Mit hus er dit hus. Mit hus er i hvert fald en masse menneskers hus. Mit hus er Doña Catalinas hus, og mit hus er over tyve andre udvekslingsstuderendes hus. Jeg havde reserveret et værelse på forhånd, for Anna Rønne og Esben boede i huset for et par år siden og havde talt om ikke decideret varmt, så nogenlunde positivt om stedet. Således var det såre let at ankomme den første august, banke på og indlogere mig.
Der er mange gode ting at sige om stedet. Det er billigt for en dansker, 2900 pesos = 1160 kr. alt inklusivt. Det er fint at bo her med en række andre udvekslingsstuderende. Vi har, alt andet lige, noget tilfælles. Jeg havde frygtet en backpacker-hostal-stemning, hvor der kunne blive talt en del engelsk om aftenen. Det er ikke tilfældet, tværtimod. Der tales spansk over hele linien, og der er i hvert fald ikke udprægede party-tilstande. Det er en blandet forsamling, der holder til huse her. Mest blandet i nationalitetsøjemed, for vi er næsten alle unge og studerende. At verden er repræsenteret kan ikke benægtes, når man læser listen hér: Alemania, Australia, Colombia, Corea, Dinamarca, España, Francia, Japón, Kenya, Mexico, Nigeria y Paraguay.
Der er også ting, der kunne være bedre. Husets tilstand er mexicansk, hvilket primært betyder at det er bygget i mange etaper, og ikke altid med lige heldige arkitektoniske og ingeniørmæssige løsninger. Mit værelse er af de bedre, andre døjer med mangel på naturligt lys og regn, der drypper ind. Der er beskidt i fælleskøkkenet, for der bliver sjældent gjort rent. Der er et fælles opholdsrum, men der mangler et bord og tilhørende stole, og det er en af de væsentligste årsager til at husets beboere på en måde omgås hinanden som spøgelser - der er ikke noget naturligt samlingssted. Dette er sådan set på godt og ondt, for det gør også at man i den grad kan være sig selv og ikke behøver høre på de andre vesterlændinges braldren.
Huset ligger i bydelen Copilco El Alto, lige uden for univeritetsbyens porte. Det lærer man særligt at sætte pris på, når man hører at sidemanden i klassen har halvanden time hver vej til skole - hvis trafikken er med ham. Det er et glimrende kvarter at bo i, synes jeg. Det er virkelig et sted hvor man bor. Der er et væld af små butikker, der kan servicere en med hvad man måtte have brug for, på de fleste tidspunkter af døgnet. Grønthandlere, tortillabagere, sodavandssælgere, en skrædder og en mobilreparatør. Der er små spisesteder, men ikke mange fancy caféer. Man bor her. På tagene tørres tøj i lange baner, og på tagene bor der gerne en hane med sine høns. Hundene gør, som hunde jo gør (et blogindlæg vedrørende dette punkt er lovet og er under opsejling). Største støjgene, som dog uundgåeligt også fremkalder et lille træk på smilebåndet. kommer fra den anden side af gaden, hvor danselæreren underviser. Han er en mand, der går op i sit job, og om eftermiddagen gjalder det i gaden og hen over tagene: Ahora, ahora, ahora, på 4, 8 og 12, mens mexicansk kærlighedscumbia højt skratter ud af en alt for lille ghettoblaster.
Billeder af mit hus og af Mexico kommer snart, her er et enkelt, der viser udsigten fra mit værelse:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar