Flugten til Amerika
Dengang da jeg var en lille en,
Og havde begyndt min Skole,
Og havde faaet Støvler paa begge Ben,
Og kastet min Bluse-Kjole;
Da var jeg ikke saa from som nu,
Da havde jeg Ben i Panden,
Mit Blod var hedt, og ilter min Hu,
Jeg forstod mig kun lidt paa Forstanden.
En Middagstid mellem tolv og et
Engang var jeg rigtig i Vinden;
Med Næven knyttet og Hjertet hedt
Jeg stod, og med Taarer paa Kinden.
I Skolen jeg havde faaet et Nul
For de første Deklinationer,
Mama havde skændt for et lille Hul
Paa de Kasimirs Permissioner.
Og Bagerens Rikke, som før var saa sød,
Hun stod nu og lo ved Porten;
Hun havde mig lovet et Hjertebrød,
Det, saa jeg hun gav til Morten.
»Nej«, tænkte jeg da, »det er for galt!
Langt mer, end jeg kan udholde; —
Det skal de alle faa dyrt betalt,
Som mig denne Tort forvolde.
Nu flygter jeg bort til Amerika!
Og naar man saa er forlegen,
Hvor atter man faar en Peter fra, —
Ja — saa er Peter af Vejen.«
Forbavset min yngre Broder, Emil,
Gav Slip paa Pisk og paa Slæde,
Paa Ansigtet stod et usikkert Smil
Omtrent mellem le og græde.
»Ja, hør du, Emil! du skal gaa med.
Som Brødre vi bør holde sammen;
Her er ej længer vort blivende Sted,
Hist finde vi Trøst og Gammen.«
Den lille han saa paa de nye Sko,
Og glatted sin Bluses Folder:
»Hvor lang er vel Vejen, skal jeg tro?
Og mener du, Skoene holder?«
»Ja, længer der er til Amerika
End til Tante Lise paa Landet;
Men for at komme didhen herfra,
Man sejle maa over Vandet.
Men hvis man saa Farten overstaar,
Fortryder man aldrig Løbet:
Man faar til Foræring en Herregaard
Og Penge ovenikøbet.
Med Sølv er Hestens Hov beskoet
Og Vognens Hjul beslaaet;
Guldet det ligger dig for din Fod,
Du bukker dig kun for at faa 'et.
Konfektrosiner og Mandler der gro,
I store Duske de hænge
Paa Træerne sammen, to og to,
Og koste slet ingen Penge.
Brystsukkre du som Tvebakker ser.
Som Rugbrød Chokolade,
Med Sukkerkringler det hagler og sner,
Og regner med Limonade.
Og Frihed har man endnu dertil
Fra Morgen til Aftens Ende,
Man spytter paa Gulvet, hvor man vil,
Og lader Cigarerne brænde.
Man gynger den hele udslagne Dag
I dejlige Vuggestole,
Og det kommer an paa hvers Behag,
Om han gider gaaet i Skole!«
»Ja saa,« sa' den lille, »saa er det et Ord!
Nu er da min Rejse besluttet!
Min Appetit er just ikke stor
Til at komme i Instituttet.
Min Krydderkringle jeg henter endnu,
Den skal gøre godt paa Vejen,
Og saa den store Bibel, du?
Den, ved du jo, er vor egen!«
Med Billedbiblen i Favn han kom,
Mens Kringlen han bar i Munden; —
Saa stod vi lidt stille og tænkte os om,
Thi bitter var Afskedsstunden.
Vort kære, rolige Fædrehjem
Vi skulde for evigt savne. —
Da aabned' Mama sit Vindve paa Klem,
Og raabte paa vore Navne:
»Emil og Peter! hvor skal I hen?
Hvad gør I med Bogen paa Gaden?
Skynd jer nu straks herind igen,
Nu kommer Dorthe med Maden!«
Betuttede begge to vi stod,
Vor Rejse gik rent i Glemme,
Og uvilkaarlig lystred vor Fod
Den moderligt myndige Stemme.
Min Vrede nedslog hendes blide Røst,
Som Lynstraalen Egestubben,
Jeg drukned min Sorg og fandt min Trøst
Paa Bunden af Sagosuppen.
Af Christian Winther.
(Skrevet i San Francisco):
Dengang da jeg var en lille en,
Og havde begyndt min Skole,
Og havde faaet Støvler paa begge Ben,
Og kastet min Bluse-Kjole;
Da var jeg ikke saa from som nu,
Da havde jeg Ben i Panden,
Mit Blod var hedt, og ilter min Hu,
Jeg forstod mig kun lidt paa Forstanden.
En Middagstid mellem tolv og et
Engang var jeg rigtig i Vinden;
Med Næven knyttet og Hjertet hedt
Jeg stod, og med Taarer paa Kinden.
I Skolen jeg havde faaet et Nul
For de første Deklinationer,
Mama havde skændt for et lille Hul
Paa de Kasimirs Permissioner.
Og Bagerens Rikke, som før var saa sød,
Hun stod nu og lo ved Porten;
Hun havde mig lovet et Hjertebrød,
Det, saa jeg hun gav til Morten.
»Nej«, tænkte jeg da, »det er for galt!
Langt mer, end jeg kan udholde; —
Det skal de alle faa dyrt betalt,
Som mig denne Tort forvolde.
Nu flygter jeg bort til Amerika!
Og naar man saa er forlegen,
Hvor atter man faar en Peter fra, —
Ja — saa er Peter af Vejen.«
Forbavset min yngre Broder, Emil,
Gav Slip paa Pisk og paa Slæde,
Paa Ansigtet stod et usikkert Smil
Omtrent mellem le og græde.
»Ja, hør du, Emil! du skal gaa med.
Som Brødre vi bør holde sammen;
Her er ej længer vort blivende Sted,
Hist finde vi Trøst og Gammen.«
Den lille han saa paa de nye Sko,
Og glatted sin Bluses Folder:
»Hvor lang er vel Vejen, skal jeg tro?
Og mener du, Skoene holder?«
»Ja, længer der er til Amerika
End til Tante Lise paa Landet;
Men for at komme didhen herfra,
Man sejle maa over Vandet.
Men hvis man saa Farten overstaar,
Fortryder man aldrig Løbet:
Man faar til Foræring en Herregaard
Og Penge ovenikøbet.
Med Sølv er Hestens Hov beskoet
Og Vognens Hjul beslaaet;
Guldet det ligger dig for din Fod,
Du bukker dig kun for at faa 'et.
Konfektrosiner og Mandler der gro,
I store Duske de hænge
Paa Træerne sammen, to og to,
Og koste slet ingen Penge.
Brystsukkre du som Tvebakker ser.
Som Rugbrød Chokolade,
Med Sukkerkringler det hagler og sner,
Og regner med Limonade.
Og Frihed har man endnu dertil
Fra Morgen til Aftens Ende,
Man spytter paa Gulvet, hvor man vil,
Og lader Cigarerne brænde.
Man gynger den hele udslagne Dag
I dejlige Vuggestole,
Og det kommer an paa hvers Behag,
Om han gider gaaet i Skole!«
»Ja saa,« sa' den lille, »saa er det et Ord!
Nu er da min Rejse besluttet!
Min Appetit er just ikke stor
Til at komme i Instituttet.
Min Krydderkringle jeg henter endnu,
Den skal gøre godt paa Vejen,
Og saa den store Bibel, du?
Den, ved du jo, er vor egen!«
Med Billedbiblen i Favn han kom,
Mens Kringlen han bar i Munden; —
Saa stod vi lidt stille og tænkte os om,
Thi bitter var Afskedsstunden.
Vort kære, rolige Fædrehjem
Vi skulde for evigt savne. —
Da aabned' Mama sit Vindve paa Klem,
Og raabte paa vore Navne:
»Emil og Peter! hvor skal I hen?
Hvad gør I med Bogen paa Gaden?
