Franske Miguel og franske Roman og danske jeg leder efter lejlighed, og det har vi gjort et stykke tid. Eller egentlig kun nogle dage, men på fuld tid og med pure afslag de mange steder vi har spurgt. Det er kompliceret fordi vi er udlændinge og kun skal være her 4 måneder. Det er kompliceret fordi det altid er minimum et års leje og de kræver en kautionist med bopæl i Mexico City. Vi har delt os denne torsdag; Miguel og jeg i Roma og Romain og mexicanske Carlos, vor ven og hjælper, i Narvarte. Vi søger og finder intet. Vi siger vi vil betale to måneder forud, men de vil ikke have vores europapenge.
Så sker der noget, og det sker i Narvarte. Carlos og Roman er blevet godt gammeldags sultne af sådan at gå fra gade til gade og lede efter telefonnumre i vinduerne, af at få afslag på afslag. Helt uhørt regner det tilmed temmelig meget denne tidlige februardag i Mexico. De finder et fint lille libanesisk spisested, hvor der kreeres deliciøse empanadas med kød, spinat, ost og hvad gir du. Carlos slynger ud, hva', du kender vel ikke nogen der lejer værelser ud, vel? Jo, det gør han da, Libaneseren, og viser straks op til en lejlighed tæt derpå, på tredje sal, hos hans gode ven. Roman ser den og synes den er ok, dog er der kun to værelser og måske vil en araber leje det ene. Ejeren Carlos Pacheco - det hedder han, og pacheco betyder på mexicanerslang at være skæv eller godt blæst, og mere om ham senere - ringer imidlertid dagen efter og siger at lejligheden er disponibel. Vi slår ikke til med det samme - af fortsat uforståelige årsager vælger Romain ikke at informere os om denne option og vi søger frustrerede og modløse videre. Vi er tæt på at sige ja til en lille snollet og grim delelejlighed for hele 9000 pesos, men efter svære overvejelser vælger vi at udbede os et par dages betænkningstid. Vi sidder lidt i bilen og snakker om hvilke muligheder vi overhovedet har tilbage, og så kommer Romain pludselig i tanke om Carlos Pacheco. Her bor vi nu.
Morgenen efter at være flyttet ind drikker vi kaffe på cafeen i den lille park nær herved. Vi har fået foræret en frygtelig bunke dejlige møbler og gamle sager fra Pachecos bugnende lofsrum, samt tallerkener og køkkengrej fra hans kvinde - mi mujer, som han altså siger det - men vi mangler senge og madrasser. Det er vores plan at gå på jagt i nogle butikker efter kaffen, men da dette er Mexico (og dette er en mexicansk historie) hænder det naturligvis at en ladvogn drejer om hjørnet og gør sig selv bemærket ved fra den på taget påmonterede højttaler at gjalde colchones, colchones baratos, altså madrasser, billige madrasser! Vi får ham stoppet og han sælger os hele molevitten for 350 pesos. Det vil sige to store madrasser og basen til den ene seng. Vi mangler den anden underdel, men ved cafénabobordet sidder en muskuløs tjekke, og han siger at han tilfældigvis har en seng uden madras, som han gerne vil forære bort, da han selv har fået den foræret for et år siden. Vi tager det hele, og det hele er så let. Vi sover nu i de senge.
Der mangler et værelse i lejligheden, der er kun to, vi er tre. Vi flytter ind, og dagen efter kommer der tre håndværkere, og de bygger to simple vægge inde i stuen, sætter en dør i, og voila, der er tre. Vi holder indflytterfest og maler de to vægge i alle regnbuens farver. Det viser billedet hvordan ender. Billedet er hernedenunder denne linie hvor jeg skriver disse ord, og nu stopper jeg og I bliver fri for denne nu enerverende konsekvente nutidsbrug.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar