Danmark i Mexico

Det blev søndag den 21. december og Jakob og Marie ankom planmæssigt til Den Internationale Lufthavn, vi tog til hotellet i bydelen Roma, spiste og drak en øl og jeg nød at kunne sige hej, hva', jajadenergodmedjer og så videre, bare sige alt på det gode gamle muddermål, ja og ikke mindst forstå alt. Ja, og jeg nød da også at få forsikret at jeg ikke havde glemt det gamle modersmål.

Det blev mandag den 22. december og Keld og Susanne ankom planmæssigt til hotellet i bydelen i Roma, vi spiste tacos og drak en øl og jeg nød at kunne sige hej Susanne, hej Papa, at kunne servere en mezcal, holde hof i suiten og være familiær.

Danmark har dog, naturligvis, været tydeligt til stede i det mexicanske mediebillede de seneste uger, og ikke kun for det gode. Topmødet kom og topmødet gik og Danmark blev glemt igen. I aftes så jeg så for første gang en reference til Danmark og det hele i det mexicanske bybillede. Det var i metroen, og med mobilos (selv ikke i Mexico klinger det ord særlig godt!) fik jeg taget dette foto, der egentlig meget godt opsummerer forventninger og håb før La Cumbre og resultater og desillusion efter.

Jeg kommer ik' ned !

Som ingen læsere af denne blog kan være i tvivl om, har jeg haft et godt halvt år i Mexico, og da semestret for et par uger siden var omme på universitetet, og der kun manglede en lille tids rejsen før livet i Danmark skulle begynde igen, tænkte jeg pludseligt stærkere end nogensinde før: Ah, jeg skal da ikke hjem lige nu! Og det skal jeg så ikke, for på den ene eller anden facon læser jeg også fag på UNAM i foråret og brygger på mit bachelor-projekt. Så har jeg tid til at blive bedre til spansk og lære mere om Mexico, og jeg har tid til at studere og forstå hvad der bliver sagt, og tid til .. mere tid. Flybilletten udsættes til juni, og flere mexicanske eventyr er i vente. 

Glædelig decembertid til Danmark, 

kærlig hilsen fra Mexico, 

Kristian

Rejse i Guerrero og Oaxaca

blog, skrevet søndag den 13. december klokken 23.55.
i bilen på vej til mexico df. pt mellem izucar de matamoros og cuautla.


Der er altid noget, der er første gang.
Det er første gang jeg skriver på computer i en bil, i en van med tre gode kammerater, i Mexicos sorte nat, med stjerner der hele tiden falder ned om ørerne på os. Stjerner, der fader; universets store prutter. Også alt har sin sidste gang, sin sidste sang. Que puta madre, otra estrella fugaz, siger Carlos, der sidder bag rattet og fører os så svinesikkert ad de gratis landeveje mod monsterbyen, som jeg nu kalder hjem. Vi hører U2, Carlos' cd, selvom Miguel siger at det er meget gay og at han får lyst til at tage mine korte, lyse jeansshorts på og danse energisk. Der er meget gay-humor i bilen. Vi er fire drenge på tur. Vi hører meget musik, der er bedre end U2.


Vi ser nu kun landevejens gule striber og truckernes røde baglygter, men det er okay, det er okay, for hele dagen har vi set de smukkeste, stemningsfulde landskaber man kan forestille sig. Fra Oaxacadalen og op i La Sierra, op i bjergene, på en god, men meget snoet landevej, på bjergkamme og med udsigter mod øst og vest til grønne bjerge og blå bjerge og lag på lag af skygger og silhuetter. Røde jorde som i Arizona, sprøde tortillas som i staten Oaxaca. Miguel bag rattet; han kører godt, men lidt for stærkt.


Sulten melder sig så småt (i eftermiddags), og jeg ser en landsby med en farverig kirke over et usædvanligt bemærkelsesværdigt goldt bakkelandskab; dér på toppen ligger den vindblæst ved verdens ende. Der må vi hen, og vi kører derhen. Spøgelserne er flyttet ind i adskillige af den centrale plads' omkransende officielle bygninger, men under en pavillon på torvet sidder dog tre gamle gubber og hygger sig med et par kopper mezcal.


Mad?, nej det er der sørme ikke noget af, men køb en øl og sæt jer ned. Hvordan pokker i vold er I kommet til dette sted? Hvor kommer i fra? Nå, ja, nej, men hvordan i Guds navn er i kommet hertil? Åh jaså, ah, nej, men helt fra begyndelsen, fortæl mig så hvad ved Den Hellige Jomfrus barm, der fik jer til at komme hertil. Ja, jeg kender også UNAM, jeg har arbejdet der i 34 år, nu er jeg pensioneret og er vendt tilbage til min landsby som jeg forlod for længe længe siden. Se, jeg gik i skole ovre bag de to døre dér. Nej, nu er der ikke længere nogen skole her, vi er for få i landsbyen. Åh, vi er vel en hundrede stykker i alt. Der er byfest fra den 6-8 december, vi fejrer La virgen de Juquila. Kom tilbage næste år, det er en stor fest. I år var der tre bandas der spillede den 8. I 2001 indviede vi det lille kapel ude ved vejen, jeg har en video jeg kan vise jer. En fornøjelse at møde jer, que les vaya bien.


(man finder landsbyen på den gamle panamerikanske landevej ca. 8 km syd for Nochixtlan i staten Oaxaca)


Vi køber Mezcal i Zacapantlan, af den gode kvalitet Topala, for vores første indkøb gik itu i baggagerummet og bidrog således blot med stærke alkodampe i vognen og et gennemvædet Simpsons-lagen. Tre gamle røvere nyder vist godt af gratis smagsprøver i butikken og slår øjeblikkeligt fast at vi må være sportsudøvere. Er i basketballspillere eller boksere? Godt spørgsmål, egentlig. Jeg udnævner Charlie til bb, og påtager mig selv æren som garvet bokser. Roman er god til at springe, siger vi. Så siger vi det. Så køber vi Mezcal.


(Mezcal er stærkt, men har ikke noget med meskalin at gøre. Det er alkohol brygget på Maguey-kaktussen, og står i mellem 45 og 60 grader. Det smager godt, men kan give en frygtelig hoved- og mavepine hvis man ikke passer på.)


Vi har haft nogle magiske aftener de sidste par dage. Efter fire forrygende dage langs kysten, ved strande med bølger og sand og fisk og øl, steg vi fra den meget ringe hengemte Puerto Escondido op i højderne, den klare, friske luft og de mange vistas hermosas. Vi stoppede for natten i San Pedro Juchotengo, og der var sgu byfest. Eller rettere, det var fredagen før lørdagen, hvor hele Mexicos Guadalupe fejres, og i SPJ var der såkaldt Calenda. Løg- og hornfest vil jeg uden tøven døbe begivenheden. Det lokale og velspillende orkester spillede op og de gamle mænd under store hatte og bag listige smil skænkede mezcal fra betragtelige plasticdunke. En dekoreret løgformet kugle blev roteret ustoppeligt i fire timer, mens den bevægede sig gennem byen i etaper af dans, musik og mezcal. Til sidst, på den anden side floden kom vi til det store udendørs alter, og der var dækket op for byens politikere og betydningsfulde mænd. De spiste Pozole (chilisuppe med kylling og majs) og drak Tepache (overgæret ananasdrik), og lidt efter lidt blev vi alle budt og der var mere end rigeligt, og der var stadig Mezcal i dunkene. Vi var et syn og et spektakel og vi var gringos: Hi, how are you? Where you from? Og de kender ikke danmark, men de kender heller ikke frankrig og de kender sgu heler ikke Europa. Canada?


En nat på langs ved flodbredden og så til Oaxaca. På tagterrassen af Posada Margarita slog vi telte op, om end vi denne gang måtte betale for det. Og vi gik endnu en spændende nat i møde, nu civiliserede i rent tøj og flot barbering: På Museo del Ferrocarril Mexicano del Sur, jernbanemuseet, står der en scene ude på de gamle spor, og de oaxacanske piger ser strålende godt ud hvad end de har på. Fra Makedonien er ankommet det Kusturicabenyttede, festivalbekendte og livslivlige balkanbrassband Kocani Orkestar, og fra Oaxacas bjerge er nedsteget La Banda Regional Mixe. Fire østeuropæiske mafiatyper i jeans og grimme t-shirts og tolv ponchoklædte indianere i sandaler. De spiller hver for sig og sammen og de spiller røven ud ad bukserne og da det hele på mere end én måde ligner en scene fra Livet er et Mirakel eller Sort Kat, Hvid Kat er de gamle togsæt meget meget tæt på at rokke sig mod syd, og trække scenen og os alle med. Det er genial.


