Jeg har lavet en blog, det er denne her blog.

Intro:

For overskuelighedens skyld kunne jeg med fordel have lavet denne side ved min ankomst til Mexico.

Det gjorde jeg ikke, men hist og her, i notesblokke, på papirer og tilfældige computerdokumenter har jeg da skrevet lidt ned. Nu sniger det sig lige så stille ud på det store internet, startende hér og nu.

For de uindviede: Mit femte semester på Københavns Universitet er fra og med august 2009 og frem til januar 2010 skiftet ud med tilværelsen som studerende på Universidad Nacional Autonoma de Mexico, UNAM, i Mexico City.

Jeg ankom til landet den 14. juli med min gode, danske ven Jakob Skaaning, og vi tourede og fornøjede os lystigt gennem en tre-uger i bus, på cykel og på stranden i staten Oaxaca, før vi igen ramte den store rygerlunge Mexico City, Jakob ramte sit Danmarksfly og jeg ramte metroen, der fragtede mig til mit nye hjem og mit nye liv.

I den sydlige del af Mexico City har jeg nu boet fem uger, og der er sket vanvittigt meget, synes jeg! Jeg vil grave i mine papirbunker og forsøge at finde noget af det frem. Jeg faldt også over en række rejsebreve fra min tidligere tur til Mexico og Mellemamerika, som jeg fandt værdige til en moderne publicering.

Forvent intet mindre end en smeltedigel af forskelligartede indlæg, fra øjebliksbilleder i pixels eller ord, over tematisk essayistik, knækprosa og humor, til turistende nyheder og naive, men fandme forargede synspunkter.

Kærlig hilsen Kristian

Lucha Libre

I går var jeg til Lucha Libre - mexicansk wrestling - for første gang. Det bliver formentlig også sidste, men det var nu ikke fordi det ikke var underholdende! Kameraer blev konfiskeret ved indgangen, men jeg fik lige sneget mobilen frem derinde i Arena Mexico (og bagefter stod der en større kø af lyshårede turister ved kameraudleveringsskranken...).

Los Tecnicos vs. Los Rudos (De Grove). Tre runder mellem disse hold med stigende kvalitetsniveau, men faldende mave-masse. Naturligvis ingen reel kamp, da alt var aftalt på forhånd. Dog er jeg sikker på at de fik nogle slag, primært grundet dårlig teknik: Når de overmodigt klatrede op på søjlerne i hjørnerne og lod sig saltomortalere bagud, ned på gulvet, i håbet om perfekt at ramme deres makker, gik det til tider galt..

Underholdende var kampene og ligeså var publikum. Én kunne nok få udvidet sit ordforråd i en lettere beskidt, men også kreativ retning, hvis én ellers kunne forstå hvad der blev råbt. Ordene puta, madre, cabrón, chinga og maricon var dog hyppige gengangere.

I sidste kamp kom stjernen Mistico i kamp, og det fik arenaen til at koge. Fightende for Los Tecnicos blev han hyldet behørigt fra den ene side af salen (han har også været med i en tv-serie og en musikvideo; Me muero ), mens vi andre buhede tilsvarende af hans glitrende tøj og ikke mindst hans erklærede støtte til det konservative regeringsparti PAN. To signifikante jubelmetoder blev taget i brug: Los Tecnicos piftede og vinkede på klassisk vis med hænderne, mens vi, Los Crudos, bekendte os til mere primitive, primale former for jublen - to poter i vejret og en stønnen, Hou-hou-hou.

Men Místico og Los Tecnicos erklæredes for vindere denne aften, og alle var alligevel glade, også ølsælgeren, der ellers havde givet den hele armen under showet over for vores lille gruppe, der udover mexicanere altså også bestod af undertegnede og en franskmand: POR QUE NO BEBEN MAS CERVEZAS!!?? nærmest skreg han os ind i hovedet da vi efter første øl ikke ville have flere. Det hele spiller sammen.

Jeg vil godt i Arena Mexico igen, men tror det skal være en boksekamp. Silikonepatterne er måske ikke mere ægte end de var i aftes til Lucha Libre, men slagene er.

Mexico, et farligt sted?

Jeg skrev et indlæg til en Politiken-blog der hedder Verdensborger, men de havde allerede én, der skrev fra Mexico, så de ville sgu ikke have det. Men her er det:

Narkobaroner, -banditter og bastarder. Svineinfluenza-frenzy og kidnappere bag hvert et gadehjørne; under hver en skyggefuld sombrero. Læser man om Mexico i danske nyhedsmedier, er dette vel det ufiltrerede indtryk man uundgåeligt får.

Disse nyheder er Mexico, og disse nyheder er også at finde i de mexicanske medier, som alt efter sensationsgrad dagligt bringer mere eller mindre makabre billeder af mere eller mindre opløste vejsidekadavere. Det eventuelt ensidige billede af Mexico man kunne få ved læsning af danske aviser, er altså ikke meget anderledes end det billede af Mexico man kan få ved læsning af mexicanske aviser.

Man kunne som nyligt ankommet dansker i Mexico City sågar gå rundt og være bange. Man kunne som mexicaner i Mexico City gå rundt og være bange. Det burde man næsten, medmindre alt det de skriver i avisen da er lyv. Det er det nok ikke, men sagen er den, at der som bekendt er noget der hedder hverdag, dagligdag, arbejde, skole, mad og søvn. Hvordan skulle man dog få tid til alt det, hvis man også skulle gå rundt og være bange?

Mit halve års studieophold på Mexico Citys universitet UNAM, startede for et par uger siden. Jeg har nu en hverdag her. Jeg har talt med studerende, grønthandlere og taxichauffører, tortillasælgere og buspassagerer, og tendensen er ret klar: Det er nu engang mere nærliggende at komme ind på Mexicos to nylige sejre over USA i fodbold, mit forhold til mexicansk mad, øl og piger, eller hvor i USA det nu lige er Danmark ligger. Eller som i aftes, ved den gamle mands tacobod nede på hjørnet, hvor endnu en gubbe kom til: ”Danmark, nå, ovre ved Holland og Sverige, jaså, er det rigtigt at I har et særligt dræningssystem til regnvand dér? – vi har mange problemer med regnvandet her for tiden, forstår du”. Til jeg havde færdiggjort mine tre foldede majspandekager fortsatte vi med at dyrke vores gensidige interesse i hinandens hjemland, men det faldt os ikke ind at tale om hverken narkobaroner, svineinfluenza og kidnapninger eller Nørrebroskyderier og Danmark som terrormål, for den sags skyld.

Man kan altid læse B.T., Ekstra Bladet eller Dansk Folkepartis nyhedsbreve (I tilfældet Mexico er det såmænd nok at læse Politiken) og forfærdes over verden, men som i tilfældet Mexico skal man huske, at der også sker ret mange andre ting end det der skrives i avisen. Jeg er på nuværende tidspunkt overbevist om, at disse ’andre ting’ kommer til at fylde mest i min tid i Mexico, og jeg vil efter denne indledende afkræftelse af den rene, mexicanske elendighed i kommende blog-indlæg hellige mig beskrivelsen af hvad pokker det så er for et land jeg er kommet til.

Kærlig hilsen fra Mexico,
Kristian Lytken Laursen.

i dag har jeg set...

I dag har jeg set en dreng på højst tre år, og hans storebror på fem, der solgte slikkepinde på trappen i metroen:

og ordene fra Led Zeppelin's Stairway to Heaven klingede:

Oh, it makes me wonder, oh, it really makes me wonder.

Mexicanere i USA

Snart hveranden mexicaner over 25 har jo været i USA en årrække. Det må være konklusionen, for jeg mener, så mange ikke-studerende mexicanere har jeg jo heller ikke snakket med, og læs nu her:

Der var den flinkeste taco-mand i Miahuátlan, som Jakob Skaaning og jeg besøgte hin aften efter første veloverståede cykeletape. Jeg tror han spurgte hvor vi var fra, jeg tror han spurgte hvordan vi var kommet hertil, jeg tror jeg sagde: med et fly. Så sagde han, at han havde været i USA, i Alabama, hvortil jeg spurgte: aha, hvordan kom du så dértil - med bus eller fly?, hvortil han, fantastisk nok stadig med et stort smil på læben, svarede: nej, jeg gik over grænsen. Jeg havde ikke papirer. Jeg skulle arbejde der, men det var meget svært at få arbejde uden at tale engelsk. Så lavede han os fire tacos til.

Der var en yngre dame i bussen til Amecameca. Hun var mormon og havde studeret i Salt Lake City på et stipendium. Dog havde hun ikke haft penge til at besøge nogen andre steder i USA, selv om hun gerne ville. Nu arbejdede hun med bogholderi i Mexico City, 6 dage om ugen, 9-12 timer pr dag. Om lørdagen tog hun bussen hjem til sine forældre i Ameca.

På vulkanen var der den store jeep fuld af fnisende piger på 16. Men chaufføren var 27 og havde boet 9 år i USA, arbejdet og sådan.

