Talking 'bout a revolution

Det er 99 år siden den mexicanske revolution blev skudt i gang. Det var de gode tider, med Emiliano Zapato under sin hat, Pancho Villa på sin hest og gæve soldater med gedigne eskopetter. Man gjorde op med Porfirio Diaz´ 39 år lange diktatur, og indførte væsentlige reformer ang. jordfordeling, uddannelse og deslige...

Nu taler man igen om en revolution. Man gør det, fordi man lever i en meget milleniumiseret verden, hvor alt er digitaliseret og derfor består af pure 1- og 0-ere, men hvor alt der også visuelt indeholder pure 1- og 0-ere, er guld værd. Nu er det snart 2010, og nullerne skal gøres op. I Mexico er 2010 så altså 100-året for revolutionen og sandelig om det ikke også er 200-året for uafhængigheden fra de pinche spaniere (et to-tal går lige an i millenium-valoriseringen). Der er altså på papiret god grund til at snakke revolution.

Det er der også over papiret. Mexico er en korrupt og kriminel stat, ledet af et oligarkisk tyranni baseret på års egoisme, og holdt i live af en overdrevet demagogisk statspropaganda. Man tager fra de fattige og giver til de rige, men siger det omvendt, og det virker. Landevejsbillboards, radio- og tv-spots, og de korrumperede kæmpekanaler Televisa og Azteca in general hylder i gode slogans og gyldne argumenter regeringens indsats for alt fra landeveje til kvalitetstortillas. Man giver gaver til folket i form af ekstravagante lysshows i centrum, og fra d. 28. november: Verdens største juletræ på Avenida Reforma - 113 meter. Der skal lige tre facts på bordet om hvad Mexico har: a) 110 millioner indbyggere. b) Over 40 millioner under fattigdomsgrænsen. c) Carlos Slim - verdens pt tredje rigeste mand.

Den lille præsident, Felipe Calderon, valgte om aftenen den 10. oktober, mens landet fejrede kvalifikationen til VM 2010, at lukke for det statsligt ejede elselskab Luz y Fuerza del Centro - det er dem der strammer op på Mexico Citys løsthængende ledninger. Sådanne ledninger har Mexico City mange af, og derfor resulterede lukningen i fyringen af 44.000 elarbejdere, plus uheldige konsekvenser for over 20.000 pensionister. "Effektivisering", "urentabelt" og nødvendigt" var ordene der benyttedes af den lille præsident i forklaringen den følgende mandag.

Om torsdagen, og igen på månedsdagen den 11. november, blev Zócaloen - den meget store, centrale plads i byen, fyldt med vrede elarbejdere fra LFC og solidariske støtter (150.000). Demonstrationerne blev organiseret af SME, Sindicato Mexicano de Electricistas, Elarbejdernes Fagforening. Det er en historisk meget stærk fagforening, og en historisk meget socialistisk og anti-regeringsvenlig fagforening, der nu ikke længere har helt så meget at have deres forening i. Man siger, at SMEs styrke har været en af hovedgrundene til at LFC blev lukket - regeringen har villet splitte forbundet. Et andet betydningsfuldt emne har været muligheden for at privatisere sektoren, som man har gjort det med et væld af øvrige sektorer i løbet af de seneste årtier, og særligt efter systemskiftet i 2000, hvor partiet PRIs 71-årige regeringsvælde blev brudt af partiet PAN - det er den lille præsident Felipes parti.

Man taler om en revolution, fordi regeringen bare sådan fyrer 44.000 aktive arbejdere. Og fordi en million (mere) er blevet arbejdsløse i løbet af denne regerings tid på tronen. Og fordi Mexico er det land i Latinamerika med den største stigning i antallet af fattige i løbet af 2009, så der nu er mere end 41 millioner fattige mexicanere, det er 38,8 % af befolkningen. Og fordi man kunne blive ved med den slags fuldstændigt ekstreme, men faktuelle oplysninger.

Alt dette er ikke noget nyt, men nu taler man altså om en revolution (og det gør man!: undervisere og studerende på uni, i klummer og læserbreve i avisen) - om ikke andet.

