Verdens kedeligste lærer

Min første undervisningsdag på uni havde jeg gode oplevelser om formiddagen, men denne senere ud på aftenen:

UNAM-oplevelse: Procesos de comunicación e historia mundial, mandag aften, d. 10. august, kl. 20-22.

På dette ukristelige tidspunkt for en undervisningssession troppede jeg op sammen med en større flok 5.semesterstuderende - stadig på den obligatoriske del af uddannelsen, og umiddelbart ret umodne og ugidelige. Vores tålmodighed blev da også sat på prøve, da underviseren valgte at komme femogtyve minutter for sent. På sin (helt personlige, ejendommelige) vis prøvede han måske at kompensere for dette ved at gå lige på og hårdt. Ikke noget med goddag, velkommen, godt at se jer eller bare mit navn er Romero, og jeg skal undervise jer i år. No. Med monoton, dyb mumlen, og skildpaddende spankuleren frem og tilbage foran tavlen begyndte han at fortælle om fagets indhold.

Konstant stillede han dog sig selv spørgsmålet: hvad handler faget i øvrigt om ?, og det virkede virkelig som om han ikke kunne huske det og skulle hive det frem fra hukommelsen langt langt væk, i hvert fald fra før sommerferien. Han var lille, tyk og umiddelbart ved at falde i søvn, ligesom vi andre var det, bortset fra de fnisende, småsnakkende unge piger, der heller ikke just øgede det intellektuelle niveau i klassen.

Rummet var 5x5 meter stort. Betonvægge og flisegulv; ekstremt dårlig akustik. I loftet 6 lysstofrør, og under dem 40 plasticstole m. påmonterede plastic"borde", og i dem 40 elever. Når maestroens spankulierplatz fratrækkes giver det under en halv kvadratmeter til hver. En pige, der fra starten så mere uengageret og ungdomssløvsindet ud end de øvrige, havde strategisk sat sig lige ved udgangen, og der skulle da også kun gå 15 minutters dræbermonolog før hun forlod lokalet. Eller forsøgte. Nu viste det sig nemlig at døren ikke umiddelbart kunne åbnes indefra, og den uundgåelige tanke stod klart i samme sekund: HAN var djævlen, lokalet Helvede og nu var vi færdige. Det ville også være den eneste logiske forklaring på at han efter alle disse år fortsat var underviser hér.

Den forklaring ville såmænd have gjort ham, om ikke andet, mere interessant. Nu hjalp han ukommenteret og uanfægtet pigebarnet ud, komplet indifferent med om der var 40, 39, 2 eller ingen tilstede i lokalet. Hans øjenlåg var så tæt på lukkede, at han formentlig ikke kunne se forskel, ligesom den heftige pludren i klassen ikke lod til at trænge ind gennem ørevoksen. Dog hørte han godt da hans telefon ringede, og han svarede den og tog sig sin tid.

Et sted derinde bag gardinerne har han måske indset at der kunne eksistere individer, der ikke fandt hans undervisning så spændende at de gad følge den. Han havde et middel mod denne indsigt. Gentagne gange kom han således ind på emnet: "Og hvorfor skal i så studere dette fag? - Fordi, det er svært at få arbejde. Der er ikke meget arbejde. I skal ikke regne med at få arbejde. Derfor skal i læse, læse, læse, studere, studere, studere og følge med i mine timer. Her i klassen skal vi analysere tekster og måske være kritiske". Efter 35 minutter mente han at have introduceret faget tilfredsstillende, og med uændret tone sluttede han af vi ses på torsdag.
Det gør vi ikke, for jeg er heldig og kan selv vælge mine fag, men interessant var denne aften såmænd i sig selv. Puta madre!