Dagbog - femte august

I dag, første skoledag på UNAM.

Men ikke en ægte første skoledag. Et præsentationsmøde for alle de udenlandske studerende på universitetet. Vi er omtrent 150, der starter nu. Der er 300.000 studerede på UNAM. Størstedelen af de udenlandske er fra Spanien eller andre latinamerikanske lande. Det er ikke en overdrivelse at sige at mellemblond kommune- og leverpostejsfarvet hår skiller sig ud.

Vi blev præsenteret for de forskellige afdelinger, fire professorer bød yderst formelt velkommen, den ene fortalte om muligheden for sprog- og kulturkurser på CEPE, Centro de Enseñanza Para Extranjeros, og viste bl.a. billeder af byens turistattraktioner. Man fornemmede en markant stolthed over dette universitet. Latinamerikas bedste, Verdens bedste - det blev der sagt. De gav den nok en ekstra tand her over for de udefrakommende studerende, og præsentationskartonmappen var da også yderst flot.

Vi så en lang og kedelig film om UNAM. Bagefter var der lidt mad og minglen. En spansk pige spurgte om jeg var fra Danmark, og ja, og hun kunne lidt dansk, og om vi skulle lave en tandem. Det lød frækt, synes jeg, men det viste sig at være et udtryk for intersproglig udveksling, hun havde brugt. Jeg sagde ja alligevel og gav hende fluks min mail.

Bagefter cyklede jeg lidt rundt på min kattecykel (det hedder den, fordi den ligger lige på grænsen mellem at være en kat i en sæk og en cykel) og købte nogle ting i San Angel. Jeg køber mange ting. Jeg stopper snart. Idag købte jeg:

En lille kokkekniv.

En kæmpe rulle snor til at binde om cyklen.

Vent og se.

Et sæt Umbraconøgler.

En forlængerledning.

En saks.

To omformere fra europastik til latinostik.

En kopi af nøglen til mit værelse, (så jeg kan have den i min toilettaske på toilettet og slippe for at være bange for at smække mig selv ude hele tiden).

To skruer til at holde vinduet lukket på intermistisk vis.

I går købte jeg en DVD om UNAMs historie i 1968.

Jeg var lige ved at købe et ur mere fordi det var megaflot og manden var gammel og megarar og det kostede 160 pesos. Måske køber jeg det snart, det gør jeg nok. Så har jeg to ure. A man needs two watches.

Jeg har brugt en del tid på at lave små film fra dette års Roskilde Festival. Det er virkelig sjovt, og befriende at lade dem stå som selvstændige små øjeblikke frem for at presse det hele sammen i en lang film hvor det uundgåeligt ville blive for langt, for meget, for svært, og hvor man ville forsøge at tvinge en form for dramaturgi og en masse tekniske effektgreb ned over det. Nu er øjeblikkene bare smukke, grimme, sjove, stive, skæve, for lidt og for meget, som de er. Og det er fedt. Det må jeg lade Tormod. Det var en god idé. Uh, jeg glæder mig til at se Tormods billeder fra Roskilde. Han har fået min adresse så han kan sende mig dem med posten på fotopapir. Nu er jeg faktisk desværre færdig med at klippe filmene. Halvdelen er lagt på Youtube, den anden halvdel er på vej. Uploadhastigheden er virkelig langsom her. Det er fedt at lægge ting på Youtube. Det skal jeg gøre noget mere.

Dagbog - fjerde august

I dag har jeg set en hårrejsende, kvalmefremkaldende, tankevækkende, barsk, brutal og skidegod film: Los Bastardos.

Jeg var ude at cykle og kørte så forbi Cineteca Nacional. Jeg ville egentlig ikke se Bastardos, for den er på rent tale-mexicansk uden undertekster, så jeg tænkte at det var bedre om en måned eller sådan, men der gik ikke andre (som jeg ikke havde set i Danmark allerede - Three Monkeys, Happy-go-lucky, Lad den rette komme ind). Da billetprisen desuden var på 25 pesos, 10 kroner (det er billigdag tirsdag og onsdag - normalt er det hele 40 pesos) slog jeg til. Jeg forstod rigtig nok ikke så meget af hvad der blev sagt på mexciansk, men heldigvis blev der ikke sagt så meget, heldigvis blev der sagt en del på engelsk, da den foregår i LA, og heldigvis var det helt igennem let at følge med.

Fantastisk film. Jeg vil gerne give den en fyldestgørende anmeldelse ved lejlighed. Da jeg just var kommet ud og sad og drak kaffe og ventede på at regnen skulle holde op, skrev jeg følgende ned på en lap papir.

anm. amat escalante: Los Bastardos. Mexico 2008.

Barsk realisme på grænsen

Jeg er i Mexico, men det er ikke bare derfor. Det er også fordi jeg synes jeg ved hvordan verden hænger sammen, globaliserings-wise. Det må være derfor sympatien ligger hos de mexicanske bastarder. Jesús på 30+ og Fausto på cirka-16.

De er illegale immigranter i Californien, og de sidder hver morgen foran byggecentret The Home Depot, sammen med en del andre, og venter på at blive samlet op. De udfører sort arbejde til mellem 8 og 10 US$ i timen. Til gengæld lader de, som Milo siger det i Pusker, ikke nogen fucke med sig.

Nedladende blikke, udtalt fremmedhad og den konstant kontrastfulde rigdom medfører kynisme, jalousi og indifferens overfor ikke-implicerede lokal-uskyldige amerikanere.

Efter arbejde bryder de ind i et tilfældigt, rigt villakvarter, i et hus med en enlig mor på drugs og en teenagesøn, der kommunikerer på et forholdsvist primalt niveau. Det er i dette hus, i lange, brutalt realistiske tableauer, nærmest ordløse, at sympatien indtræffer. Det er noget basalt menneskeligt, der er på spil dér på grænsen mellem rig og fattig, barn og voksen, bydende nødvendighed og koldblodig kynisme.

Jeg vil vove at påstå at kunne huske hver en indstilling i dette mesterværk af en barsk bastardfilm, sådan har billederne brændt sig fast i min krop. Det er ikke let at være illegal immigrant, og om man vil det eller ej, så får nationalisme en ny betydning. Rulleteksterne slog det fast: Mexicansk blod er både både rødt, hvidt og grønt!

dagbog - tredje august

I dag har jeg vandret og vandret, bevæget mig mange kilometer, i søgen og higen efter produkter at bruge mine penge på. Dog, først, i morges, en løbe-gå-tur rundt på Ciudad Universitarias område, måske 6 kilometer, det er kæmpestort. Jeg skulle dels skide og dels var der en masse ting jeg gerne ville se hele tiden, hvorfor det ikke blev nogen særlig energisk løbetur. Men jeg fandt dels ud af hvor Ciencias Politicas y Sociales, hvorunder Ciencias de Communicación hører, ligger, og jeg fandt ud af, at der inde på Uni-området er et stort vild-natur-område, sådan Amager Fælled - agtigt, bare uden stier, så dét er jo nærmest helt hjemligt, og inde på det område (for der var nemlig en enkelt sti ind) da var der den såkaldte Espacio Escultorico. Jeg savner fortsat viden om hvorfor den er der og hvad den symboliserer, men den var der og den var egentlig ret sej, på sådan en monumental beton-kommunistisk-moument manér - en stor rund fordybning i jorden, 35 meter i diameter, hvori den bare lava-klippegrund bruste frem, omgivet af måske 24 skrå betonstøtter. Meget råt og enkelt og det betyder sikkert noget bestemt, men det behøver det nu ikke for at give mening, for det lå bare dér, midt i vildmarken, midt i byen, og enhver kan hurtigt få sådan et sted til at giver mening for sig. (note, 6. august: jeg har netop læst at Espacio Escultórico er 120 meter i diameter og består af 64 stenpiller, so much for øjemål og førstehåndsindtryk...)

Men så senere vandrede jeg og vandrede jeg, og det var fint, omend omgivelserne ikke til enhver tid var decideret skønne. Mandagstrafikken var intens og jeg har slugt min portion gas i dag. Mexico City virker nu på den front ikke meget værre end så mange andre storbyer, og hvis man går op og ned ad Langebro og HCA-boulevarden, så indånder man da også sin portion.

