Xochicalco

Vi var på besøg ved Xochiquetzal syd for byen i weekenden. Vi havde en god tur, og der kan skrives vidt og bredt, men først og fremmest dansede vi ved Xochicalco pyramiderne, og det er der kommet en gif ud af:

Xochicalco Ritual 2010 (oficial):


Extra Special Bonus 1:
Practicando Xochicalco Ritual 2010
(Forberedende øvelser til Xochicalco ritualet)



Extra Special Bonus 2:
"Miguel, no te vayas!" 
("Mike, don't leave me!")
("Mikael, forlad mig ej!")

Vistas

Jeg er på det seneste blevet beriget med et par fantastiske storbyoplevelser. Oplevelser af en hel anden verden. En drømmeverden, en fremtidig, apokalyptisk verden. En nu-slår-jeg-benene-væk-under-dig-og-tager-pusten-fra-dig verden. Jeg er jo bare en dreng fra landet, skal man huske på (det ville jeg også sige i tide og utide, hvis jeg var politiker, ligesom Lene E.). En dreng fra landet, der af uvisse årsager befinder sig i - ja, lad os da bare sige - verdens største by. Fra centrum kan man køre 20 km i hvilken som helst retning, og man er stadig i byen - ikke storby, nærmere landsby, men én stor, sammenhængende bystruktur. Jeg har på det seneste tilbagelagt et parogtyve kilometer fra centrum og er med ét kommet ud på den anden side af noget, der mest af alt minder mig om The Truman Shows kuppel, op i kontrolrummet og den ægte verden. Op over byen og op-ind-ud i en fantastisk natur. Skov, bjerg, rislende flod, et gammelt konvent, en hare, en slange, en klar, klar luft. Jeg har nydt nogle søndage sådan. Deroppe på skråningerne af Mexicodalen har jeg også vendt mig om, og kigget ned i kuplen på den kunstige menneskeverden. Fra vest til øst har jeg panoreret mit blik, fra blå himmel til sort kloak har jeg tiltet mit åsyn, og hver gang fyldes jeg med samme, klare følelse i maven og tanke i hjernen: Det er umuligt. Det er en umulig verden. Det er for meget, det kan ikke være sandt, det er da uladsiggørligt at grundlægge, bygge, konstruere, vedligeholde, opretholde, leve i og være i, sådan en by. 

Der er bare by over det hele! Der er 50 km by i lige linie lige foran dig. Der er en kappe af smog, og du ved, at under den sælger en mand slik ved metrostationen, og en anden holder for rødt i sin mercedes mens en tredje vasker hans forrude. Én drikker dagens juice og læser avisen og på stadion er der kvartfinale i fodbold. Du ved, der er en masse lyde og støj og snak og bevægelse, sved og sure tæer i varme sko, nogle der har drukket for lidt vand og andre der har drukket for meget øl. Butikker er åbne, restauranter serverer dagens ret, præsidenten vedtager en lov og én bliver skudt i et narkoopgør mens andre kysser i en park. Du kan kun se byen, du kan kun dufte blomster og den friske luft, høre fuglefløjt og forestille dig livet dernede. Det der stof, drømme er gjort af.  Det er et helt fantastisk syn af Mexico man får fra toppen af bakken i Chapultepec, fra Desierto de Los Leones eller fra bjerget Cerro San Miguel, før man igen triller ned i virvaret. 

første indlæg i lang tid, og så var det bare en drøm

Jeg drømte i nat en underlig drøm, som drømme så ofte er. Jeg drømte, at der på en øde mark lidt uden for Hammel, på landevejen mod Hinnerup, stod et kæmpe stort mexicansk flag og vajede majestætisk i den jyske vind. Senere, da jeg var hjemme, så jeg en annonce på spansk i Bilka-avisen. Det var en mexicansk dame, fra en gård ude ved flaget, der reklamerede for et kuld hundehvalpe. Nogle sagde til mig, at det tilbud så ud for at være for godt til at være sandt! En veninde var ret interesseret og jeg indvilligede i at tage med og forhandle. Ude under flaget, og nær ved Hammel, var det hele noget værre rod. Damens mand var åndssvag og hundene bidske. De havde omringet en lille gruppe får, og gøede dem lige ind i ulden. Men lyden var ikke en gøen. Den var en underlig gnækkende lyd, og jeg så pludselig at den stammede fra en lille forsamling rosa fårekyllinger på en hegnspæl. De havde en form for gæller, der åbnede og lukkede, og kommunikerede på denne vis mod øst.

Der er en måned til jeg skal hjem til Danmark og nu begynder drømmene måske at gå i den retning. Stadig dejligt mexicansk syre-inspirerede, dog. Jeg havde tænkt at skrive mere blog dette forår, for der er selvfølgelig masser at skrive om. Men det er nok hverdagen og hjemmefølelsen, der har sat ind, og den manglende fornemmelse af at være langt væk hjemmefra, og at alt er nyt og beskrivværdigt. Se, jeg frygtede dette ville hænde, og forsøgte i februar at afværge det ved at lancere en opdateret og lidt frisk blog. Et incitament til at poste nye ord. Det blev jo en komplet fiasko.

Jeg har haft lyst til at skrive om mine to ruter på vej til skolen om morgenen, om landets brutale narkokriminalitet, der dagligt fylder avisspalterne, om mit endelige gennembrud hvad angår lytning til spansksproget musik og brug af konjunktiv (indtraf samtidigt), om den seneste udflugt i påskeferien nordpå til La Huasteca og Tamaulipas, min Mexico City slentren og fortsatte fascination, ordet güero, sælgere på gader og stræder og i metroen, samt så meget andet. Det er ikke sikkert jeg får det skrevet. Men måske. Nu er det nævnt og ikke glemt.

Kærlig hilsen Kristian

ps. Indlægget Las Canchas er opdateret med videoen Los Olvidados fra vort holds sidste kamp, som vi også tabte.

pps. Naturfoto og haiku fra rejsen til Tamaulipas: Slange er død på grusvej, bider i sig selv, en hveps sidder i såret.