Rejsebrev - Mexico, maj 2005

Mexico City, 11. maj 2005

Kaere alle

Rejsen lakker med hastige skridt mod enden. Naar jeg om 2 dage saetter mig i

boeing 747 - flyet mod London Heathrow er det den 13. maj, og noejagtigt 5

maaneder siden samme rute blev tilbagelagt, om end omvendt. Nu glaeder jeg mig

til at komme hjem. Og naar jeg kommer det glaeder jeg mig til at se jer alle

igen, til at hoere nyt og fortaelle.

Men jeg vil nu ogsaa skrive den sidste faellesmail, om Mexico-liv i de sidste

4 uger. Saa faar jeg rundet disse breve af paa ret vis. Igen, hvor er jeg,

hvilke omgivelser? Paa tagterrassen af Hostal Moneda, delvist internet,

delvist restaurant og bar, stoppet med unge rejsende. Et bord danskere bag

mig, 2 japanere i hjoernet, en tjekke, en kroat, englaendere, tyskere osv.

Hostal Moneda, blot et stenkast fra Zócalo'en, den store centrale plads, hvor

det Mexicanske flag vajer i groen, roed og hvid og hvor oernen sidder i

kaktussen med slangen i naebbet.

I San Cristobal for en maaned siden moedtes jeg med de andre fredsvagter.

Tobias og Mette Marie fra fyn, saamaend, Nina fra Tyskland, Christoph fra

Schweiz og Carlos (Charles) fra Canada. Med de to sidstnaevnte tog jeg onsdag

den 13. afsted fra San Cris med retning mod det lille landsbysamfund

(comunidad) K’an Akil. Vi var gennem to dage blevet briefet paa

menneskerettighedskontoret FrayBA i San Cris om vores opgave og den aktuelle

situation paa det sted vi skulle hen. Gennem laesning af rapporter fra

tidligere udsendte grupper vidste vi foelgende om K’an Akil: Meget lille

comunidad paa 25 personer i alt, alle er zapatister. 500 meter fra dem bor en

bevaebnet, paramilitaer gruppe paa 6 maend. De skyder jaevnligt i retning af

K’an Akil for at skraemme maendene fra at arbejde i marken.

Fredsvagternes primaere opgave er at foelge dem til den naermeste landsby, for

naar der er fredsvagter med sker der ikke noget.

Vi saa alle frem til oplevelsen med spaending og jeg med en vis portion

sommerfugle i maven. Hvad var det for et sted, hvordan var de, hvor farlige

var de paramilitaere, hvor mange militaerposter ville vi blive stoppet af paa

vej dertil, og hvor mange gange ville vi blive noedt til at stikke en loegn om

hvad vi havde gang i ???

Med colectivo-minibusser og skramlede 115’ere kom vi afsted. Vi skulle ikke

den direkte vej til K’an Akil. Zapatisterne er organiserede og de holder ogsaa

styr paa fredsvagterne. Deres omraade i Chiapas er delt ind i 5 Caracoles,

sneglehuse, samlingscentre. Under hvert af dem hoerer saa en raekke Municipio

Autónomos, og under dem hoerer saa fx K’an Akil.

Vi tog altsaa foerst til Caracol Morelia og talte med La Junta del Bien

Gobierno – Raadet for den Gode Regering. Saadan et raad er der i hver caracol.

Det bestaar af 2 repraesentanter fra hvert municipio og udskiftes hver uge.

Derfro var det heller ikke erfarne folk det bestod af, og det tog sin tid at

faa godkendt vore pas og vor grund til at vaere der.

Efter at have ventet en nat i to smaa byer mere, paa et medlem fra K’an Akil

til at foelge os derop, kom vi paa 4. dagen frem. Vi forlod grusvejen og gik

15 minutter ad en lille sti opad, og kom til K’an Akil. Det er Tzeltal,

sproget som tales der, og betyder Gule Bakke. Over de smaa traehytter stod den

store bakke med majs- og kaffe. Der var roligt, ingen biler til at forstyrre

idyllen, kun naturen, og saa hoensene.

Vi var der 10 dage. Her foelger uddrag fra min dagbog som jeg som altid

flittigt (af lyst) foerte ajour:

Soendag den 17. kl. 12.37:

"... Der bor ca. 30 personer i K'an Akil. 7 maend, 6 kvinder, 17 boern. Det

varierer vist lidt, for nogle af dem er af og til i Chilón, men ca. 30. Der er

kirken, 3 koekkener og saa nogle hytter. Der er 2 cementerede

kaffe/majstoerrepladser som i denne tid bruges af boernene som boldbane.

Drengene skyder med slangeboesse og er ekstremt dygtige! Marco paa 14 ramte

paa 15-20 meter en lillebitte spurv paa en gren hoejt i et trae, uden at den

dog faldt ned... De skyder vist mest efter egern, som de spiser, og jeg ser

saadan frem til en god egernpoelse. ..."

Soendag den 17.kl. 21.18:

"Det er blevet moerkt i K'an Akil. Man kan ikke sige at roen har saenket sig

over stedet, for her er altid roligt. Om dagen hoeres lyde af fugle, haner og

menneskestemmer. Nu er der hunde der góer, chikader der synger og saa den

lille baby der hoster noget saa forfaerdeligt.

.... I morgen tidlig er vi blevet bedt om at foelge een af kvinderne ned til

vejen. Hun skal til doktoren i Yajalón med det syge barn. Ja, de ER altsaa

virkeligt bange for den paramilitaere gruppe her. ... Sikke soede boern.

Nysgerrige og fraekke. Soede. Alle. Ingen plagen eller brok som i boernehaven.

Fantastiske ansigter. Pigerne med de store oejne og sorte, uglede,lange haar.

Drengene - der er kun 2 store, paa 10 og 14, og et par helt smaa - med huller

og lapper paa bukserne og slangeboessen parat til skud. ..."

Tirsdag den 19. kl. 20.47:

"... Nu hoster ungerne her ved siden af i kirken. De hoster deres lunger ud og

det lyder noget saa forfaerdeligt. Maake fryser de om natten. Maaske har de /

bruger de ikke nok toej naar det er koldt. Maaske er det pga. de altid bare,

smaa foedder. Naar livet hver nat lyder saadan, saa er det altsaa ikke sjovt.

...."

Torsdag den 21. kl. 22.25:

"... 2 lange spil skak i dag (jeg havde snittet et helt saet skakbrikker...).

Uafgjort med Carlos. Han er nok en bedre skakspiller end jeg, men jeg skulle

helt klart have vundet. Og saa et bittert nederlag til Christoph til aften.

Her foerte jeg stort, men blottede mig til sidst i min iver. Aev. Det er

hyggeligt, men lige nu har jeg faaet nok og stemmer for kortspil i morgen.

...."