Alt er til salg her og alt handler om penge. I dag har jeg set en ung kvinde med et barn i en sele på mave, der stod i et lyskryds og gudhjælpemig jonglerede mens bilerne holdt for rødt. Jeg ved ikke om hun fik mange penge ud af det, og følgende tanke-spørgsmål er ubehageligt, uagtet det korrekte svar: Havde hun det barn på maven fordi hun ikke havde nogen steder at anbringe det eller af taktiske årsager, fordi det gav flere penge?

Og penge og konsumerisme har det således også handlet om for mig i dag, da jeg som den forbrugs- og luksusvante rige vesterlænding jeg jo er, desværre føler et vist behov for at have forskellige materielle genstande. Et overdrev er det vel ikke, men i disse omgivelser føles dagens indkøb overvældende. Jeg har investeret i følgende i dag:

Tandpasta

Sæbe

Et Ur

Lille håndklæde til toilettet

Et større håndklæde til badet

En kop kaffe

En Mirinda

To Tacos

Tape

En avis

Strømper

Underbukser

Cykelpumpe

Cykellygter

Cykelhjelm

Cykellås

Cykel

Sim-kort til mobiltelefonen

Cyklen er den billigste model jeg kunne finde, og jeg har allerede fortrudt ikke at have købt en dyrere. Hos en specialiseret cykelhandler fik jeg tilbudt en brugt cykel med et godt stel og gode dele fra en anden cykel for 4000 pesos, men hos den billige mexicanske kæde Benotto betalte jeg i stedet 1800 for noget værre skrammel. Det gode er at den ser meget sej ud, og at det er den type mange mexicanere har, hvis de har en cykel, så jeg er nede med folket. Det er også godt at det ikke gør så meget hvis den bliver stjålet. 720 kroner har den kostet. Det dårlige er, at kæden allerede springer på tandhjulene, at den er ret lille i stellet, at den er af stål og plastic, at den helt sikkert ikke holder et halvt år og at jeg ikke gider tage den med nogen steder hen i Mexico på tur (som jeg ellers havde overvejet).

Således, en del pesos fattigere, er jeg ved at have gjort de nødvendige indkøb jeg synes jeg har haft behov for.

Cykelmyg

I juli rejste jeg til Mexico med Jakob Skaaning. Efter byliv i både Mexico City og Oaxaca lejede vi to cykler i sidstnævnte by og kørte sydpå, mod bjergene og siden Stillehavet. Jakob havde sin lille computer med, og mens vi om eftermiddagen strakte vore ømme ben knipsede vore fingre lystigt på tastaturet. De fire indlæg, det blev til kan bedst ses på Jakobs blog Fragmental.

Det var sgu en sej rejseform, som helt sikkert skal udforskes yderligere ved lejlighed. Efter ankomsten til Stillehavet afløstes cykeliveren øjeblikkeligt af en kraftig daseiver. Den blev tilfredsstillet med fire dages læsning og strandchill ved den lille strandbebyggelse Mazunte.

Rejsebrev - Mendoza, Argentina, februar 2007

Mendoza, Argentina, 15. februar 2007

Kaere Danskere:

Nanna og jeg er netop vendt tilbage til Mendoza efter et par dage med lange vandreture, sol og vind og udsigt til bl.a. Aconcaguas sneklaedte tinde - med sine 6959 meter det hoejeste bjerg paa den vestlige halvkugle. Efter lang tid med bylivets glaeder, foerst Rio De Janeiro og dernaest Buenos Aires (igen), var det skoent at komme op i bjergene og maerke stilheden og den toerre, klare luft.

Desvaerre ser det ikke ud til at Nanna kan faa flyttet sin flybillet, saa hun maa nok (vi haaber stadig) drage til Danmark om en uges tid, den 23. Jeg flyver efter planen den 7. marts og lander hjemme den 8. Vi tager i aften en bus 20 timer sydpaa til Bariloche, beliggende smukt, efter sigende, blandt bjerge og soeer.

Tiden flyver, og mange af denne mails modtagere har ikke hoert et ord om vores (med familien lytken laursen), mine og vores (med nanna) oplevelser i Argentina. Det var et skoent land at komme til i December, men et endnu skoennere land at vende tilbage til efter et par uger i Brasilien, synes jeg faktisk. Jeg er tilmed sikker paa, at det er et land jeg faar lyst til, endnu en gang, at vende tilbage til. Det maa vaere det stoerste kvalitetsstempel man efter en rejse kan udstede - at man har lyst til at komme der igen.

Og hvorfor saa? - I korte traek handler det om stor alsidighed, afsindig smuk natur, spaendende byliv, umiddelbart venlige, spansktalende (ja for mig er dét et stort plus) mennesker og absolut overkommelige priser (for rige nordboer som os!), der bl.a. kan betale for himmelsk gode boeffer og laber roedvin.

Det spanske udviker sig lidt hele tiden, om end den Argentinske udgave ikke er decideret turistvenlig. Utroligt mange lyde er helt anderledes end det spansk der tales i Mexico og Mellemamerika og Spanien og dermed ogsaa paa Amtsgymnasiet i Hadsten. Folk vil dog gerne snakke, og ingen har noget imod at gentage, saa kan man taale at foele sig som en doer i ny og nae, kommer man langt. Jeg insisterer som regel paa at tale et gebrokkent spansk, og der opstaar derfor glimrende samtaler, naar eksempelvis butiksekspedienter insisterer paa at tale et gebrokkent engelsk, samtidigt.

Det spanske var til lidt, men ikke megen, nytte, da vi besoegte Brasilien i ca. 2 uger. Ved Graensen mellem de to store lande ligger meget passende nogle af verdens stoerste vandfald, Iguazú, saa vi gjorde stop dér i et par dage. Indtog vandmasserne og drak lidt roedvin om aftenen. Fascinerende med den natur, altsaa. Det brasilianske eventyr fortsatte vi paa Ilha do Mel (Honningoeen, ikke helt klart hvorfor den baerer netop det navn). 5 dages strand og sol og vand og rom og cola. En lettere pludselig indskydelse, endnu et kig VAEK fra bankkontoen og et telefonopkald til et brasiliansk flyselskab gav os billetter fra Rio de Janeiro til Buenos Aires, saa efter raa afslapning var det ind i bussen og afsted mod Copacabanastranden, Maracanástadionet, Sukkertoppen, Sexen og Sambaen, eller hvad den by nu er mest kendt for.

Med kun to uger til det verdensberoemte karneval emmede byen lidt af fest og farver, og adskillige mere eller mindre planlagte gadeoptog fandt ofte sted. Med en staerk Caipirinha i haanden overvaerede vi bydelen Ipanemas udgave, mest af alt praeget af de utallige dragqueens´ konstante flirten med de mange kameraer. Simpel karnevalssamba blaeste fra horn og tubaer og stortrommer buldrede, mens saelgere af vand, cola og den brasilianske tynde oel Skol raabende snoerklede sig ind og ud af menneskemaengden.

Naa ja, Brasilien og Rio er ogsaa kendt for sin kriminalitet. Antallet af handvaaben og lommetyve skulle stige i takt med festligt omfang, saa vi lod kameraet blive paa Hostel Rio. Senere, da moerket faldt paa og vi bevaegede os fra det gaagadeafspaerrede omraade, ud i trafikken mod en taxi, skete saa det der efterhaanden er ved at blive en tradition, naar Nanna og jeg moedes i udlandet for at rejse sammen. Paa en ellers veloplyst og trafikeret gade, vendte fyren foran os sig om med en lille pistol, ussel af udseende, men dog en pistol, og fik i loebet af 5 sekunder vore to skuldertasker og var vaek sammen med sine to kompaner. Det hele gik meget hurtigt, og pistolen naaede ikke engang at skabe frygt. Bagefter var det naturligvis mere chokerende, men de ville jo bare have vores ting. Og hvilket udbytte! De blev de glade ejere af bl.a. ét letvaegtshaandklaede, een bh (nannas!, for at der ikke skal opstaa tvivl), 60 sider fra en Lonely Planet rejseguide, og et spil kort med motiver af reproducerede vikingeskibe, fra Vikingeskibsmuseet i Roskilde.

