Marcha, 2 de octubre

Den 2. oktober er en mærkedag i Mexico. På denne dato for 41 år siden, i 1968, åbnede det mexicanske politi og militær ild mod demonstrerende studerende på La Plaza de tres Culturas i Tlatelolco, lidt nord for centrum i Mexico City. Der var en uge til de Olympiske Lege skulle begynde, og man syntes det ville være bedst, hvis verden ikke fik indtrykket af et kaotisk Mexico. Man ville skære det ud i pap for demonstranterne, at nu måtte det være nok med denne 68'er-studenterbevægelse, og det gjorde man så! Tallene er upræcise, men man regner med mellem 300-400 dræbte (selvom det officielle tal var 29!), den dag, i oktober 1968. Videoen her viser lidt billeder af kaoset på pladsen.

Tragedien mindes man naturligvis fortsat, hvert år d. 2. oktober, med en march fra stedet for massakren i Tlatelolco til den store plads i centrum, El Zócalo. Jeg har normalt timer på universitetet fredag eftermiddag fra 16-18, nøjagtigt i tidsrummet for demonstrationen / La Marcha. El profesor er en ung mand på tredive og yderst aktivistisk indstillet, hvorfor der aldrig var tvivl om at undervisningen denne fredag skulle aflyses, og de der havde lyst, kunne marchere med ham. Fabián hedder han, og hans studenterpolitiske aktivisme vaktes da han som ung studerende på UNAM i 1999-2000 var med under den 9 måneder lange universitetsstrejke (!) i protest mod indførslen af et indskrivningsgebyr og øget brugerbetaling for de studerende. Da vi fredag forlod klassen og gik mod metroen, kunne han således, med et smil på læben, udpege det unam-vagttårn hvor han og en del andre havde boet i over syv måneder.

Alt i alt forløb vores march meget fredeligt. Politiopbuddet var enormt, og en enkelt konfrontation med den anarkistiske blok var uundgåelig (elementer fra begge parter havde tydeligvis har glædet sig et helt år til igen hhv. at smadre Oxxos (7eleven-agtig butik) vinduer og lufte kniplerne), men uden skrammer nåede vi frem til Zócaloen. Nu går jeg jo sjældent af vejen for en god, regeringskritisk demonstration i Danmark, og undervejs i fredags kunne jeg ikke undlade at sammenligne. Der var måske 10.000 mennesker, inddelt i mange små fraktioner med hver sin personlige dagsorden. Hvor en dansk demonstration ofte starter og slutter med en eller flere taler, og har en ret tydelig arrangør, herskede der en del mere anarki hér. Samlende taler først som sidst var umulige, for hver mand med en mening havde øjensynligt medbragt sin megafon, og de benyttedes flittigt. Udover den anarkistiske bloks sammenstød med politiet var der tilmed noget mere direkte provokation over for politiet fra rigtig mange demonstranter. Bedst illustreret af en situation jeg fangede på video (håber jeg kan uploade den) lige før vi nåede zócalo'en. Tre mænd, to yngre og en meget gammel, fandt bl.a. fælles fodslag i råbet til betjentene en meter fra dem, om at der findes aftenskoler på folkeskoleniveau... hay primarias nocturnas, pinches cabrones!!.. samt andre herlige ideer og gode råd.

Der var ikke meget mindestemning over marchen; i langt højere grad benyttedes anledningen til at udvise utilfredshed med regering, politi og militær. Det er faktisk fuldstændig ufatteligt, det der skete i 1968, og man er lige ved at sige, pyh, sådan noget kunne trods alt ikke ske i dag - men det kan det, og det gør det, i Mexico. Det er således kun tre år siden at millitæret bankede demonstrerende lærere på plads i byen Oaxaca ved hjælp af tanks og tungt skyts i byens gader.

Vores lille delegation kørte en god turist-demonstrationsstil, og undervejs var der god tid til at tage lidt billeder:

Edificio Chihuahua bag Plaza de las tres culturas, hvor massakren fandt sted 2/10/1968

Fredelige demonstranter, fra venstre: Natalia (fra Spanien, bor i mit hus), X (fra min klasse),

Miguel (min ven fra Frankrig), Fabián (el profesor), Fernanda (fra min klasse).

Selv de mexicanske hunde fulgte optoget og mindedes massakren!