i dag har jeg set...

I dag besøgte jeg et andet fakultet på universitetet: Filosofia y Letras, for jeg skulle låne en bog på deres bibliotek (hvilket, som så meget andet, viste sig at føre lige lukt i kløerne på det velvoksne mexicanske universitetsbureaukrati - intet under at der er over 100.000 ansatte på UNAM!). Nå, først var der, på pladsen foran fakultetet, som også er pladsen foran den imponerende centrale biblioteksbygning, en større forsamling studerende med en megafon i centrum. Lidt efter fortrak de alle til det på UNAM herostratisk berømte Auditorio Che Guevara, som hurtigt fyldtes med ca. 800 aktive og studenterpolitisk engagerede studerende. Dét fascinerede mig dybt. Mødet handlede om selvsamme auditorium, som siden studenteroprøret i 1968 har tilhørt de studerende (Dengang, i '68, omdøbtes det til Ernesto Che Guevara) og deres/vores studenterpolitiske bevægelser . Nu vil ledelsen angiveligt ændre på dette forhold, så de studerende ikke længere kan råde frit over den store sal. Dét fik tidligere i dag i den grad de studerende op på mærkerne: Man er altså ikke ligeglad her. Der er en helt anden studenterpolitisk kultur, der dels skyldes mentalitet og tradition, dels skyldes at der simpelthen er meget vigtige ting at kæmpe for. UNAM tilhører de studerende, og det skal det fortsat gøre. Det, blandt meget andet, kæmpes der hver dag for! Mødet forløb med et utal af korte taler og opråb fra hvem der måtte have noget på hjerte. Mange træder vist deres politiske barnesko hér. Der taltes i megafoner, og det gav alt andet lige en god 70'er-ølkasse-tale stemning. Ingen større forsamling uden en sælger eller to; Søde sager og smøger gik som varmt brød, og snart var rummet godt tilrøget (og sødt...). Jeg følger sagen og kampen for at bevare auditoriet på de studerendes hænder, men mere end noget var dette et spændende lille kig ind i et superengageret studenterpolitisk miljø, hvor næsten 1000 mennesker fandermer mødte op for at høre på og giver deres besyv med - wow - via mobilos:

Fyldt Auditorio Che Guevara

her kan tilmed høres et par lydbidder.

Mi casa es tu casa

Mit hus er dit hus. Mit hus er i hvert fald en masse menneskers hus. Mit hus er Doña Catalinas hus, og mit hus er over tyve andre udvekslingsstuderendes hus. Jeg havde reserveret et værelse på forhånd, for Anna Rønne og Esben boede i huset for et par år siden og havde talt om ikke decideret varmt, så nogenlunde positivt om stedet. Således var det såre let at ankomme den første august, banke på og indlogere mig.

Der er mange gode ting at sige om stedet. Det er billigt for en dansker, 2900 pesos = 1160 kr. alt inklusivt. Det er fint at bo her med en række andre udvekslingsstuderende. Vi har, alt andet lige, noget tilfælles. Jeg havde frygtet en backpacker-hostal-stemning, hvor der kunne blive talt en del engelsk om aftenen. Det er ikke tilfældet, tværtimod. Der tales spansk over hele linien, og der er i hvert fald ikke udprægede party-tilstande. Det er en blandet forsamling, der holder til huse her. Mest blandet i nationalitetsøjemed, for vi er næsten alle unge og studerende. At verden er repræsenteret kan ikke benægtes, når man læser listen hér: Alemania, Australia, Colombia, Corea, Dinamarca, España, Francia, Japón, Kenya, Mexico, Nigeria y Paraguay.

Der er også ting, der kunne være bedre. Husets tilstand er mexicansk, hvilket primært betyder at det er bygget i mange etaper, og ikke altid med lige heldige arkitektoniske og ingeniørmæssige løsninger. Mit værelse er af de bedre, andre døjer med mangel på naturligt lys og regn, der drypper ind. Der er beskidt i fælleskøkkenet, for der bliver sjældent gjort rent. Der er et fælles opholdsrum, men der mangler et bord og tilhørende stole, og det er en af de væsentligste årsager til at husets beboere på en måde omgås hinanden som spøgelser - der er ikke noget naturligt samlingssted. Dette er sådan set på godt og ondt, for det gør også at man i den grad kan være sig selv og ikke behøver høre på de andre vesterlændinges braldren.

Huset ligger i bydelen Copilco El Alto, lige uden for univeritetsbyens porte. Det lærer man særligt at sætte pris på, når man hører at sidemanden i klassen har halvanden time hver vej til skole - hvis trafikken er med ham. Det er et glimrende kvarter at bo i, synes jeg. Det er virkelig et sted hvor man bor. Der er et væld af små butikker, der kan servicere en med hvad man måtte have brug for, på de fleste tidspunkter af døgnet. Grønthandlere, tortillabagere, sodavandssælgere, en skrædder og en mobilreparatør. Der er små spisesteder, men ikke mange fancy caféer. Man bor her. På tagene tørres tøj i lange baner, og på tagene bor der gerne en hane med sine høns. Hundene gør, som hunde jo gør (et blogindlæg vedrørende dette punkt er lovet og er under opsejling). Største støjgene, som dog uundgåeligt også fremkalder et lille træk på smilebåndet. kommer fra den anden side af gaden, hvor danselæreren underviser. Han er en mand, der går op i sit job, og om eftermiddagen gjalder det i gaden og hen over tagene: Ahora, ahora, ahora, på 4, 8 og 12, mens mexicansk kærlighedscumbia højt skratter ud af en alt for lille ghettoblaster.

Billeder af mit hus og af Mexico kommer snart, her er et enkelt, der viser udsigten fra mit værelse:

nice revival

Ah hva'?! Blir ordet NICE / nice lige brugt liiidt rigeligt i DANmark, hvor man mest taler DANsk, eller hva'? Bliver man ikke nogenlunde ekstra træt på vej hjem i bussen når ellers søde OG rare teenagere for gud ved hvilken gang, måske hundredesyttende, siger nice, herrenice, rigtignice eller ligefrem orn'lig nice? Bliver man ikke ekstra ekstra livstræt når man hører sin egen fattige mund sige nice? Ah hva', det var da ligegodt lidt for meget med det der engelske, for fuck, jesus christ og WTF! - eller var det FTW?

Når man sådan kan gå og savne gode gamle danske udtryk som bare lejlighedsvis substitut for de engelske, så er det måske dumt at rejse til Mexico. Altså, der er ikke så mange gode danske udtryk. Der er til gengæld mange gode mexicanske udtryk, og ekstremt meget mexicansk slang, som ikke er at finde i de castillansk-spanske ordbøger. Der er også engelsk, for indflydelsen fra gringoerne er uundgåelig og meget stor. En del importord får lige et spansk twist, så det hedder computador, hamburguesa og chokomilk, og engelske ord får i hvert fald altid et spansk los over udtalen, hvilket jeg som skraldespansktalende ikke kan tillade mig at hovere over, men søreme godt more mig over: hardcórre, Rrambo, Púnk eller Jeemes Bund.

Forleden lavede jeg et interview med en danserinde (Uhlala) som led i et kursus i journalistik. Jeg diktafonerede det. Vi snakkede om balkanmusik og hun fortalte om mexicaneres forskellige grunde til at holde af balkanmusik. En af de nævnte grunde var at musikken simpelthen er god, eller sagt på pærespansk: Una música muy nice. Interviewet fortsatte ufortrødent-uanfægtet, men under den langsommelige transkription måtte jeg smile og høre det igen og jeg smilte igen og hørte det igen. For dér var det gamle, irriterende ny-danske ord, som ellers på herlig vis var forsvundet ud af mit ordforråd og ud af min hele, daglige ordsfære. Men hvad var nu det? Det lød slet ikke dumt, og jeg blev ikke irriteret over at høre det, bare glad. Klassisk nostalgi, hjemve eller hvad? Næ, nærmere ungdom, energi, hip kreativitet og berigelse af sproget. Det bruges nærmest ikke på spansk, og jeg havde ikke hørt det før i Mexico, og således var det gamle ord igen nyt, friskt og smart i mine ører, foruden naturligvis at indeholde en række gode konnotationer for mig som engelsktalende dansker. Altså, her sidder en ung kvinde og taler fornuftigt om musik og fremmed kultur og så siger hun nice som en dansk teenager i en bus.

Danserinden Rromni.

Det er det formidable ved at høre, lære og være i et andet sprog hver dag, som det er det formidable ved at være i en anden kultur, et andet land; at man får et nyt syn på sit eget. At man værdsætter ord og ordsprog og lyde på ny og på en ny måde. At man ligefrem kan nyde at høre ordet nice...

Som jeg nød det for nyligt, da jeg lærte et nyt udtryk at kende. Man bruger det, når nogen efter en rum tids forklaring endelig fatter det (Jeg betvivler det kraftigt, men udtrykket kunne være brugt om undertegnede i den pågældende situation...). Hvorom alting er, udtrykket er (her hypotetisk formuleret som et spørgsmål): Yá te cayó el veinte? Cayó er præteritum af caer = falde og veinte = tyve, eller en tyve-øre, og udtrykket stammer fra mønttelefonbrug, hvor forbindelsen opnås når tyveøren falder. Er tyveren faldet? Eller på dansk: Så faldt tiøren! Det er da - hm - nice!

Jeg er personligt faldet over disse en - to hjemmesider, og på nummer to søgte jeg også og fandt opslag nummer tre, som just efter at have skrevet ovenstående i den grad slog benene væk under mig. Første parentes: "oftest skrevet najs, nejs"! Eksempler fra 1915, 1919 mv.! For pokker, det er nogle gange overraskende det sprog, og hvor er det - hm - hm - herligt!

Men spørg mig lige hvordan jeg har det!

Hvordan har du det, Broder Kristian?

"Brilliudmærket! Her er jeg hængt godt op til Tørring. Her kan jeg sprælle med Benene som et Par Underbukser på en Tøjsnor. Det er Najst!"

En kat på afveje

Er der egentlig noget bedre end at bestige sin racercykel en kølig, men klar og solrig septembermorgen i København? Sådan ude på Nørrebro et sted, og så køre ad den grønne sti og ud i morgentrafikken, med god fart, en del af det store felt ned ad H.C. Andersens Boulevard, i tredje overhalingsbane op ad Langebro, et par skarpe sving og en parkering på Amager. 18 minutter senere, pulsen på sundeste vis lettere forhøjet, søvnen i øjnene endeligt helt forduftet.

Jeg er ret glad for cyklen som transportform. Som rejseform benyttede jeg den med succes her i juli i Mexico, og ved ankomsten til Mexico City planlagde jeg igen at bruge den som transportform. Som tidligere beskrevet købte jeg en billig mexicanermodel; det var i starten af august. Et par dage senere omtalte jeg købet i følgende vendinger i en mail til Jakob S : "Forleden købte jeg en kat i en sæk. Det var denne her kat (i rød). Det var en kat, fordi materialerne er en uheldig kombination af stål og plastic, fordi kæden sprang på tandhjulene, fordi der ikke var luft i dækkene og fordi den var mexicanerlille. I går viste det sig heldigvis at det var om ikke en rigtig cykel, så i hvert fald en kattecykel. Jeg var forbi butikken og fik justeret kæden og gearene, sat styrpinden op og pumpet luft i dækkene..."

Ret skal være ret, den kører faktisk bedre end først antaget og alt tyder på at den fint skal holde til januar. Jeg har stor glæde af den, for jeg bruger den hver morgen til universitetet. Det er en lille tur på bare syv minutter, men det er glimrende at kunne drøne afsted og således s k a b e flere minutter til morgenekspressoen.

Men som transportform? Enhver mexicaner ville nok grine højt ved den blotte antydning af denne idé, jajajaja (hahahaha), og da jeg nu tillader mig at kalde mig mexicaner, griner jeg også: ja!

Der er simpelthen et utal af forhold, der taler lodret imod dette vanvittige påfund:

Trafikdensiteten: Der er kun sjældent et roligt øjeblik på de mexicanske veje, og da er det som regel fordi det regner heftigt. Man siger jo (og man har altid ret) at en løbetur rundt om Københavns søer svarer til at ryge 20 smøger. I så fald må en cykeltur i Mexico by svare til at ryge fem havanna-cigarer i en jordbong.

Bilistrespekten: Er ikke-eksisterende. Hvis bilisten overhovedet ser cyklisten er han fuldstændig indifferent og fortsætter som det naturligste sit højresving direkte ind foran. Som cyklist bremser man hårdt op og antager den universelle, forurettede cyklistgestus: Slår ud med armene, råber hvad fanden, cabron!, og søger blandt de omkringværende fodgængere efter sympatiserende og tilsvarende forurettede blikke, men man finder kun øjne, der siger: Hey, se dig for cabron, den bil skulle sgu svinge til højre.

Kørebanens tilstand: Asfalten er såmænd ganske god og gennemført, men der er ikke det der ligner afstribning, ristene vender nærmest konsekvent på den forkerte led og meterdybe huller uden varsel er ikke decideret sjældne.

Byens forhold: 1) Det er regntid, hvilket betyder at det hver dag mellem fire og otte begynder at regne noget så markant. Man kan ikke cykle mens det regner, hvilket nødvendiggør en vis planlægning. 2) Mexico er en gigantisk by, og skal man bare en anelse uden for egen baghave tager det hurtigt mere end de førnævnte 18 minutter, og let over en time.

Man kan naturligvis godt køre her, men med alle de forholdsregler man nødvendigvis må tage, særligt vedrørende egen sikkerhed, er det et stort og besværligt projekt. Jeg gjorde forsøget i løbet af min første uge her, og kørte omtrent 10 km nordpå, til den store Chapultepec-park. Det tog, også fordi jeg ikke kendte vejen, knap to timer, og på vejen hjem blev jeg gennemblødt.