Vi gik derefter rundt med lidt flere mistaenksomme blikke, men noed alligevel den fantastisk smukt beliggende storby, et museum om den store brasilianske arkitekt Oscar Niemeyer, et museum tegnet af samme (Museum of Contemporary Art, der udelukkende indeholdt klassiske graeske buster, hmm), en fodboldkamp mellem Flamengo og Boa Vista, gode udsigter ,gode havbade og generelt godt storbyliv.

Men saa var det ogsaa rart at komme tilbage til Argentina til et godt maaltid paa Desnivel i San Telmo, Buenos Aires, et sted der efter to besoeg foeles som en stamrestaurant gennem et langt liv, og hvis boeffer og husvin faar en til aldrig at ville indtage andet (udover Iguazúvandfaldene, selvfoelgelig).

Vi spiller ind imellem kort, men synet giver ofte restaurationsejere daarlige nerver - en lov, baade her og i Brasilien, forbyder aabenlyst spil med pokerkort ved restauranterne. En manager foreslog os at vi kunne saette os op paa foerstesalen, i salonen, men saa serioes var vores dyst dog ikke... Han fik daarlig samvittighed over at have forpurret vores aabenlyse kvalitetstid og gav os en pose mate. Mate er de telignende knuste blade som alle drikker her. Et lille krus af trae eller af en udhulet calabas fyldes til randen og lidt meget varm vand haeldes saa i og man toemmer den paa tur. En rejsefaelle kunne dog fortaelle, at afhaengigheden er endnu stoerre i Uruguay. Her har man foelt det noedvendigt at indfoere en lov, der forbyder tilberedelsen Mate mens man koerer bil. Man maa da heller ingenting!
Apropos love og brasiliansk kriminalitet: En lov i Rio tillader nu biler at koere over for roedt om aftenen og natten, for at undgaa at saa mange bliver udsat for saakaldte "roedt-lys-roeverier"!

Jeg behynder efterhaanden at vaere godt maet af gode rejseoplevelser, og glaeder mig saa smaat til DK, selvom jeg lige nu i Mendoza heller ikke har noget imod at gaa ud i 25 grader og aftensol, her klokken halv syv.

Vi ses snart,
Kaerlig hilsen Kristian

Rejsebrev - Buenos Aires, Argentina, Januar 2007

Flugten til Amerika

Dengang da jeg var en lille en,
Og havde begyndt min Skole,
Og havde faaet Støvler paa begge Ben,
Og kastet min Bluse-Kjole;

Da var jeg ikke saa from som nu,
Da havde jeg Ben i Panden,
Mit Blod var hedt, og ilter min Hu,
Jeg forstod mig kun lidt paa Forstanden.

En Middagstid mellem tolv og et
Engang var jeg rigtig i Vinden;
Med Næven knyttet og Hjertet hedt
Jeg stod, og med Taarer paa Kinden.

I Skolen jeg havde faaet et Nul
For de første Deklinationer,
Mama havde skændt for et lille Hul
Paa de Kasimirs Permissioner.

Og Bagerens Rikke, som før var saa sød,
Hun stod nu og lo ved Porten;
Hun havde mig lovet et Hjertebrød,
Det, saa jeg hun gav til Morten.

»Nej«, tænkte jeg da, »det er for galt!
Langt mer, end jeg kan udholde; —
Det skal de alle faa dyrt betalt,
Som mig denne Tort forvolde.

Nu flygter jeg bort til Amerika!
Og naar man saa er forlegen,
Hvor atter man faar en Peter fra, —
Ja — saa er Peter af Vejen.«

Forbavset min yngre Broder, Emil,
Gav Slip paa Pisk og paa Slæde,
Paa Ansigtet stod et usikkert Smil
Omtrent mellem le og græde.

»Ja, hør du, Emil! du skal gaa med.
Som Brødre vi bør holde sammen;
Her er ej længer vort blivende Sted,
Hist finde vi Trøst og Gammen.«

Den lille han saa paa de nye Sko,
Og glatted sin Bluses Folder:
»Hvor lang er vel Vejen, skal jeg tro?
Og mener du, Skoene holder?«

»Ja, længer der er til Amerika
End til Tante Lise paa Landet;
Men for at komme didhen herfra,
Man sejle maa over Vandet.

Men hvis man saa Farten overstaar,
Fortryder man aldrig Løbet:
Man faar til Foræring en Herregaard
Og Penge ovenikøbet.

Med Sølv er Hestens Hov beskoet
Og Vognens Hjul beslaaet;
Guldet det ligger dig for din Fod,
Du bukker dig kun for at faa 'et.

Konfektrosiner og Mandler der gro,
I store Duske de hænge
Paa Træerne sammen, to og to,
Og koste slet ingen Penge.

Brystsukkre du som Tvebakker ser.
Som Rugbrød Chokolade,
Med Sukkerkringler det hagler og sner,
Og regner med Limonade.

Og Frihed har man endnu dertil
Fra Morgen til Aftens Ende,
Man spytter paa Gulvet, hvor man vil,
Og lader Cigarerne brænde.

Man gynger den hele udslagne Dag
I dejlige Vuggestole,
Og det kommer an paa hvers Behag,
Om han gider gaaet i Skole!«

»Ja saa,« sa' den lille, »saa er det et Ord!
Nu er da min Rejse besluttet!
Min Appetit er just ikke stor
Til at komme i Instituttet.

Min Krydderkringle jeg henter endnu,
Den skal gøre godt paa Vejen,
Og saa den store Bibel, du?
Den, ved du jo, er vor egen!«

Med Billedbiblen i Favn han kom,
Mens Kringlen han bar i Munden; —
Saa stod vi lidt stille og tænkte os om,
Thi bitter var Afskedsstunden.

Vort kære, rolige Fædrehjem
Vi skulde for evigt savne. —
Da aabned' Mama sit Vindve paa Klem,
Og raabte paa vore Navne:

»Emil og Peter! hvor skal I hen?
Hvad gør I med Bogen paa Gaden?
Skynd jer nu straks herind igen,
Nu kommer Dorthe med Maden!«

Betuttede begge to vi stod,
Vor Rejse gik rent i Glemme,
Og uvilkaarlig lystred vor Fod
Den moderligt myndige Stemme.

Min Vrede nedslog hendes blide Røst,
Som Lynstraalen Egestubben,
Jeg drukned min Sorg og fandt min Trøst
Paa Bunden af Sagosuppen.

Af Christian Winther.

(Skrevet i San Francisco):

Det er i dag den 5. december og vi har ca. 10 dage tilbage i USA. Saa skilles vore veje, Asmund skal til Mexico og moedes med Sivi, jeg tager til Argentina og moedes med familien og senere Nanna. 6 uger er der vel gaaet siden et faellesbrev sidst forlod et amerikansk tastatur, det skete i Memphis, og meget er sket siden da, of course.
Hver dag er en oplevelse, hver dag staar vi op uden helt at vide hvad dagen vil byde paa, hvor vi vil vaere samme aften, hvad vi skal have at spise, hvem vi vil snakke med, osv. Det er saadan set det skoenne ved at rejse. Hver dag, eller i hvert fald ofte, loefter vi endnu en flig af det amerikanske taeppe, af Stars and Stripes, og aflurer normer, vaner, mentalitet, kultur, natur.

Vi koerer fortsat vor hvide skoenhed, vor Dodge RAM 150 Royal 1985 Van, den sluger fortsat den billige, men konstant dyrere, benzin med en glubsk appetit, men den koerer, og den koerer godt. Og selvom der har vaeret, og fortsat er, en del udgifter forbundet med at vaere bilejer (just nu staar den fx i et parkeringshus her i San Francisco til 26 dollars i doegnet...), har vi aldrig vaeret i tvivl om, at det er den bedste, ja den eneste, maade for os at se landet paa. Mange af de steder vi har vaeret ville det simpelthen ikke have vaeret muligt at komme til uden bil.

Siden Memphis har vi overnattet foelgende steder (I kronologisk raekkefoelge):
St. Francisville, New Orleans, Lake Fausse Point State Park (Louisiana), Victoria, Padre Island National Seashore, San Antonio, Austin, Fort Stockton, Big Bend National Park (Texas), Alamogordo, Santa Fe, Farmington (New Mexico), Gouldings (Utah), Flagstaff (Arizona), Veyo (Utah), Las Vegas (Nevada), Lee Vining, San Francisco ( Californien).

Moenstret fra sidst boer foelges (sikke mange oe'er...), saa mailen begynder med (skibet er ladet med):
BY:
New Orleans, The Big Easy, ramt af orkan Katrina i september sidste aar, 2005, og paa alles laeber siden, maaske med undtagelse af praesident boy george's. Han gjorde ikke en synderligt god indsats i dagene der fulgte naturkatastrofen, og skal man tro New Orleans' befolkning har byen desvaerre heller ikke vaeret paa hans laeber mange gange siden, betydende at der mangler rigtig, rigtig mange penge til genopbygningen. Paa et motelvaerelse et par uger efter NO saa vi showet Comic Relief 2006, hvor alle indsamlede beloeb gik til NO. I oevrigt et ganske interessant, om end plat, show, hvor vi laerte en del om amerikansk humor og isaer deres bizarre forhold til ordet 'fuck'. Ordet 'fuck' er ikke tilladt paa amerikansk tv, paa naer paa een kanal, HBO. Hvorfor ved jeg ikke helt, men saadan er det. Naa, men det betoed saa, at siden comedyshowet blev vist paa HBO, var det tilladt komikerne at sige 'fuck'. Hvilket de gjorde, uden undtagelse. Og naar de gjorde det, grinede publikum. Hvis et barn i en boernehave siger prut, saa griner de andre boern vel ogsaaa.
Showet blev samtidigt sendt paa en af de censurerede kanaler, hvor fuck erstattes med stilhed, hvilket unaegeteligt gjorde vittighederne noget "intetsigende"...

Back to Big Easy. Vi fandt et meget soedt par at bo ved via vores couchsurfing.com website. Gabrielle og Cameron. De boede virkelig taet paa The French Quarter som udgoer centrum i byen. Ydermere fandt vi hurtigt ud af, at de skulle vaerte en stoerre fest dagen efter vor ankomst, i anledning af Halloween...

Byens centrum og tilstoedende kvaerterer var meget paene igen efter stormen, kun enkelte steder kunne smaa spor tydes. Vi noed de turistede gader i det franske, drak kaffe og kiggede paa de, for USA, meget gamle bygninger, hoerte en bid gadejazz og spiste et stykke Po'boy (lokal sandwich). Hoer Love and Theft med Bob Dylan...

Paa vej ud af byen et par dage senere koerte vi gennem det af orkanen haardest ramte omraade. Og det var ikke svaert at forstaa utilfredsheden med regeringens indsats - fuldstaendigt smadrede og forladt stod husene tilbage som tomme skaller i en spoegelsesby. Vi forlod den ogsaa.

------------------------
Vi skriver nu den 10. december, soendag aften, vi er kravlet ned ad kysten og ankommet til vort sidste stop paa turen, Los Angeles. 5 dage tilbage. Jeg har netop laest hvad jeg skrev i San Francisco, primaert om New Orleans, og erkender straks, at denne mail aldrig vil blive faerdig, hvis jeg ikke skaerer lidt i grundigheden. Ellers vil i fire maaneder efter min hjemkomst modtage et brev, der end ikke vil kunne ligge i jeres indbakke...

