onsdag den 7. februar 2007

Rejsebrev - Mendoza, Argentina, februar 2007

Mendoza, Argentina, 15. februar 2007
Kaere Danskere:

Nanna og jeg er netop vendt tilbage til Mendoza efter et par dage med lange vandreture, sol og vind og udsigt til bl.a. Aconcaguas sneklaedte tinde - med sine 6959 meter det hoejeste bjerg paa den vestlige halvkugle. Efter lang tid med bylivets glaeder, foerst Rio De Janeiro og dernaest Buenos Aires (igen), var det skoent at komme op i bjergene og maerke stilheden og den toerre, klare luft.

Desvaerre ser det ikke ud til at Nanna kan faa flyttet sin flybillet, saa hun maa nok (vi haaber stadig) drage til Danmark om en uges tid, den 23. Jeg flyver efter planen den 7. marts og lander hjemme den 8. Vi tager i aften en bus 20 timer sydpaa til Bariloche, beliggende smukt, efter sigende, blandt bjerge og soeer.

Tiden flyver, og mange af denne mails modtagere har ikke hoert et ord om vores (med familien lytken laursen), mine og vores (med nanna) oplevelser i Argentina. Det var et skoent land at komme til i December, men et endnu skoennere land at vende tilbage til efter et par uger i Brasilien, synes jeg faktisk. Jeg er tilmed sikker paa, at det er et land jeg faar lyst til, endnu en gang, at vende tilbage til. Det maa vaere det stoerste kvalitetsstempel man efter en rejse kan udstede - at man har lyst til at komme der igen.

Og hvorfor saa? - I korte traek handler det om stor alsidighed, afsindig smuk natur, spaendende byliv, umiddelbart venlige, spansktalende (ja for mig er dét et stort plus) mennesker og absolut overkommelige priser (for rige nordboer som os!), der bl.a. kan betale for himmelsk gode boeffer og laber roedvin.

Det spanske udviker sig lidt hele tiden, om end den Argentinske udgave ikke er decideret turistvenlig. Utroligt mange lyde er helt anderledes end det spansk der tales i Mexico og Mellemamerika og Spanien og dermed ogsaa paa Amtsgymnasiet i Hadsten. Folk vil dog gerne snakke, og ingen har noget imod at gentage, saa kan man taale at foele sig som en doer i ny og nae, kommer man langt. Jeg insisterer som regel paa at tale et gebrokkent spansk, og der opstaar derfor glimrende samtaler, naar eksempelvis butiksekspedienter insisterer paa at tale et gebrokkent engelsk, samtidigt.

Det spanske var til lidt, men ikke megen, nytte, da vi besoegte Brasilien i ca. 2 uger. Ved Graensen mellem de to store lande ligger meget passende nogle af verdens stoerste vandfald, Iguazú, saa vi gjorde stop dér i et par dage. Indtog vandmasserne og drak lidt roedvin om aftenen. Fascinerende med den natur, altsaa. Det brasilianske eventyr fortsatte vi paa Ilha do Mel (Honningoeen, ikke helt klart hvorfor den baerer netop det navn). 5 dages strand og sol og vand og rom og cola. En lettere pludselig indskydelse, endnu et kig VAEK fra bankkontoen og et telefonopkald til et brasiliansk flyselskab gav os billetter fra Rio de Janeiro til Buenos Aires, saa efter raa afslapning var det ind i bussen og afsted mod Copacabanastranden, Maracanástadionet, Sukkertoppen, Sexen og Sambaen, eller hvad den by nu er mest kendt for.

Med kun to uger til det verdensberoemte karneval emmede byen lidt af fest og farver, og adskillige mere eller mindre planlagte gadeoptog fandt ofte sted. Med en staerk Caipirinha i haanden overvaerede vi bydelen Ipanemas udgave, mest af alt praeget af de utallige dragqueens´ konstante flirten med de mange kameraer. Simpel karnevalssamba blaeste fra horn og tubaer og stortrommer buldrede, mens saelgere af vand, cola og den brasilianske tynde oel Skol raabende snoerklede sig ind og ud af menneskemaengden.