Nu triller en sort Chevy Lumina i stedet roligt mod Distrito Federal, passerer ulidelige topes-vejbump nummer 99 og 100, undviger de anseelige kratere i kørebanen og vi er så godt som hjemme. Den lille rejse er omme.

Dagene løber som heste

... er en flot albumtitel af Jens Unmack. Flot var det også i Mexico City i dag, og jeg kunne se de to store vulkaner mod syd-øst, Iztaccihuatl og Popocatepetl, helt tydeligt. Det er selvfølgelig ikke Anna Rønnes La Paz, men sidde og tænke store tanker kan man nu alligevel hurtigt forfalde til med sådan et vue:



Desuden er semestret på UNAM omme, hvilket blev fejret med en herlig fest i fredags. Fotografen blev fuld, hvorfor billeddokumentationen fra aftenens videre løjer heldigvis ikke eksisterer. Men her et par gode hoveder:







Der er ikke flere lektier, og det er tid til at lege turist. Det prøvede jeg på mandag, men det gik rigtig dårligt. Alt var lukket fordi det var mandag. Så tog jeg et par billeder af byen i stedet for:

Talking 'bout a revolution

Det er 99 år siden den mexicanske revolution blev skudt i gang. Det var de gode tider, med Emiliano Zapato under sin hat, Pancho Villa på sin hest og gæve soldater med gedigne eskopetter. Man gjorde op med Porfirio Diaz´ 39 år lange diktatur, og indførte væsentlige reformer ang. jordfordeling, uddannelse og deslige...

Nu taler man igen om en revolution. Man gør det, fordi man lever i en meget milleniumiseret verden, hvor alt er digitaliseret og derfor består af pure 1- og 0-ere, men hvor alt der også visuelt indeholder pure 1- og 0-ere, er guld værd. Nu er det snart 2010, og nullerne skal gøres op. I Mexico er 2010 så altså 100-året for revolutionen og sandelig om det ikke også er 200-året for uafhængigheden fra de pinche spaniere (et to-tal går lige an i millenium-valoriseringen). Der er altså på papiret god grund til at snakke revolution.

Det er der også over papiret. Mexico er en korrupt og kriminel stat, ledet af et oligarkisk tyranni baseret på års egoisme, og holdt i live af en overdrevet demagogisk statspropaganda. Man tager fra de fattige og giver til de rige, men siger det omvendt, og det virker. Landevejsbillboards, radio- og tv-spots, og de korrumperede kæmpekanaler Televisa og Azteca in general hylder i gode slogans og gyldne argumenter regeringens indsats for alt fra landeveje til kvalitetstortillas. Man giver gaver til folket i form af ekstravagante lysshows i centrum, og fra d. 28. november: Verdens største juletræ på Avenida Reforma - 113 meter. Der skal lige tre facts på bordet om hvad Mexico har: a) 110 millioner indbyggere. b) Over 40 millioner under fattigdomsgrænsen. c) Carlos Slim - verdens pt tredje rigeste mand.

Den lille præsident, Felipe Calderon, valgte om aftenen den 10. oktober, mens landet fejrede kvalifikationen til VM 2010, at lukke for det statsligt ejede elselskab Luz y Fuerza del Centro - det er dem der strammer op på Mexico Citys løsthængende ledninger. Sådanne ledninger har Mexico City mange af, og derfor resulterede lukningen i fyringen af 44.000 elarbejdere, plus uheldige konsekvenser for over 20.000 pensionister. "Effektivisering", "urentabelt" og nødvendigt" var ordene der benyttedes af den lille præsident i forklaringen den følgende mandag.

Om torsdagen, og igen på månedsdagen den 11. november, blev Zócaloen - den meget store, centrale plads i byen, fyldt med vrede elarbejdere fra LFC og solidariske støtter (150.000). Demonstrationerne blev organiseret af SME, Sindicato Mexicano de Electricistas, Elarbejdernes Fagforening. Det er en historisk meget stærk fagforening, og en historisk meget socialistisk og anti-regeringsvenlig fagforening, der nu ikke længere har helt så meget at have deres forening i. Man siger, at SMEs styrke har været en af hovedgrundene til at LFC blev lukket - regeringen har villet splitte forbundet. Et andet betydningsfuldt emne har været muligheden for at privatisere sektoren, som man har gjort det med et væld af øvrige sektorer i løbet af de seneste årtier, og særligt efter systemskiftet i 2000, hvor partiet PRIs 71-årige regeringsvælde blev brudt af partiet PAN - det er den lille præsident Felipes parti.

Man taler om en revolution, fordi regeringen bare sådan fyrer 44.000 aktive arbejdere. Og fordi en million (mere) er blevet arbejdsløse i løbet af denne regerings tid på tronen. Og fordi Mexico er det land i Latinamerika med den største stigning i antallet af fattige i løbet af 2009, så der nu er mere end 41 millioner fattige mexicanere, det er 38,8 % af befolkningen. Og fordi man kunne blive ved med den slags fuldstændigt ekstreme, men faktuelle oplysninger.

Alt dette er ikke noget nyt, men nu taler man altså om en revolution (og det gør man!: undervisere og studerende på uni, i klummer og læserbreve i avisen) - om ikke andet.

HISTORISK ARBEJDSLØSHEDSNIVEAU - "Det er jo uretfærdigt - Og hvor

skriver de om de historiske niveauer i Fattigdom, i Devaluering, i Vold, i...?"

FYRET - "Nu mangler jeg bare at fyre 80 millioner mexicanere"

SME oldschool!

NB! Jeg er blevet gjort opmærksom på at min analyse af den mexicanske klassekamp, syndikalisme og præsidentproblematik ikke er fuldstændig, eller fuldstændig korrekt. Men den er der.

Hvis jeg lærer mere, opdateres.

På Studietur

Jeg fik lejlighed til at tage med en fotoklasse fra UNAM på feltarbejde i den central-nordlige stat Guanajuato, og det var sjovt og godt og flot, og det blev satme fotograferet! Her en snas; der vil løbende komme flere til.

Kh Kristian

Día de Los Muertos

Mexico er berømt og berygtet for mange forskellige ting. En af dem som i mine øjne hører til de mest flatterende er fejringen af de døde og begravede i November. Man mindes sine kære ved at klæde sig uhygeligt ud i skelettøj, ved at spise sukkererede miniaturekranier, ved at ophænge guirlander med alskens død og rædsel og ved at besøge, dekorere og skabe liv på kirkegården. Dét foregår i løbet af dagen den 1. november og natten til den 2., som er den nationale og hellige De Dødes Dag. At døden og de døde på denne måde ikke forties eller tabuiseres, men - i hvert fald mindst en gang om året - festligt mindes og genoplives er en tradition så smuk og fantastisk at jeg straks ville indføre den hvis jeg var Statsminister...

Jeg har været i Mexico før, men aldrig i november, og har derfor længe set frem til denne dag. Researchen omhyggelig: Hvor i landet kunne fænomenet bedst opleves? Svaret klart og nærmest enstemmigt: Pátzcuaro og øen i søen, Janitzio. Guidebogen sagde det, internettet sagde det, min lærer sagde det og det begyndte at klinge hult i mine ører, for ville resultatet ikke blive et turistmekka amok? Og mon ikke det bare var flot og fantastisk på den ikke-fede måde? Da de seje på uni også sagde god og go for Hra-nit-zi-o stod det imidlertid klart; Vi måtte afsted, franskmændene Miguel og Roman, og jeg. Rejsen blev købt. Et bureaus sedler på uni reklamerede for en billig tur-retur til Pátzcuaro - afgang fredag aften. De Døde, her kommer vi!

Før fredag er det dog torsdag, og torsdag blev begivenhederne skudt i gang på universitetets centrale campusområde, som traditionen tro (siger de til mig) byder på såkaldte MegaOfrendas: Store, farverige altre til ære for de døde - kirkegårde og grave, skeletter og kranier, sorte katte og hvide spøgelser. Årets tema var Edgar Allan Poe, og det hele så såmænd meget godt ud der på den store plæne mellem fakulteterne. Det var en udstilling, et udendørs museum, og spændende som sådan, men blot en forsigtig føler på hvad det hele drejede sig om.

Fredag formiddag, næste bid af kagen: Da jeg kom hjem fra skole legede to drenge på gaden, og den ene var genialt klædt i skeletheldragt. Jeg hentede fluks mit kamera og ville dokumentere denne Mexico-forbereder-sig-på-de-dødes-dag historie. En barnepige vågede ved vejens kant, og jeg bad høfligt om tilladelse til at tage et billede. Onklen kom ud af huset, og jeg bad høfligt om tilladelse til at tage et billede. Jeg fik den ikke. "Det er farligt", sagde onklen, "ved du hvorfor?" . Næ, måtte jeg indrømme, det kunne jeg ikke se noget farligt i. "De Pædofile!", forklarede onklen mig, og mens jeg prøvede at forklare at det var til brug i en seriøs artikel om at Mexico-forbereder-sig-på-de-dødes-dag følte jeg mig, under Onkels blik, stadig mere og mere pædofil og kriminel og ond og jeg sagde farvel og tak og gik min vej.

Fredag aften, i årets allersidste Mexico City-regn (jeg tror det, og det holder stadig stik) skulle transporten afgå til allerede nu famøse Pátzcuaro. Vi lagde ud med en omgang sædeforvirring (det kan lyde perverst, ja nærmest pædofilt, men er det ikke), overbookning og alligevel ikke, to timers forsinkelse og en chauffør der glemte at opkræve 70 % af betalingen for vores billetter. Afsted i natten; altid skønt med søvn præget af 120 graders hoftebøj. Klokken fem registrerede jeg at vi holdt stille ude på landet og at himlen var fuld af stjerner. Klokken seks registrerede jeg det samme. Lidt senere, at vi kørte i meget høj fart inde i byen, i en tunnel fuld af flot lys. Vi samlede nogle piger op som jeg godt kendte, og vi havde en fest. Klokken syv registrerede jeg at vi stadig var ude på landet og at det andet var en drøm. Fuck. Klokken otte stod vi op og spurgte Qué pasa!??, og det var her, på landevejen i den kolde morgen, at det hele gik op for de tre extranjeros, der tror de ved så meget når de egentlig ved så lidt.

Rejsen til Pátzcuaro var en tre dages organiseret busrejse med halvtreds procent studerende fra UNAM og halvtreds procent repræsentanter for Familien Mexico. Stoppet på landet var nøje planlagt og beskrevet i det program vi nu fik fingre i. Vi, Det Nye Fællesskab, ventede nemlig på at de termiske bade Los Azufres skulle åbne klokken ni. Det gjorde de så; et sørgeligt, svovlstinkende, pølsforbandet badeland programsat til at bestjæle os seks timer af vores ophold i Pátzcuaro. Roman siger "Det ligner noget fra 70'erne", Miguel konkluderer "Lad os hoppe over hegnet og gå rundt om den flotte sø i stedet". Vi fandt øl og fanTAStiske tortillas i et gammelt træskur på den anden side søen, og vi blev glade og tilfredse.

Natten skulle så tilbringes i Pá.. nej, i Morelia, og dén ville vi gerne se. Det er en lille mexicansk by med en halv million indbyggere, og om aftenen var der byfest, for de døde kan ikke få nok (de får jo faktisk for lidt 364 dage om året, i Morelia 363). Menneskemængden foran den store katedral tydede godt: Illuminaciones hviskedes det, en nedtælling på storskærme var i gang, 25, 24, 23 ... 3, 2, 1 .. : (K forestiller sig storslået fanfare fulgt af amaazing illuminationer af kirken) "Morelia blev grundlagt i det herrens år xxxx, Morelia bla-bla-bla". Fanfare: (K forestiller sig storslået fanfare fulgt af amaazing illuminationer af kirken) "Denne katedral blev grundlagt i det herrens år xxxx, den er xx meter høj og bla-bla-bla". Og nu: Fire flade raketter plus to diodelygter på klokketårnet. Men så: Personligt høj-humoristisk højdepunkt, for: Til tonerne af regionalistisk powerpop med en god melodi, "Moreeeeelia, una gran ciudad para un gran país // Moreeeeelia, una gran ciudad para un gran país".

