Mexico 2010: december 2009

Det blev søndag den 21. december og Jakob og Marie ankom planmæssigt til Den Internationale Lufthavn, vi tog til hotellet i bydelen Roma, spiste og drak en øl og jeg nød at kunne sige hej, hva', jajadenergodmedjer og så videre, bare sige alt på det gode gamle muddermål, ja og ikke mindst forstå alt. Ja, og jeg nød da også at få forsikret at jeg ikke havde glemt det gamle modersmål.

Det blev mandag den 22. december og Keld og Susanne ankom planmæssigt til hotellet i bydelen i Roma, vi spiste tacos og drak en øl og jeg nød at kunne sige hej Susanne, hej Papa, at kunne servere en mezcal, holde hof i suiten og være familiær.

Danmark har dog, naturligvis, været tydeligt til stede i det mexicanske mediebillede de seneste uger, og ikke kun for det gode. Topmødet kom og topmødet gik og Danmark blev glemt igen. I aftes så jeg så for første gang en reference til Danmark og det hele i det mexicanske bybillede. Det var i metroen, og med mobilos (selv ikke i Mexico klinger det ord særlig godt!) fik jeg taget dette foto, der egentlig meget godt opsummerer forventninger og håb før La Cumbre og resultater og desillusion efter.

blog, skrevet søndag den 13. december klokken 23.55.
i bilen på vej til mexico df. pt mellem izucar de matamoros og cuautla.

Der er altid noget, der er første gang.
Det er første gang jeg skriver på computer i en bil, i en van med tre gode kammerater, i Mexicos sorte nat, med stjerner der hele tiden falder ned om ørerne på os. Stjerner, der fader; universets store prutter. Også alt har sin sidste gang, sin sidste sang. Que puta madre, otra estrella fugaz, siger Carlos, der sidder bag rattet og fører os så svinesikkert ad de gratis landeveje mod monsterbyen, som jeg nu kalder hjem. Vi hører U2, Carlos' cd, selvom Miguel siger at det er meget gay og at han får lyst til at tage mine korte, lyse jeansshorts på og danse energisk. Der er meget gay-humor i bilen. Vi er fire drenge på tur. Vi hører meget musik, der er bedre end U2.

Vi ser nu kun landevejens gule striber og truckernes røde baglygter, men det er okay, det er okay, for hele dagen har vi set de smukkeste, stemningsfulde landskaber man kan forestille sig. Fra Oaxacadalen og op i La Sierra, op i bjergene, på en god, men meget snoet landevej, på bjergkamme og med udsigter mod øst og vest til grønne bjerge og blå bjerge og lag på lag af skygger og silhuetter. Røde jorde som i Arizona, sprøde tortillas som i staten Oaxaca. Miguel bag rattet; han kører godt, men lidt for stærkt.

Sulten melder sig så småt (i eftermiddags), og jeg ser en landsby med en farverig kirke over et usædvanligt bemærkelsesværdigt goldt bakkelandskab; dér på toppen ligger den vindblæst ved verdens ende. Der må vi hen, og vi kører derhen. Spøgelserne er flyttet ind i adskillige af den centrale plads' omkransende officielle bygninger, men under en pavillon på torvet sidder dog tre gamle gubber og hygger sig med et par kopper mezcal.

Mad?, nej det er der sørme ikke noget af, men køb en øl og sæt jer ned. Hvordan pokker i vold er I kommet til dette sted? Hvor kommer i fra? Nå, ja, nej, men hvordan i Guds navn er i kommet hertil? Åh jaså, ah, nej, men helt fra begyndelsen, fortæl mig så hvad ved Den Hellige Jomfrus barm, der fik jer til at komme hertil. Ja, jeg kender også UNAM, jeg har arbejdet der i 34 år, nu er jeg pensioneret og er vendt tilbage til min landsby som jeg forlod for længe længe siden. Se, jeg gik i skole ovre bag de to døre dér. Nej, nu er der ikke længere nogen skole her, vi er for få i landsbyen. Åh, vi er vel en hundrede stykker i alt. Der er byfest fra den 6-8 december, vi fejrer La virgen de Juquila. Kom tilbage næste år, det er en stor fest. I år var der tre bandas der spillede den 8. I 2001 indviede vi det lille kapel ude ved vejen, jeg har en video jeg kan vise jer. En fornøjelse at møde jer, que les vaya bien.