Paradoksalt nok virker det som om Mexico City lige så stille i færd med at prøve at markedsføre sig som en cykelby. Flere steder kan bycykler gratis eller for et minimalt beløb lånes for en dag, og hver søndag lukkes en større del af byens centrale vejnet af for bilerne, så familien Mexico kan komme ud at tumle - og cykle. Universitetet har cykelservicen Bicipumas, men de store cykeldepoter bugner dagen lang af ubenyttede mountainbikes.

Der er lang vej igen, og jeg har givet op.

Jeg har lavet en blog, det er denne her blog.

Intro:

For overskuelighedens skyld kunne jeg med fordel have lavet denne side ved min ankomst til Mexico.

Det gjorde jeg ikke, men hist og her, i notesblokke, på papirer og tilfældige computerdokumenter har jeg da skrevet lidt ned. Nu sniger det sig lige så stille ud på det store internet, startende hér og nu.

For de uindviede: Mit femte semester på Københavns Universitet er fra og med august 2009 og frem til januar 2010 skiftet ud med tilværelsen som studerende på Universidad Nacional Autonoma de Mexico, UNAM, i Mexico City.

Jeg ankom til landet den 14. juli med min gode, danske ven Jakob Skaaning, og vi tourede og fornøjede os lystigt gennem en tre-uger i bus, på cykel og på stranden i staten Oaxaca, før vi igen ramte den store rygerlunge Mexico City, Jakob ramte sit Danmarksfly og jeg ramte metroen, der fragtede mig til mit nye hjem og mit nye liv.

I den sydlige del af Mexico City har jeg nu boet fem uger, og der er sket vanvittigt meget, synes jeg! Jeg vil grave i mine papirbunker og forsøge at finde noget af det frem. Jeg faldt også over en række rejsebreve fra min tidligere tur til Mexico og Mellemamerika, som jeg fandt værdige til en moderne publicering.

Forvent intet mindre end en smeltedigel af forskelligartede indlæg, fra øjebliksbilleder i pixels eller ord, over tematisk essayistik, knækprosa og humor, til turistende nyheder og naive, men fandme forargede synspunkter.

Kærlig hilsen Kristian

Lucha Libre

I går var jeg til Lucha Libre - mexicansk wrestling - for første gang. Det bliver formentlig også sidste, men det var nu ikke fordi det ikke var underholdende! Kameraer blev konfiskeret ved indgangen, men jeg fik lige sneget mobilen frem derinde i Arena Mexico (og bagefter stod der en større kø af lyshårede turister ved kameraudleveringsskranken...).

Los Tecnicos vs. Los Rudos (De Grove). Tre runder mellem disse hold med stigende kvalitetsniveau, men faldende mave-masse. Naturligvis ingen reel kamp, da alt var aftalt på forhånd. Dog er jeg sikker på at de fik nogle slag, primært grundet dårlig teknik: Når de overmodigt klatrede op på søjlerne i hjørnerne og lod sig saltomortalere bagud, ned på gulvet, i håbet om perfekt at ramme deres makker, gik det til tider galt..

Underholdende var kampene og ligeså var publikum. Én kunne nok få udvidet sit ordforråd i en lettere beskidt, men også kreativ retning, hvis én ellers kunne forstå hvad der blev råbt. Ordene puta, madre, cabrón, chinga og maricon var dog hyppige gengangere.

I sidste kamp kom stjernen Mistico i kamp, og det fik arenaen til at koge. Fightende for Los Tecnicos blev han hyldet behørigt fra den ene side af salen (han har også været med i en tv-serie og en musikvideo; Me muero ), mens vi andre buhede tilsvarende af hans glitrende tøj og ikke mindst hans erklærede støtte til det konservative regeringsparti PAN. To signifikante jubelmetoder blev taget i brug: Los Tecnicos piftede og vinkede på klassisk vis med hænderne, mens vi, Los Crudos, bekendte os til mere primitive, primale former for jublen - to poter i vejret og en stønnen, Hou-hou-hou.

Men Místico og Los Tecnicos erklæredes for vindere denne aften, og alle var alligevel glade, også ølsælgeren, der ellers havde givet den hele armen under showet over for vores lille gruppe, der udover mexicanere altså også bestod af undertegnede og en franskmand: POR QUE NO BEBEN MAS CERVEZAS!!?? nærmest skreg han os ind i hovedet da vi efter første øl ikke ville have flere. Det hele spiller sammen.

Jeg vil godt i Arena Mexico igen, men tror det skal være en boksekamp. Silikonepatterne er måske ikke mere ægte end de var i aftes til Lucha Libre, men slagene er.