Kaere ...
San Salvador, El Salvador, 5. marts, 2005.
En bunke oplevelser har hobet sig op, og det maa vaere paa tide at dele ud af
dem. Og det er da ogsaa kun rimeligt. For jeg modtager mange nyheder fra
Danmark, fra resten af verden. Jeg ved hvordan det staar til dér. Men I ved jo
ikke hvordan det staar til her, i det melleamerikanske. Jo, der er een der
goer, men bortset fra hende altsaa. I formoder maaske, at det staar godt til.
Det goer det, saa langt saa godt. I ved hvordan det stod til frem til den 7.
februar 2005, saa langt saa godt. Nu hvor jeg paabegynder dette brev, skriver
mit digitalur Loerdag den 5. marts. Det er blevet foraar, og I har ringe
anelse om hvordan det har staaet til den sidste maaneds tid, det skal der
blive raadet bod paa.
For fuldt ud at kunne forstaa de mange tvetydigheder, symbolikken og de uklare
referencer denne mail vil blive fyldt med, er det vigtigt for mig at informere
om mine omgivelser, og dermed under hvilke indtryk jeg skriver denne mail.
Befinder mig altsaa i San Salvador, landets store hovedstad, i et moderne
mall, et storcenter. Her findes alle de internationale, amerikanske
maerkevarekaeder, her findes alle de internationale, amerikanske
fastfoodkaeder. Her kommer de velhavende Salvadoreños, og middelklassen, som
elsker alt hvad der er amerikansk. Her sidder jeg, paa netcafe CyberAlex, i et
perfekt tempereret rum, fyldt til bristepunktet med smarte computere, de
nyeste skrig. Det er endda kommet saa vidt med den nye kommunikation, at et
webcam i oejeblikket transmitterer mit ansigt, direkte, til den anden side af
kloden, til to personer via mediet messenger, Nis Storgaard i Langaa og Jakob
Lytken i koekkenet paa Noerreskovvej 2 i Hinnerup.
Udenfor denne verden, fx paa boulevarden herude, i varmen, saa jeg paa min vej
til mit Guesthouse, 10-aarige drenge fare gennem den taette trafik, paa jagt
efter beskidte bilforruder at vaske. Tiggere med diverse manglende lemmer sad
paa gangbroerne over vejene, og folk forhandlede ved markedsstandene om de
lave groentsagspriser. Det er svaert at forstaa at man er i det samme land, i
den samme by, paa den samme tid, omgivet af een, saafremt videnskaben ikke
blot mangler at goere nye opdagelser, kun een race.
Jeg spoler tiden tilbage til nabolandets hovedstad, Guatemala City, den 7.
februar, om aftenen.
Jeg forlader CyberPoints computere, og gaar ud paa gaden hvor det allerede har
vaeret moerkt nogle timer. Klokken er otte. Guatemala City siges at vaere
haardt, haardt praeget af kriminalitet, at 60 procent af landets overfald sker
her, saa ad godt oplyste gader gaar jeg tilbage mod mit Hotel Felix, og spiser
daarlig kinesisk aftensmad paa vejen. Naeste morgen gaar jeg igen ud paa
gaden. Guatemala City siges at vaere meget lidt attraktiv, beskidt og ikke et
stop vaerd. Jeg havde ikke det store valg paa min rute, men fortryder heller
ikke da jeg gaar mod Parque Central, gennem godt nok beskidte, men meget
levende gader. Madsaelgere, kasketsaelgere, undertoejssaelgere og
kopi-DVD-saelgere byder sig til med deres produkter. Paa den store plads
vejrer det Guatemaltesiske flag, og jeg gaar under det, og ind i Palacio
Nacional, der maa have kostet en formue at bygge. Flotte murmalerier, en
glimrende national og interregional kunstsamling, samt fredsstoetten fra 1996,
det officielle symbol paa Los Acuerdos de la Paz, enden paa Guatemalas 36 aars
borgerkrig. En taxa til busstationen, en bus til et nyt land, til hvad der for
mig altid har vaeret selve indbegrebet af det eksotiske, alene grundet navnets
klang, El Salvador.
21.040 km2, altsaa mindre end halvdelen af Danmark. Men 6 millioner
indbyggere. Saa der er ikke langt mellem byerne, vejene, ja graenserne. Jeg
tog en nat i San Salvador (hvor jeg ogsaa bor nu, den 5. marts), og tog saa
til Stillehavet, til La Libertad og videre hen ad strandene til Playa El
Sunzal. Inden jeg forlod Guatemala var det lykkedes mig at koebe sprit til mit
Trangiakoekken, og jeg noed at kokkerere pastasovs paa den lille terrasse. Om
aftenen, paa vej tilbage fra kiosken med to oel under armen, loed den soede
fodboldkommentatorlyd i mine oeren, og jeg blev snart budt ind til
VM-kvalifikationskamp mellem Guatemala og Panama.
Naeste morgen gik jeg ad stranden, i vandkanten, til naertliggende Playa El
Tunco, hvor jeg havde fundet et dejligt lille sted. Vaerelser omkransende to
terrasser med haengekoejer og et fint lille koekken.
Samme eftermiddag tog jeg saa turen til lufthavnen, og lige til tiden, klokken
19.00, dumpede Nanna Day Larsen ned fra den kolde isplanet Danmark. Herligt at
faa selskab, det havde jeg glaedet mig til laenge. Vi tog en taxa tilbage til
Playa El Tunco, og blev der de tre naeste naetter. De to dage gik med at
slappe den paa stranden, at proeve kraefter med de kraftige boelger, at laese
og at lave mad. En dag med boogieboard gav nogle faa gode ture, adskillige
rundture og traette arme. De store stillehavsboelger tiltrak mange surfere, og
det var fedt at se dem boltre sig og vise deres kunnen. Flotte solnedgange
blev nydt paa stranden, og der er det nu bedst at vaere to.
Gennem Ena fra min gymnasieparallelklasse havde vi faaet kontakt til en gammel
ven af familien, Rene. Han boede i Santa Tecla, udenfor San Salvador. Jeg
havde ringet til ham dagen foer, og blev glad over at kunne forstaa alt hvad
han sagde paa et tydeligt spansk. Saa vi tog til Biggest restauranten i Santa
Tecla, hvor Rene ville vente os, han arbejdede der nemlig. Biggest er det
nationale svar paa McD., og vi blev behandlet godt derinde. Men de kendte godt
nok ingen Rene. Til gengaeld ringede de til ham, via det telefonnummer jeg
havde, og en halv time efter ankom han og blev godt underholdt af at vi troede
han arbejdede der... Jaja, mit spansk er ikke perfekt endnu. Men jeg fik det
oevet godt de to dage vi var ved soede Rene og hans familie. Han var
foroevrigt digter og havde netop udsendt sin foerste samling. Vi spiste og
snakkede ved ham, tog billeder en masse og havde det sjovt.
Den foelgende dag tog han os med paa byrundtur - fint at have en guide.
Vi forlod hovedstaden og ankom til den meget fine, lille, rolige by Suchitoto.
Boede paa et fantastisk dejligt sted, fyldt med planter og gamle
krigsgenstande! Noed at spise paa restaurant, at spise avocados i parken, at
spise is fra kiosken. Lejede cykler og fik en varm tur ad grusvej. Foerst til
et for tiden toerlagt vandfald, som kunne fremvise de vildeste 5- og 6-kantede
aflange stenformationer, staaende opad, lag paa lag. De dannede perfekte
forhold for klatring, saa vi begav os opad vandfaldet, og kom hoejt op, men
kunne ikke gennemfoere sidste etape og floej ned igen. Paa cyklen, som en
anden Oern fra Herning, med fraade om munden og stoev i oeret, koerte vi til
Rio Quetzalapa, og dyppede os dejligt i stroemmen. En flink
PickUpTruckChauffoer tog os og vore cykler med tilbage. En noedvendighed, for
i den varme ville vi nok have vaeret paa cyklerne endnu...
Fra Suchitoto til Perquin, i det nordoestlige hjoerne af El Salvador, sidste
stop inden graensekrydsningen til Honduras. Perquin en stille by, flot
beliggenhed mellem fyrretraesbeklaedte bakkesider. Vi besoegte et meget
interessant Museo de la Revolucion, som viste den 12 aar lange borgerkrigs
kampe, ofre og helte, foruden maskinpistoler, helikoptervrag og internationale
solidaritetsplakater. Vi hyggede os med madlavning og koebte et par souvenirs
i Perquin, og det ville have vaeret to rigtig gode dage der ville vaere kommet
med paa listen over gode dage. Men der skete noget som for altid vil saette en
stor fed plet paa indtrykket af Perquin, og som desvaerre vil staa klarere i
hukommelsen end alle de gode oplevelser i byen.
Efter besoeget paa museet gik vi til bakketoppen Cerro de Perquin, hvorfra et
flot vue over omraadet skulle vise sig. Vi betalte endda en lille entre for at
komme ind paa stien dertil. Vi stod alene deroppe og filmede lidt med mit
videokamera, da der pludseligt staar tre maend bag os. Den ene beder om nogle
dollars til mad, lidt underligt i den situation, men jeg finder tre dollars
frem fra min pung og giver ham dem. Idet han med sin machete peger paa min
skuldertaske ogsaa gaar situationen dog op for os begge. Vi bliver beordret
til at tage alt af vaerdi af os, ur, solbriller, og til at saette os ned paa
et vaeltet trae. De tager tasken og gaar vaek, mens vi sidder chokerede
tilbage og venter. Vi kan se dem 20 meter borte mens de gennemroder tasken.
Tankerne farer gennem hovedet paa os begge, fantasien arbejder hurtigt og
skaber nogle grimme billeder. De kommer tilbage, men stopper heldigvis 5 meter
foer os hvor de stiller tasken paa jorden, og foer de gaar, goer tydelige tegn
med macheterne om hvad der vil ske hvis vi sladrer, eller ikke bliver siddende
et godt stykke tid endnu. Saa det goer vi. Gaar derefter ned til byen, meget
lettede, idet vi kan konstatere at det eneste der er sket os er af materiel
skade. Vi fik roevet videokamera, digitialt kamera, en ny lommekniv og
solbriller, ur og nogle faa dollars. Bittert, men vi var alligevel utrtoligt
lettede. Rapporterede det hele til det lokale politi, som tog sagen meget
alvorligt og skrev ufdfoerlig rapport over haendelsen.
Vi kom faktisk meget hurtigt over ubehaget, og jeg synes det er lykkedes os
ikke at se skaevt til folk, at gaa og mistaenke og spekulere. Det er klart det
saetter en lille frygt i een, som ikke var der foer. Og vi har ikke vaeret paa
lignende helt oede steder siden. Men vi kom hurtigt over det, og kunne
allerede naeste dag begynde at nyde alle de fantastiske mennesker der
heldigvis er flest af, igen.
Vi tog en lang bustur, gennem flot, storslaaet landskab, og kom langt op i
Honduras. Fulgte det naeste dag op med endnu en busrejse, derpaa en gyngende
sejltur, og saa kunne vi saette foedderne paa strandens hvide sand i byen West
End paa Roatan, nord for Honduras` kyst. Det skulle blive en herlig uge der,
fuld af afslapning, god snorkling, restauranter og daset oeliv.
Som i Belize, paa Caye Caulker, var en del af befolkningen sort, og talte
engelsk. Det var isaer Nanna glad for. Og som i Belize, var dette en turistet
oe, med bunker af restauranter, dykkerbutikker og souvenirshops. Men der var
ogsaa stranden West Bay. Perfekt. Hvidt sand, turkisblaat vand, og 30 meter
ude i det afkoelende, men varme vand, det flotteste, mest farvestraalende,
fiskefyldte koralrev!
Og saa endda naesten uden mennesker, den foerste dag. Da vi ankom til stranden
den naeste dag, var det fluepapir, hvor fluerne var hvide amerikanere. Vi
forstod ikke hvordan skiftet kunne vaere saa drastisk, men fik forklaringen
dagen efter da vi tog til oeens havneby, Coxen Hole. Et Cruiseship, et
krydstogtskib, en luksusliner af dimensioner laa forankret i havnen. Derfra
var der kommet busser stuvende fulde af turister til stranden. Den naeste dag
gentog historien sig, blot med smaa baade fra et andet stort skib ud for
stranden. Sidste dag fik vi heldigvis igen det hele for os selv.
Nanna havde taget fortsaettelsen til Jan Kjaerstads bog Forfoereren,
Erobreren, med. Den laeste jeg med stoerste lyst, godt skrevet som den er. Da
jeg gjorde hovedpersonen Jonas Wergeland faerdig paa strandene matte jeg ty
til boghandleren, et lille skur med brugt litteratur, og ikke det store
udvalg. Sprang ud i noget nyt, The Other Log of Phileas Fogg. Jorden rundt paa
80 dage genskrevet, men nu med to overmenneskelige racer paa jorden og en
masse andet hurlumhej. Det er udmaerket underholdning.
Vi boede ved den gamle knark Robert Hill. "Yes Sir" blev der sagt hver morgen
naar vi begge kom ned forbi ham, og det kunne jeg kun se det sjove i. Med
privat bad og toilet, og terrasse med udsigt over havet var vi blevet fint
boende, men det var faktisk det billigste sted paa den dyre oe, 15 dollars per
nat. To aftener fornoejede vi os med kombinationen aftensmad og gratis film
bagefter paa restaurant/biograf Blue Channel. Shrek 2 gav et godt grin, The
Life forlod vi efter en halv time.