(man finder landsbyen på den gamle panamerikanske landevej ca. 8 km syd for Nochixtlan i staten Oaxaca)

Vi køber Mezcal i Zacapantlan, af den gode kvalitet Topala, for vores første indkøb gik itu i baggagerummet og bidrog således blot med stærke alkodampe i vognen og et gennemvædet Simpsons-lagen. Tre gamle røvere nyder vist godt af gratis smagsprøver i butikken og slår øjeblikkeligt fast at vi må være sportsudøvere. Er i basketballspillere eller boksere? Godt spørgsmål, egentlig. Jeg udnævner Charlie til bb, og påtager mig selv æren som garvet bokser. Roman er god til at springe, siger vi. Så siger vi det. Så køber vi Mezcal.

(Mezcal er stærkt, men har ikke noget med meskalin at gøre. Det er alkohol brygget på Maguey-kaktussen, og står i mellem 45 og 60 grader. Det smager godt, men kan give en frygtelig hoved- og mavepine hvis man ikke passer på.)

Vi har haft nogle magiske aftener de sidste par dage. Efter fire forrygende dage langs kysten, ved strande med bølger og sand og fisk og øl, steg vi fra den meget ringe hengemte Puerto Escondido op i højderne, den klare, friske luft og de mange vistas hermosas. Vi stoppede for natten i San Pedro Juchotengo, og der var sgu byfest. Eller rettere, det var fredagen før lørdagen, hvor hele Mexicos Guadalupe fejres, og i SPJ var der såkaldt Calenda. Løg- og hornfest vil jeg uden tøven døbe begivenheden. Det lokale og velspillende orkester spillede op og de gamle mænd under store hatte og bag listige smil skænkede mezcal fra betragtelige plasticdunke. En dekoreret løgformet kugle blev roteret ustoppeligt i fire timer, mens den bevægede sig gennem byen i etaper af dans, musik og mezcal. Til sidst, på den anden side floden kom vi til det store udendørs alter, og der var dækket op for byens politikere og betydningsfulde mænd. De spiste Pozole (chilisuppe med kylling og majs) og drak Tepache (overgæret ananasdrik), og lidt efter lidt blev vi alle budt og der var mere end rigeligt, og der var stadig Mezcal i dunkene. Vi var et syn og et spektakel og vi var gringos: Hi, how are you? Where you from? Og de kender ikke danmark, men de kender heller ikke frankrig og de kender sgu heler ikke Europa. Canada?

En nat på langs ved flodbredden og så til Oaxaca. På tagterrassen af Posada Margarita slog vi telte op, om end vi denne gang måtte betale for det. Og vi gik endnu en spændende nat i møde, nu civiliserede i rent tøj og flot barbering: På Museo del Ferrocarril Mexicano del Sur, jernbanemuseet, står der en scene ude på de gamle spor, og de oaxacanske piger ser strålende godt ud hvad end de har på. Fra Makedonien er ankommet det Kusturicabenyttede, festivalbekendte og livslivlige balkanbrassband Kocani Orkestar, og fra Oaxacas bjerge er nedsteget La Banda Regional Mixe. Fire østeuropæiske mafiatyper i jeans og grimme t-shirts og tolv ponchoklædte indianere i sandaler. De spiller hver for sig og sammen og de spiller røven ud ad bukserne og da det hele på mere end én måde ligner en scene fra Livet er et Mirakel eller Sort Kat, Hvid Kat er de gamle togsæt meget meget tæt på at rokke sig mod syd, og trække scenen og os alle med. Det er genial.

Nu triller en sort Chevy Lumina i stedet roligt mod Distrito Federal, passerer ulidelige topes-vejbump nummer 99 og 100, undviger de anseelige kratere i kørebanen og vi er så godt som hjemme. Den lille rejse er omme.