Loerdag den 23. kl. 13.45:

"... Det slog mig i gaar - haardt - at mens vi er her har vi ingen idé om hvad

der sker ude i verden. Den 14. april kunne Osama Bin Laden have bombet Det

Hvide Hus i Washington til stoev, og jeg er ret sikker paa at vi her 10 dage

efter - i K'an Akil - ikke ville have hoert en lyd. Carlos siger, at man

siger, at naar maanen er fuld - som den bliver det i aften - saa er verden

kompliceret. Jeg tror ikke det gaelder her. Livet ER simpelt. Det drejer sig i

hver fald om simple ting. Om at spise tortillas og boenner. Om at arbeje i

marken, paa at lave en koekkenhave, kloeve braende eller male majsmel. At tage

til Chilón en gang om ugen og drikke sig fuld. At gaa i bare foedder. Osama

kunne bombe hvad som helst eller hvem som helst hvor som helst, og livet ville

ikke aendre sig her. Verdenskaffeprisen - jo. EZLN vs. Den Mexicanske Haer -

konflikten - jo. ..."

Loerdag den 23. kl. 19.12:

"... Jeg er so far champ i chess. Sejt. ..."

Soendag den 25. kl. 20.32:

"... I dag begyndte jeg virkeligt at kede mig. Gad ikke laese, gad ikke

snitte, gad ikke spille skak. Hvad goer man? - Bruger foest 30 minutter paa at

klatreopi 2 traeer, tager derefter en rask fodboldkamp med Marco, Ruben,

Christoph og Blancaluz. ..."

Jeg skrev 35 siders dagbog mens vi var der. Blot et uddrag.

Det var en stor oplevelse. Det gav et indblik i det liv man laeser om og

hoerer om,og som saa mange mennesker lever. Dette simple liv, som i Chiapas'

bjerge leves med megen stolthed og oprejst pande. Fattigdom? Naar der ikke er

raad til medicin, til en seng over gulvet, til mad naar hoesten slaar fejl,

til at boenene gaar i skole, saa ja. Men ellers er det blot et simpelt, men

ikke fattigt liv. For de har det godt, de kan grine, boernene kan lege,

maendene spille musik, de kan spise deres gode tortillas og laekre boenner og

nyde naturen og roen. Men skal man have ondt af dem og blive gal naar

regeringen ikke sikrer deres rettigheder, naar de tillader at rige farmere kan

udkoebe deres jord, naar de ikke goer noget ved en aggressiv gruppe

paramilitaere der jaevnligt truer, blot 500 meter derfra? - ja, fandme ja!

Jeg kom tilbage til San Cristobal og internettet til nyheden om at jeg 1. juni

skal flytte ind paa Fredensgade 30 B, 8000 Aarhus C. med Asmund, Jules og

Mads. Det var en virkeligt god nyhed som gav mig lyst til starks at komme

hjem. Heldigvis havde jeg faaet lagt en god plan for de sidste 14 mexicanske

dage og glaedede mig ogsaa til dem. Vi faerdiggjorde vores fredsvagtrapport

paa FrayBA, spiste middag sammen paa Den Fede Kat og saa var jeg afsted, som

en skygge gennem natten mod Mexico City. 1 doegn dér, og saa var jeg paa den

igen. 24 timers bustur ud til vestkysten og nordpaa, til Los Mochis, og saa

lige 2 timer oven i hatten. Men saa var jeg ogsaa i El Fuerte og kunne blot

vente og glaede mig til naeste morgen hvor min togtur ind i Kobberkloeften

skulle begynde.

Det gjorde den saa 4 timer forsinket, men hvad, for det var en forrygende smuk

togtur. Clase Economica sneglede sig, i et tempo saa man af og til kunne blive

i tvivl om der var bevaegelse, opad gennem kloefter med udsigt over floder og

vandfald, kaktus og andre storslaaede kloefter og bjerge. Ved aftentide blev

jeg hentet ved stationen i Posada Barrancas af Cabaña-ejer Armando Diaz og

indlogerede mig i hans hjem paa et lille vaerelse. Naeste morgen fik jeg

beloenningen for det. Ved at gaa 5 minutter kommer man op til kanten af den

kaempestore, 1750 meter dybe (Grand Canyon 1500 meter...), Urique kloeft, med

udsigt over baade den og et stykke ind i kobberkloeften.. Jeg lagde mig med

benene dinglende ned i dybet og tog en slummer i solen.

Naeste dag fik jeg saa den fulde kloeftoplevelse. Det var lavsaeson i omraadet

der ellers ser mange turister, saa jeg boede helt for mig selv, og fandt

heller ingen at foelges ned til floden med. Men hvor var det en herlig

solotur. Gennem fyrtraesomringede stier, forbi Tarahumaraindianernes huse,

videre til duften af vilde blomster og lyden af kolibriernes hurtigtslaaende

vinger omkring kaktussens blomst. Jeg kom efter knap 4 timer til bunden og

kunne tgae mig et yderst velfortjent bad i den koelige flod og en bid mad.

Noed solen og noed at rejse og noed livet. Saa startede helvede. Saadan maa

det rimeligvis kunne betegnes om end man jo skulle tro at samme romantiske

beskrivelse af ruten som jeg foer gav kunne bruges igen. Men varmen var taget

til, mine muskler var oemme og det gik bare stejlt, stejlt opad. 1750 meter...

Mod alle mine egne odds lykkedes det selvfoelgelig at komme frem, kl. 19 om

aftenen. Jeg faldt udmattet om paa sengen og sov 14 timer.

I Creel en times tid derfra moedtes jeg med gymnasieklassekammerater Andreas

og Soeren. De tourer USA i en Toyota Camry og var blevet fristede af mit

tilbud om en flaske tequila hvis de kom herned. Paa hostellet hang en seddel

da jeg kom, om at de nok var ude at ride. Jeg burde have vidst bedre... Mens

jeg sidder i parken og chiller kommer to karseklippede, seje fyre ridende ind

i byen med et droen paa to 4-hjulstrukne crossere. Soeren og Andreas rider

ikke, saadan er det bare. Jeg hoppede bagpaa og vi saa omraadet paa en hurtig

og ret sjov maade paa 4 timer. Stenformationer der havde givet navne til

dalene: Svampenes dal, Froeernes dal og Munkenes dal. Ja, hvordan ser en munk

ud i sten? – Det er altsaa nogle besynderlige, hoeje, slanke sten. Ligner de

munke? – Nej, men besynderlige, hoeje og slanke var de. Naeste dag fandt vi

efter en lille koeretur og en lang gaatur nogle varme kilder. Svoemmebassiner

fyldt med mexicanere (ikke i sig selv noget galt i det, det var bare ikke et

specielt herligt sted...). Men lidt laengere nede ad floden, hvor de varme

kilder havde blandet sig med koeligt bjergvand fandt vi, i naturlige, oh de

naturligste, omgivelser, fred og ro og noed eftermiddagen. En lille

bjergbestigerudfordring blev en stoerre mundfuld end forventet, men jeg

klarede den med Andreas og Soerens hjaelp op over kanten... Og saa koerte

Camry’en os og vore sultne saekke tilbage til Creel og en gang hamburguesas

foer den gratis (inkluderede) aftensmad paa hostellet.

