I dag besøgte jeg et andet fakultet på universitetet: Filosofia y Letras, for jeg skulle låne en bog på deres bibliotek (hvilket, som så meget andet, viste sig at føre lige lukt i kløerne på det velvoksne mexicanske universitetsbureaukrati - intet under at der er over 100.000 ansatte på UNAM!). Nå, først var der, på pladsen foran fakultetet, som også er pladsen foran den imponerende centrale biblioteksbygning, en større forsamling studerende med en megafon i centrum. Lidt efter fortrak de alle til det på UNAM herostratisk berømte Auditorio Che Guevara, som hurtigt fyldtes med ca. 800 aktive og studenterpolitisk engagerede studerende. Dét fascinerede mig dybt. Mødet handlede om selvsamme auditorium, som siden studenteroprøret i 1968 har tilhørt de studerende (Dengang, i '68, omdøbtes det til Ernesto Che Guevara) og deres/vores studenterpolitiske bevægelser . Nu vil ledelsen angiveligt ændre på dette forhold, så de studerende ikke længere kan råde frit over den store sal. Dét fik tidligere i dag i den grad de studerende op på mærkerne: Man er altså ikke ligeglad her. Der er en helt anden studenterpolitisk kultur, der dels skyldes mentalitet og tradition, dels skyldes at der simpelthen er meget vigtige ting at kæmpe for. UNAM tilhører de studerende, og det skal det fortsat gøre. Det, blandt meget andet, kæmpes der hver dag for! Mødet forløb med et utal af korte taler og opråb fra hvem der måtte have noget på hjerte. Mange træder vist deres politiske barnesko hér. Der taltes i megafoner, og det gav alt andet lige en god 70'er-ølkasse-tale stemning. Ingen større forsamling uden en sælger eller to; Søde sager og smøger gik som varmt brød, og snart var rummet godt tilrøget (og sødt...). Jeg følger sagen og kampen for at bevare auditoriet på de studerendes hænder, men mere end noget var dette et spændende lille kig ind i et superengageret studenterpolitisk miljø, hvor næsten 1000 mennesker fandermer mødte op for at høre på og giver deres besyv med - wow - via mobilos:
.jpg)
Fyldt Auditorio Che Guevara
her kan tilmed høres et par lydbidder.
Det ser virkelig spændende ud! Når jeg forsøger at fremkalde erindringer fra de studenterpolitiske akiviteter på KUA, møder jeg et stort, stirrende, sort hul.
SvarSletJo, der var selvfølgelig den blokade, hvor der var en der var bidt af en hund. men den opdagede jeg ikke før jeg ville forlade universitetet igen, for blokadefolket havde ikke lukket alle indgangene. Glæder mig til at følge begivenhedernes gang på UNAM! - J