Den Mexicanske Ørken

Kom, vi tager ud i ørkenen i weekenden, vil du med? Vi tager til San Luis Potosi, det er nordpå, vi kører i bus om natten og er fremme næste morgen. Tag et telt med, og en hat, for solen er streng.

Vi er fem der mødes på Terminal Norte torsdag aften. Mine to gode franske venner, Miguel og Roman, og to mexicanere, Raquel og Jaime. Jaime kender området, selvom det er otte år siden han har været der sidst, og i dagene der følger indtager han den naturlige position som guide for den lille delegation. Halv seks fredag morgen ankommer vi til landsbyen Matehuala. Byen har godt nok hundredetusinde indbyggere, men det imponerer angiveligt ikke synderligt i Mexico og man kalder konsekvent et sådant sted for landsby. Nuvel, på den centrale plads var der da også ret dødt der om morgenen, inden provianteringsmulighederne åbnede.

Tamales er majsmasse med fyld kogt i majs- eller bananblade, og det er på en måde en joke. De smager efter min mening fremragende, men den primære salgsmetode foregår vha. råb - i endnu højere grad end så meget andet, der sælges ved råb i Mexico. Således har hvert kvarter i byen sin helt egen tamalessælger, der gladeligt gjalder tidlig morgen som sen aften: Tamales , tamales oaxaqueños, ricos tamales. Det er den personificerede hjemme-is-bil-klokke og det er ikke altid lige skønt. Jeg nævner det, fordi vi denne morgen på pladsen desperat sidder og afventer morgengryets første tamalesskrig. Det kommer til sidst, og vi fylder os og køber ind; mad og de sombreros vi ikke har medbragt.

Senere er vi i en landsby, der faktisk er en landsby. En støvet en af slagsen, langt fra alfarvej. Vi skal længere ud og betaler halvdyrt for privat transport med PepeLoco. Sådan kalder chaufføren sig rent faktisk, og prisen for hans van fra Estación Catorce og 18 km ud i ørkenen er to stænger guld og øl-ad-lib så længe turen varer. Det beroliger mig at farten er lav, vejen snorlige og trafikken - trafikken??! - ikkeeksisterende.

Ørkenen er en busksteppe, der er grøn, for det har lige været regntid. Men den er tør og støvet og stor som bare fanden. Jaime kender til den og har sine anbefalinger i orden. Vi skal først forbi El Jefe Del Desierto, områdets selvbetitlede kommandant. Ved en smadret campingvogn og et tilbygget skur tager chefens kone imod os, alt imens El Jefe himself sniger sig ind på os bagfra. Godt tager han sig ud, da han endelig træder frem: Iklædt aflagt militært camouflagetøj fra top til tå, dolken solidt placeret i bæltet og plasticflasken med billigt sukkerrørsalkohol parat i højre hånd. Jaime overbringer på bedste indianervis vore ydmyge gaver til chefen, en perfekt matchende grøn militærkasket og en identisk liter alkohol til den anden hånd. Varerne accepteres og vi gelejdes længere væk fra civilisationen til vi under et skyggefuldt træ slår lejr, overladt til præriens vilde dyr, ørkensandets bidskt forsvarende kaktus og himlens klare stjerner - og nå ja, ej at forglemme, meskalinkaktussen Peyote.

Peyote er en 10 cm lang rod under en lille overjordisk, grønlig tornefri kaktus, og den er nok ikke uden betydning for områdets relative berømthed blandt mexicanske unge. Den indeholder en række stoffer, et af dem altså det berusende Meskalin. Indianere i det nuværende nordlige Mexico og Texas har i religiøse og/eller rituelle sammenhænge spist Peyote i årtusinder, og det lå i kortene at også vi skulle prøve at se flere stjerner end normalt muligt. Det havde jeg det fint med, da det siges at være et meget rent stof, 100% naturligt og uden de store farer for beskadning af hjernen - ulig eksempelvis alkohol.

Vi slår lejren op, vi samler brænde og laver bål, vi vandrer i naturen og høster Peyoten. Vi brygger te og spiser en enkelt rå og kigger så på stjernerne. Og der er mange stjerner, men kun fordi der rent faktisk er ekstremt mange stjerner på en mørk, mørk ørkenhimmel. Der sker intet med den kaktus. Kan du høre Coyoteulvene? Ah, det er da ikke Coyotes. Jo, hør nu hyler de igen. Jamen, så er det kun nogle små nogle, ikke? - ikke?

Mens trætheden fra nattens busrejse indtræffer begynder virkningen pludseligt også, og det er sjovt, og ikke vildt. Jeg er 110% bevidst om hvad der sker med og i min krop, mens det sker. Jeg ser masser af farver, store planer af farver, plader og mønstre, som jeg bevæger mig ind i og videre ind i nye, og mens det sker tænker jeg: Dette er kun fordi det er stereotypen på et syretrip fra halvfjerdserne, det er fordi det er sådan det bør se ud. Men sådan sér det ud denne aften, og om 2001: A Space Odyssey - kulturarven præger mig i dette øjeblik, eller en peyote-lsd-påvirket Stanley Kubrick er lykkedes med at visualisere sit trip præcist som man oplever det på den indre nethinde ved jeg ikke, men jeg tænker på det. Alt imens ser jeg også bålet og stjernerne og en halv time efter går jeg i seng og vågner frisk og veludhvilet næste morgen.

Ørkenen indbyder til simpelt liv, og simpelt liv leves. Lidt ris over bål, et nærstudie af en kaktus, at glo ud mod horisonten. Solen skinner hvor skyer ikke dækker, kaktussene stikker hvor sko ikke rækker. Solen passerer langsomt langsomt over himlen og med eet er det mørkt og bål tændes og stjerner glimter, hvor skyer ikke dækker.

Søndag forlader vi ørkenen og tager op i bjergene, til den tidligere trivende mineby Real de Catorce, nu såkaldt Spøgelseby. Om det er tilfældet er der eddermame mange spøgelser denne søndag, og de er på shopping. Mexicanere på busekskursioner og tilvandret fra de omkringliggende byer lader sig friste af religiøst ragelse og søde sager. Om aftenen finder vi byens sejeste sted: En billiardbar med vaskeægte saloondøre - og dét er ikke til ære for spøgelserne. Mod den lokale mester lykkes det på mirakuløs vis at vinde to ud af tre spil pool, men heldigvis vinder han de to sidste og vi får lov at betale. Han ligner typen der helst vil vinde, så det er nok bedst at han gør det. Mellem spillene dannes der nærmest køtilstande af venlige guider, der godt vil sælge en hestetur når morgenen gryr. Jeg tror alle der er i saloonen er guider, så vi må høfligt afvise et par gange. Filmen The Mexican er optaget i byen og et skilt på den snavsede væg oplyser stolt om at Brad Pitt Var Hér. Nok ikke så længe, tænker jeg.

Oppe ad bjergsiden finder vi en mindre by med alvorligt forladte huse, og her ville jeg persnoligt foretrække at bo som spøgelse. De er fascinerende, sådanne bygninger. Opført i blod, sved og tequila mens guld, sølv og kobber flød ud af bjerget, for kun senere at forlades abrupt - overladt til den hellige treenighed af spøgelser, turister og hesteguides. Længere oppe i bjergene finder vi bare bjergene, og nyder dén rene luft der ikke er i Den Store By Uden Spøgelser.

Næste morgen vågner jeg op i bussen på den nordlige busterminal i DF. Endnu en bid af Mexico er oplevet, endnu en bid Mexico beskrevet.

Fodboldlørdag

Jeg har et tydeligt minde fra min barndom. Tydeligt, som minder kan være, fordi jeg dengang syntes det var lidt pinligt. De fleste fodboldinteresserede danskere kan godt huske det: Det var i efteråret 1993, og Danmark skulle spille sin sidste kvalifikationskamp om at komme med til VM i USA 1994 mod Spanien. Jeg var 9 år og vild med fodbold. EM ´92 var skørt, dér på campingpladsen i Frankrig, men nu var jeg halvandet år ældre og fandt betydningen af denne kamp enorm. Danmark ved VM!, jeg kunne ikke forestille mig noget skønnere. I 63 minutter var jeg på nippet til at tisse i bukserne. Så skubbede Bakero til Schmeichel, Hierro scorede og 27 minutter senere var kampen forbi, Danmark ude og jeg gik op på mit værelse, lukkede døren, og kunne mærke klumpen i halsen. Så lagde jeg mig på sengen og græd.

Desværre har jeg fået et mere afslappet forhold til fankultur og fodbold siden, men når det drejer sig om VM kan jeg nu godt fremtvinge en brøkdel af de store følelser fra dengang, og jeg havde det frem til denne lørdag den 10. oktober 2009. Med en sejr over Sverige kunne Danmark kvalificere sig til VM 2010 i Sydafrika, og med en sejr over El Salvador kunne Mexico fire timer senere følge trop. Førstnævnte kamp fandt sted via halvdårlig streaming på computeren på mit værelse. I fraværet af ligesindede nationalfølende danskere havde jeg inviteret en mexicaner, en franskmand og - en svensker ! Danmark vandt 1-0, kvalificerede sig, og jeg hoverede behørigt, jublede moderat og var sindssvagt glad i mit stille sind.

Så tog vi til stadion. Estadio Azteka, et af verdens største med plads til 105.000 og hjemmebane for VM1970 og VM1986, hvor netop Danmark fejrede så store triumfer og et forsmædeligt nederlag - til Spanien. Eftermiddagssolen stod højt, humøret var i top og stemningen på stadion overvældende. 105.000 hvoraf 73% bærer grønne trøjer og 64% blæser i truthorn giver unægteligt en spektakulær ramme. De fremmødte El Salvadorenere blev skoset i uhørt grad, og skønt dette måske ikke just taler til en nations fordel, var det dog umådeligt underholdende når blafrende hænder og åh-fanfare før et målspark afløstes af et rungende 'Puto!' - som er et grimt ord.