Fredag fik Soeren og Andreas lige set kloeften inden vi fyldte tanken med

benzin og jeg satte mig bag rattet og koerte 6 timer ud i det toerre, flade

Mexico Norte. Jeg har jo ikke koert bil i 5 maaneder saa det var en sjov

fornemmelse igen. Vi koerte og koerte, og betalte. Betalingsvejene er dyre og

billig benzin loeber alligevel ogsaa op. 26 timer og 2 stop af politiet senere

ankom vi udmattede til Den Mexicanske Golf og Tampico.

Der blev det til et par sidste stranddage med delvist sol, svingende

hoteloplevelser, korttricks, amerikansk fodbold, fastfoodpizza og et godt

afskedsmaaltid. Jeg noed virkeligt at have selskab paa den sidste etape, og vi

havde nogle gode dage. Ogsaa selvom baade Andreas og jeg var noget plagede af

det bagsiden af Imodiumpakkerne beskriver som uformet affoering (ja, det er

altsaa den medicinske betegnelse...), og Tampico ikke var det mest charmerende

sted paa jord.

En sidste natbus til Mexico, og saa er det hele begyndt at blive det sidste.

Det er blevet den 12. og det sidste doegn indtraeffer nu. I aftes en

forrygende kulturel oplevelse. I det grandioese Palacio de Bellas Artes

opfoerte Ballet Folklórico Mexicano et sprudlende kuloert show i

halvanden time. Et vue over historiske tider og forskellige regioners

traditionelle musik, danse og ikke mindst dragte. Saa mange farver saa flotte!

Dygtige dansere og badutspringere. Magnifique!

Idag zoologisk have. Det tretaaede dovendyr som jeg noeje har laest om i Life

of Pi SAD stille.

Om lidt et vue over byen fra det 52 etager hoeje Torre Latinoamericano.

I morgen et vue over landet fra vinduet i mit fly.

Loerdag aften og i den naermeste fremtid ses vi i Hinnerup og omegn.

Kaerlig hilsen Kristian

Rejsebrev - Mexico, april 2005

Paabegyndt i Granada, Nicaragua, 25. marts 2005.

Faerdiggjort i San Cristobal de las Casas, Mexico, 10. april 2005

Kaere allesammen

Saa gik der sgu 4 uger igen. Eller 4 veckar, som man siger paa svensk. Ikke at

der tales meget svensk I Honduras, eller Nicaragua for den sags skyld, nej her

er det mere det spanske der dominerer. 4 semanas, entonces. Entonces betyder

“saa” eller “saa da”. 4 uger i hvert fald. Det er blevet langt, saa print det

ud, lav en kop kaffe og saet jer til rette i den bedste laesestol.

Jeg skrev fra metrocentro mallet I San Salvador sidst. Dagen efter saa jeg en

fodboldkamp mellem San Salvador og Limeno i den bedste raekke. Sportsligt

naaede kampen aldrig de store hoejder, men oplevelsen var fin.

Fodboldtilskuere varierer vist ikke saa meget fra kontinent til kontinent –

det kunne godt have vaeret AGF-FC Midtjylland. Maaske lige bortset fra

tilraabene for det meste lidt grovere karakter. Favorittilraab> Hijo de la

gran puta (raabes ved bade god tog skidt). Af hensyn til evt. Sarte sjaele

oversaetter jeg ikke – det kan I saa ogsaa lade vaere med. Til de yderst

sportsinteresserede> Kampen endte overraskende 1-0 til Limeno.

Jeg tog fra El Salvador til Leon i Nicaragua paa en dag. Af den tur kraever de

sidste tre en halv time yderligere beskrivelse. Fra den

Honduransk-Nicaraguanske graense til Leon, i microbus med 10 senoras o 1

caballero, som tydeligvis alle kendte hinanden godt. De var paa vej hjem fra

arbejdet som toejsaelgere paa markedet i Hondu, og humoeret var hoejt. Jeg

blev hurtigt midtpunkt for underholdningen. Dels faldt jeg som turist lidt

uden for normalen i deres lille bus, dels sad jeg ret specielt, lige bag ved,

men med ryggen til, chauffoeren, saaledes at jeg, som den eneste, sad med

front mod ALLE andre i bussen...

Jeg fik hurtigt sagt at jeg godt forstod noget spansk, men at de skulle tale

langsomt. Det skal jeg satme love for at de tog til sig. Navne runde i

uutroooliiigt laaaaaaaaangsooooooooomt tempo, til hoejlydte grineanfald fra

alle, alle. Og i den dur fortsatte snakken, mens vi delte vandmelon og solen

gik ned bag to af landets mange vulkaner. En pige slog fast, at alle Nicas er

un poco loco. Paa davaerende tidspunkt kunne jeg umuligt modsige hende,

heldigvis. Herlig start paa et nyt land.

3 dage i Leon. Den store digter Ruben Darios foedeby. Nicaraguas liberale

koloniby - i modsaetning til den anden koloniby, Granada, som efter sigende

skulle vaere mere konservativt orienteret. Sandinisterne har altid haft sikker

opbakning i Leon. Mange smaa museer og murmalerier hyldede revolutionens helte

og martyrer, og det roed/sorte FSLN-flag (Frente Sandinista de Liberación

Nacional) vajede over mange tagrygge.

Jeg brugte dagene i León til igen at finde mig selv (grin ikke, por favor) som

solorejsende, til at laese i en haengekoeje, til at gaa ture i byen, til at

svede i varmen, León var en meget arm by, og det kunne til tider vaere svaert

at taenke paa andet end bare at komme tilbage til Hostel Via Via og et koldt

styrtebad.

Tormod var sidste aar i Nicaragua en maaned. Han havde tegnet mig et fint

lille kort over byen, landsbyen, Achuapa, hvor han boede 10 dage. Med det i

haanden ankom jeg og fandt frem til huset paa hjoernet hvor familien rent

faktisk lejede et vaerelse ud. Achuapa er end ikke naevnt i Lonely Planet

guidebogen. Der er i princippet ikke noget at komme for for en turist som mig!

Ud over stille landbyliv, godt med heste, svin og hoens i gaderne, flotte

bjerge over tagryggene og et lille spiseted paa hjoernet overfor mit hus.

Naeste morgen gav familiens 11-aarige dreng Nixar mig en glimrende rundvisning

i byen og paa landet. Vi endte paa hans skole, hvor inspektoeren insisterede

paa at jeg skulle se computerrummet. OK, jeg sagde ja, taenkte jaja,

"computerrummet". 20 splinternye PC'er moedte mit blik derinde i det

airconditionerede lokale. Med internet, selvfoelgelig. Regeringsprojekt var

svaret paa min undren. Dog havde de ikke fungeret i en maaned nu, grundet en

fejl i stroemforsyningen.

Jeg tog til Estelí, og videre til Isla de Ometepe i den store Nicaraguasoe.

Der blev jeg 6 dage, og noed dem, dejligt som der var. Nogle dage ved soeens

bred, paa hacienda Merida - ex-diktator Somozas gamle ranch. Dejlig

beliggenhed, og heldigvis intet spoegelse der gik igen. I har maaske undret

jer over hvorfor dette brev stort set indledtes med et svensk ord. Jeg har

trukket spaendingen, jeg ved det, men nu skal det ikke holdes skjult laengere:

Jeg har laest en svensk bog. Paa svensk. Liza Marklund - Primetime. Det gjore

jeg paa Ometepe.

Jeg besteg ogsaa en vulkan, nr. 3, paa Ometepe. Sammen med Eve fra Quebeq som

jeg havde moedt paa baaden. Endnu en vulkan, men ikke en gentagelse. Volcan

Maderas paa 1394 meter: Broeleaber ved vulkanens fod. Og de broelede deres

vilde broel, fordi vinden fik traerne til at svaje, sagde vores guide.

Laengere oppe, mudder, og taet, taet regnskov. Grene med mos ind over stien

tvang os til at kravle over og under, smyge os hid og did og bruge baade

haender og foedder. Det maa vaere sjovt at vaere abe. Det var sjovt at vaere

det for en dag.

Min foedselsdag var en god dag. 21 aar blev jeg ved soeens bred. Ved

middagstid proevede jeg at tage en bus til oeens anden side, som jeg havde

proevet det to dage tidligere, men for anden gang lykkedes det ikke.

Bustransport paa oeen var en uberegnelig stoerrelse. Plan B gik dog ogsaa. Jeg

blev i Somozas sovevaerelse og noed barens udbud af Licuados, Tona oel og

glimrende aftensmadsbuffet.

Det lykkedes mig i tredje forsoeg at komme til Finca Magdalena. Delvist oppe

ad Volcan Maderas' nordside laa denne kaffefarm med forrygende udsigt over

groent og blaat. Farmen havde eksisteret i mange aar, men var i 1982 blevet

omdannet til kooperativ af sandinisterne. Nu blev den drevet 27 familier, som

udover kaffehoesten og eksporten af denne til USA tjente en lille slat penge

paa at have turister rendende. Jeg hjalp til med plantningen af nye

appelsintraeer en morgen, og fik mulighed for at snakke med den gamle senor

paa 71, som stadig arbejdede der i marken. Han var blevet ansat da han var 10

og havde nu altsaa arbejdet der i 61 aar!

Fra Ometepe flottede jeg mig og floej med en lille sardindaase ud i

atlanterhavet. Corn Island hed oeen jeg landede paa, og Little Corn Island hed

oeen ved siden af jeg sejlede til.

Der kunne skrives en del om den lile oe, men jeg fatter mig i korthed: Den var

fuldstaendigt fantastisk dejlig! Hvide, oede strande, kokospalmer og end ikke

en knallert. Jeg boede paa oeens helt oede side, paa et herligt og primitivt

sted. Der hentede vi vand op fra broenden, lavede mad over baalet og sov i

haengekoejer. Om dagen gik jeg i det dyre udstyr. Der var en lille dykkerbutik

som tilboed et Open Water dykkerkursus. Saa paa 4 dage tog jeg det. Og det var

fedt. Helt anderledes end at snorkle, som jeg jo har gjort, og nydt, meget.

Ikke bedre end snorkling, bare en helt anderledes, god oplevelse. Selve revet

ud for Little Corn kunne ikke imponere ovenpaa fantastiske Roatan, men vi

laerte at dykke godt og sikkert, og saa da ogsaa baade hajer og store

muraener, foruden godt med fisk. Jeg kan godt lide fisk. De er sjove, og ikke

sky, i modsaetning til jo stort set alle dyr paa landjorden (Jeg taenker fx

paa min tur i junglen i Januar, 5 dage, hvor vi jo fandme kun saa skyggen af

to aber og saa et par fasanfugle i traeerne...). Moedte svenskeren Simon,

tyskerne Jan og Kirstein og danskeren Kristoffer som jeg hyggede mig meget

med.

Jeg tog derfra midt i Semana Santa - paaskeugen. Det er den stoerste hoejtid i

disse katolske lande, og jeg havde set frem til et bragende byliv i den

flotte, gamle koloniby Granada ved Nicaraguasoeens bred. Det kom ikke! Jeg

havde nogle fine dage i Granada, bevares, men Semana Santa maerkede man mest

grundet lukkede butikker. Jeg moedte en flok danske piger, som havde vaeret

paa sprogskolen i Xela, og vi havde nogle gode dage sammen. Som jeg skrev

tidligere skulle Granada vaere den konservative, borgerlige, snobbede og rige

by i modsaetning til Leon. Det var svaert at faa bevis for, ud over at Rotary

Club havde sponsoreret skraldespandene i byens gader. Men jeg valgte at tro

paa det, og gjorde mit til at modvirke dén uheldige udvikling. Jeg koebte en

antologi af Nicaraguanske digte, skrevet paa baade spansk og engelsk. Derfra

faar i nu, af den tidligere sandinistiske praesident, Daniel Ortega, digtet

The Fruits That Would Be

When the sowers decided

to cultivate the field

they foresaw that they would have to clear out

stones

thornes

weeds

That they would bloody their hands

and cut their feet

That they would have to be careful

of the gnawing worm

and the locust

and the rats

That the weeding would be hard but at the end

against fires and fences

the harvest would yield

Der gik jeg saa omkring i Granadas stokkonservative gader og skreg dette digt

ud af mine lunger. Jeg standsede folk paa gaden og overbeviste dem om at

begynde rerevolutionen med mig i morgen. Jeg gjorde mit i den by, og forlod

den 4 dage senere med god samvittighed.

Efter et par lange busture, med de sjove, men haarde, lokalbusser (jeg godter

mig altsaa over at kunne spare 30 dollars ved ikke at tage

turist-shuttlebusserne), kom jeg et par dage senere tilbage til Honduras´

nordkyst. Denne gang valgte jeg baaden til Utíla. der tog jeg saa mit naeste

dykkercertifikat, med titlen jeg elsker, Advanced Open Water Diver. Sublime

dykkeroplevelser. Koralrevet straalede i sin rigdom paa farver og former.

Koraller som hjerner, som kanonroer, som grantraeer. Som hele skove, eller som

kaempesvampe. De tiltraekker fisk, store barracudaer og skildpadder. Men de

klare blaa vande over sandbundene har ogsaa noget at byde paa. Der blev vortes

baad en dag moedt af 6 legesyge delfiner, som cirklede omkring vores kroppe i

vandet, helt taet paa og forvirrende hurtigt. Det var stort. Dykning kommer

jeg til at goere igen. Dykkercentret gjorde det muligt stort set ikke at

skulle bevaege sig paa landjorden. Jeg boede der, og der var restaurant og

bar, foruden koekken og fjernsynsstue. Saa alle vi seje dykkere chillede og

fortalte roeverhistorier fra de syv verdenshave, naar solen gik ned.

Paa fire dage tog jeg turen gennem Honduras og Guatemala, tilbage til den

kendte egn i Mexico, Chiapas, og byen san Cristobal de las Casas. For jeg har

en plan, som jeg har brygget paa laenge, og som om et par dage skal foeres ud

i livet.

Indianerorganisationen EZLN, bedre kendt som Zapatisterne, gjorde i 1994

vaebnet oproer i delstaten Chiapas. De overtog styret i flere store byer, og

satte de jordloese, menneskerettighedskraenkede boenders situation paa

dagsordenen i Mexico, og paa avisforsider ude i verden. Den mexicanske

regering satte haardt ind med militaer, og fordrev oproererne op i bjergene

eller ind i junglen. Derfra har de siden sendt deres budskaber til omverdenen

via internettet, isaer gennem talspersonen, den sagnomspundne subcommandante

Marcos. Militaere og Paramilitaere styrker i Chiapas har lige siden vaeret i

meget stort antal, og utallige gange er der sket voldelige overgreb eller

massakrer paa den indianske befolkning. For at dette ikke skal ske, og for at

rapportere hvis det sker, sendes der fra San Cristobal saakaldte Fredsvagter

ud i de smaa zapatistiske samfund.

Muligheden for at tage ud som fredsvagt benytter jeg mig af. Gennem en

organisation her i San Cris, bliver jeg paa Onsdag morgen, om alt gaar efter

planen, sendt ud til en lille landsby. Jeg ved endnu ikke hvilken, der er

infomoede paa mandag og tirsdag. Jeg glaeder mig til det. Til at vaere et sted

i laengere tid, til ikke at vaere turist, til at goere noget. Efter sigende

sker der sjaeldent noget, dvs. der er ikke noget at rapportere, der er ingen

militaer aktivitet. Maaske fordi der netop er fredsvagter. Derfor kan der

blive meget tid, og jeg har forsynet mig med et lille bogforraad, Karen Blixen

breve, Life of Pi af Yann Martel, The Zapatista Reader og en endnu unavngivet

roman. Man bliver aldrig sendt ud alene, saa jeg har kortspil og terninger

med. For ikke paa nogen maade at goere de smaa samfund oekonomisk afhaengige

af de nogen gange mange fredsvagter der kommer, opfordres man til at tage mad

med til faktisk hele opholdet. Saa jeg har vaeret paa markedet og koebt ris,

pasta, boenner, kartofler, loeg, roedbeder, guleroedder. Jeg har koebt tun og

havregryn, sukker, salt og krydderi. Jeg vil koebe tomater, frikse og paa

daase og meget, meget mere.

Det sker altsaa om et par dage. Jeg kom hertil i onsdags, og moedtes samme

aften med Ena og Marianne (fra hhv. Gymnasiet og Friskolen), som kommer fra

cuba og det nordlige Mexico, og senere skal til Guatemala og El Salvador.

Dejligt at se folk man kender igen! Vi havde nogle hyggelige dage, bl.a. paa

udflugt til Cañon del Sumidero, en dramatisk kloeft med en stor

flod/vandreservoir i bunden. Med baad sejlede vi gennem det krokodillede vand,

og stirrede med store oejne op ad de til tider 1000 meter lodrette

klippevaegge.

Den skarpe laeser, som samtidigt har hukommelsen i orden, vil maaske paa

nuvaerende tidspunkt have rejst sig fra stolen, og forsoegende paa

telekommunikation udbryde: "Jamen, Kristian, hvis du tager to-tre uger ud til

en lille landsby, saa naar du sgu da ikke dit fly hjem fra Mexico City den 25.

april!". Rolig, bedstefar, svarer jeg, jeg har styr paa det. I Guatemala City

slog jeg et smut forbi British Airways´ kontor og rykkede min hjemrejse til

den 13. maj, stadig fra Mexico City. Dermed kommer jeg hjem til Koebenhavn den

14. om aftenen.

Jeg startede denne mail for snart to uger siden. Jeg skrev i det indledende

afsnit 3 uger, veckar, samanas. Saa rettede jeg det til 4. Nu burde det rettes

til 5, for fem uger er det siden sidst. Der er sket saa meget, saa mange

lande, saa mange steder, saa mange gode oplevelser. Derfor er mailen blevet

lang som et ondt aar. Jeg haaber i har nydt at laese og droemme med. Saadan

har jeg det selv naar jeg modtager rejsebreve fra det store udland, eller

dagligdagsbeskrivelser fra det lille indland. Jeg droemmer mig vaek for en

stund, er med paa indtrykkenne, paa smagene og lugtene i gaderne.

De bedste hilsener,

Kristian

Rejsebrev - El Salvador, marts 2005

Kaere ...

San Salvador, El Salvador, 5. marts, 2005.

En bunke oplevelser har hobet sig op, og det maa vaere paa tide at dele ud af

dem. Og det er da ogsaa kun rimeligt. For jeg modtager mange nyheder fra

Danmark, fra resten af verden. Jeg ved hvordan det staar til dér. Men I ved jo

ikke hvordan det staar til her, i det melleamerikanske. Jo, der er een der

goer, men bortset fra hende altsaa. I formoder maaske, at det staar godt til.

Det goer det, saa langt saa godt. I ved hvordan det stod til frem til den 7.

februar 2005, saa langt saa godt. Nu hvor jeg paabegynder dette brev, skriver

mit digitalur Loerdag den 5. marts. Det er blevet foraar, og I har ringe

anelse om hvordan det har staaet til den sidste maaneds tid, det skal der

blive raadet bod paa.

For fuldt ud at kunne forstaa de mange tvetydigheder, symbolikken og de uklare

referencer denne mail vil blive fyldt med, er det vigtigt for mig at informere

om mine omgivelser, og dermed under hvilke indtryk jeg skriver denne mail.

Befinder mig altsaa i San Salvador, landets store hovedstad, i et moderne

mall, et storcenter. Her findes alle de internationale, amerikanske

maerkevarekaeder, her findes alle de internationale, amerikanske

fastfoodkaeder. Her kommer de velhavende Salvadoreños, og middelklassen, som

elsker alt hvad der er amerikansk. Her sidder jeg, paa netcafe CyberAlex, i et

perfekt tempereret rum, fyldt til bristepunktet med smarte computere, de

nyeste skrig. Det er endda kommet saa vidt med den nye kommunikation, at et

webcam i oejeblikket transmitterer mit ansigt, direkte, til den anden side af

kloden, til to personer via mediet messenger, Nis Storgaard i Langaa og Jakob

Lytken i koekkenet paa Noerreskovvej 2 i Hinnerup.

