Mexico City, 11. maj 2005
Kaere alle
Rejsen lakker med hastige skridt mod enden. Naar jeg om 2 dage saetter mig i
boeing 747 - flyet mod London Heathrow er det den 13. maj, og noejagtigt 5
maaneder siden samme rute blev tilbagelagt, om end omvendt. Nu glaeder jeg mig
til at komme hjem. Og naar jeg kommer det glaeder jeg mig til at se jer alle
igen, til at hoere nyt og fortaelle.
Men jeg vil nu ogsaa skrive den sidste faellesmail, om Mexico-liv i de sidste
4 uger. Saa faar jeg rundet disse breve af paa ret vis. Igen, hvor er jeg,
hvilke omgivelser? Paa tagterrassen af Hostal Moneda, delvist internet,
delvist restaurant og bar, stoppet med unge rejsende. Et bord danskere bag
mig, 2 japanere i hjoernet, en tjekke, en kroat, englaendere, tyskere osv.
Hostal Moneda, blot et stenkast fra Zócalo'en, den store centrale plads, hvor
det Mexicanske flag vajer i groen, roed og hvid og hvor oernen sidder i
kaktussen med slangen i naebbet.
I San Cristobal for en maaned siden moedtes jeg med de andre fredsvagter.
Tobias og Mette Marie fra fyn, saamaend, Nina fra Tyskland, Christoph fra
Schweiz og Carlos (Charles) fra Canada. Med de to sidstnaevnte tog jeg onsdag
den 13. afsted fra San Cris med retning mod det lille landsbysamfund
(comunidad) K’an Akil. Vi var gennem to dage blevet briefet paa
menneskerettighedskontoret FrayBA i San Cris om vores opgave og den aktuelle
situation paa det sted vi skulle hen. Gennem laesning af rapporter fra
tidligere udsendte grupper vidste vi foelgende om K’an Akil: Meget lille
comunidad paa 25 personer i alt, alle er zapatister. 500 meter fra dem bor en
bevaebnet, paramilitaer gruppe paa 6 maend. De skyder jaevnligt i retning af
K’an Akil for at skraemme maendene fra at arbejde i marken.
Fredsvagternes primaere opgave er at foelge dem til den naermeste landsby, for
naar der er fredsvagter med sker der ikke noget.
Vi saa alle frem til oplevelsen med spaending og jeg med en vis portion
sommerfugle i maven. Hvad var det for et sted, hvordan var de, hvor farlige
var de paramilitaere, hvor mange militaerposter ville vi blive stoppet af paa
vej dertil, og hvor mange gange ville vi blive noedt til at stikke en loegn om
hvad vi havde gang i ???
Med colectivo-minibusser og skramlede 115’ere kom vi afsted. Vi skulle ikke
den direkte vej til K’an Akil. Zapatisterne er organiserede og de holder ogsaa
styr paa fredsvagterne. Deres omraade i Chiapas er delt ind i 5 Caracoles,
sneglehuse, samlingscentre. Under hvert af dem hoerer saa en raekke Municipio
Autónomos, og under dem hoerer saa fx K’an Akil.
Vi tog altsaa foerst til Caracol Morelia og talte med La Junta del Bien
Gobierno – Raadet for den Gode Regering. Saadan et raad er der i hver caracol.
Det bestaar af 2 repraesentanter fra hvert municipio og udskiftes hver uge.
Derfro var det heller ikke erfarne folk det bestod af, og det tog sin tid at
faa godkendt vore pas og vor grund til at vaere der.
Efter at have ventet en nat i to smaa byer mere, paa et medlem fra K’an Akil
til at foelge os derop, kom vi paa 4. dagen frem. Vi forlod grusvejen og gik
15 minutter ad en lille sti opad, og kom til K’an Akil. Det er Tzeltal,
sproget som tales der, og betyder Gule Bakke. Over de smaa traehytter stod den
store bakke med majs- og kaffe. Der var roligt, ingen biler til at forstyrre
idyllen, kun naturen, og saa hoensene.
Vi var der 10 dage. Her foelger uddrag fra min dagbog som jeg som altid
flittigt (af lyst) foerte ajour:
Soendag den 17. kl. 12.37:
"... Der bor ca. 30 personer i K'an Akil. 7 maend, 6 kvinder, 17 boern. Det
varierer vist lidt, for nogle af dem er af og til i Chilón, men ca. 30. Der er
kirken, 3 koekkener og saa nogle hytter. Der er 2 cementerede
kaffe/majstoerrepladser som i denne tid bruges af boernene som boldbane.
Drengene skyder med slangeboesse og er ekstremt dygtige! Marco paa 14 ramte
paa 15-20 meter en lillebitte spurv paa en gren hoejt i et trae, uden at den
dog faldt ned... De skyder vist mest efter egern, som de spiser, og jeg ser
saadan frem til en god egernpoelse. ..."
Soendag den 17.kl. 21.18:
"Det er blevet moerkt i K'an Akil. Man kan ikke sige at roen har saenket sig
over stedet, for her er altid roligt. Om dagen hoeres lyde af fugle, haner og
menneskestemmer. Nu er der hunde der góer, chikader der synger og saa den
lille baby der hoster noget saa forfaerdeligt.
.... I morgen tidlig er vi blevet bedt om at foelge een af kvinderne ned til
vejen. Hun skal til doktoren i Yajalón med det syge barn. Ja, de ER altsaa
virkeligt bange for den paramilitaere gruppe her. ... Sikke soede boern.
Nysgerrige og fraekke. Soede. Alle. Ingen plagen eller brok som i boernehaven.
Fantastiske ansigter. Pigerne med de store oejne og sorte, uglede,lange haar.
Drengene - der er kun 2 store, paa 10 og 14, og et par helt smaa - med huller
og lapper paa bukserne og slangeboessen parat til skud. ..."
Tirsdag den 19. kl. 20.47:
"... Nu hoster ungerne her ved siden af i kirken. De hoster deres lunger ud og
det lyder noget saa forfaerdeligt. Maake fryser de om natten. Maaske har de /
bruger de ikke nok toej naar det er koldt. Maaske er det pga. de altid bare,
smaa foedder. Naar livet hver nat lyder saadan, saa er det altsaa ikke sjovt.
...."
Torsdag den 21. kl. 22.25:
"... 2 lange spil skak i dag (jeg havde snittet et helt saet skakbrikker...).
Uafgjort med Carlos. Han er nok en bedre skakspiller end jeg, men jeg skulle
helt klart have vundet. Og saa et bittert nederlag til Christoph til aften.
Her foerte jeg stort, men blottede mig til sidst i min iver. Aev. Det er
hyggeligt, men lige nu har jeg faaet nok og stemmer for kortspil i morgen.
...."
Loerdag den 23. kl. 13.45:
"... Det slog mig i gaar - haardt - at mens vi er her har vi ingen idé om hvad
der sker ude i verden. Den 14. april kunne Osama Bin Laden have bombet Det
Hvide Hus i Washington til stoev, og jeg er ret sikker paa at vi her 10 dage
efter - i K'an Akil - ikke ville have hoert en lyd. Carlos siger, at man
siger, at naar maanen er fuld - som den bliver det i aften - saa er verden
kompliceret. Jeg tror ikke det gaelder her. Livet ER simpelt. Det drejer sig i
hver fald om simple ting. Om at spise tortillas og boenner. Om at arbeje i
marken, paa at lave en koekkenhave, kloeve braende eller male majsmel. At tage
til Chilón en gang om ugen og drikke sig fuld. At gaa i bare foedder. Osama
kunne bombe hvad som helst eller hvem som helst hvor som helst, og livet ville
ikke aendre sig her. Verdenskaffeprisen - jo. EZLN vs. Den Mexicanske Haer -
konflikten - jo. ..."
Loerdag den 23. kl. 19.12:
"... Jeg er so far champ i chess. Sejt. ..."
Soendag den 25. kl. 20.32:
"... I dag begyndte jeg virkeligt at kede mig. Gad ikke laese, gad ikke
snitte, gad ikke spille skak. Hvad goer man? - Bruger foest 30 minutter paa at
klatreopi 2 traeer, tager derefter en rask fodboldkamp med Marco, Ruben,
Christoph og Blancaluz. ..."
Jeg skrev 35 siders dagbog mens vi var der. Blot et uddrag.
Det var en stor oplevelse. Det gav et indblik i det liv man laeser om og
hoerer om,og som saa mange mennesker lever. Dette simple liv, som i Chiapas'
bjerge leves med megen stolthed og oprejst pande. Fattigdom? Naar der ikke er
raad til medicin, til en seng over gulvet, til mad naar hoesten slaar fejl,
til at boenene gaar i skole, saa ja. Men ellers er det blot et simpelt, men
ikke fattigt liv. For de har det godt, de kan grine, boernene kan lege,
maendene spille musik, de kan spise deres gode tortillas og laekre boenner og
nyde naturen og roen. Men skal man have ondt af dem og blive gal naar
regeringen ikke sikrer deres rettigheder, naar de tillader at rige farmere kan
udkoebe deres jord, naar de ikke goer noget ved en aggressiv gruppe
paramilitaere der jaevnligt truer, blot 500 meter derfra? - ja, fandme ja!
Jeg kom tilbage til San Cristobal og internettet til nyheden om at jeg 1. juni
skal flytte ind paa Fredensgade 30 B, 8000 Aarhus C. med Asmund, Jules og
Mads. Det var en virkeligt god nyhed som gav mig lyst til starks at komme
hjem. Heldigvis havde jeg faaet lagt en god plan for de sidste 14 mexicanske
dage og glaedede mig ogsaa til dem. Vi faerdiggjorde vores fredsvagtrapport
paa FrayBA, spiste middag sammen paa Den Fede Kat og saa var jeg afsted, som
en skygge gennem natten mod Mexico City. 1 doegn dér, og saa var jeg paa den
igen. 24 timers bustur ud til vestkysten og nordpaa, til Los Mochis, og saa
lige 2 timer oven i hatten. Men saa var jeg ogsaa i El Fuerte og kunne blot
vente og glaede mig til naeste morgen hvor min togtur ind i Kobberkloeften
skulle begynde.
Det gjorde den saa 4 timer forsinket, men hvad, for det var en forrygende smuk
togtur. Clase Economica sneglede sig, i et tempo saa man af og til kunne blive
i tvivl om der var bevaegelse, opad gennem kloefter med udsigt over floder og
vandfald, kaktus og andre storslaaede kloefter og bjerge. Ved aftentide blev
jeg hentet ved stationen i Posada Barrancas af Cabaña-ejer Armando Diaz og
indlogerede mig i hans hjem paa et lille vaerelse. Naeste morgen fik jeg
beloenningen for det. Ved at gaa 5 minutter kommer man op til kanten af den
kaempestore, 1750 meter dybe (Grand Canyon 1500 meter...), Urique kloeft, med
udsigt over baade den og et stykke ind i kobberkloeften.. Jeg lagde mig med
benene dinglende ned i dybet og tog en slummer i solen.
Naeste dag fik jeg saa den fulde kloeftoplevelse. Det var lavsaeson i omraadet
der ellers ser mange turister, saa jeg boede helt for mig selv, og fandt
heller ingen at foelges ned til floden med. Men hvor var det en herlig
solotur. Gennem fyrtraesomringede stier, forbi Tarahumaraindianernes huse,
videre til duften af vilde blomster og lyden af kolibriernes hurtigtslaaende
vinger omkring kaktussens blomst. Jeg kom efter knap 4 timer til bunden og
kunne tgae mig et yderst velfortjent bad i den koelige flod og en bid mad.
Noed solen og noed at rejse og noed livet. Saa startede helvede. Saadan maa
det rimeligvis kunne betegnes om end man jo skulle tro at samme romantiske
beskrivelse af ruten som jeg foer gav kunne bruges igen. Men varmen var taget
til, mine muskler var oemme og det gik bare stejlt, stejlt opad. 1750 meter...
