Nu taler man igen om en revolution. Man gør det, fordi man lever i en meget milleniumiseret verden, hvor alt er digitaliseret og derfor består af pure 1- og 0-ere, men hvor alt der også visuelt indeholder pure 1- og 0-ere, er guld værd. Nu er det snart 2010, og nullerne skal gøres op. I Mexico er 2010 så altså 100-året for revolutionen og sandelig om det ikke også er 200-året for uafhængigheden fra de pinche spaniere (et to-tal går lige an i millenium-valoriseringen). Der er altså på papiret god grund til at snakke revolution.
Det er der også over papiret. Mexico er en korrupt og kriminel stat, ledet af et oligarkisk tyranni baseret på års egoisme, og holdt i live af en overdrevet demagogisk statspropaganda. Man tager fra de fattige og giver til de rige, men siger det omvendt, og det virker. Landevejsbillboards, radio- og tv-spots, og de korrumperede kæmpekanaler Televisa og Azteca in general hylder i gode slogans og gyldne argumenter regeringens indsats for alt fra landeveje til kvalitetstortillas. Man giver gaver til folket i form af ekstravagante lysshows i centrum, og fra d. 28. november: Verdens største juletræ på Avenida Reforma - 113 meter. Der skal lige tre facts på bordet om hvad Mexico har: a) 110 millioner indbyggere. b) Over 40 millioner under fattigdomsgrænsen. c) Carlos Slim - verdens pt tredje rigeste mand.
Den lille præsident, Felipe Calderon, valgte om aftenen den 10. oktober, mens landet fejrede kvalifikationen til VM 2010, at lukke for det statsligt ejede elselskab Luz y Fuerza del Centro - det er dem der strammer op på Mexico Citys løsthængende ledninger. Sådanne ledninger har Mexico City mange af, og derfor resulterede lukningen i fyringen af 44.000 elarbejdere, plus uheldige konsekvenser for over 20.000 pensionister. "Effektivisering", "urentabelt" og nødvendigt" var ordene der benyttedes af den lille præsident i forklaringen den følgende mandag.
Om torsdagen, og igen på månedsdagen den 11. november, blev Zócaloen - den meget store, centrale plads i byen, fyldt med vrede elarbejdere fra LFC og solidariske støtter (150.000). Demonstrationerne blev organiseret af SME, Sindicato Mexicano de Electricistas, Elarbejdernes Fagforening. Det er en historisk meget stærk fagforening, og en historisk meget socialistisk og anti-regeringsvenlig fagforening, der nu ikke længere har helt så meget at have deres forening i. Man siger, at SMEs styrke har været en af hovedgrundene til at LFC blev lukket - regeringen har villet splitte forbundet. Et andet betydningsfuldt emne har været muligheden for at privatisere sektoren, som man har gjort det med et væld af øvrige sektorer i løbet af de seneste årtier, og særligt efter systemskiftet i 2000, hvor partiet PRIs 71-årige regeringsvælde blev brudt af partiet PAN - det er den lille præsident Felipes parti.
Man taler om en revolution, fordi regeringen bare sådan fyrer 44.000 aktive arbejdere. Og fordi en million (mere) er blevet arbejdsløse i løbet af denne regerings tid på tronen. Og fordi Mexico er det land i Latinamerika med den største stigning i antallet af fattige i løbet af 2009, så der nu er mere end 41 millioner fattige mexicanere, det er 38,8 % af befolkningen. Og fordi man kunne blive ved med den slags fuldstændigt ekstreme, men faktuelle oplysninger.
Alt dette er ikke noget nyt, men nu taler man altså om en revolution (og det gør man!: undervisere og studerende på uni, i klummer og læserbreve i avisen) - om ikke andet.
skriver de om de historiske niveauer i Fattigdom, i Devaluering, i Vold, i...?"
FYRET - "Nu mangler jeg bare at fyre 80 millioner mexicanere"
SME oldschool!
NB! Jeg er blevet gjort opmærksom på at min analyse af den mexicanske klassekamp, syndikalisme og præsidentproblematik ikke er fuldstændig, eller fuldstændig korrekt. Men den er der.
Hvis jeg lærer mere, opdateres.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar