sig selv, en hveps sidder i såret.

Las Canchas

Mit fakultet, Facultad de Ciencias Politicas y Sociales, spreder sig over et større areal. Undervisningsbygningerne er systematiseret fra A-F og mellem dem fylder åbne pladser, træer og stier op. Det er et større område. Vertikalt kan man tale om seks niveauer af mit fakultet. Undervisningsbygningerne ligger øverst og er på fire etager (0-3). På tredje kan man, når man har time omkring solnedgang, på en klar dag, lade tanker og koncentration flyve langt, langt væk, mens man måbende ser ud over Mexico City og en rødligt oplyst, snebeklædt kæmpevulkan på over 5200 meter, ca. 80 km mod sydøst. Det er vulkanen Iztaccihuátl - Den Sovende Kvinde. På anden sal kan man ikke se vulkanen, men mellem anden og første er til gengæld herretoilettet. I bygning B mangler et af pissoirerne på væggen og i stedet er det humoristisk tagget: Duchamp Was Here. Nede på nulte kan man fra bygning A og B træde direkte ud på Øvre Esplanade (Ingen MMM-indflydelse her, blot en direkte oversættelse af Explanada Alta), hvor den største, og ofte ganske imponerende, koncentration af studerende er at finde. Det er centralt mellem undervisningslokalerne og biblioteket, og desuden kan man fornøje sig med tilbud fra følgende boder: Pirat-dvd-boden, kiosk-boden, kaffe-boden, dessert-boden, foldede-tacos-i-en-kurv-boden (Tacos de canasta), enchiladas-boden, hjemmelavet-is-boden og hippie-sandwich-boden.

Man kan gå ned på Nedre Esplanade, hvor der er mere plads og luft og hvor en masse massive stenborde med stenstole (det er cement) byder velkommen (samt kioskbod #2 og pirat-dvd-bod #2). Det er det femte niveau man her befinder sig på. Men jeg vil skrive mere om det sjette.

Man går forbi auditoriet og ad den korte sti ned over lavastensklipperne og så er man ved Las Canchas, fodboldbanen. Der er kun én bane, men den konsekvente brug af flertalsformen har nok bidt sig fast fordi det lyder bedre. Jeg tror aldrig der har været mere end én bane. Det er en asfalteret fodboldbane på håndboldbanestørrelse, men lettere deform og nedslidt. Der står to femmandsmål med hullet net. Det er Las Canchas, og det er et sted, der holder en position helt for sig selv på fakultetet. Pga. fodbolden, typerne og alt det der ellers foregår her. Ved banerne er der næsten altid en fodboldkamp i gang, og antallet af mexicanske studerende der har brugt flere timer her end i bygning A-F tilsammen, er uden tvivl imponerende. Niveauet er tilsvarende højt og man kan som fodboldglad dansker godt blive lidt sørgmodig over aldrig rigtig at have fundet Las Canchas ude på KUA. Men nu er jeg i Mexico og jeg finder her på andet semester ofte vej til nedre boldbaner.

Da jeg kommer i dag torsdag klokken ét er det sædvanlige line-up endnu ikke helt fremmødt, men i løbet af den næste time er de på plads. Der bliver rullet en joint eller flere og drukket en øl, og man udfordrer hinanden i fodbold. Fem mod fem. Der er to typer kampe. Den almindelige og mest udbredte er Reta - Udfordring - hvor det vindende hold bliver på banen og tager mod nye udfordrere - til man taber. Der spilles først til to mål. Det kan spilles fra morgen til aften, og det bliver det. Den anden type kamp er Torneo - Turnering. To halvlege af tyve minutter. Den organiseres hvert semester og gik i år i gang i sidste uge. Der er ca. 24 hold tilmeldt i år, jeg spiller med på holdet Los Olvidados - De Glemte (og titlen på Luis Buñuels mexicanske mesterværk fra 1950). Jeg spiller med Miguel og Romain fra frankrig, min underviser Fabian, Pablo og Carlos. Efter at Reta-kampen er forbi, går vi på banen. 

Vi møder i dag Los Hooligans, og vi lægger godt ud. Er bagud 3-2 ved pausen, men udligner to sekunder inde i anden halvleg. Det er et hattrick af den unge dansker, der i dag er sendt frem i angrebet. Dette tredje mål smyger sig ind helt oppe i sammenføjningen, og den unge dansker vender sig tilfreds om mod holdkammeraterne og synes ud af øjenkrogen også at skimte imponerede ansigter hos de unge piger, der ser kampen. Eller er det den tynde luft, varmen og solen der bager ned, der har fået bugt med ham og spiller et pus? Han scorer ikke flere mål, og pigerne er væk da han bagud 3-7 igen kigger op. Los Olvidados taber 9-4 og efter at have brændt en stor chance mod slutningen bliver den unge dansker sågar kaldt for Lille Dukke af den parerende målmand. Muñequita, siger han. Røvhul, mumler jeg, men på dansk. Ellers hygger vi os fint.

Efter kampen drikker vi en kølig pilsner, og jeg har tid til at kigge lidt rundt. Las Canchas er også fast tilhørssted for en række skæve typer. De er lidt ældre end den gennemsnitsstuderende og er en flok bestående af nogle UNAM-arbejdere (gartnere, vagter, mv.) og venner og bekendte, drukkenbolte og sære snegle, der bare hænger ud. Der bliver drukket en øl og spillet kort, og man ser på fodboldkampe og en del spiller også selv med i ny og næ. Ingen er generet af den flok, og de hygger sig, ser det ud til. De bruger ikke bare det meste af deres tid ved Las Canchas, de bruger al deres tid. Que onda güero, siger de, når man går forbi dem - Ik' så meget, plejer jeg at svare.

Om fredagen er Las Canchas et endnu livligere sted. Turneringsfodbolden slutter klokken fire - og til de sidste kampe er der altid mange mennesker - det er jo fredag. Der er også mange øl og mange joints. Rigtig mange joints. Eller tærter, som vi siger, for mange mexicanere ruller virkelig nogle ulækre, fedtede og flade joints uden filter. For mange er Las Canchas fredagens fest, hvis man ikke har en fest i vente. Mange bliver til sent, og sender på skift en stafet af sted ned til metroen for at købe Caguamas - de store 1,2 liters øl i glasflasker. Man må ikke drikke på universitetets grund, men på mit fakultet er der et liberalt forhold til den regel. Dog, når en vagtbil en sjælden gang i mellem kører op ved siden af banen, bliver øl og deslige hastigt og respektfuldt gemt væk til vagten er kørt og festen kan fortsætte. Det er et spil hvor alle parter ved hvad der foregår, og det er så fint.

¡Que viva Las Canchas!