Mod alle mine egne odds lykkedes det selvfoelgelig at komme frem, kl. 19 om
aftenen. Jeg faldt udmattet om paa sengen og sov 14 timer.
I Creel en times tid derfra moedtes jeg med gymnasieklassekammerater Andreas
og Soeren. De tourer USA i en Toyota Camry og var blevet fristede af mit
tilbud om en flaske tequila hvis de kom herned. Paa hostellet hang en seddel
da jeg kom, om at de nok var ude at ride. Jeg burde have vidst bedre... Mens
jeg sidder i parken og chiller kommer to karseklippede, seje fyre ridende ind
i byen med et droen paa to 4-hjulstrukne crossere. Soeren og Andreas rider
ikke, saadan er det bare. Jeg hoppede bagpaa og vi saa omraadet paa en hurtig
og ret sjov maade paa 4 timer. Stenformationer der havde givet navne til
dalene: Svampenes dal, Froeernes dal og Munkenes dal. Ja, hvordan ser en munk
ud i sten? – Det er altsaa nogle besynderlige, hoeje, slanke sten. Ligner de
munke? – Nej, men besynderlige, hoeje og slanke var de. Naeste dag fandt vi
efter en lille koeretur og en lang gaatur nogle varme kilder. Svoemmebassiner
fyldt med mexicanere (ikke i sig selv noget galt i det, det var bare ikke et
specielt herligt sted...). Men lidt laengere nede ad floden, hvor de varme
kilder havde blandet sig med koeligt bjergvand fandt vi, i naturlige, oh de
naturligste, omgivelser, fred og ro og noed eftermiddagen. En lille
bjergbestigerudfordring blev en stoerre mundfuld end forventet, men jeg
klarede den med Andreas og Soerens hjaelp op over kanten... Og saa koerte
Camry’en os og vore sultne saekke tilbage til Creel og en gang hamburguesas
foer den gratis (inkluderede) aftensmad paa hostellet.
Fredag fik Soeren og Andreas lige set kloeften inden vi fyldte tanken med
benzin og jeg satte mig bag rattet og koerte 6 timer ud i det toerre, flade
Mexico Norte. Jeg har jo ikke koert bil i 5 maaneder saa det var en sjov
fornemmelse igen. Vi koerte og koerte, og betalte. Betalingsvejene er dyre og
billig benzin loeber alligevel ogsaa op. 26 timer og 2 stop af politiet senere
ankom vi udmattede til Den Mexicanske Golf og Tampico.
Der blev det til et par sidste stranddage med delvist sol, svingende
hoteloplevelser, korttricks, amerikansk fodbold, fastfoodpizza og et godt
afskedsmaaltid. Jeg noed virkeligt at have selskab paa den sidste etape, og vi
havde nogle gode dage. Ogsaa selvom baade Andreas og jeg var noget plagede af
det bagsiden af Imodiumpakkerne beskriver som uformet affoering (ja, det er
altsaa den medicinske betegnelse...), og Tampico ikke var det mest charmerende
sted paa jord.
En sidste natbus til Mexico, og saa er det hele begyndt at blive det sidste.
Det er blevet den 12. og det sidste doegn indtraeffer nu. I aftes en
forrygende kulturel oplevelse. I det grandioese Palacio de Bellas Artes
opfoerte Ballet Folklórico Mexicano et sprudlende kuloert show i
halvanden time. Et vue over historiske tider og forskellige regioners
traditionelle musik, danse og ikke mindst dragte. Saa mange farver saa flotte!
Dygtige dansere og badutspringere. Magnifique!
Idag zoologisk have. Det tretaaede dovendyr som jeg noeje har laest om i Life
of Pi SAD stille.
Om lidt et vue over byen fra det 52 etager hoeje Torre Latinoamericano.
I morgen et vue over landet fra vinduet i mit fly.
Loerdag aften og i den naermeste fremtid ses vi i Hinnerup og omegn.
Kaerlig hilsen Kristian