På vej ned fra selvsamme bjerg samlede en flink, ældre mand mig op i sin nærmest endnu ældre pick-up, der skrattede og raslede og rumlede afsted nedad bjerget. Langsomt, for som manden sagde: Jeg er ikke så god til at køre bil, så jeg kører langsomt. Langsomt men sikkert. Han havde været alkoholiker i mange år. "Tidligere, meget alkohol, mange øl". Nu var han selv medlem af, og på vej til at hente en gruppe efter et møde i Anonyme Alkoholikere. Det var i øvrigt samme gruppe, der i fællesskab havde investeret i trucken. Også denne hombre havde arbejdet i USA. Ca. 9 år, af flere omgange. I New Jersey. Han havde kun lært lidt engelsk, for han havde aldrig regnet med at blive der. Det var under det sidste ophold at hans arbejdsgiver havde forlangt at han lærte engelsk, så han havde været på skolebænken et år, og været glad for det. Men han kunne ikke så meget, sagde han.

Verdens kedeligste lærer

Min første undervisningsdag på uni havde jeg gode oplevelser om formiddagen, men denne senere ud på aftenen:

UNAM-oplevelse: Procesos de comunicación e historia mundial, mandag aften, d. 10. august, kl. 20-22.

På dette ukristelige tidspunkt for en undervisningssession troppede jeg op sammen med en større flok 5.semesterstuderende - stadig på den obligatoriske del af uddannelsen, og umiddelbart ret umodne og ugidelige. Vores tålmodighed blev da også sat på prøve, da underviseren valgte at komme femogtyve minutter for sent. På sin (helt personlige, ejendommelige) vis prøvede han måske at kompensere for dette ved at gå lige på og hårdt. Ikke noget med goddag, velkommen, godt at se jer eller bare mit navn er Romero, og jeg skal undervise jer i år. No. Med monoton, dyb mumlen, og skildpaddende spankuleren frem og tilbage foran tavlen begyndte han at fortælle om fagets indhold.

Konstant stillede han dog sig selv spørgsmålet: hvad handler faget i øvrigt om ?, og det virkede virkelig som om han ikke kunne huske det og skulle hive det frem fra hukommelsen langt langt væk, i hvert fald fra før sommerferien. Han var lille, tyk og umiddelbart ved at falde i søvn, ligesom vi andre var det, bortset fra de fnisende, småsnakkende unge piger, der heller ikke just øgede det intellektuelle niveau i klassen.

Rummet var 5x5 meter stort. Betonvægge og flisegulv; ekstremt dårlig akustik. I loftet 6 lysstofrør, og under dem 40 plasticstole m. påmonterede plastic"borde", og i dem 40 elever. Når maestroens spankulierplatz fratrækkes giver det under en halv kvadratmeter til hver. En pige, der fra starten så mere uengageret og ungdomssløvsindet ud end de øvrige, havde strategisk sat sig lige ved udgangen, og der skulle da også kun gå 15 minutters dræbermonolog før hun forlod lokalet. Eller forsøgte. Nu viste det sig nemlig at døren ikke umiddelbart kunne åbnes indefra, og den uundgåelige tanke stod klart i samme sekund: HAN var djævlen, lokalet Helvede og nu var vi færdige. Det ville også være den eneste logiske forklaring på at han efter alle disse år fortsat var underviser hér.

Den forklaring ville såmænd have gjort ham, om ikke andet, mere interessant. Nu hjalp han ukommenteret og uanfægtet pigebarnet ud, komplet indifferent med om der var 40, 39, 2 eller ingen tilstede i lokalet. Hans øjenlåg var så tæt på lukkede, at han formentlig ikke kunne se forskel, ligesom den heftige pludren i klassen ikke lod til at trænge ind gennem ørevoksen. Dog hørte han godt da hans telefon ringede, og han svarede den og tog sig sin tid.

Et sted derinde bag gardinerne har han måske indset at der kunne eksistere individer, der ikke fandt hans undervisning så spændende at de gad følge den. Han havde et middel mod denne indsigt. Gentagne gange kom han således ind på emnet: "Og hvorfor skal i så studere dette fag? - Fordi, det er svært at få arbejde. Der er ikke meget arbejde. I skal ikke regne med at få arbejde. Derfor skal i læse, læse, læse, studere, studere, studere og følge med i mine timer. Her i klassen skal vi analysere tekster og måske være kritiske". Efter 35 minutter mente han at have introduceret faget tilfredsstillende, og med uændret tone sluttede han af vi ses på torsdag.
Det gør vi ikke, for jeg er heldig og kan selv vælge mine fag, men interessant var denne aften såmænd i sig selv. Puta madre!