El Salvador var ret håbløse, og selvom de fleste mexicanere nok vil være uenige, så er det relativt lave kvalitetsniveau i CONCACAF-regionen nok en kraftigt medvirkende faktor til at Mexico næsten altid er at finde ved VM, og næsten altid taber... men lad os nu se, hvad der skete denne lørdag, for jeg havde mit lille kamera med på lægterne, og det har såmænd fået billeder i kassen:

Mexico - El Salvador, Estadio Azteca from Kristian Lytken on Vimeo.

Jeg ser nu tydeligt Danmark mod Mexico i finalen ved VM 2010 for mig, og spørgsmålet er så hvem jeg skal holde med - det tror jeg nu ikke drengen indeni vil være i tvivl om!

Marcha, 2 de octubre

Den 2. oktober er en mærkedag i Mexico. På denne dato for 41 år siden, i 1968, åbnede det mexicanske politi og militær ild mod demonstrerende studerende på La Plaza de tres Culturas i Tlatelolco, lidt nord for centrum i Mexico City. Der var en uge til de Olympiske Lege skulle begynde, og man syntes det ville være bedst, hvis verden ikke fik indtrykket af et kaotisk Mexico. Man ville skære det ud i pap for demonstranterne, at nu måtte det være nok med denne 68'er-studenterbevægelse, og det gjorde man så! Tallene er upræcise, men man regner med mellem 300-400 dræbte (selvom det officielle tal var 29!), den dag, i oktober 1968. Videoen her viser lidt billeder af kaoset på pladsen.

Tragedien mindes man naturligvis fortsat, hvert år d. 2. oktober, med en march fra stedet for massakren i Tlatelolco til den store plads i centrum, El Zócalo. Jeg har normalt timer på universitetet fredag eftermiddag fra 16-18, nøjagtigt i tidsrummet for demonstrationen / La Marcha. El profesor er en ung mand på tredive og yderst aktivistisk indstillet, hvorfor der aldrig var tvivl om at undervisningen denne fredag skulle aflyses, og de der havde lyst, kunne marchere med ham. Fabián hedder han, og hans studenterpolitiske aktivisme vaktes da han som ung studerende på UNAM i 1999-2000 var med under den 9 måneder lange universitetsstrejke (!) i protest mod indførslen af et indskrivningsgebyr og øget brugerbetaling for de studerende. Da vi fredag forlod klassen og gik mod metroen, kunne han således, med et smil på læben, udpege det unam-vagttårn hvor han og en del andre havde boet i over syv måneder.

Alt i alt forløb vores march meget fredeligt. Politiopbuddet var enormt, og en enkelt konfrontation med den anarkistiske blok var uundgåelig (elementer fra begge parter havde tydeligvis har glædet sig et helt år til igen hhv. at smadre Oxxos (7eleven-agtig butik) vinduer og lufte kniplerne), men uden skrammer nåede vi frem til Zócaloen. Nu går jeg jo sjældent af vejen for en god, regeringskritisk demonstration i Danmark, og undervejs i fredags kunne jeg ikke undlade at sammenligne. Der var måske 10.000 mennesker, inddelt i mange små fraktioner med hver sin personlige dagsorden. Hvor en dansk demonstration ofte starter og slutter med en eller flere taler, og har en ret tydelig arrangør, herskede der en del mere anarki hér. Samlende taler først som sidst var umulige, for hver mand med en mening havde øjensynligt medbragt sin megafon, og de benyttedes flittigt. Udover den anarkistiske bloks sammenstød med politiet var der tilmed noget mere direkte provokation over for politiet fra rigtig mange demonstranter. Bedst illustreret af en situation jeg fangede på video (håber jeg kan uploade den) lige før vi nåede zócalo'en. Tre mænd, to yngre og en meget gammel, fandt bl.a. fælles fodslag i råbet til betjentene en meter fra dem, om at der findes aftenskoler på folkeskoleniveau... hay primarias nocturnas, pinches cabrones!!.. samt andre herlige ideer og gode råd.

Der var ikke meget mindestemning over marchen; i langt højere grad benyttedes anledningen til at udvise utilfredshed med regering, politi og militær. Det er faktisk fuldstændig ufatteligt, det der skete i 1968, og man er lige ved at sige, pyh, sådan noget kunne trods alt ikke ske i dag - men det kan det, og det gør det, i Mexico. Det er således kun tre år siden at millitæret bankede demonstrerende lærere på plads i byen Oaxaca ved hjælp af tanks og tungt skyts i byens gader.

Vores lille delegation kørte en god turist-demonstrationsstil, og undervejs var der god tid til at tage lidt billeder:

Edificio Chihuahua bag Plaza de las tres culturas, hvor massakren fandt sted 2/10/1968

Fredelige demonstranter, fra venstre: Natalia (fra Spanien, bor i mit hus), X (fra min klasse),

Miguel (min ven fra Frankrig), Fabián (el profesor), Fernanda (fra min klasse).

Selv de mexicanske hunde fulgte optoget og mindedes massakren!