HISTORISK ARBEJDSLØSHEDSNIVEAU - "Det er jo uretfærdigt - Og hvor

skriver de om de historiske niveauer i Fattigdom, i Devaluering, i Vold, i...?"

FYRET - "Nu mangler jeg bare at fyre 80 millioner mexicanere"

SME oldschool!

NB! Jeg er blevet gjort opmærksom på at min analyse af den mexicanske klassekamp, syndikalisme og præsidentproblematik ikke er fuldstændig, eller fuldstændig korrekt. Men den er der.

Hvis jeg lærer mere, opdateres.

På Studietur

Jeg fik lejlighed til at tage med en fotoklasse fra UNAM på feltarbejde i den central-nordlige stat Guanajuato, og det var sjovt og godt og flot, og det blev satme fotograferet! Her en snas; der vil løbende komme flere til.

Kh Kristian

Día de Los Muertos

Mexico er berømt og berygtet for mange forskellige ting. En af dem som i mine øjne hører til de mest flatterende er fejringen af de døde og begravede i November. Man mindes sine kære ved at klæde sig uhygeligt ud i skelettøj, ved at spise sukkererede miniaturekranier, ved at ophænge guirlander med alskens død og rædsel og ved at besøge, dekorere og skabe liv på kirkegården. Dét foregår i løbet af dagen den 1. november og natten til den 2., som er den nationale og hellige De Dødes Dag. At døden og de døde på denne måde ikke forties eller tabuiseres, men - i hvert fald mindst en gang om året - festligt mindes og genoplives er en tradition så smuk og fantastisk at jeg straks ville indføre den hvis jeg var Statsminister...

Jeg har været i Mexico før, men aldrig i november, og har derfor længe set frem til denne dag. Researchen omhyggelig: Hvor i landet kunne fænomenet bedst opleves? Svaret klart og nærmest enstemmigt: Pátzcuaro og øen i søen, Janitzio. Guidebogen sagde det, internettet sagde det, min lærer sagde det og det begyndte at klinge hult i mine ører, for ville resultatet ikke blive et turistmekka amok? Og mon ikke det bare var flot og fantastisk på den ikke-fede måde? Da de seje på uni også sagde god og go for Hra-nit-zi-o stod det imidlertid klart; Vi måtte afsted, franskmændene Miguel og Roman, og jeg. Rejsen blev købt. Et bureaus sedler på uni reklamerede for en billig tur-retur til Pátzcuaro - afgang fredag aften. De Døde, her kommer vi!

Før fredag er det dog torsdag, og torsdag blev begivenhederne skudt i gang på universitetets centrale campusområde, som traditionen tro (siger de til mig) byder på såkaldte MegaOfrendas: Store, farverige altre til ære for de døde - kirkegårde og grave, skeletter og kranier, sorte katte og hvide spøgelser. Årets tema var Edgar Allan Poe, og det hele så såmænd meget godt ud der på den store plæne mellem fakulteterne. Det var en udstilling, et udendørs museum, og spændende som sådan, men blot en forsigtig føler på hvad det hele drejede sig om.

Fredag formiddag, næste bid af kagen: Da jeg kom hjem fra skole legede to drenge på gaden, og den ene var genialt klædt i skeletheldragt. Jeg hentede fluks mit kamera og ville dokumentere denne Mexico-forbereder-sig-på-de-dødes-dag historie. En barnepige vågede ved vejens kant, og jeg bad høfligt om tilladelse til at tage et billede. Onklen kom ud af huset, og jeg bad høfligt om tilladelse til at tage et billede. Jeg fik den ikke. "Det er farligt", sagde onklen, "ved du hvorfor?" . Næ, måtte jeg indrømme, det kunne jeg ikke se noget farligt i. "De Pædofile!", forklarede onklen mig, og mens jeg prøvede at forklare at det var til brug i en seriøs artikel om at Mexico-forbereder-sig-på-de-dødes-dag følte jeg mig, under Onkels blik, stadig mere og mere pædofil og kriminel og ond og jeg sagde farvel og tak og gik min vej.