Naa ja, Brasilien og Rio er ogsaa kendt for sin kriminalitet. Antallet af handvaaben og lommetyve skulle stige i takt med festligt omfang, saa vi lod kameraet blive paa Hostel Rio. Senere, da moerket faldt paa og vi bevaegede os fra det gaagadeafspaerrede omraade, ud i trafikken mod en taxi, skete saa det der efterhaanden er ved at blive en tradition, naar Nanna og jeg moedes i udlandet for at rejse sammen. Paa en ellers veloplyst og trafikeret gade, vendte fyren foran os sig om med en lille pistol, ussel af udseende, men dog en pistol, og fik i loebet af 5 sekunder vore to skuldertasker og var vaek sammen med sine to kompaner. Det hele gik meget hurtigt, og pistolen naaede ikke engang at skabe frygt. Bagefter var det naturligvis mere chokerende, men de ville jo bare have vores ting. Og hvilket udbytte! De blev de glade ejere af bl.a. ét letvaegtshaandklaede, een bh (nannas!, for at der ikke skal opstaa tvivl), 60 sider fra en Lonely Planet rejseguide, og et spil kort med motiver af reproducerede vikingeskibe, fra Vikingeskibsmuseet i Roskilde.

Vi gik derefter rundt med lidt flere mistaenksomme blikke, men noed alligevel den fantastisk smukt beliggende storby, et museum om den store brasilianske arkitekt Oscar Niemeyer, et museum tegnet af samme (Museum of Contemporary Art, der udelukkende indeholdt klassiske graeske buster, hmm), en fodboldkamp mellem Flamengo og Boa Vista, gode udsigter ,gode havbade og generelt godt storbyliv.

Men saa var det ogsaa rart at komme tilbage til Argentina til et godt maaltid paa Desnivel i San Telmo, Buenos Aires, et sted der efter to besoeg foeles som en stamrestaurant gennem et langt liv, og hvis boeffer og husvin faar en til aldrig at ville indtage andet (udover Iguazúvandfaldene, selvfoelgelig).

Vi spiller ind imellem kort, men synet giver ofte restaurationsejere daarlige nerver - en lov, baade her og i Brasilien, forbyder aabenlyst spil med pokerkort ved restauranterne. En manager foreslog os at vi kunne saette os op paa foerstesalen, i salonen, men saa serioes var vores dyst dog ikke... Han fik daarlig samvittighed over at have forpurret vores aabenlyse kvalitetstid og gav os en pose mate. Mate er de telignende knuste blade som alle drikker her. Et lille krus af trae eller af en udhulet calabas fyldes til randen og lidt meget varm vand haeldes saa i og man toemmer den paa tur. En rejsefaelle kunne dog fortaelle, at afhaengigheden er endnu stoerre i Uruguay. Her har man foelt det noedvendigt at indfoere en lov, der forbyder tilberedelsen Mate mens man koerer bil. Man maa da heller ingenting!
Apropos love og brasiliansk kriminalitet: En lov i Rio tillader nu biler at koere over for roedt om aftenen og natten, for at undgaa at saa mange bliver udsat for saakaldte "roedt-lys-roeverier"!

Jeg behynder efterhaanden at vaere godt maet af gode rejseoplevelser, og glaeder mig saa smaat til DK, selvom jeg lige nu i Mendoza heller ikke har noget imod at gaa ud i 25 grader og aftensol, her klokken halv syv.

Vi ses snart,
Kaerlig hilsen Kristian

søndag den 7. januar 2007

Rejsebrev - Buenos Aires, Argentina, Januar 2007

Flugten til Amerika

Dengang da jeg var en lille en,
Og havde begyndt min Skole,
Og havde faaet Støvler paa begge Ben,
Og kastet min Bluse-Kjole;

Da var jeg ikke saa from som nu,
Da havde jeg Ben i Panden,
Mit Blod var hedt, og ilter min Hu,
Jeg forstod mig kun lidt paa Forstanden.

En Middagstid mellem tolv og et
Engang var jeg rigtig i Vinden;
Med Næven knyttet og Hjertet hedt
Jeg stod, og med Taarer paa Kinden.

I Skolen jeg havde faaet et Nul
For de første Deklinationer,
Mama havde skændt for et lille Hul
Paa de Kasimirs Permissioner.

Og Bagerens Rikke, som før var saa sød,
Hun stod nu og lo ved Porten;
Hun havde mig lovet et Hjertebrød,
Det, saa jeg hun gav til Morten.

»Nej«, tænkte jeg da, »det er for galt!
Langt mer, end jeg kan udholde; —
Det skal de alle faa dyrt betalt,
Som mig denne Tort forvolde.

Nu flygter jeg bort til Amerika!
Og naar man saa er forlegen,
Hvor atter man faar en Peter fra, —
Ja — saa er Peter af Vejen.«

Forbavset min yngre Broder, Emil,
Gav Slip paa Pisk og paa Slæde,
Paa Ansigtet stod et usikkert Smil
Omtrent mellem le og græde.

»Ja, hør du, Emil! du skal gaa med.
Som Brødre vi bør holde sammen;
Her er ej længer vort blivende Sted,
Hist finde vi Trøst og Gammen.«

Den lille han saa paa de nye Sko,
Og glatted sin Bluses Folder:
»Hvor lang er vel Vejen, skal jeg tro?
Og mener du, Skoene holder?«

»Ja, længer der er til Amerika
End til Tante Lise paa Landet;
Men for at komme didhen herfra,
Man sejle maa over Vandet.

Men hvis man saa Farten overstaar,
Fortryder man aldrig Løbet:
Man faar til Foræring en Herregaard
Og Penge ovenikøbet.

Med Sølv er Hestens Hov beskoet
Og Vognens Hjul beslaaet;
Guldet det ligger dig for din Fod,
Du bukker dig kun for at faa 'et.

Konfektrosiner og Mandler der gro,
I store Duske de hænge
Paa Træerne sammen, to og to,
Og koste slet ingen Penge.

Brystsukkre du som Tvebakker ser.
Som Rugbrød Chokolade,
Med Sukkerkringler det hagler og sner,
Og regner med Limonade.

Og Frihed har man endnu dertil
Fra Morgen til Aftens Ende,
Man spytter paa Gulvet, hvor man vil,
Og lader Cigarerne brænde.

Man gynger den hele udslagne Dag
I dejlige Vuggestole,
Og det kommer an paa hvers Behag,
Om han gider gaaet i Skole!«

»Ja saa,« sa' den lille, »saa er det et Ord!
Nu er da min Rejse besluttet!
Min Appetit er just ikke stor
Til at komme i Instituttet.

Min Krydderkringle jeg henter endnu,
Den skal gøre godt paa Vejen,
Og saa den store Bibel, du?
Den, ved du jo, er vor egen!«

Med Billedbiblen i Favn han kom,
Mens Kringlen han bar i Munden; —
Saa stod vi lidt stille og tænkte os om,
Thi bitter var Afskedsstunden.

Vort kære, rolige Fædrehjem
Vi skulde for evigt savne. —
Da aabned' Mama sit Vindve paa Klem,
Og raabte paa vore Navne:

»Emil og Peter! hvor skal I hen?
Hvad gør I med Bogen paa Gaden?
Skynd jer nu straks herind igen,
Nu kommer Dorthe med Maden!«

Betuttede begge to vi stod,
Vor Rejse gik rent i Glemme,
Og uvilkaarlig lystred vor Fod
Den moderligt myndige Stemme.

Min Vrede nedslog hendes blide Røst,
Som Lynstraalen Egestubben,
Jeg drukned min Sorg og fandt min Trøst
Paa Bunden af Sagosuppen.

Af Christian Winther.

(Skrevet i San Francisco):
Det er i dag den 5. december og vi har ca. 10 dage tilbage i USA. Saa skilles vore veje, Asmund skal til Mexico og moedes med Sivi, jeg tager til Argentina og moedes med familien og senere Nanna. 6 uger er der vel gaaet siden et faellesbrev sidst forlod et amerikansk tastatur, det skete i Memphis, og meget er sket siden da, of course.
Hver dag er en oplevelse, hver dag staar vi op uden helt at vide hvad dagen vil byde paa, hvor vi vil vaere samme aften, hvad vi skal have at spise, hvem vi vil snakke med, osv. Det er saadan set det skoenne ved at rejse. Hver dag, eller i hvert fald ofte, loefter vi endnu en flig af det amerikanske taeppe, af Stars and Stripes, og aflurer normer, vaner, mentalitet, kultur, natur.

