Er der egentlig noget bedre end at bestige sin racercykel en kølig, men klar og solrig septembermorgen i København? Sådan ude på Nørrebro et sted, og så køre ad den grønne sti og ud i morgentrafikken, med god fart, en del af det store felt ned ad H.C. Andersens Boulevard, i tredje overhalingsbane op ad Langebro, et par skarpe sving og en parkering på Amager. 18 minutter senere, pulsen på sundeste vis lettere forhøjet, søvnen i øjnene endeligt helt forduftet.
Jeg er ret glad for cyklen som transportform. Som rejseform benyttede jeg den med succes her i juli i Mexico, og ved ankomsten til Mexico City planlagde jeg igen at bruge den som transportform. Som tidligere beskrevet købte jeg en billig mexicanermodel; det var i starten af august. Et par dage senere omtalte jeg købet i følgende vendinger i en mail til Jakob S : "Forleden købte jeg en kat i en sæk. Det var denne her kat (i rød). Det var en kat, fordi materialerne er en uheldig kombination af stål og plastic, fordi kæden sprang på tandhjulene, fordi der ikke var luft i dækkene og fordi den var mexicanerlille. I går viste det sig heldigvis at det var om ikke en rigtig cykel, så i hvert fald en kattecykel. Jeg var forbi butikken og fik justeret kæden og gearene, sat styrpinden op og pumpet luft i dækkene..."
Ret skal være ret, den kører faktisk bedre end først antaget og alt tyder på at den fint skal holde til januar. Jeg har stor glæde af den, for jeg bruger den hver morgen til universitetet. Det er en lille tur på bare syv minutter, men det er glimrende at kunne drøne afsted og således s k a b e flere minutter til morgenekspressoen.
Men som transportform? Enhver mexicaner ville nok grine højt ved den blotte antydning af denne idé, jajajaja (hahahaha), og da jeg nu tillader mig at kalde mig mexicaner, griner jeg også: ja!
Der er simpelthen et utal af forhold, der taler lodret imod dette vanvittige påfund:
Trafikdensiteten: Der er kun sjældent et roligt øjeblik på de mexicanske veje, og da er det som regel fordi det regner heftigt. Man siger jo (og man har altid ret) at en løbetur rundt om Københavns søer svarer til at ryge 20 smøger. I så fald må en cykeltur i Mexico by svare til at ryge fem havanna-cigarer i en jordbong.
Bilistrespekten: Er ikke-eksisterende. Hvis bilisten overhovedet ser cyklisten er han fuldstændig indifferent og fortsætter som det naturligste sit højresving direkte ind foran. Som cyklist bremser man hårdt op og antager den universelle, forurettede cyklistgestus: Slår ud med armene, råber hvad fanden, cabron!, og søger blandt de omkringværende fodgængere efter sympatiserende og tilsvarende forurettede blikke, men man finder kun øjne, der siger: Hey, se dig for cabron, den bil skulle sgu svinge til højre.
Kørebanens tilstand: Asfalten er såmænd ganske god og gennemført, men der er ikke det der ligner afstribning, ristene vender nærmest konsekvent på den forkerte led og meterdybe huller uden varsel er ikke decideret sjældne.
Byens forhold: 1) Det er regntid, hvilket betyder at det hver dag mellem fire og otte begynder at regne noget så markant. Man kan ikke cykle mens det regner, hvilket nødvendiggør en vis planlægning. 2) Mexico er en gigantisk by, og skal man bare en anelse uden for egen baghave tager det hurtigt mere end de førnævnte 18 minutter, og let over en time.
Man kan naturligvis godt køre her, men med alle de forholdsregler man nødvendigvis må tage, særligt vedrørende egen sikkerhed, er det et stort og besværligt projekt. Jeg gjorde forsøget i løbet af min første uge her, og kørte omtrent 10 km nordpå, til den store Chapultepec-park. Det tog, også fordi jeg ikke kendte vejen, knap to timer, og på vejen hjem blev jeg gennemblødt.
Paradoksalt nok virker det som om Mexico City lige så stille i færd med at prøve at markedsføre sig som en cykelby. Flere steder kan bycykler gratis eller for et minimalt beløb lånes for en dag, og hver søndag lukkes en større del af byens centrale vejnet af for bilerne, så familien Mexico kan komme ud at tumle - og cykle. Universitetet har cykelservicen Bicipumas, men de store cykeldepoter bugner dagen lang af ubenyttede mountainbikes.
Der er lang vej igen, og jeg har givet op.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar