Dagbog - fjerde august

I dag har jeg set en hårrejsende, kvalmefremkaldende, tankevækkende, barsk, brutal og skidegod film: Los Bastardos.

Jeg var ude at cykle og kørte så forbi Cineteca Nacional. Jeg ville egentlig ikke se Bastardos, for den er på rent tale-mexicansk uden undertekster, så jeg tænkte at det var bedre om en måned eller sådan, men der gik ikke andre (som jeg ikke havde set i Danmark allerede - Three Monkeys, Happy-go-lucky, Lad den rette komme ind). Da billetprisen desuden var på 25 pesos, 10 kroner (det er billigdag tirsdag og onsdag - normalt er det hele 40 pesos) slog jeg til. Jeg forstod rigtig nok ikke så meget af hvad der blev sagt på mexciansk, men heldigvis blev der ikke sagt så meget, heldigvis blev der sagt en del på engelsk, da den foregår i LA, og heldigvis var det helt igennem let at følge med.

Fantastisk film. Jeg vil gerne give den en fyldestgørende anmeldelse ved lejlighed. Da jeg just var kommet ud og sad og drak kaffe og ventede på at regnen skulle holde op, skrev jeg følgende ned på en lap papir.

anm. amat escalante: Los Bastardos. Mexico 2008.

Barsk realisme på grænsen

Jeg er i Mexico, men det er ikke bare derfor. Det er også fordi jeg synes jeg ved hvordan verden hænger sammen, globaliserings-wise. Det må være derfor sympatien ligger hos de mexicanske bastarder. Jesús på 30+ og Fausto på cirka-16.

De er illegale immigranter i Californien, og de sidder hver morgen foran byggecentret The Home Depot, sammen med en del andre, og venter på at blive samlet op. De udfører sort arbejde til mellem 8 og 10 US$ i timen. Til gengæld lader de, som Milo siger det i Pusker, ikke nogen fucke med sig.

Nedladende blikke, udtalt fremmedhad og den konstant kontrastfulde rigdom medfører kynisme, jalousi og indifferens overfor ikke-implicerede lokal-uskyldige amerikanere.

Efter arbejde bryder de ind i et tilfældigt, rigt villakvarter, i et hus med en enlig mor på drugs og en teenagesøn, der kommunikerer på et forholdsvist primalt niveau. Det er i dette hus, i lange, brutalt realistiske tableauer, nærmest ordløse, at sympatien indtræffer. Det er noget basalt menneskeligt, der er på spil dér på grænsen mellem rig og fattig, barn og voksen, bydende nødvendighed og koldblodig kynisme.

Jeg vil vove at påstå at kunne huske hver en indstilling i dette mesterværk af en barsk bastardfilm, sådan har billederne brændt sig fast i min krop. Det er ikke let at være illegal immigrant, og om man vil det eller ej, så får nationalisme en ny betydning. Rulleteksterne slog det fast: Mexicansk blod er både både rødt, hvidt og grønt!