Saa, gennem Louisianas groenne sumpe, hvor vi saa skildpadder,alligatorer og hilste paa myg, til landets stoerste Stat foruden Alaska, Texas. Vi havde hidtil haft godt droen paa og ikke dvaelet i nogen by mere end tre naetter. Nu satte vi tempoet helt ned paa Padre Island National Seashore. 5 naetter paa en af de laengste, uberoerte sandstrande i verden, efter sigende. Uberoert var den i hvert fald. Det er sgu noget de er gode til Amerikanerne, at beskytte store omraader af deres natur, og det var noget de var gode til tidligt, saa der vitterligt ikke findes eet hus eller een fastfoodkaede i deres nationalparker. Paa Padre stod den paa boeger, gloen-ud-paa-havet, strandvandring - ren og skaer chillin'.

Gennem San Antonios til-aere-for-de-mange-turister kulissede, pussenussede Riverwalk bymidte og juletraespyntede megamalls (7.november), til Austin, hjemby for USAs stoerste universitet, University of Texas og derfor med en mere ung og reel stemning. Couchsurfing ved Rodrigo and friends, livemusik og sommerslentren.

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Aah, pis, det lykkedes ikke at faa affyret mailen i Los Angeles, hvilket nu efterhaanden er en maaned side. En el momento sidder jeg i Buenos Aires' dejlige bydel San Telmo.

OK, fra Austin, Texas er der langt til Argentina. Der er egentlig ogsaa ret langt til Los Angeles. Jo, vi saa noget paa vejen dertil, det gjorde vi. 1 maaned havde vi jo trods alt. Den var god, det var den. Meget, meget flot. Der er ogsaa historier at fortaelle, det er der.

Det er paa dette tidspunkt i mailen at jeg indlaegger et gran suspense. Det er jo ikke for sjov, at jeg ofte bliver sammenlignet med Hitchcock, vel. Suspense = Austin - Los Angeles.

Vi solgte bilen i LA. 1100 dallas. 100 mere end vi gav. Saa sagde vi farvel og tak og Asmund rejste til Mexico og jeg til Argentina. Efter 27 timers fly-og-lufthavnsrejse, over El Salvador og Peru, ankom jeg halv fem om morgenen til Hostal Sandanzas, hvor min naermeste familie gerne skulle vaere indkvarteret.

Fra gaden er doeren aaben, saa jeg gaar ind, og staar saa i en mellemgang. En ekstra doer med tremmer skiller mig fra hostellet. Jeg ringer paa klokken. Igen. Ikke en lyd. 30 sekunder passerer, der er intet at se inde i receptionen. Saa sker det. Det, der i gaengse sensationstermer bedst kan beskrives som "en staerk naturoplevelse", eller maaske naermere "en ud-af-kroppen-oplevelse". Jeg har ikke set min naermeste familie i to en halv maaned, jeg har koert 12781 km i bil tvaers over USA, floejet 9824.55 km (http://www.mapcrow.info/cgi-bin/cities_distance_airpt.cgi?city3=1477%2C100&city4=-1456711%2C01 ) over det nord-, mellem- og sydamerikanske kontinent, og nu, foran og over mig kommer min fader, i sydamerika bedst kendt som Peter, til syne i en hidtil uset og uhoert bevaegelses-paaklaednings-kombination, der nok bedst kan betegnes som "badutspring og boxershorts". Interessant ser det ud, men det lykkes ikke desto mindre denne mand at faa vaekket natportier'en og faa lukket mig ind til champagne og hyggelig modtagelse paa vaerelset - Argentina er skudt godt igang.

Her ville Hitchcock nok have lavet en saakaldt cameo, (http://en.wikipedia.org/wiki/List_of_Hitchcock_cameo_appearances ) en mere eller mindre synlig indtraeden i sin egen film. Jeg er endnu ikke kommet langt nok i mine studier af e-mail-hologrammets muligheder til at kunne lave en saadan, men for endnu engang at minde om Hitchcock, og bringe saa megen spaending som muligt ind i de danske stuer, indlaegger jeg her e-mailens suspense part II (Buenos Aires 17/12 - Buenos Aires 7/1)

Maaske loeftes der ogsaa flige af det Argentinske taeppe, af La bandera de la Argentina con el sol de Mayo, hvem ved?

Godt Nytaar oenskes i alle fra Argentina.

Kaerlig hilsen Kristian