Vi koerer fortsat vor hvide skoenhed, vor Dodge RAM 150 Royal 1985 Van, den sluger fortsat den billige, men konstant dyrere, benzin med en glubsk appetit, men den koerer, og den koerer godt. Og selvom der har vaeret, og fortsat er, en del udgifter forbundet med at vaere bilejer (just nu staar den fx i et parkeringshus her i San Francisco til 26 dollars i doegnet...), har vi aldrig vaeret i tvivl om, at det er den bedste, ja den eneste, maade for os at se landet paa. Mange af de steder vi har vaeret ville det simpelthen ikke have vaeret muligt at komme til uden bil.

Siden Memphis har vi overnattet foelgende steder (I kronologisk raekkefoelge):
St. Francisville, New Orleans, Lake Fausse Point State Park (Louisiana), Victoria, Padre Island National Seashore, San Antonio, Austin, Fort Stockton, Big Bend National Park (Texas), Alamogordo, Santa Fe, Farmington (New Mexico), Gouldings (Utah), Flagstaff (Arizona), Veyo (Utah), Las Vegas (Nevada), Lee Vining, San Francisco ( Californien).

Moenstret fra sidst boer foelges (sikke mange oe'er...), saa mailen begynder med (skibet er ladet med):
BY:
New Orleans, The Big Easy, ramt af orkan Katrina i september sidste aar, 2005, og paa alles laeber siden, maaske med undtagelse af praesident boy george's. Han gjorde ikke en synderligt god indsats i dagene der fulgte naturkatastrofen, og skal man tro New Orleans' befolkning har byen desvaerre heller ikke vaeret paa hans laeber mange gange siden, betydende at der mangler rigtig, rigtig mange penge til genopbygningen. Paa et motelvaerelse et par uger efter NO saa vi showet Comic Relief 2006, hvor alle indsamlede beloeb gik til NO. I oevrigt et ganske interessant, om end plat, show, hvor vi laerte en del om amerikansk humor og isaer deres bizarre forhold til ordet 'fuck'. Ordet 'fuck' er ikke tilladt paa amerikansk tv, paa naer paa een kanal, HBO. Hvorfor ved jeg ikke helt, men saadan er det. Naa, men det betoed saa, at siden comedyshowet blev vist paa HBO, var det tilladt komikerne at sige 'fuck'. Hvilket de gjorde, uden undtagelse. Og naar de gjorde det, grinede publikum. Hvis et barn i en boernehave siger prut, saa griner de andre boern vel ogsaaa.
Showet blev samtidigt sendt paa en af de censurerede kanaler, hvor fuck erstattes med stilhed, hvilket unaegeteligt gjorde vittighederne noget "intetsigende"...

Back to Big Easy. Vi fandt et meget soedt par at bo ved via vores
couchsurfing.com website. Gabrielle og Cameron. De boede virkelig taet paa The French Quarter som udgoer centrum i byen. Ydermere fandt vi hurtigt ud af, at de skulle vaerte en stoerre fest dagen efter vor ankomst, i anledning af Halloween...

Byens centrum og tilstoedende kvaerterer var meget paene igen efter stormen, kun enkelte steder kunne smaa spor tydes. Vi noed de turistede gader i det franske, drak kaffe og kiggede paa de, for USA, meget gamle bygninger, hoerte en bid gadejazz og spiste et stykke Po'boy (lokal sandwich). Hoer Love and Theft med Bob Dylan...

Paa vej ud af byen et par dage senere koerte vi gennem det af orkanen haardest ramte omraade. Og det var ikke svaert at forstaa utilfredsheden med regeringens indsats - fuldstaendigt smadrede og forladt stod husene tilbage som tomme skaller i en spoegelsesby. Vi forlod den ogsaa.

------------------------
Vi skriver nu den 10. december, soendag aften, vi er kravlet ned ad kysten og ankommet til vort sidste stop paa turen, Los Angeles. 5 dage tilbage. Jeg har netop laest hvad jeg skrev i San Francisco, primaert om New Orleans, og erkender straks, at denne mail aldrig vil blive faerdig, hvis jeg ikke skaerer lidt i grundigheden. Ellers vil i fire maaneder efter min hjemkomst modtage et brev, der end ikke vil kunne ligge i jeres indbakke...

