Mit fakultet, Facultad de Ciencias Politicas y Sociales, spreder sig over et større areal. Undervisningsbygningerne er systematiseret fra A-F og mellem dem fylder åbne pladser, træer og stier op. Det er et større område. Vertikalt kan man tale om seks niveauer af mit fakultet. Undervisningsbygningerne ligger øverst og er på fire etager (0-3). På tredje kan man, når man har time omkring solnedgang, på en klar dag, lade tanker og koncentration flyve langt, langt væk, mens man måbende ser ud over Mexico City og en rødligt oplyst, snebeklædt kæmpevulkan på over 5200 meter, ca. 80 km mod sydøst. Det er vulkanen Iztaccihuátl - Den Sovende Kvinde. På anden sal kan man ikke se vulkanen, men mellem anden og første er til gengæld herretoilettet. I bygning B mangler et af pissoirerne på væggen og i stedet er det humoristisk tagget: Duchamp Was Here. Nede på nulte kan man fra bygning A og B træde direkte ud på Øvre Esplanade (Ingen MMM-indflydelse her, blot en direkte oversættelse af Explanada Alta), hvor den største, og ofte ganske imponerende, koncentration af studerende er at finde. Det er centralt mellem undervisningslokalerne og biblioteket, og desuden kan man fornøje sig med tilbud fra følgende boder: Pirat-dvd-boden, kiosk-boden, kaffe-boden, dessert-boden, foldede-tacos-i-en-kurv-boden (Tacos de canasta), enchiladas-boden, hjemmelavet-is-boden og hippie-sandwich-boden.
Man kan gå ned på Nedre Esplanade, hvor der er mere plads og luft og hvor en masse massive stenborde med stenstole (det er cement) byder velkommen (samt kioskbod #2 og pirat-dvd-bod #2). Det er det femte niveau man her befinder sig på. Men jeg vil skrive mere om det sjette.
Man går forbi auditoriet og ad den korte sti ned over lavastensklipperne og så er man ved Las Canchas, fodboldbanen. Der er kun én bane, men den konsekvente brug af flertalsformen har nok bidt sig fast fordi det lyder bedre. Jeg tror aldrig der har været mere end én bane. Det er en asfalteret fodboldbane på håndboldbanestørrelse, men lettere deform og nedslidt. Der står to femmandsmål med hullet net. Det er Las Canchas, og det er et sted, der holder en position helt for sig selv på fakultetet. Pga. fodbolden, typerne og alt det der ellers foregår her. Ved banerne er der næsten altid en fodboldkamp i gang, og antallet af mexicanske studerende der har brugt flere timer her end i bygning A-F tilsammen, er uden tvivl imponerende. Niveauet er tilsvarende højt og man kan som fodboldglad dansker godt blive lidt sørgmodig over aldrig rigtig at have fundet Las Canchas ude på KUA. Men nu er jeg i Mexico og jeg finder her på andet semester ofte vej til nedre boldbaner.
Da jeg kommer i dag torsdag klokken ét er det sædvanlige line-up endnu ikke helt fremmødt, men i løbet af den næste time er de på plads. Der bliver rullet en joint eller flere og drukket en øl, og man udfordrer hinanden i fodbold. Fem mod fem. Der er to typer kampe. Den almindelige og mest udbredte er Reta - Udfordring - hvor det vindende hold bliver på banen og tager mod nye udfordrere - til man taber. Der spilles først til to mål. Det kan spilles fra morgen til aften, og det bliver det. Den anden type kamp er Torneo - Turnering. To halvlege af tyve minutter. Den organiseres hvert semester og gik i år i gang i sidste uge. Der er ca. 24 hold tilmeldt i år, jeg spiller med på holdet Los Olvidados - De Glemte (og titlen på Luis Buñuels mexicanske mesterværk fra 1950). Jeg spiller med Miguel og Romain fra frankrig, min underviser Fabian, Pablo og Carlos. Efter at Reta-kampen er forbi, går vi på banen.
Vi møder i dag Los Hooligans, og vi lægger godt ud. Er bagud 3-2 ved pausen, men udligner to sekunder inde i anden halvleg. Det er et hattrick af den unge dansker, der i dag er sendt frem i angrebet. Dette tredje mål smyger sig ind helt oppe i sammenføjningen, og den unge dansker vender sig tilfreds om mod holdkammeraterne og synes ud af øjenkrogen også at skimte imponerede ansigter hos de unge piger, der ser kampen. Eller er det den tynde luft, varmen og solen der bager ned, der har fået bugt med ham og spiller et pus? Han scorer ikke flere mål, og pigerne er væk da han bagud 3-7 igen kigger op. Los Olvidados taber 9-4 og efter at have brændt en stor chance mod slutningen bliver den unge dansker sågar kaldt for Lille Dukke af den parerende målmand. Muñequita, siger han. Røvhul, mumler jeg, men på dansk. Ellers hygger vi os fint.
Efter kampen drikker vi en kølig pilsner, og jeg har tid til at kigge lidt rundt. Las Canchas er også fast tilhørssted for en række skæve typer. De er lidt ældre end den gennemsnitsstuderende og er en flok bestående af nogle UNAM-arbejdere (gartnere, vagter, mv.) og venner og bekendte, drukkenbolte og sære snegle, der bare hænger ud. Der bliver drukket en øl og spillet kort, og man ser på fodboldkampe og en del spiller også selv med i ny og næ. Ingen er generet af den flok, og de hygger sig, ser det ud til. De bruger ikke bare det meste af deres tid ved Las Canchas, de bruger al deres tid. Que onda güero, siger de, når man går forbi dem - Ik' så meget, plejer jeg at svare.
Om fredagen er Las Canchas et endnu livligere sted. Turneringsfodbolden slutter klokken fire - og til de sidste kampe er der altid mange mennesker - det er jo fredag. Der er også mange øl og mange joints. Rigtig mange joints. Eller tærter, som vi siger, for mange mexicanere ruller virkelig nogle ulækre, fedtede og flade joints uden filter. For mange er Las Canchas fredagens fest, hvis man ikke har en fest i vente. Mange bliver til sent, og sender på skift en stafet af sted ned til metroen for at købe Caguamas - de store 1,2 liters øl i glasflasker. Man må ikke drikke på universitetets grund, men på mit fakultet er der et liberalt forhold til den regel. Dog, når en vagtbil en sjælden gang i mellem kører op ved siden af banen, bliver øl og deslige hastigt og respektfuldt gemt væk til vagten er kørt og festen kan fortsætte. Det er et spil hvor alle parter ved hvad der foregår, og det er så fint.
¡Que viva Las Canchas!
