Mexico, et farligt sted?

Jeg skrev et indlæg til en Politiken-blog der hedder Verdensborger, men de havde allerede én, der skrev fra Mexico, så de ville sgu ikke have det. Men her er det:

Narkobaroner, -banditter og bastarder. Svineinfluenza-frenzy og kidnappere bag hvert et gadehjørne; under hver en skyggefuld sombrero. Læser man om Mexico i danske nyhedsmedier, er dette vel det ufiltrerede indtryk man uundgåeligt får.

Disse nyheder er Mexico, og disse nyheder er også at finde i de mexicanske medier, som alt efter sensationsgrad dagligt bringer mere eller mindre makabre billeder af mere eller mindre opløste vejsidekadavere. Det eventuelt ensidige billede af Mexico man kunne få ved læsning af danske aviser, er altså ikke meget anderledes end det billede af Mexico man kan få ved læsning af mexicanske aviser.

Man kunne som nyligt ankommet dansker i Mexico City sågar gå rundt og være bange. Man kunne som mexicaner i Mexico City gå rundt og være bange. Det burde man næsten, medmindre alt det de skriver i avisen da er lyv. Det er det nok ikke, men sagen er den, at der som bekendt er noget der hedder hverdag, dagligdag, arbejde, skole, mad og søvn. Hvordan skulle man dog få tid til alt det, hvis man også skulle gå rundt og være bange?

Mit halve års studieophold på Mexico Citys universitet UNAM, startede for et par uger siden. Jeg har nu en hverdag her. Jeg har talt med studerende, grønthandlere og taxichauffører, tortillasælgere og buspassagerer, og tendensen er ret klar: Det er nu engang mere nærliggende at komme ind på Mexicos to nylige sejre over USA i fodbold, mit forhold til mexicansk mad, øl og piger, eller hvor i USA det nu lige er Danmark ligger. Eller som i aftes, ved den gamle mands tacobod nede på hjørnet, hvor endnu en gubbe kom til: ”Danmark, nå, ovre ved Holland og Sverige, jaså, er det rigtigt at I har et særligt dræningssystem til regnvand dér? – vi har mange problemer med regnvandet her for tiden, forstår du”. Til jeg havde færdiggjort mine tre foldede majspandekager fortsatte vi med at dyrke vores gensidige interesse i hinandens hjemland, men det faldt os ikke ind at tale om hverken narkobaroner, svineinfluenza og kidnapninger eller Nørrebroskyderier og Danmark som terrormål, for den sags skyld.

Man kan altid læse B.T., Ekstra Bladet eller Dansk Folkepartis nyhedsbreve (I tilfældet Mexico er det såmænd nok at læse Politiken) og forfærdes over verden, men som i tilfældet Mexico skal man huske, at der også sker ret mange andre ting end det der skrives i avisen. Jeg er på nuværende tidspunkt overbevist om, at disse ’andre ting’ kommer til at fylde mest i min tid i Mexico, og jeg vil efter denne indledende afkræftelse af den rene, mexicanske elendighed i kommende blog-indlæg hellige mig beskrivelsen af hvad pokker det så er for et land jeg er kommet til.

Kærlig hilsen fra Mexico,
Kristian Lytken Laursen.