Skynd jer nu straks herind igen,
Nu kommer Dorthe med Maden!«
Betuttede begge to vi stod,
Vor Rejse gik rent i Glemme,
Og uvilkaarlig lystred vor Fod
Den moderligt myndige Stemme.
Min Vrede nedslog hendes blide Røst,
Som Lynstraalen Egestubben,
Jeg drukned min Sorg og fandt min Trøst
Paa Bunden af Sagosuppen.
Af Christian Winther.
(Skrevet i San Francisco):
Det er i dag den 5. december og vi har ca. 10 dage tilbage i USA. Saa skilles vore veje, Asmund skal til Mexico og moedes med Sivi, jeg tager til Argentina og moedes med familien og senere Nanna. 6 uger er der vel gaaet siden et faellesbrev sidst forlod et amerikansk tastatur, det skete i Memphis, og meget er sket siden da, of course.
Hver dag er en oplevelse, hver dag staar vi op uden helt at vide hvad dagen vil byde paa, hvor vi vil vaere samme aften, hvad vi skal have at spise, hvem vi vil snakke med, osv. Det er saadan set det skoenne ved at rejse. Hver dag, eller i hvert fald ofte, loefter vi endnu en flig af det amerikanske taeppe, af Stars and Stripes, og aflurer normer, vaner, mentalitet, kultur, natur.
Vi koerer fortsat vor hvide skoenhed, vor Dodge RAM 150 Royal 1985 Van, den sluger fortsat den billige, men konstant dyrere, benzin med en glubsk appetit, men den koerer, og den koerer godt. Og selvom der har vaeret, og fortsat er, en del udgifter forbundet med at vaere bilejer (just nu staar den fx i et parkeringshus her i San Francisco til 26 dollars i doegnet...), har vi aldrig vaeret i tvivl om, at det er den bedste, ja den eneste, maade for os at se landet paa. Mange af de steder vi har vaeret ville det simpelthen ikke have vaeret muligt at komme til uden bil.
Siden Memphis har vi overnattet foelgende steder (I kronologisk raekkefoelge):
St. Francisville, New Orleans, Lake Fausse Point State Park (Louisiana), Victoria, Padre Island National Seashore, San Antonio, Austin, Fort Stockton, Big Bend National Park (Texas), Alamogordo, Santa Fe, Farmington (New Mexico), Gouldings (Utah), Flagstaff (Arizona), Veyo (Utah), Las Vegas (Nevada), Lee Vining, San Francisco ( Californien).
Moenstret fra sidst boer foelges (sikke mange oe'er...), saa mailen begynder med (skibet er ladet med):
BY:
New Orleans, The Big Easy, ramt af orkan Katrina i september sidste aar, 2005, og paa alles laeber siden, maaske med undtagelse af praesident boy george's. Han gjorde ikke en synderligt god indsats i dagene der fulgte naturkatastrofen, og skal man tro New Orleans' befolkning har byen desvaerre heller ikke vaeret paa hans laeber mange gange siden, betydende at der mangler rigtig, rigtig mange penge til genopbygningen. Paa et motelvaerelse et par uger efter NO saa vi showet Comic Relief 2006, hvor alle indsamlede beloeb gik til NO. I oevrigt et ganske interessant, om end plat, show, hvor vi laerte en del om amerikansk humor og isaer deres bizarre forhold til ordet 'fuck'. Ordet 'fuck' er ikke tilladt paa amerikansk tv, paa naer paa een kanal, HBO. Hvorfor ved jeg ikke helt, men saadan er det. Naa, men det betoed saa, at siden comedyshowet blev vist paa HBO, var det tilladt komikerne at sige 'fuck'. Hvilket de gjorde, uden undtagelse. Og naar de gjorde det, grinede publikum. Hvis et barn i en boernehave siger prut, saa griner de andre boern vel ogsaaa.
Showet blev samtidigt sendt paa en af de censurerede kanaler, hvor fuck erstattes med stilhed, hvilket unaegeteligt gjorde vittighederne noget "intetsigende"...