Fredag aften, i årets allersidste Mexico City-regn (jeg tror det, og det holder stadig stik) skulle transporten afgå til allerede nu famøse Pátzcuaro. Vi lagde ud med en omgang sædeforvirring (det kan lyde perverst, ja nærmest pædofilt, men er det ikke), overbookning og alligevel ikke, to timers forsinkelse og en chauffør der glemte at opkræve 70 % af betalingen for vores billetter. Afsted i natten; altid skønt med søvn præget af 120 graders hoftebøj. Klokken fem registrerede jeg at vi holdt stille ude på landet og at himlen var fuld af stjerner. Klokken seks registrerede jeg det samme. Lidt senere, at vi kørte i meget høj fart inde i byen, i en tunnel fuld af flot lys. Vi samlede nogle piger op som jeg godt kendte, og vi havde en fest. Klokken syv registrerede jeg at vi stadig var ude på landet og at det andet var en drøm. Fuck. Klokken otte stod vi op og spurgte Qué pasa!??, og det var her, på landevejen i den kolde morgen, at det hele gik op for de tre extranjeros, der tror de ved så meget når de egentlig ved så lidt.

Rejsen til Pátzcuaro var en tre dages organiseret busrejse med halvtreds procent studerende fra UNAM og halvtreds procent repræsentanter for Familien Mexico. Stoppet på landet var nøje planlagt og beskrevet i det program vi nu fik fingre i. Vi, Det Nye Fællesskab, ventede nemlig på at de termiske bade Los Azufres skulle åbne klokken ni. Det gjorde de så; et sørgeligt, svovlstinkende, pølsforbandet badeland programsat til at bestjæle os seks timer af vores ophold i Pátzcuaro. Roman siger "Det ligner noget fra 70'erne", Miguel konkluderer "Lad os hoppe over hegnet og gå rundt om den flotte sø i stedet". Vi fandt øl og fanTAStiske tortillas i et gammelt træskur på den anden side søen, og vi blev glade og tilfredse.

Natten skulle så tilbringes i Pá.. nej, i Morelia, og dén ville vi gerne se. Det er en lille mexicansk by med en halv million indbyggere, og om aftenen var der byfest, for de døde kan ikke få nok (de får jo faktisk for lidt 364 dage om året, i Morelia 363). Menneskemængden foran den store katedral tydede godt: Illuminaciones hviskedes det, en nedtælling på storskærme var i gang, 25, 24, 23 ... 3, 2, 1 .. : (K forestiller sig storslået fanfare fulgt af amaazing illuminationer af kirken) "Morelia blev grundlagt i det herrens år xxxx, Morelia bla-bla-bla". Fanfare: (K forestiller sig storslået fanfare fulgt af amaazing illuminationer af kirken) "Denne katedral blev grundlagt i det herrens år xxxx, den er xx meter høj og bla-bla-bla". Og nu: Fire flade raketter plus to diodelygter på klokketårnet. Men så: Personligt høj-humoristisk højdepunkt, for: Til tonerne af regionalistisk powerpop med en god melodi, "Moreeeeelia, una gran ciudad para un gran país // Moreeeeelia, una gran ciudad para un gran país".

Vanlig morgenforsinkelse og så afsted til - hm, hm - Pátzcuaro. Vi er der tidligt og har hele dagen for os. Flotte, omend uhyggeligt religiøse, træsnit langs vejen mod centrum. Flot centrum, fantastiske gamle, lave bygninger med hvidkalkede vægge og rødbrune tegltage med tegl i to lag og massive trædøre, af hvilke de åbne afslørede decideret smukke og rent ud sagt hyggelige indre patioer. En gammel guitarekvilibrist i et telt og frisk fisk fra søen under en gul presenning på markedet. En pludselig strøm af mennesker ellers uden for centrum leder til kirkegården, el panteón. Her er der liv! Ved indgangen sælges blomster, og en pyramide af blikdåse kalder ved første blik på at blive tyret ned af en tennisbold fra min hånd, men der mangler små drenge og tennisbolde, og blikdåserne sælges af en gammel mand til yngre damer, der sætter blomsterne i dem på gravene. Indenfor murene er drengene, de sælger vand i spande og de vil rengøre din mors grav for en femmer. Der skrubbes og skures, man går jo ikke til fest med voks i ørerne, levende som død. Orange og purpurrøde blomster er the sacrifice of choice, men nær stien står to colaer hos døde hr. Gomez - det kunne han nok godt lide i sin tid på jord. Det kan han vist stadig, for på vejen ud er de væk (gammelt minde: På ligeledes mystificerende vis berettede den meget tykke, men meget sjove og vidende guide på Assistens Kirkegård under 3.g studieturen anno 2003, at der somme tider stilles en flaske billig whiskey på Onkel Dannys grav, og at det mærkeligt nok, som natten går, altid synker betragteligt i de gyldne dråber). Kirkegården er et tætpakket mylder. Ikke blot af glade familier, der pynter og pludrer, men også af grave, og pludselig har jeg trådt hr. Sanchez, der blot ligger under en jordbunke, lige i klokkeværket, og vi lister stille videre og ud og væk. Oh, De Dødes Dag.

Vi hopper på en lancha til Janitzio om eftermiddagen og bestiger øens top for at besigtige det enorme topplacerede monument. Vi gætter på det er Miguel Hidalgo (Mexicos selvstændigheds udråber, 1810) eller Benito Juarez (den stort moderniserende præsident, 1858-1872) for det er det altid, men det er José Maria Morelos. Natten og kulden kommer og vi varmer os på til formålet uduelige Micheladas - en spændende mexicospecialitet bestående af øl, salt, lime og chilipulver - og til formålet meget virkningsfuld Charanda - billig lokal variant af sukkerrørsbrændevinen, 13 kroner, 35 grader alkohol, 70 cl. Den er god i kvædepunch som sælges fra åbne bål nær vandet. Vi bliver fulde, og godt det samme, for der er alt for mange dumme turister, der har læst, hørt og set at Janitzio er det mest traditionelle sted at fejre de dødes dag i Mexico. Min bare. Pokkers til os turister. Den lille kirkegård er så stuvende fuld at jeg ikke engang overvejer at gå derind. Jens Lohmann gik derind som turist, og han har skrevet en lidt underlig og ikke helt god kronik i politiken om dét, 2/11. Vóres båd glider uden problemer hjem og det lykkes os at undgå at rykke ind i hinanden..!

Næste dag besøger vores bus to mindre og mindre interessante byer, og så kører vi endelig hjem til DF [de-effe], og vi slipper for toilettets stank og Harzenturismerejseformens klamme hånd og bånd. Den kirkegård i Pátzcuaro var mit højdepunkt. Janitzio mit mareridt (selvom vi havde det sjovt).

Lohmann siger, at det måske er bedst hvis vi turister slet ikke blander os i denne flotte familietradition. Det er jeg sikker på er bedst, og således er det måske meget godt at vi alle sammen bliver lokket ud på den lillebitte ø Janitzio i søen Pátzcuaro. Så ved mexicanerne hvor de har os.

Jeg er forelsket i mit universitet

Jeg tror jeg er forelsket i mit universitet, og jeg ved det er et usundt forhold, jeg ved det, men det er bare svært at gøre noget ved den slags. Jeg ved ikke hvordan jeg skal håndtere det, for jeg har aldrig prøvet det før. Skønt glad og tilfreds med uddannelsen Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet, har der aldrig været tale om nogen forelskelse, og mine øvrige uddannelseserfaringer, på VUC Århus og Amtsgymnasiet i Hadsten har på trods af alle sine forskelligheder, skønheder og skævheder aldrig skabt relationer, der kunne betegnes som forelskelse.

Hvordan og hvorfor er det så muligt nu, i Mexico af alle steder? Jeg ved det ikke helt, og jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive det, for det er jo noget med følelser og mavefornemmelser, og jeg er nu reduceret til ord… men jeg tror nok, at:

Jeg er forelsket i mit universitet, Universidad Nacional Autónoma de México, fordi det er et nyt og spændende bekendtskab - stort og stolt.