Vanlig morgenforsinkelse og så afsted til - hm, hm - Pátzcuaro. Vi er der tidligt og har hele dagen for os. Flotte, omend uhyggeligt religiøse, træsnit langs vejen mod centrum. Flot centrum, fantastiske gamle, lave bygninger med hvidkalkede vægge og rødbrune tegltage med tegl i to lag og massive trædøre, af hvilke de åbne afslørede decideret smukke og rent ud sagt hyggelige indre patioer. En gammel guitarekvilibrist i et telt og frisk fisk fra søen under en gul presenning på markedet. En pludselig strøm af mennesker ellers uden for centrum leder til kirkegården, el panteón. Her er der liv! Ved indgangen sælges blomster, og en pyramide af blikdåse kalder ved første blik på at blive tyret ned af en tennisbold fra min hånd, men der mangler små drenge og tennisbolde, og blikdåserne sælges af en gammel mand til yngre damer, der sætter blomsterne i dem på gravene. Indenfor murene er drengene, de sælger vand i spande og de vil rengøre din mors grav for en femmer. Der skrubbes og skures, man går jo ikke til fest med voks i ørerne, levende som død. Orange og purpurrøde blomster er the sacrifice of choice, men nær stien står to colaer hos døde hr. Gomez - det kunne han nok godt lide i sin tid på jord. Det kan han vist stadig, for på vejen ud er de væk (gammelt minde: På ligeledes mystificerende vis berettede den meget tykke, men meget sjove og vidende guide på Assistens Kirkegård under 3.g studieturen anno 2003, at der somme tider stilles en flaske billig whiskey på Onkel Dannys grav, og at det mærkeligt nok, som natten går, altid synker betragteligt i de gyldne dråber). Kirkegården er et tætpakket mylder. Ikke blot af glade familier, der pynter og pludrer, men også af grave, og pludselig har jeg trådt hr. Sanchez, der blot ligger under en jordbunke, lige i klokkeværket, og vi lister stille videre og ud og væk. Oh, De Dødes Dag.

Vi hopper på en lancha til Janitzio om eftermiddagen og bestiger øens top for at besigtige det enorme topplacerede monument. Vi gætter på det er Miguel Hidalgo (Mexicos selvstændigheds udråber, 1810) eller Benito Juarez (den stort moderniserende præsident, 1858-1872) for det er det altid, men det er José Maria Morelos. Natten og kulden kommer og vi varmer os på til formålet uduelige Micheladas - en spændende mexicospecialitet bestående af øl, salt, lime og chilipulver - og til formålet meget virkningsfuld Charanda - billig lokal variant af sukkerrørsbrændevinen, 13 kroner, 35 grader alkohol, 70 cl. Den er god i kvædepunch som sælges fra åbne bål nær vandet. Vi bliver fulde, og godt det samme, for der er alt for mange dumme turister, der har læst, hørt og set at Janitzio er det mest traditionelle sted at fejre de dødes dag i Mexico. Min bare. Pokkers til os turister. Den lille kirkegård er så stuvende fuld at jeg ikke engang overvejer at gå derind. Jens Lohmann gik derind som turist, og han har skrevet en lidt underlig og ikke helt god kronik i politiken om dét, 2/11. Vóres båd glider uden problemer hjem og det lykkes os at undgå at rykke ind i hinanden..!

Næste dag besøger vores bus to mindre og mindre interessante byer, og så kører vi endelig hjem til DF [de-effe], og vi slipper for toilettets stank og Harzenturismerejseformens klamme hånd og bånd. Den kirkegård i Pátzcuaro var mit højdepunkt. Janitzio mit mareridt (selvom vi havde det sjovt).

Lohmann siger, at det måske er bedst hvis vi turister slet ikke blander os i denne flotte familietradition. Det er jeg sikker på er bedst, og således er det måske meget godt at vi alle sammen bliver lokket ud på den lillebitte ø Janitzio i søen Pátzcuaro. Så ved mexicanerne hvor de har os.