Back to Big Easy. Vi fandt et meget soedt par at bo ved via vores couchsurfing.com website. Gabrielle og Cameron. De boede virkelig taet paa The French Quarter som udgoer centrum i byen. Ydermere fandt vi hurtigt ud af, at de skulle vaerte en stoerre fest dagen efter vor ankomst, i anledning af Halloween...
Byens centrum og tilstoedende kvaerterer var meget paene igen efter stormen, kun enkelte steder kunne smaa spor tydes. Vi noed de turistede gader i det franske, drak kaffe og kiggede paa de, for USA, meget gamle bygninger, hoerte en bid gadejazz og spiste et stykke Po'boy (lokal sandwich). Hoer Love and Theft med Bob Dylan...
Paa vej ud af byen et par dage senere koerte vi gennem det af orkanen haardest ramte omraade. Og det var ikke svaert at forstaa utilfredsheden med regeringens indsats - fuldstaendigt smadrede og forladt stod husene tilbage som tomme skaller i en spoegelsesby. Vi forlod den ogsaa.
------------------------
Vi skriver nu den 10. december, soendag aften, vi er kravlet ned ad kysten og ankommet til vort sidste stop paa turen, Los Angeles. 5 dage tilbage. Jeg har netop laest hvad jeg skrev i San Francisco, primaert om New Orleans, og erkender straks, at denne mail aldrig vil blive faerdig, hvis jeg ikke skaerer lidt i grundigheden. Ellers vil i fire maaneder efter min hjemkomst modtage et brev, der end ikke vil kunne ligge i jeres indbakke...
Saa, gennem Louisianas groenne sumpe, hvor vi saa skildpadder,alligatorer og hilste paa myg, til landets stoerste Stat foruden Alaska, Texas. Vi havde hidtil haft godt droen paa og ikke dvaelet i nogen by mere end tre naetter. Nu satte vi tempoet helt ned paa Padre Island National Seashore. 5 naetter paa en af de laengste, uberoerte sandstrande i verden, efter sigende. Uberoert var den i hvert fald. Det er sgu noget de er gode til Amerikanerne, at beskytte store omraader af deres natur, og det var noget de var gode til tidligt, saa der vitterligt ikke findes eet hus eller een fastfoodkaede i deres nationalparker. Paa Padre stod den paa boeger, gloen-ud-paa-havet, strandvandring - ren og skaer chillin'.
Gennem San Antonios til-aere-for-de-mange-turister kulissede, pussenussede Riverwalk bymidte og juletraespyntede megamalls (7.november), til Austin, hjemby for USAs stoerste universitet, University of Texas og derfor med en mere ung og reel stemning. Couchsurfing ved Rodrigo and friends, livemusik og sommerslentren.
------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Aah, pis, det lykkedes ikke at faa affyret mailen i Los Angeles, hvilket nu efterhaanden er en maaned side. En el momento sidder jeg i Buenos Aires' dejlige bydel San Telmo.
Hver dag er en oplevelse, hver dag staar vi op uden helt at vide hvad dagen vil byde paa, hvor vi vil vaere samme aften, hvad vi skal have at spise, hvem vi vil snakke med, osv. Det er saadan set det skoenne ved at rejse. Hver dag, eller i hvert fald ofte, loefter vi endnu en flig af det amerikanske taeppe, af Stars and Stripes, og aflurer normer, vaner, mentalitet, kultur, natur.
Vi koerer fortsat vor hvide skoenhed, vor Dodge RAM 150 Royal 1985 Van, den sluger fortsat den billige, men konstant dyrere, benzin med en glubsk appetit, men den koerer, og den koerer godt. Og selvom der har vaeret, og fortsat er, en del udgifter forbundet med at vaere bilejer (just nu staar den fx i et parkeringshus her i San Francisco til 26 dollars i doegnet...), har vi aldrig vaeret i tvivl om, at det er den bedste, ja den eneste, maade for os at se landet paa. Mange af de steder vi har vaeret ville det simpelthen ikke have vaeret muligt at komme til uden bil.
