Paabegyndt i Granada, Nicaragua, 25. marts 2005.
Faerdiggjort i San Cristobal de las Casas, Mexico, 10. april 2005
Kaere allesammen
Saa gik der sgu 4 uger igen. Eller 4 veckar, som man siger paa svensk. Ikke at
der tales meget svensk I Honduras, eller Nicaragua for den sags skyld, nej her
er det mere det spanske der dominerer. 4 semanas, entonces. Entonces betyder
“saa” eller “saa da”. 4 uger i hvert fald. Det er blevet langt, saa print det
ud, lav en kop kaffe og saet jer til rette i den bedste laesestol.
Jeg skrev fra metrocentro mallet I San Salvador sidst. Dagen efter saa jeg en
fodboldkamp mellem San Salvador og Limeno i den bedste raekke. Sportsligt
naaede kampen aldrig de store hoejder, men oplevelsen var fin.
Fodboldtilskuere varierer vist ikke saa meget fra kontinent til kontinent –
det kunne godt have vaeret AGF-FC Midtjylland. Maaske lige bortset fra
tilraabene for det meste lidt grovere karakter. Favorittilraab> Hijo de la
gran puta (raabes ved bade god tog skidt). Af hensyn til evt. Sarte sjaele
oversaetter jeg ikke – det kan I saa ogsaa lade vaere med. Til de yderst
sportsinteresserede> Kampen endte overraskende 1-0 til Limeno.
Jeg tog fra El Salvador til Leon i Nicaragua paa en dag. Af den tur kraever de
sidste tre en halv time yderligere beskrivelse. Fra den
Honduransk-Nicaraguanske graense til Leon, i microbus med 10 senoras o 1
caballero, som tydeligvis alle kendte hinanden godt. De var paa vej hjem fra
arbejdet som toejsaelgere paa markedet i Hondu, og humoeret var hoejt. Jeg
blev hurtigt midtpunkt for underholdningen. Dels faldt jeg som turist lidt
uden for normalen i deres lille bus, dels sad jeg ret specielt, lige bag ved,
men med ryggen til, chauffoeren, saaledes at jeg, som den eneste, sad med
front mod ALLE andre i bussen...
Jeg fik hurtigt sagt at jeg godt forstod noget spansk, men at de skulle tale
langsomt. Det skal jeg satme love for at de tog til sig. Navne runde i
uutroooliiigt laaaaaaaaangsooooooooomt tempo, til hoejlydte grineanfald fra
alle, alle. Og i den dur fortsatte snakken, mens vi delte vandmelon og solen
gik ned bag to af landets mange vulkaner. En pige slog fast, at alle Nicas er
un poco loco. Paa davaerende tidspunkt kunne jeg umuligt modsige hende,
heldigvis. Herlig start paa et nyt land.
3 dage i Leon. Den store digter Ruben Darios foedeby. Nicaraguas liberale
koloniby - i modsaetning til den anden koloniby, Granada, som efter sigende
skulle vaere mere konservativt orienteret. Sandinisterne har altid haft sikker
opbakning i Leon. Mange smaa museer og murmalerier hyldede revolutionens helte
og martyrer, og det roed/sorte FSLN-flag (Frente Sandinista de Liberación
Nacional) vajede over mange tagrygge.
Jeg brugte dagene i León til igen at finde mig selv (grin ikke, por favor) som
solorejsende, til at laese i en haengekoeje, til at gaa ture i byen, til at
svede i varmen, León var en meget arm by, og det kunne til tider vaere svaert
at taenke paa andet end bare at komme tilbage til Hostel Via Via og et koldt
styrtebad.
Tormod var sidste aar i Nicaragua en maaned. Han havde tegnet mig et fint
lille kort over byen, landsbyen, Achuapa, hvor han boede 10 dage. Med det i
haanden ankom jeg og fandt frem til huset paa hjoernet hvor familien rent
faktisk lejede et vaerelse ud. Achuapa er end ikke naevnt i Lonely Planet
guidebogen. Der er i princippet ikke noget at komme for for en turist som mig!
Ud over stille landbyliv, godt med heste, svin og hoens i gaderne, flotte
bjerge over tagryggene og et lille spiseted paa hjoernet overfor mit hus.
Naeste morgen gav familiens 11-aarige dreng Nixar mig en glimrende rundvisning
i byen og paa landet. Vi endte paa hans skole, hvor inspektoeren insisterede
paa at jeg skulle se computerrummet. OK, jeg sagde ja, taenkte jaja,
"computerrummet". 20 splinternye PC'er moedte mit blik derinde i det
airconditionerede lokale. Med internet, selvfoelgelig. Regeringsprojekt var
svaret paa min undren. Dog havde de ikke fungeret i en maaned nu, grundet en
fejl i stroemforsyningen.
Jeg tog til Estelí, og videre til Isla de Ometepe i den store Nicaraguasoe.
Der blev jeg 6 dage, og noed dem, dejligt som der var. Nogle dage ved soeens
bred, paa hacienda Merida - ex-diktator Somozas gamle ranch. Dejlig
beliggenhed, og heldigvis intet spoegelse der gik igen. I har maaske undret
jer over hvorfor dette brev stort set indledtes med et svensk ord. Jeg har
trukket spaendingen, jeg ved det, men nu skal det ikke holdes skjult laengere:
Jeg har laest en svensk bog. Paa svensk. Liza Marklund - Primetime. Det gjore
jeg paa Ometepe.
Jeg besteg ogsaa en vulkan, nr. 3, paa Ometepe. Sammen med Eve fra Quebeq som
jeg havde moedt paa baaden. Endnu en vulkan, men ikke en gentagelse. Volcan
Maderas paa 1394 meter: Broeleaber ved vulkanens fod. Og de broelede deres
vilde broel, fordi vinden fik traerne til at svaje, sagde vores guide.
Laengere oppe, mudder, og taet, taet regnskov. Grene med mos ind over stien
tvang os til at kravle over og under, smyge os hid og did og bruge baade
haender og foedder. Det maa vaere sjovt at vaere abe. Det var sjovt at vaere
det for en dag.
Min foedselsdag var en god dag. 21 aar blev jeg ved soeens bred. Ved
middagstid proevede jeg at tage en bus til oeens anden side, som jeg havde
proevet det to dage tidligere, men for anden gang lykkedes det ikke.
Bustransport paa oeen var en uberegnelig stoerrelse. Plan B gik dog ogsaa. Jeg
blev i Somozas sovevaerelse og noed barens udbud af Licuados, Tona oel og
glimrende aftensmadsbuffet.
Det lykkedes mig i tredje forsoeg at komme til Finca Magdalena. Delvist oppe
ad Volcan Maderas' nordside laa denne kaffefarm med forrygende udsigt over
groent og blaat. Farmen havde eksisteret i mange aar, men var i 1982 blevet
omdannet til kooperativ af sandinisterne. Nu blev den drevet 27 familier, som
udover kaffehoesten og eksporten af denne til USA tjente en lille slat penge
paa at have turister rendende. Jeg hjalp til med plantningen af nye
appelsintraeer en morgen, og fik mulighed for at snakke med den gamle senor
paa 71, som stadig arbejdede der i marken. Han var blevet ansat da han var 10
og havde nu altsaa arbejdet der i 61 aar!
Fra Ometepe flottede jeg mig og floej med en lille sardindaase ud i
atlanterhavet. Corn Island hed oeen jeg landede paa, og Little Corn Island hed
oeen ved siden af jeg sejlede til.
Der kunne skrives en del om den lile oe, men jeg fatter mig i korthed: Den var
fuldstaendigt fantastisk dejlig! Hvide, oede strande, kokospalmer og end ikke
en knallert. Jeg boede paa oeens helt oede side, paa et herligt og primitivt
sted. Der hentede vi vand op fra broenden, lavede mad over baalet og sov i
haengekoejer. Om dagen gik jeg i det dyre udstyr. Der var en lille dykkerbutik
som tilboed et Open Water dykkerkursus. Saa paa 4 dage tog jeg det. Og det var
fedt. Helt anderledes end at snorkle, som jeg jo har gjort, og nydt, meget.
Ikke bedre end snorkling, bare en helt anderledes, god oplevelse. Selve revet
ud for Little Corn kunne ikke imponere ovenpaa fantastiske Roatan, men vi
laerte at dykke godt og sikkert, og saa da ogsaa baade hajer og store
muraener, foruden godt med fisk. Jeg kan godt lide fisk. De er sjove, og ikke
sky, i modsaetning til jo stort set alle dyr paa landjorden (Jeg taenker fx
paa min tur i junglen i Januar, 5 dage, hvor vi jo fandme kun saa skyggen af
to aber og saa et par fasanfugle i traeerne...). Moedte svenskeren Simon,
tyskerne Jan og Kirstein og danskeren Kristoffer som jeg hyggede mig meget
med.
Jeg tog derfra midt i Semana Santa - paaskeugen. Det er den stoerste hoejtid i
disse katolske lande, og jeg havde set frem til et bragende byliv i den
flotte, gamle koloniby Granada ved Nicaraguasoeens bred. Det kom ikke! Jeg
havde nogle fine dage i Granada, bevares, men Semana Santa maerkede man mest
grundet lukkede butikker. Jeg moedte en flok danske piger, som havde vaeret
paa sprogskolen i Xela, og vi havde nogle gode dage sammen. Som jeg skrev
tidligere skulle Granada vaere den konservative, borgerlige, snobbede og rige
by i modsaetning til Leon. Det var svaert at faa bevis for, ud over at Rotary
Club havde sponsoreret skraldespandene i byens gader. Men jeg valgte at tro
paa det, og gjorde mit til at modvirke dén uheldige udvikling. Jeg koebte en
antologi af Nicaraguanske digte, skrevet paa baade spansk og engelsk. Derfra
faar i nu, af den tidligere sandinistiske praesident, Daniel Ortega, digtet
The Fruits That Would Be
When the sowers decided
to cultivate the field
they foresaw that they would have to clear out
stones
thornes
weeds
That they would bloody their hands
and cut their feet
That they would have to be careful
of the gnawing worm
and the locust
and the rats
That the weeding would be hard but at the end
against fires and fences
the harvest would yield
Der gik jeg saa omkring i Granadas stokkonservative gader og skreg dette digt
ud af mine lunger. Jeg standsede folk paa gaden og overbeviste dem om at
begynde rerevolutionen med mig i morgen. Jeg gjorde mit i den by, og forlod
den 4 dage senere med god samvittighed.
Efter et par lange busture, med de sjove, men haarde, lokalbusser (jeg godter
mig altsaa over at kunne spare 30 dollars ved ikke at tage
turist-shuttlebusserne), kom jeg et par dage senere tilbage til Honduras´
nordkyst. Denne gang valgte jeg baaden til Utíla. der tog jeg saa mit naeste
dykkercertifikat, med titlen jeg elsker, Advanced Open Water Diver. Sublime
dykkeroplevelser. Koralrevet straalede i sin rigdom paa farver og former.
Koraller som hjerner, som kanonroer, som grantraeer. Som hele skove, eller som
kaempesvampe. De tiltraekker fisk, store barracudaer og skildpadder. Men de
klare blaa vande over sandbundene har ogsaa noget at byde paa. Der blev vortes
baad en dag moedt af 6 legesyge delfiner, som cirklede omkring vores kroppe i
vandet, helt taet paa og forvirrende hurtigt. Det var stort. Dykning kommer
jeg til at goere igen. Dykkercentret gjorde det muligt stort set ikke at
skulle bevaege sig paa landjorden. Jeg boede der, og der var restaurant og
bar, foruden koekken og fjernsynsstue. Saa alle vi seje dykkere chillede og
fortalte roeverhistorier fra de syv verdenshave, naar solen gik ned.
Paa fire dage tog jeg turen gennem Honduras og Guatemala, tilbage til den
kendte egn i Mexico, Chiapas, og byen san Cristobal de las Casas. For jeg har
en plan, som jeg har brygget paa laenge, og som om et par dage skal foeres ud
i livet.
Indianerorganisationen EZLN, bedre kendt som Zapatisterne, gjorde i 1994
vaebnet oproer i delstaten Chiapas. De overtog styret i flere store byer, og
satte de jordloese, menneskerettighedskraenkede boenders situation paa
dagsordenen i Mexico, og paa avisforsider ude i verden. Den mexicanske
regering satte haardt ind med militaer, og fordrev oproererne op i bjergene
eller ind i junglen. Derfra har de siden sendt deres budskaber til omverdenen
via internettet, isaer gennem talspersonen, den sagnomspundne subcommandante
Marcos. Militaere og Paramilitaere styrker i Chiapas har lige siden vaeret i
meget stort antal, og utallige gange er der sket voldelige overgreb eller
massakrer paa den indianske befolkning. For at dette ikke skal ske, og for at
rapportere hvis det sker, sendes der fra San Cristobal saakaldte Fredsvagter
ud i de smaa zapatistiske samfund.
Muligheden for at tage ud som fredsvagt benytter jeg mig af. Gennem en
organisation her i San Cris, bliver jeg paa Onsdag morgen, om alt gaar efter
planen, sendt ud til en lille landsby. Jeg ved endnu ikke hvilken, der er
infomoede paa mandag og tirsdag. Jeg glaeder mig til det. Til at vaere et sted
i laengere tid, til ikke at vaere turist, til at goere noget. Efter sigende
sker der sjaeldent noget, dvs. der er ikke noget at rapportere, der er ingen
militaer aktivitet. Maaske fordi der netop er fredsvagter. Derfor kan der
blive meget tid, og jeg har forsynet mig med et lille bogforraad, Karen Blixen
breve, Life of Pi af Yann Martel, The Zapatista Reader og en endnu unavngivet
roman. Man bliver aldrig sendt ud alene, saa jeg har kortspil og terninger
med. For ikke paa nogen maade at goere de smaa samfund oekonomisk afhaengige
af de nogen gange mange fredsvagter der kommer, opfordres man til at tage mad
med til faktisk hele opholdet. Saa jeg har vaeret paa markedet og koebt ris,
pasta, boenner, kartofler, loeg, roedbeder, guleroedder. Jeg har koebt tun og
havregryn, sukker, salt og krydderi. Jeg vil koebe tomater, frikse og paa
daase og meget, meget mere.
Det sker altsaa om et par dage. Jeg kom hertil i onsdags, og moedtes samme
aften med Ena og Marianne (fra hhv. Gymnasiet og Friskolen), som kommer fra
cuba og det nordlige Mexico, og senere skal til Guatemala og El Salvador.
Dejligt at se folk man kender igen! Vi havde nogle hyggelige dage, bl.a. paa
udflugt til Cañon del Sumidero, en dramatisk kloeft med en stor
flod/vandreservoir i bunden. Med baad sejlede vi gennem det krokodillede vand,
og stirrede med store oejne op ad de til tider 1000 meter lodrette
klippevaegge.
Den skarpe laeser, som samtidigt har hukommelsen i orden, vil maaske paa
nuvaerende tidspunkt have rejst sig fra stolen, og forsoegende paa
telekommunikation udbryde: "Jamen, Kristian, hvis du tager to-tre uger ud til
en lille landsby, saa naar du sgu da ikke dit fly hjem fra Mexico City den 25.
april!". Rolig, bedstefar, svarer jeg, jeg har styr paa det. I Guatemala City
slog jeg et smut forbi British Airways´ kontor og rykkede min hjemrejse til
den 13. maj, stadig fra Mexico City. Dermed kommer jeg hjem til Koebenhavn den
14. om aftenen.
Jeg startede denne mail for snart to uger siden. Jeg skrev i det indledende
afsnit 3 uger, veckar, samanas. Saa rettede jeg det til 4. Nu burde det rettes
til 5, for fem uger er det siden sidst. Der er sket saa meget, saa mange
lande, saa mange steder, saa mange gode oplevelser. Derfor er mailen blevet
lang som et ondt aar. Jeg haaber i har nydt at laese og droemme med. Saadan
har jeg det selv naar jeg modtager rejsebreve fra det store udland, eller
dagligdagsbeskrivelser fra det lille indland. Jeg droemmer mig vaek for en
stund, er med paa indtrykkenne, paa smagene og lugtene i gaderne.
De bedste hilsener,
Kristian