Bedre var den aegte blaa kanal, revet ud for stranden. Simpelthen en
fantastisk rigdom dernede under vandspejlet. Der var gode muligheder for at
tage dykkercertifikat paa Roatan, verdens billigste sted efter sigende. Og jeg
havde stor lyst til det, men noed ogsaa bare at dase dagene vaek, snorkle naar
lysten var til det, laese og spille. Men jeg besluttede mig ogsaa for at jeg
vil tage det dykkercertifikat paa denne rejse. Muligvis i Nicaragua, muligvis
paa Roatans nabooe Utila paa vej tilbage. Men man skal nu ikke paa nogen maade
undervurdere snorklingens glaeder. Og det at komme ud paa det samme rev 4 dage
i traek giver ogsaa noget andet og mere end et enkelt dyk eet godt sted. For
eksempel var det foerste jeg saa den foerste dag en papegoejefisk paa en
meter. Den saa jeg aldrig igen, men paa den allersidste tur den fjerde dag saa
jeg saa til gengaeld to hummere og en kaempekrabbe, det havde jeg ikke set de
foregaaende dage. Store fisk, og fisk i alle farver saa vi hver dag. Gule
fisk, roede, groenne, blaa og lilla fisk. Smaa blaa fisk med lysende stjerner.
En punkerfisk med hanekam, en trekantet fisk, sure fisk og glade fisk. Det
vildeste var dog en slange paa en meter der pludseligt bugtede sig kun en
meter under min mave. Jeg betragtede den derefter paa behoerig afstand.
Vi forlod glade og brunere end nogensinde foer Roatan og ankom til La Ceiba,
som viste mig hvor lille verden er, og hvor meget turister goer de samme ting.
Mens vi ventede paa bagagen fra baaden saa jeg de fem danske drenge jeg havde
vaeret paa sprogskole med stige ombord paa faergen til Utila. En halv time
senere, i centrum, stod vi uden for en haeveautomat, da franskmanden Laurent
som jeg havde vaeret paa jungletur med loebende over gaden. Fra La Ceiba
lykkedes det os at komme hele vejen til Copàn Ruinas paa en dag.
Hyggelig by med brolagte gader, godt med restauranter og et vaeld af
souvenirshops. Denne gang benyttede vi os faktisk af dem, brugte adskillige
timer paa at gaa rundt og koebe sager. Nannas hjemrejse var jo pludselig ikke
saa langt vaek, saa vi skulle ikke slaebe rundt paa det laenge. Brugte en
formiddag ved ruinkomplekset Copàn. Endnu et Mayavidunder, der viste flotte,
og utroligt velbevarede udskaeringer i hoeje stenstoetter. De fleste var af
gamle konger der havde hersket paa stedet, som fx: (Direkte oversat fra
engelsk, som navnene staar i guidebogen) Maane Jaguar, Vandlilje Jaguar, Roeg
Jaguar, Store Sol Herre Quetzal Papegoeje, 18 Kanin, eller Roeg Abe (bedre paa
engelsk: Smoke Monkey - taenker ufrivilligt paa min ene bedstefar, undskylder
det med det samme). Selve templerne og omraadet som helhed kunne ikke maale
sig med Tikal eller Palenque som vinder grundet deres fantastiske beliggenhed,
men hvad angaar udskaeringer overgaaes copàn ikke i storhed. Et efter sigende
meget interessant museum var desvaerre lukket hele aaret pga. ombygning.
Fra Copàn tog vi endnu en af disse lange busdage. Paa den ene side er det en
bet, haardt, varmt og ukomfortabelt. Paa den ande side ser man en masse
landskab, og en masse mennesker i busserne, med deres sager paa vej til marked
eller fra marked, groentsager, frugtsaekke, kyllinger i kasser. Og saa er der
alle saelgerne. Da alle busser i Mellemamerika er gamle amerikanske
skolebusser, staar skiltene foran i bussen stadig paa engelsk. Paa et af disse
laeste jeg en dag om How To Behave In The Bus In Order Not To Lose Your
Passenger Permit, fx at man ikke maatte spise eller drikke. Selvfoelgelig,
ligesom i Danmark. Mens jeg laeser det goer bussen saa et af de utallige stop,
og det vaelter ind med saelgere, udbuddet var stort: Noedder, is, frugt,
sodavand og saftevand. Andre gange saelges der slik og soede sager, eller
varme retter, broed og tortillas, men der er ogsaa de mere specielle,
medicinsaelgerne. Der er lidt kvaksalver fra det gamle vesten over dem naar de
via en lang og imponerende hurtig produktpraesentation faar fortalt om alle de
fantastiske egenskaber man faar glaede af ved at koebe netop deres produkt. Og
det virker faktisk ofte, de saelger, ligesom alle madsaelgerne og
sliksaelgerne goer det. Mange folk har faa penge, men de bruger sgu meget paa
snacks i busserne! I gaar saa jeg fra gaden to payasos, to klovne, underholde
inde i en bus, men den oplevelse har jeg stadig til gode.