Siden Memphis har vi overnattet foelgende steder (I kronologisk raekkefoelge):
St. Francisville, New Orleans, Lake Fausse Point State Park (Louisiana), Victoria, Padre Island National Seashore, San Antonio, Austin, Fort Stockton, Big Bend National Park (Texas), Alamogordo, Santa Fe, Farmington (New Mexico), Gouldings (Utah), Flagstaff (Arizona), Veyo (Utah), Las Vegas (Nevada), Lee Vining, San Francisco ( Californien).
Moenstret fra sidst boer foelges (sikke mange oe'er...), saa mailen begynder med (skibet er ladet med):
BY:
New Orleans, The Big Easy, ramt af orkan Katrina i september sidste aar, 2005, og paa alles laeber siden, maaske med undtagelse af praesident boy george's. Han gjorde ikke en synderligt god indsats i dagene der fulgte naturkatastrofen, og skal man tro New Orleans' befolkning har byen desvaerre heller ikke vaeret paa hans laeber mange gange siden, betydende at der mangler rigtig, rigtig mange penge til genopbygningen. Paa et motelvaerelse et par uger efter NO saa vi showet Comic Relief 2006, hvor alle indsamlede beloeb gik til NO. I oevrigt et ganske interessant, om end plat, show, hvor vi laerte en del om amerikansk humor og isaer deres bizarre forhold til ordet 'fuck'. Ordet 'fuck' er ikke tilladt paa amerikansk tv, paa naer paa een kanal, HBO. Hvorfor ved jeg ikke helt, men saadan er det. Naa, men det betoed saa, at siden comedyshowet blev vist paa HBO, var det tilladt komikerne at sige 'fuck'. Hvilket de gjorde, uden undtagelse. Og naar de gjorde det, grinede publikum. Hvis et barn i en boernehave siger prut, saa griner de andre boern vel ogsaaa.
Showet blev samtidigt sendt paa en af de censurerede kanaler, hvor fuck erstattes med stilhed, hvilket unaegeteligt gjorde vittighederne noget "intetsigende"...
Back to Big Easy. Vi fandt et meget soedt par at bo ved via vores couchsurfing.com website. Gabrielle og Cameron. De boede virkelig taet paa The French Quarter som udgoer centrum i byen. Ydermere fandt vi hurtigt ud af, at de skulle vaerte en stoerre fest dagen efter vor ankomst, i anledning af Halloween...
Byens centrum og tilstoedende kvaerterer var meget paene igen efter stormen, kun enkelte steder kunne smaa spor tydes. Vi noed de turistede gader i det franske, drak kaffe og kiggede paa de, for USA, meget gamle bygninger, hoerte en bid gadejazz og spiste et stykke Po'boy (lokal sandwich). Hoer Love and Theft med Bob Dylan...
Paa vej ud af byen et par dage senere koerte vi gennem det af orkanen haardest ramte omraade. Og det var ikke svaert at forstaa utilfredsheden med regeringens indsats - fuldstaendigt smadrede og forladt stod husene tilbage som tomme skaller i en spoegelsesby. Vi forlod den ogsaa.
------------------------
Vi skriver nu den 10. december, soendag aften, vi er kravlet ned ad kysten og ankommet til vort sidste stop paa turen, Los Angeles. 5 dage tilbage. Jeg har netop laest hvad jeg skrev i San Francisco, primaert om New Orleans, og erkender straks, at denne mail aldrig vil blive faerdig, hvis jeg ikke skaerer lidt i grundigheden. Ellers vil i fire maaneder efter min hjemkomst modtage et brev, der end ikke vil kunne ligge i jeres indbakke...
Saa, gennem Louisianas groenne sumpe, hvor vi saa skildpadder,alligatorer og hilste paa myg, til landets stoerste Stat foruden Alaska, Texas. Vi havde hidtil haft godt droen paa og ikke dvaelet i nogen by mere end tre naetter. Nu satte vi tempoet helt ned paa Padre Island National Seashore. 5 naetter paa en af de laengste, uberoerte sandstrande i verden, efter sigende. Uberoert var den i hvert fald. Det er sgu noget de er gode til Amerikanerne, at beskytte store omraader af deres natur, og det var noget de var gode til tidligt, saa der vitterligt ikke findes eet hus eller een fastfoodkaede i deres nationalparker. Paa Padre stod den paa boeger, gloen-ud-paa-havet, strandvandring - ren og skaer chillin'.
Gennem San Antonios til-aere-for-de-mange-turister kulissede, pussenussede Riverwalk bymidte og juletraespyntede megamalls (7.november), til Austin, hjemby for USAs stoerste universitet, University of Texas og derfor med en mere ung og reel stemning. Couchsurfing ved Rodrigo and friends, livemusik og sommerslentren.
------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Aah, pis, det lykkedes ikke at faa affyret mailen i Los Angeles, hvilket nu efterhaanden er en maaned side. En el momento sidder jeg i Buenos Aires' dejlige bydel San Telmo.
OK, fra Austin, Texas er der langt til Argentina. Der er egentlig ogsaa ret langt til Los Angeles. Jo, vi saa noget paa vejen dertil, det gjorde vi. 1 maaned havde vi jo trods alt. Den var god, det var den. Meget, meget flot. Der er ogsaa historier at fortaelle, det er der.
Det er paa dette tidspunkt i mailen at jeg indlaegger et gran suspense. Det er jo ikke for sjov, at jeg ofte bliver sammenlignet med Hitchcock, vel. Suspense = Austin - Los Angeles.
Vi solgte bilen i LA. 1100 dallas. 100 mere end vi gav. Saa sagde vi farvel og tak og Asmund rejste til Mexico og jeg til Argentina. Efter 27 timers fly-og-lufthavnsrejse, over El Salvador og Peru, ankom jeg halv fem om morgenen til Hostal Sandanzas, hvor min naermeste familie gerne skulle vaere indkvarteret.
Fra gaden er doeren aaben, saa jeg gaar ind, og staar saa i en mellemgang. En ekstra doer med tremmer skiller mig fra hostellet. Jeg ringer paa klokken. Igen. Ikke en lyd. 30 sekunder passerer, der er intet at se inde i receptionen. Saa sker det. Det, der i gaengse sensationstermer bedst kan beskrives som "en staerk naturoplevelse", eller maaske naermere "en ud-af-kroppen-oplevelse". Jeg har ikke set min naermeste familie i to en halv maaned, jeg har koert 12781 km i bil tvaers over USA, floejet 9824.55 km (http://www.mapcrow.info/cgi-bin/cities_distance_airpt.cgi?city3=1477%2C100&city4=-1456711%2C01 ) over det nord-, mellem- og sydamerikanske kontinent, og nu, foran og over mig kommer min fader, i sydamerika bedst kendt som Peter, til syne i en hidtil uset og uhoert bevaegelses-paaklaednings-kombination, der nok bedst kan betegnes som "badutspring og boxershorts". Interessant ser det ud, men det lykkes ikke desto mindre denne mand at faa vaekket natportier'en og faa lukket mig ind til champagne og hyggelig modtagelse paa vaerelset - Argentina er skudt godt igang.
Her ville Hitchcock nok have lavet en saakaldt cameo, (http://en.wikipedia.org/wiki/List_of_Hitchcock_cameo_appearances ) en mere eller mindre synlig indtraeden i sin egen film. Jeg er endnu ikke kommet langt nok i mine studier af e-mail-hologrammets muligheder til at kunne lave en saadan, men for endnu engang at minde om Hitchcock, og bringe saa megen spaending som muligt ind i de danske stuer, indlaegger jeg her e-mailens suspense part II (Buenos Aires 17/12 - Buenos Aires 7/1)
Maaske loeftes der ogsaa flige af det Argentinske taeppe, af La bandera de la Argentina con el sol de Mayo, hvem ved?
Godt Nytaar oenskes i alle fra Argentina.
Kaerlig hilsen Kristian