Udenfor denne verden, fx paa boulevarden herude, i varmen, saa jeg paa min vej

til mit Guesthouse, 10-aarige drenge fare gennem den taette trafik, paa jagt

efter beskidte bilforruder at vaske. Tiggere med diverse manglende lemmer sad

paa gangbroerne over vejene, og folk forhandlede ved markedsstandene om de

lave groentsagspriser. Det er svaert at forstaa at man er i det samme land, i

den samme by, paa den samme tid, omgivet af een, saafremt videnskaben ikke

blot mangler at goere nye opdagelser, kun een race.

Jeg spoler tiden tilbage til nabolandets hovedstad, Guatemala City, den 7.

februar, om aftenen.

Jeg forlader CyberPoints computere, og gaar ud paa gaden hvor det allerede har

vaeret moerkt nogle timer. Klokken er otte. Guatemala City siges at vaere

haardt, haardt praeget af kriminalitet, at 60 procent af landets overfald sker

her, saa ad godt oplyste gader gaar jeg tilbage mod mit Hotel Felix, og spiser

daarlig kinesisk aftensmad paa vejen. Naeste morgen gaar jeg igen ud paa

gaden. Guatemala City siges at vaere meget lidt attraktiv, beskidt og ikke et

stop vaerd. Jeg havde ikke det store valg paa min rute, men fortryder heller

ikke da jeg gaar mod Parque Central, gennem godt nok beskidte, men meget

levende gader. Madsaelgere, kasketsaelgere, undertoejssaelgere og

kopi-DVD-saelgere byder sig til med deres produkter. Paa den store plads

vejrer det Guatemaltesiske flag, og jeg gaar under det, og ind i Palacio

Nacional, der maa have kostet en formue at bygge. Flotte murmalerier, en

glimrende national og interregional kunstsamling, samt fredsstoetten fra 1996,

det officielle symbol paa Los Acuerdos de la Paz, enden paa Guatemalas 36 aars

borgerkrig. En taxa til busstationen, en bus til et nyt land, til hvad der for

mig altid har vaeret selve indbegrebet af det eksotiske, alene grundet navnets

klang, El Salvador.

21.040 km2, altsaa mindre end halvdelen af Danmark. Men 6 millioner

indbyggere. Saa der er ikke langt mellem byerne, vejene, ja graenserne. Jeg

tog en nat i San Salvador (hvor jeg ogsaa bor nu, den 5. marts), og tog saa

til Stillehavet, til La Libertad og videre hen ad strandene til Playa El

Sunzal. Inden jeg forlod Guatemala var det lykkedes mig at koebe sprit til mit

Trangiakoekken, og jeg noed at kokkerere pastasovs paa den lille terrasse. Om

aftenen, paa vej tilbage fra kiosken med to oel under armen, loed den soede

fodboldkommentatorlyd i mine oeren, og jeg blev snart budt ind til

VM-kvalifikationskamp mellem Guatemala og Panama.

Naeste morgen gik jeg ad stranden, i vandkanten, til naertliggende Playa El

Tunco, hvor jeg havde fundet et dejligt lille sted. Vaerelser omkransende to

terrasser med haengekoejer og et fint lille koekken.

Samme eftermiddag tog jeg saa turen til lufthavnen, og lige til tiden, klokken

19.00, dumpede Nanna Day Larsen ned fra den kolde isplanet Danmark. Herligt at

faa selskab, det havde jeg glaedet mig til laenge. Vi tog en taxa tilbage til

Playa El Tunco, og blev der de tre naeste naetter. De to dage gik med at

slappe den paa stranden, at proeve kraefter med de kraftige boelger, at laese

og at lave mad. En dag med boogieboard gav nogle faa gode ture, adskillige

rundture og traette arme. De store stillehavsboelger tiltrak mange surfere, og

det var fedt at se dem boltre sig og vise deres kunnen. Flotte solnedgange

blev nydt paa stranden, og der er det nu bedst at vaere to.

Gennem Ena fra min gymnasieparallelklasse havde vi faaet kontakt til en gammel

ven af familien, Rene. Han boede i Santa Tecla, udenfor San Salvador. Jeg

havde ringet til ham dagen foer, og blev glad over at kunne forstaa alt hvad

han sagde paa et tydeligt spansk. Saa vi tog til Biggest restauranten i Santa

Tecla, hvor Rene ville vente os, han arbejdede der nemlig. Biggest er det

nationale svar paa McD., og vi blev behandlet godt derinde. Men de kendte godt

nok ingen Rene. Til gengaeld ringede de til ham, via det telefonnummer jeg

havde, og en halv time efter ankom han og blev godt underholdt af at vi troede

han arbejdede der... Jaja, mit spansk er ikke perfekt endnu. Men jeg fik det

oevet godt de to dage vi var ved soede Rene og hans familie. Han var

foroevrigt digter og havde netop udsendt sin foerste samling. Vi spiste og

snakkede ved ham, tog billeder en masse og havde det sjovt.

Den foelgende dag tog han os med paa byrundtur - fint at have en guide.

Vi forlod hovedstaden og ankom til den meget fine, lille, rolige by Suchitoto.

Boede paa et fantastisk dejligt sted, fyldt med planter og gamle

krigsgenstande! Noed at spise paa restaurant, at spise avocados i parken, at

spise is fra kiosken. Lejede cykler og fik en varm tur ad grusvej. Foerst til

et for tiden toerlagt vandfald, som kunne fremvise de vildeste 5- og 6-kantede

aflange stenformationer, staaende opad, lag paa lag. De dannede perfekte

forhold for klatring, saa vi begav os opad vandfaldet, og kom hoejt op, men

kunne ikke gennemfoere sidste etape og floej ned igen. Paa cyklen, som en

anden Oern fra Herning, med fraade om munden og stoev i oeret, koerte vi til

Rio Quetzalapa, og dyppede os dejligt i stroemmen. En flink

PickUpTruckChauffoer tog os og vore cykler med tilbage. En noedvendighed, for

i den varme ville vi nok have vaeret paa cyklerne endnu...

Fra Suchitoto til Perquin, i det nordoestlige hjoerne af El Salvador, sidste

stop inden graensekrydsningen til Honduras. Perquin en stille by, flot

beliggenhed mellem fyrretraesbeklaedte bakkesider. Vi besoegte et meget

interessant Museo de la Revolucion, som viste den 12 aar lange borgerkrigs

kampe, ofre og helte, foruden maskinpistoler, helikoptervrag og internationale

solidaritetsplakater. Vi hyggede os med madlavning og koebte et par souvenirs

i Perquin, og det ville have vaeret to rigtig gode dage der ville vaere kommet

med paa listen over gode dage. Men der skete noget som for altid vil saette en

stor fed plet paa indtrykket af Perquin, og som desvaerre vil staa klarere i

hukommelsen end alle de gode oplevelser i byen.

Efter besoeget paa museet gik vi til bakketoppen Cerro de Perquin, hvorfra et

flot vue over omraadet skulle vise sig. Vi betalte endda en lille entre for at

komme ind paa stien dertil. Vi stod alene deroppe og filmede lidt med mit

videokamera, da der pludseligt staar tre maend bag os. Den ene beder om nogle

dollars til mad, lidt underligt i den situation, men jeg finder tre dollars

frem fra min pung og giver ham dem. Idet han med sin machete peger paa min

skuldertaske ogsaa gaar situationen dog op for os begge. Vi bliver beordret

til at tage alt af vaerdi af os, ur, solbriller, og til at saette os ned paa

et vaeltet trae. De tager tasken og gaar vaek, mens vi sidder chokerede

tilbage og venter. Vi kan se dem 20 meter borte mens de gennemroder tasken.

Tankerne farer gennem hovedet paa os begge, fantasien arbejder hurtigt og

skaber nogle grimme billeder. De kommer tilbage, men stopper heldigvis 5 meter

foer os hvor de stiller tasken paa jorden, og foer de gaar, goer tydelige tegn

med macheterne om hvad der vil ske hvis vi sladrer, eller ikke bliver siddende

et godt stykke tid endnu. Saa det goer vi. Gaar derefter ned til byen, meget

lettede, idet vi kan konstatere at det eneste der er sket os er af materiel

skade. Vi fik roevet videokamera, digitialt kamera, en ny lommekniv og

solbriller, ur og nogle faa dollars. Bittert, men vi var alligevel utrtoligt

lettede. Rapporterede det hele til det lokale politi, som tog sagen meget

alvorligt og skrev ufdfoerlig rapport over haendelsen.

Vi kom faktisk meget hurtigt over ubehaget, og jeg synes det er lykkedes os

ikke at se skaevt til folk, at gaa og mistaenke og spekulere. Det er klart det

saetter en lille frygt i een, som ikke var der foer. Og vi har ikke vaeret paa

lignende helt oede steder siden. Men vi kom hurtigt over det, og kunne

allerede naeste dag begynde at nyde alle de fantastiske mennesker der

heldigvis er flest af, igen.

Vi tog en lang bustur, gennem flot, storslaaet landskab, og kom langt op i

Honduras. Fulgte det naeste dag op med endnu en busrejse, derpaa en gyngende

sejltur, og saa kunne vi saette foedderne paa strandens hvide sand i byen West

End paa Roatan, nord for Honduras` kyst. Det skulle blive en herlig uge der,

fuld af afslapning, god snorkling, restauranter og daset oeliv.

Som i Belize, paa Caye Caulker, var en del af befolkningen sort, og talte

engelsk. Det var isaer Nanna glad for. Og som i Belize, var dette en turistet

oe, med bunker af restauranter, dykkerbutikker og souvenirshops. Men der var

ogsaa stranden West Bay. Perfekt. Hvidt sand, turkisblaat vand, og 30 meter

ude i det afkoelende, men varme vand, det flotteste, mest farvestraalende,

fiskefyldte koralrev!

Og saa endda naesten uden mennesker, den foerste dag. Da vi ankom til stranden

den naeste dag, var det fluepapir, hvor fluerne var hvide amerikanere. Vi

forstod ikke hvordan skiftet kunne vaere saa drastisk, men fik forklaringen

dagen efter da vi tog til oeens havneby, Coxen Hole. Et Cruiseship, et

krydstogtskib, en luksusliner af dimensioner laa forankret i havnen. Derfra

var der kommet busser stuvende fulde af turister til stranden. Den naeste dag

gentog historien sig, blot med smaa baade fra et andet stort skib ud for

stranden. Sidste dag fik vi heldigvis igen det hele for os selv.

Nanna havde taget fortsaettelsen til Jan Kjaerstads bog Forfoereren,

Erobreren, med. Den laeste jeg med stoerste lyst, godt skrevet som den er. Da

jeg gjorde hovedpersonen Jonas Wergeland faerdig paa strandene matte jeg ty

til boghandleren, et lille skur med brugt litteratur, og ikke det store

udvalg. Sprang ud i noget nyt, The Other Log of Phileas Fogg. Jorden rundt paa

80 dage genskrevet, men nu med to overmenneskelige racer paa jorden og en

masse andet hurlumhej. Det er udmaerket underholdning.

Vi boede ved den gamle knark Robert Hill. "Yes Sir" blev der sagt hver morgen

naar vi begge kom ned forbi ham, og det kunne jeg kun se det sjove i. Med

privat bad og toilet, og terrasse med udsigt over havet var vi blevet fint

boende, men det var faktisk det billigste sted paa den dyre oe, 15 dollars per

nat. To aftener fornoejede vi os med kombinationen aftensmad og gratis film

bagefter paa restaurant/biograf Blue Channel. Shrek 2 gav et godt grin, The

Life forlod vi efter en halv time.

Bedre var den aegte blaa kanal, revet ud for stranden. Simpelthen en

fantastisk rigdom dernede under vandspejlet. Der var gode muligheder for at

tage dykkercertifikat paa Roatan, verdens billigste sted efter sigende. Og jeg

havde stor lyst til det, men noed ogsaa bare at dase dagene vaek, snorkle naar

lysten var til det, laese og spille. Men jeg besluttede mig ogsaa for at jeg

vil tage det dykkercertifikat paa denne rejse. Muligvis i Nicaragua, muligvis

paa Roatans nabooe Utila paa vej tilbage. Men man skal nu ikke paa nogen maade

undervurdere snorklingens glaeder. Og det at komme ud paa det samme rev 4 dage

i traek giver ogsaa noget andet og mere end et enkelt dyk eet godt sted. For

eksempel var det foerste jeg saa den foerste dag en papegoejefisk paa en

meter. Den saa jeg aldrig igen, men paa den allersidste tur den fjerde dag saa

jeg saa til gengaeld to hummere og en kaempekrabbe, det havde jeg ikke set de

foregaaende dage. Store fisk, og fisk i alle farver saa vi hver dag. Gule

fisk, roede, groenne, blaa og lilla fisk. Smaa blaa fisk med lysende stjerner.

En punkerfisk med hanekam, en trekantet fisk, sure fisk og glade fisk. Det

vildeste var dog en slange paa en meter der pludseligt bugtede sig kun en

meter under min mave. Jeg betragtede den derefter paa behoerig afstand.

Vi forlod glade og brunere end nogensinde foer Roatan og ankom til La Ceiba,

som viste mig hvor lille verden er, og hvor meget turister goer de samme ting.

Mens vi ventede paa bagagen fra baaden saa jeg de fem danske drenge jeg havde

vaeret paa sprogskole med stige ombord paa faergen til Utila. En halv time

senere, i centrum, stod vi uden for en haeveautomat, da franskmanden Laurent

som jeg havde vaeret paa jungletur med loebende over gaden. Fra La Ceiba

lykkedes det os at komme hele vejen til Copàn Ruinas paa en dag.

