Kaere allesammen!
Flores, Guatemala, mandag den 11. januar 2005 klokken 16.
Der er vel gaaet en tre uger siden sidste faellesbrev, men aerlig talt har jeg
ikke helt styr paa det. Det foeles under alle omstaendigheder som meget mere,
og der er oplevelser nok til at fylde et brev. Rigeligt...
Modsat sidste gang, hvor jeg gik baglaens i tiden, fordi det var anderledes,
vil jeg denne gang gaa helt tilbage,og saa fremad, fordi det er muligt. Det
ville ganske enkelt ikke vaere mig muligt at holde rede paa dagene og
oplevelserne den anden vej rundt, saa her foelger beretningen om tre uger, der
startede i en juletid i Oaxaca...
Det var middag, den 20.december paa Magic Hostel, hvor vi blev boende til
foerste juledag. Nogle dage fortsatte som de foerste, med en bog paa
tagterrassen og en slendretur til Zocaloen. Og saa et restaurantbesoeg om
aftenen.
En dag var vi ved Monte Alban, som ligger naer Oaxaca. Monte Alban maa
optraede i en top ti over Mexicos ruinsteder, flot som det er, der paa en
planeret bjergtop over byen. Toltekerne og Zapotekerne har boet her, for
laenge siden.
Vi tog paa Museo de las Culturas de Oaxaca den foelgende dag for at foelge op
paa historien, som vi altsaa kickstartede ved Monte Alban. Museet var bygget i
et gammelt kloster, og bygningerne i sig selv var et besoeg vaerd.
Keld og jeg var dagen efter paa spansk/guidet tur rundt i klostrets have, som
var indrettet til Jardin Etnobotanico, med planter og kaktus fra omraadet. En
kaktusklump imponerede ved at vaere over 1000 aar gammel - Niels Ebbesens Eg,
gaa hjem! (hvilket den saa ogsaa er...).
Den 23.,lillejuleaften, var i Oaxaca doebt Noche de Rabanos - Radissernes
aften. Dette grundet en aeldgammel tradition, hvor 200 udvalgte kunstnere
skaerer i overdimensionerede radisser, dyrket paa en unaturlig, overgoedsket
mark uden for byen.
Paa Zocaloen udstilles de saa om aftenen. Paa forhaand syntes det at lyde
plat, men ogsaa saa tilpas sort og absurd at det kunne vaere udtryk for god
humor i saadan en juletid.
Desvaerre fik jeg maveonde i loebet af dagen og maatte holde sengen. De andre
tog til torvet, men kunne ikke se meget for der var sort af mennesker.
I loebet af den 24. var jeg i konstant bedring, og udholdte lige netop vores
juleaftensrestaurantbesoeg paa den fashionable, dyre Los Danzantes. I
arkitekttegnede omgivelser, med vandbade og en bar af glas og gamle biler,
diskede det unge personale op med en laekker,interessant og frem for alt
anderledes julemenu bestaaende af>
Stegte graeshopper, Oaxacansk ost paa blad, krabbekoed, boennesuppe, oksekoed
og mousse i Mezcal braendevin.
Vi moedtes den 25. med Patricia for anden gang. Patricia er mexicaner og bor i
Oaxaca, og vi komlidt tilfaeldigt i kontakt med hende da jeg forsoegte at
forfoelge en anden kontakt jeg havde faaet af Lone, som jeg havde i spansk paa
gym. Patricia arbejdede med at formidle information om pesticider til
forskellige indianske befolkninger paa deres vidt forskellige sprog,og hun
inviterede os aabenhjertet ind i sit meget mexicanske hjem til saftevand og
snak. Bl.a. om sit arbejde, men mere om den politiske situation i Mexico, som
ikke saa godt ud set fra de nederste raekker. Paa et tidspunkt fik vi besoeg
af Estela, hvis historie kraever mere plads end jeg har tid til at skrive her.
Interessant var det at moede hende, Patricia, hendes spanskekaereste Ramon,
samt den gamle kone Cora,som jeg er noedt til at knytte nogle ord til>
94-aarige Cora, var noget af en type. Krumrygget, trekvartblind, halvdoev, og
med lyseroedt farvet haar, talte hun engelsk med en gammeldags britisk accent,
og praesenterede sig selv saaledes:
>I'm a wanderer<, og >I was boorn in Egypt<... Hun havde haft et liv, og havde
nu boet 60 aar i Mexico.
En time senere sad vi i natbussen paa vej mod San Cristobal de las Casas i
Chiapas.12 timer.
Vi checkede ind paa Posada Doña Rosita. Et fint sted, med Rosita som ejer. Hun
var en soed kvinde og let at forstaa. Hun fortalte naeste morgen, at der om
aftenen var kommet en anden dansker til hendes sted. Lidt efter kom denne
dansker til morgenbordet, med sin 7-aarige datter. Hun var ikke dansker. Men
foedt og opvokset i San Cristobal. Dog havde hun vaeret 2 1/2 aar i Danmark
indtil for et halvt aar siden, og datteren havde vaeret i alt 4 aar i Danmark.
Vi aftalte et besoeg i hendes lille nye hus i udkanten af byen den foelgende
dag.
I huset boede for tiden ogsaa hendes iransk-danske eksmand. Mehrdad var
flygtet til Danmark i 1984, og som aktivt medlem af Internationalt Forum havde
han rejst meget i mellemamerika, og endt i Chiapas hvor han havde moedt Maria.
Vi spiste frokost, og drak kaffe og the, og fik paa denne maade et godt
indblik i noget Chiapas under overfladen. Hverdagsrealismen fik et ekstra nyk,
da marias bror og mor kom ind. Broren, aabenlyst alkoholiker med
kaempetoemmermaend, drak en halv flaske sprit mens han var der. Men Maria
havde accepteret det, og tog sig kaerligt af ham.
Naeste dag moedtes vi igen, denne gang paa restaurant i byen, vores maade at
invitere paa. Denne dag 4 personer, idet Marias nye kaereste fra Barcelona var
kommet til med et fly. Udover maaske at komplicere familielykken i det lille
hus, hvor alle fire nu skulle bo et stykke tid, var ogsaa han et godt
bekendtskab. Aftenen sluttede med endnu en invitation, hvorfor vi naeste dag
endte ude ved dem igen til kaffe...
I San Cristobal noed vi, udover besoegene, ogsaa bare det at vaere i den
smukke by. Meget koldt om aftenen, grundet beliggenheden i 2361 meters hoejde,
men flot solskinsvejr om dagen, med behageligere temperaturer. Dog lange
bukser...
En dag ridetur til naertliggende landsby. Flot natur, og et interessant kig
ind i husene "bagfra". Men turen gav ogsaa oemme roeve (saa smukke ord med
tastature som dette...), og ridning bliver aldrig min foretrukne
transportform...
Den 30. december tog vi videre efter fire gode dage. Med natbus 12 timer til
Chetumal paa Yucatan, og derfra direkte videre til Belize city i Belize. Fra
Belize City direkte videre til den lillebounty oe Caye Caulker en halv times
sejlads i speedbaad fra kysten.
Altsaa ankom vi den 31. om aftenen, og fejrede nytaaret. Susanne, Keld og
Marie holdt dog ikke ud til 12 efter den lange rejsedag. Men Jakob og jeg
fyrede den max af paa en strandbar... lige indtil kl. 12.05, hvor baren
lukkede selvom den var stuvende fuld. Det sagde loven. Vi var meget traette,og
gik hjem og sov... men det var nu stadig okay at gaa ind i 2005 med foedderne
i sand og vand og en Pina Colada i haanden...
I Belize tales engelsk med den sjoveste accent. Saadan funky, ya maan agtigt.
Paa oeen havde de alle dreads og gik med store bob marley huer. Men der tales
ogsaa det saerlige Garifuna sprog som minder om spansk, men med et andet, mere
chillet udtryk. Og saa tales der lidt spansk og endelig lidt kreolsk. Af et
lille land som dette (halvt saa stort som Danmark) med en befolkning paa bare
250.000 mennesker er det en utrolig varietet. Stoerstedelen er sorte,
efterkommere af afrikanske slaver, og ellers er der blandet godt ind af hvide
og mestizer. Grunden til det engelske er, at landet er tidligere britisk
koloni (Britisk Honduras) - faktisk blev landet foerst officielt selvstaendigt
i 1981!
Det blev til 6 dage paa Caye Caulker. Stoerstedelen af tiden gik med laesning,
solslikning (NU er jeg brun!), spisning og badning. Meget afslappet,meget
dejligt,ikke meget at skrive.
Vi havde en forrygende snorkeldag midt paa vores Belizeuge. Gjorde i alt 6
stop paa turen, som foregik i rimeligt vindstille vejr og sol fra en naesten
skyfri himmel. Foerste stop boed paa en havskildpadde paa knap 1 meter. Sur
saa den ud, men hvor er den sej saadan een. Det er virkelig som om den flyver
gennem vandet. Ogsaa rokker saa vi. Den stoerste vel med en diameter paa 1,5
meter. Og saa er omkredsen altsaa over 4 meter!
Ved naeste stop var vi i vandet i en time. En anden type fascinerende rokke,
samt et vaeld af farvestraalende fisk, store som smaa. Frokostpause paa
nabooen Abergris Caye i byen San Pedro. Naeste stop ved Shark Alley, hvor en
hel del af hajarten Nurse Shark holder til. Ganske ufarlige, men med det
karakteristiske, onde hajudtryk... Og store nok, saadan halvanden meter
maaske. Fremragende dag, intet mindre.
Fra Caye Caulker til Belize City, og fra Belize City til Flores i Guatemala.
Da vi ankom til Belize city med baaden fra Caulker var klokken 9.40. Vi ville
koebe billetter til bussen til Flores i Guatemala, men den bus var lige gaaet
9.30. Bittert taenkte vi, taenker danskere, men saadan taenker en beliziansk
billetsaelger ikke. Han fik hurtigt fat i sin bror, og denne brors bil, og med
os fem og vores baggage indhentede vi bussen lige inden den forsvandt ud af
Belize. Selvfoelgelig forretning for dem, men ogsaa en utrolig vilje. Sejt
under alle omstaendigheder.
Altsaa ankom vi for tre dage siden til byen Flores i det nordlige Guatemala.
Flores er en lille halvoe i en stor soe, og Jakob , Marie og jeg bor i et
vaerelse paa taget af vores hotel, med udsigt ud over byen og soeen....
laekkert.
Morgenen efter ankomst stod vi op 4.30, og tog den tidlige bus til
Maya-ruinerne ved Tikal. Og det skulle vise sig at blive en fantastisk dag. Vi
havde valgt rigtigt ved at tage tidligt derud, for selvom vi startede ud med
at spise morgenmad da vi ankom, havde vi (naesten) omraadet for os selv. Og
hvilket omraade. I den taetteste jungle man kan forestille sig dukker
pludselig flere tusind aar gamle ruiner op over traetoppene, og udgoer, som de
stod der i den tidlige morgensol, et ubegribeligt smukt syn.
Men allerede foer det, paa vej ind til ruinerne gennem junglen startede dagens
oplevelser... 3 aber svingede sig i traeerne, standsede op, spiste, kloede sig
og svingede lidt videre. Fascinerede var vi, men det skulle blive til mere. I
loebet af dagen saa vi vel over 30 aber i kronerne. Paa et tidspunkt en flok
paa 10. Vi kunne se hvordan de hvilede, spiste, tog sig af deres unger som
hang paa ryggene, eller fik lov til at kravle selv ad smaa grene, og endelig,
se hvordan de sked, hvilket de gjorde ualmindeligt meget i!
Om ruinerne: Ubeskriveligt smukt. Gaasehudsfremkaldende. Selv de hoejeste
forventninger kan indfries her. Og blev det.
I morgen tager jeg paa en 6 dages tur i junglen til de afsidesliggende
Mayaruiner El Mirador. Spaendende. Ogsaa fordi jeg i aften skilles med de fire
andre,og den naeste maaned skal rejse alene, indtil Nanna ankommer til El
Salvador. Det bliver faktisk lidt specielt at skulle skilles, fordi vi har
haft fire forrygende uger sammen, og fordi man er sammen konstant. Saa lidt
tomt bliver der nok i junglen de foerste par dage. Men saa har jeg jo alle de
vilde dyr...
Og jeg glaeder mig da ogsaa meget til at skulle rejse alene, og opleve, og
moede, paa en helt anden maade.
Alt dette og meget mere i naeste brev.
Skriv gerne en email, der er netcafeer overalt her, og altsaa rig mulighed for
at checke...
Hilsener fra familien
Og mange gange fra mig
Saludos y Abrazos,
Kristian