Vi krydsede altsaa fra Copan graensen til Guatemala og krydsede to busser
senere graensen til El Salvador igen. Ankom til Santa Ana hvor vi traette og
gennem taette markedsgader fandt vej til en ATM automat som selvfoelgelig ikke
virkede. En mand der skulle til at haeve tilboed at koere os i sin bil til et
storcenter hvor der var een. Paent af ham. Paa vejen tilboed han at fortsaette
videre til vores endelige destination, Lago Coatepeque, en halv time syd for
byen, og vi sagde ikke nej til en saadan chance. Han brugte simpelthen lige
halvanden time af sin fritid efter arbejde paa at koere os to turister ned til
vores hostel ved soeen, herligt at opleve.
Naeste morgen, efter en nat med taet regn (!), tog vi bussen op til Parque
Nacional Cerro Verde, paa toppen af en flad vulkan. Paa vejen blev det meget
skyet, meget taaget og meget koldt, og da vi ikke havde den fornoedne
beklaedning maatte vi lidt skuffede tage bussen tilbage en halv time senere.
Vi fik dog en dejlig eftermiddag ved soeen, i kano paa det spejlblanke vand.
naeste morgen skinnede solen og vi satte os for at proeve lykken endnu engang,
og godt for det. Fra nationalparken afgik klokken 11 en guidet tur (en guide,
to politibetjente til at beskytte os, 1 dollar per person) mod Volcan Santa
Ana, og halvanden time senere, efter at have bevaeget os op ad de raa, delvist
bevoksede, delvist lavaovertrukne skraenter, stod vi paa kraterets kant. Hvor
man fra Volcan san Pedro i Guatemala havde fantastisk udsigt til vulkaner
mange kilometer vaek, havde vi denne gang kun udsigt ned i krateret, der til
gengaeld var et helt fantastisk syn. Stejle, naesten lodrette lagdelte
klippevaegge faldt hundrede meter ned til en groen, giftig soe, hvorfra tyk
svovlstinkende roeg steg op fra selveste jordens indre. Det sidste udbrud
havde vaeret for 100 aar siden, og skoent det er et stykke tid, var det
alligevel ret unge sten vi sad med i haenderne deroppe. Sej natur, man bliver
sgu helt geologi- og geografiinteresseret!
Fredag morgen forlod vi Amacuilco Hostel og tog tre busser til stillehavet,
tilbage til vores dejlige spot ved Playa el Tunco. Der noed vi paa strand og i
haengekoeje dagen. Aftenen, den sidste aften sammen, fejrede vi ved at lave
pandekager i koekkenet, med avocado og tomat, peberfrugtssalsa, stegt koed og
creme fraiche. Og saa med sukker til dessert og til morgenmad. Laekkert.
Naeste formiddag til lufthavnen, hvor alt gik planmaessigt, og Nanna tog et
fly mod Newark klokken 13.45. Endnu en vemodig afsked i det mellemamerikanske,
efter tre en halv uges forrygende rejse, spaekket med oplevelser og herlige
stunder.
Det var i gaar formiddags. Jeg tog til San Salvador og brugte noget af
eftermiddagen paa at skrive foerste del af denne mail. I dag er det saa blevet
soendag den 6. marts. Sammen med fire amerikanere fra det Guesthouse hvor jeg
bor gik jeg i morges til et stadion for at se en fodboldkamp klokken 10. det
viste sig at vaere en 2. divisionskamp, og det gad jeg ikke. Saa nu er jeg
her. Tager om lidt til det antropologiske museum og vender klokken 14 tilbage
til stadion for at se 1. divisionskampen der.
Efter Nannas afrejse havde jeg egentlig planlagt at fortsaette med det samme
til Nicaragua, men da jeg haaber at der er post til mig paa posthuset her i
byen, og dette foerst aabner mandag morgen, maatte jeg tage to naetter her. Og
det er fint, saa fik jeg tid til mailen, til fodbold og til hvad denne dag
ellers vil byde paa.
Men i morgen skriver jeg altsaa endnu et land til listen. Nicaragua. Derfra
bliver der givetvis paa et uvist tidspunkt sendt en mail ud af landet, der
informerer en del af den primaert danske befolkning om visse sider af et liv
der for tiden leves paa bedste vis i det mellemamerikanske.
De bedste hilsener og stoerste knus fra Kristian