Saa, gennem Louisianas groenne sumpe, hvor vi saa skildpadder,alligatorer og hilste paa myg, til landets stoerste Stat foruden Alaska, Texas. Vi havde hidtil haft godt droen paa og ikke dvaelet i nogen by mere end tre naetter. Nu satte vi tempoet helt ned paa Padre Island National Seashore. 5 naetter paa en af de laengste, uberoerte sandstrande i verden, efter sigende. Uberoert var den i hvert fald. Det er sgu noget de er gode til Amerikanerne, at beskytte store omraader af deres natur, og det var noget de var gode til tidligt, saa der vitterligt ikke findes eet hus eller een fastfoodkaede i deres nationalparker. Paa Padre stod den paa boeger, gloen-ud-paa-havet, strandvandring - ren og skaer chillin'.

Gennem San Antonios til-aere-for-de-mange-turister kulissede, pussenussede Riverwalk bymidte og juletraespyntede megamalls (7.november), til Austin, hjemby for USAs stoerste universitet, University of Texas og derfor med en mere ung og reel stemning. Couchsurfing ved Rodrigo and friends, livemusik og sommerslentren.

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Aah, pis, det lykkedes ikke at faa affyret mailen i Los Angeles, hvilket nu efterhaanden er en maaned side. En el momento sidder jeg i Buenos Aires' dejlige bydel San Telmo.
OK, fra Austin, Texas er der langt til Argentina. Der er egentlig ogsaa ret langt til Los Angeles. Jo, vi saa noget paa vejen dertil, det gjorde vi. 1 maaned havde vi jo trods alt. Den var god, det var den. Meget, meget flot. Der er ogsaa historier at fortaelle, det er der.
Det er paa dette tidspunkt i mailen at jeg indlaegger et gran suspense. Det er jo ikke for sjov, at jeg ofte bliver sammenlignet med Hitchcock, vel. Suspense = Austin - Los Angeles.
Vi solgte bilen i LA. 1100 dallas. 100 mere end vi gav. Saa sagde vi farvel og tak og Asmund rejste til Mexico og jeg til Argentina. Efter 27 timers fly-og-lufthavnsrejse, over El Salvador og Peru, ankom jeg halv fem om morgenen til Hostal Sandanzas, hvor min naermeste familie gerne skulle vaere indkvarteret.
Fra gaden er doeren aaben, saa jeg gaar ind, og staar saa i en mellemgang. En ekstra doer med tremmer skiller mig fra hostellet. Jeg ringer paa klokken. Igen. Ikke en lyd. 30 sekunder passerer, der er intet at se inde i receptionen. Saa sker det. Det, der i gaengse sensationstermer bedst kan beskrives som "en staerk naturoplevelse", eller maaske naermere "en ud-af-kroppen-oplevelse". Jeg har ikke set min naermeste familie i to en halv maaned, jeg har koert 12781 km i bil tvaers over USA, floejet 9824.55 km (http://www.mapcrow.info/cgi-bin/cities_distance_airpt.cgi?city3=1477%2C100&city4=-1456711%2C01 ) over det nord-, mellem- og sydamerikanske kontinent, og nu, foran og over mig kommer min fader, i sydamerika bedst kendt som Peter, til syne i en hidtil uset og uhoert bevaegelses-paaklaednings-kombination, der nok bedst kan betegnes som "badutspring og boxershorts". Interessant ser det ud, men det lykkes ikke desto mindre denne mand at faa vaekket natportier'en og faa lukket mig ind til champagne og hyggelig modtagelse paa vaerelset - Argentina er skudt godt igang.
Her ville Hitchcock nok have lavet en saakaldt cameo, (http://en.wikipedia.org/wiki/List_of_Hitchcock_cameo_appearances ) en mere eller mindre synlig indtraeden i sin egen film. Jeg er endnu ikke kommet langt nok i mine studier af e-mail-hologrammets muligheder til at kunne lave en saadan, men for endnu engang at minde om Hitchcock, og bringe saa megen spaending som muligt ind i de danske stuer, indlaegger jeg her e-mailens suspense part II (Buenos Aires 17/12 - Buenos Aires 7/1)
Maaske loeftes der ogsaa flige af det Argentinske taeppe, af La bandera de la Argentina con el sol de Mayo, hvem ved?
Godt Nytaar oenskes i alle fra Argentina.
Kaerlig hilsen Kristian