Hyggelig by med brolagte gader, godt med restauranter og et vaeld af

souvenirshops. Denne gang benyttede vi os faktisk af dem, brugte adskillige

timer paa at gaa rundt og koebe sager. Nannas hjemrejse var jo pludselig ikke

saa langt vaek, saa vi skulle ikke slaebe rundt paa det laenge. Brugte en

formiddag ved ruinkomplekset Copàn. Endnu et Mayavidunder, der viste flotte,

og utroligt velbevarede udskaeringer i hoeje stenstoetter. De fleste var af

gamle konger der havde hersket paa stedet, som fx: (Direkte oversat fra

engelsk, som navnene staar i guidebogen) Maane Jaguar, Vandlilje Jaguar, Roeg

Jaguar, Store Sol Herre Quetzal Papegoeje, 18 Kanin, eller Roeg Abe (bedre paa

engelsk: Smoke Monkey - taenker ufrivilligt paa min ene bedstefar, undskylder

det med det samme). Selve templerne og omraadet som helhed kunne ikke maale

sig med Tikal eller Palenque som vinder grundet deres fantastiske beliggenhed,

men hvad angaar udskaeringer overgaaes copàn ikke i storhed. Et efter sigende

meget interessant museum var desvaerre lukket hele aaret pga. ombygning.

Fra Copàn tog vi endnu en af disse lange busdage. Paa den ene side er det en

bet, haardt, varmt og ukomfortabelt. Paa den ande side ser man en masse

landskab, og en masse mennesker i busserne, med deres sager paa vej til marked

eller fra marked, groentsager, frugtsaekke, kyllinger i kasser. Og saa er der

alle saelgerne. Da alle busser i Mellemamerika er gamle amerikanske

skolebusser, staar skiltene foran i bussen stadig paa engelsk. Paa et af disse

laeste jeg en dag om How To Behave In The Bus In Order Not To Lose Your

Passenger Permit, fx at man ikke maatte spise eller drikke. Selvfoelgelig,

ligesom i Danmark. Mens jeg laeser det goer bussen saa et af de utallige stop,

og det vaelter ind med saelgere, udbuddet var stort: Noedder, is, frugt,

sodavand og saftevand. Andre gange saelges der slik og soede sager, eller

varme retter, broed og tortillas, men der er ogsaa de mere specielle,

medicinsaelgerne. Der er lidt kvaksalver fra det gamle vesten over dem naar de

via en lang og imponerende hurtig produktpraesentation faar fortalt om alle de

fantastiske egenskaber man faar glaede af ved at koebe netop deres produkt. Og

det virker faktisk ofte, de saelger, ligesom alle madsaelgerne og

sliksaelgerne goer det. Mange folk har faa penge, men de bruger sgu meget paa

snacks i busserne! I gaar saa jeg fra gaden to payasos, to klovne, underholde

inde i en bus, men den oplevelse har jeg stadig til gode.

Vi krydsede altsaa fra Copan graensen til Guatemala og krydsede to busser

senere graensen til El Salvador igen. Ankom til Santa Ana hvor vi traette og

gennem taette markedsgader fandt vej til en ATM automat som selvfoelgelig ikke

virkede. En mand der skulle til at haeve tilboed at koere os i sin bil til et

storcenter hvor der var een. Paent af ham. Paa vejen tilboed han at fortsaette

videre til vores endelige destination, Lago Coatepeque, en halv time syd for

byen, og vi sagde ikke nej til en saadan chance. Han brugte simpelthen lige

halvanden time af sin fritid efter arbejde paa at koere os to turister ned til

vores hostel ved soeen, herligt at opleve.

Naeste morgen, efter en nat med taet regn (!), tog vi bussen op til Parque

Nacional Cerro Verde, paa toppen af en flad vulkan. Paa vejen blev det meget

skyet, meget taaget og meget koldt, og da vi ikke havde den fornoedne

beklaedning maatte vi lidt skuffede tage bussen tilbage en halv time senere.

Vi fik dog en dejlig eftermiddag ved soeen, i kano paa det spejlblanke vand.

naeste morgen skinnede solen og vi satte os for at proeve lykken endnu engang,

og godt for det. Fra nationalparken afgik klokken 11 en guidet tur (en guide,

to politibetjente til at beskytte os, 1 dollar per person) mod Volcan Santa

Ana, og halvanden time senere, efter at have bevaeget os op ad de raa, delvist

bevoksede, delvist lavaovertrukne skraenter, stod vi paa kraterets kant. Hvor

man fra Volcan san Pedro i Guatemala havde fantastisk udsigt til vulkaner

mange kilometer vaek, havde vi denne gang kun udsigt ned i krateret, der til

gengaeld var et helt fantastisk syn. Stejle, naesten lodrette lagdelte

klippevaegge faldt hundrede meter ned til en groen, giftig soe, hvorfra tyk

svovlstinkende roeg steg op fra selveste jordens indre. Det sidste udbrud

havde vaeret for 100 aar siden, og skoent det er et stykke tid, var det

alligevel ret unge sten vi sad med i haenderne deroppe. Sej natur, man bliver

sgu helt geologi- og geografiinteresseret!

Fredag morgen forlod vi Amacuilco Hostel og tog tre busser til stillehavet,

tilbage til vores dejlige spot ved Playa el Tunco. Der noed vi paa strand og i

haengekoeje dagen. Aftenen, den sidste aften sammen, fejrede vi ved at lave

pandekager i koekkenet, med avocado og tomat, peberfrugtssalsa, stegt koed og

creme fraiche. Og saa med sukker til dessert og til morgenmad. Laekkert.

Naeste formiddag til lufthavnen, hvor alt gik planmaessigt, og Nanna tog et

fly mod Newark klokken 13.45. Endnu en vemodig afsked i det mellemamerikanske,

efter tre en halv uges forrygende rejse, spaekket med oplevelser og herlige

stunder.

Det var i gaar formiddags. Jeg tog til San Salvador og brugte noget af

eftermiddagen paa at skrive foerste del af denne mail. I dag er det saa blevet

soendag den 6. marts. Sammen med fire amerikanere fra det Guesthouse hvor jeg

bor gik jeg i morges til et stadion for at se en fodboldkamp klokken 10. det

viste sig at vaere en 2. divisionskamp, og det gad jeg ikke. Saa nu er jeg

her. Tager om lidt til det antropologiske museum og vender klokken 14 tilbage

til stadion for at se 1. divisionskampen der.

Efter Nannas afrejse havde jeg egentlig planlagt at fortsaette med det samme

til Nicaragua, men da jeg haaber at der er post til mig paa posthuset her i

byen, og dette foerst aabner mandag morgen, maatte jeg tage to naetter her. Og

det er fint, saa fik jeg tid til mailen, til fodbold og til hvad denne dag

ellers vil byde paa.

Men i morgen skriver jeg altsaa endnu et land til listen. Nicaragua. Derfra

bliver der givetvis paa et uvist tidspunkt sendt en mail ud af landet, der

informerer en del af den primaert danske befolkning om visse sider af et liv

der for tiden leves paa bedste vis i det mellemamerikanske.

De bedste hilsener og stoerste knus fra Kristian