UNAM er Mexicos største universitet, ja faktisk hele Latinamerikas største universitet. Det er også det mest prestigefyldte, og figurerer højest på Times’ årlige liste, selvom der findes andre, private og økonomisk stærkere institutioner i landet. Det er altså offentligt, og dermed gratis at uddanne sig (dog eksisterer su-systemet naturligvis ikke, og ret mange studerende er pengemæssigt på røven i et omfang man slet ikke begriber). Det er stort, såvel i befolkningens og byens bevidsthed, som fysisk. 90 procent er samlet i et gigantisk campuskompleks, i den sydlige del af byen, den såkaldte Ciudad Universitaria. Berettiget er titlen universitetsby, for arealet er komplet med egen infrastruktur, transportsystem, supermarked, fodboldstadion og et kulturcenter med kunstmuseum, koncertsal, teatre og biografsale. Læg dertil de enorme fakultetsområder, der samlet huser ca. 300.000 studerende.

Prestigen og placeringen som en vigtig og troværdig uddannelsesinstitution har jeg primært bemærket i andre dele af landet, hvor et skilt pludselig har informeret om at denne tandlæge er uddannet på UNAM. Det er en national referenceramme af dimensioner, for har man ikke selv læst her, så har søster eller fætter nok. Eller man har set TV UNAM på kabelkanal 255 eller læser La Jornada, en af landets førende, kritiske aviser, hvis websektion er hostet af UNAM. Eller, sidst men ikke mindst betydende, man kender fodboldklubben Pumas de la UNAM, der er universitetets eget hold (i hvert fald oprindeligt, nu bærer de vist ‘blot’ navnet og spiller på det olympiske stadion fra 1968, der også befinder sig i ‘byen’).

I et land, der svæver et sted mellem den første og den tredje verden (den anden?), er uddannelse stadig noget man er stolt af, og stolthed er et essentielt begreb på UNAM. Ét er uddannelsen i sig selv, noget andet er at være en del af denne store, energiske, demokratiske og velfungerende universitetsorganisme. Navnet siger en del: U Nacional A M - dette sted er en del af Mexico. Men navnet siger også: U N Autónoma M - uafhængigheden fra det Mexico, der er korrupt og uansvarligt, voldeligt og kriminelt, fattigt og uanstændigt. Tydeligst udmønter autonomien sig i det faktum, at det mexicanske politi og den mexicanske hær ikke har bemyndigelse til at komme ind på universitetets område; sikkerheden varetages af eget vagtsystem. Disse faktorer, der både adskiller og forener UNAM og Mexico er mit bedste bud på ingredienserne i den stolthed som så mange studerende og undervisere tydeligvis føler. Hvor mange KUA’ere har et armbånd hvor der står ‘Humanistisk Fakultet’? Hvor mange på Facultad de Ciencias Politicas y Sociales har et armbånd med dette navn? - Mange.

Jeg er forelsket i mit universitet, Universidad Nacional Autónoma de México, fordi jeg kan få sommerfugle i maven om morgenen, når jeg møder.

Mellem metrostationen Universidad og mit fakultet går en sti mellem træerne, og det vrimler med små ivrige unimyrer på vej med deres bøger og blade. Når jeg er kommet forbi dem, ruller min røde cykel ind på esplanaden mellem de grå fakultetsbygninger, parkerer, og sætter mig af i et mylder af liv, ikke ulig skovens myretue. Det er de stolte, mexicanske studerende det myldrer med: De unge, fnisende gymnasiepiger, de nørdede drenge med dagens avis, den seje gruppe på vej mod dagens første joint bag bygning B. Hippierne i trompetbukser. Røde stjerner og Che Guevara trøjer. Dreadlocks og bare masser af hår, gerne i egentlig håbløst umulige frisurer. Sælgerne har også indfundet sig, og man kan gå fattig hjem (hvis ikke det var så svinebilligt for en dansker), for: Pirat-dvd’er en masse, hjemmelavede smykker og henna-tattoos (hvor fristende er dét ikke i et frikvarter!?), brugte bøger, avis- og magasinboden og boder med slik og masser af mad.

Como estás, que tal, que onda, que trancha og que pasó, güey? Håndslagene fyger - et low five og clash af knyttede næver er standarden - og kindkyssene kysses, og der er liv og stemning og man finder ingen opgivende, forkælede danskerminer, det skulle da lige være mig, men nej, heller ikke, for energien smitter og humøret spredes.

Grafittier og plakater er overvejende af politisk karakter, og den politiske bevidsthed fornemmes overalt. Den er måske ikke så stærk som tidligere (har jeg ladet mig fortælle), men den er der! HASTA LA VICTORIA SIEMPRE står der her, ikke sådan noget intellektuelt, postmodernistisk noget som på KUA: FOUCAULT ER/var BØSSE (men hans diller lever),som dog, efter at have set den hver dag i to år, nu er blandt de få ting jeg ind i mellem kan savne her i Mexico! En kæmpe forsamling studerende, over 700 talte jeg, mødtes for nyligt i auditoriet Che Guevara (!) for at finde fælles fodslag i kampen om at bevare auditoriets daglige drift i studerendes hænder, og de studenterpolitiske bevægelser har i det hele taget mere nylig historie her end så mange steder: I 1999-2000 strejkede og besatte studerende i 9 måneder universitetet i protest mod indførslen af indskrivningsgebyr og brugerbetaling!

I fredags havde jeg undervisning fra 16-18, og det var heldigvis spændende. Havde det ikke været det kunne det nok have været svært at holde koncentrationen, for fakultetsbandet spillede Queens, Doors og Rolling Stones nede på pladsen, og lige ude foran døren var der, jeg ved ikke hvorfor, en decideret fest i gang på gangen. Underviseren talte ufortrødent og lod på ingen måde til at lade sig genere af det høje db-niveau, og episoden cementerede en observation jeg har gjort: På UNAM tysser man ikke!

Jeg er forelsket i mit universitet, Universidad Nacional Autónoma de México, fordi det er flot, storslået, og noget særligt.

Det centrale campus på UNAM, en mængde kvadratiske græsstykker omgivet af La Rectoría (hq) og La Biblioteca Central er på UNESCO’s World Heritage List. Det sætter for så vidt standarden, og resten af uni lever faktisk meget godt op til det hvad angår storslået, interessant og afvekslende byggeri og arkitektur. Der er murales, murmalerier eller -mosaikker, af Diego Rivera og Juan O’ Gorman og fakulteterne er tegnet af dygtige arkitekter. Men det er ikke strømlinet cool eller noget der ligner, for det er det varierede Mexico, og der er masser af uregelmæssigheder, manglende fortove eller skraldespande, afskallende maling og dårlig stil. Der er det hele.

Ciudad Universitaria er bygget i den sydlige del af Mexico City på en stor masse af lavasten. Hvor der ikke er fakulteter trives et yderst rigt planteliv, og på nær et par stier er det fredet område. Derfor er CU ikke, som resten af byen, stærkt påvirket af smog og bilos. Der er faktisk en nogenlunde ren og frisk luft, og mit fakultet ligger tilmed højt med udsigt over byen.

Jeg er forelsket i mit universitet, Universidad Nacional Autónoma de México, men vi kan godt blive sure på hinanden.

Bureaukratiet er ret veludviklet, og jeg har for eksempel i skrivende stund (medio oktober) endnu ikke modtaget mit officielle studiekort. Bibliotekerne taler ikke sammen, og har man et ærinde hos en sekretær på et kontor (!) er kom-tilbage-om-tre-dage-nej-ring-hellere-først reglen snarere end undtagelsen, og man kan godt blive skuffet.

Alt det liv og på-unam-tysser-man-ikke mentaliteten, kombineret med unge studerende, der ikke holder sabbatår, kombineret med betonklasseværelser med høj normering kan godt gøre én træt. Når de tre 18-årige piger for Gud (den katolske, vel at mærke) ved hvilken gang fnisende sender små papirlapper rundt for næsen af en interessant og veltalende professor, kan man godt blive sur. Men det er heldigvis sjældent.

Jeg er forelsket i mit universitet, og det er skidt, for jeg kan ikke koncentrere mig om det jeg skal og jeg ved ikke hvordan jeg kan forlade det.

Jeg er forelsket i mit universitet, og det er skønt, for jeg bliver tit så glad og spændt som et barn, og det havde jeg ikke regnet med.

Jeg er, på godt og ondt, forelsket i mit universitet, og det er der bare ikke noget at gøre ved.

nb! Denne artikel blev først publiceret på medievaerk.dk, 14. oktober 2009